Med en arm på hvert hjul af kørestolen skubber 83-årige Hanne Larsen – med en smule besvær voldet af dørkarmen – sig selv ind i sit livs sidste bolig. Egentlig kan hun godt lide den, lejligheden. For den er lys og smagfuldt indrettet, synes hun. Og så har den frit udsyn til landsbykirken i Vejstrup på Sydfyn gennem stuens store vinduer. Det var bare ikke lige det sted, hun havde håbet, hun skulle tilbringe den sidste del af sit liv.
”Ja, jeg kunne jo ikke forstå, at det var nødvendigt med plejehjem. Jeg har jo været vant til at klare mig selv hele livet. Så det var mine døtre, der måtte tage den beslutning,” fortæller hun.
”Og i begyndelsen stillede jeg mig imod. Det var helt uoverskueligt!”
Alligevel gik Hanne Larsen i begyndelsen af sidste år med til at flytte på plejehjem. Og her sidder hun så. De sidste to måneder har hun haft adresse på det kommunalt drevne Ældrecenter Ådalen, et mindre plejehjem med 20 plejeboliger i landsbyen Vejstrup på Sydfyn. Hun er klar over, at det også bliver hendes sidste adresse. Men det tog en rum tid, før hun for alvor accepterede det faktum.
En brat afslutning
Ved siden af vasen med friske roser på Hanne Larsens stuebord har personalet stillet en kande vand og en skål med småkager. De er hjemmelavede, som al maden i øvrigt er her på stedet. På Ældrecenter Ådalens hjemmeside skriver de om sig selv, at de lægger vægt på ”at understøtte beboerne, så de kan leve deres eget hverdagsliv med de ønsker, de har til livet inde på plejecenteret.” Foruden mad lavet fra bunden indebærer det en målsætning om, at ”gæster føler sig mindst lige så velkomne, som hvis besøget foregik i de private hjem, vores beboere kom fra,” som der står. Kaffemaskinen er derfor til fri afbenyttelse, når blandt andre Hanne Larsens døtre kommer på besøg. Det gør den yngste af dem, Linda Falk, næsten dagligt.
”Min datter ville meget gerne have, at jeg kom på plejehjem i Svendborg kommune, så hun kunne komme hele tiden, og det gør hun så. Hver eftermiddag,” siger Hanne Larsen.
”For mig var det lige meget, hvor det blev. Jeg var jo ikke kendt med noget her alligevel.”
Der var ikke noget, der var let mere. Og så faldt jeg. Sidste gang, det skete, faldt jeg, da jeg skulle ud i baghaven og hente purløg, og jeg kunne ikke selv rejse mig. Jeg råbte og råbte! Men det har nok ikke været særlig højt. For der gik vel små 40 minutter, før naboen fik øje på mig.
De sidste godt 50 år har hun haft hjemme i landsbyen Allested-Vejle på Midtfyn, omkring 40 minutters kørsel fra plejehjemmet. Hun kom dertil fra Jylland med sine tre døtre og sin eksmand, da han fik job i området. Hun var vokset op i et arbejderhjem i byen Smidstrup nær Fredericia som den ene af seks søskende, der alle skulle ud at tjene, når de var blevet konfirmeret.
”Det var heldigt, for ellers havde der ikke været plads til os,” griner Hanne Larsen, der selv blev ung pige i huset på en mindre gård nær barndomshjemmet.
Senere fik hun mod på bylivet og flyttede til Horsens for at arbejde i en bagerbutik. Det var her, hun mødte manden, hun blev gift med.
”Vi nåede at bygge to huse sammen. Et i Horsens og et på Fyn, før vi blev skilt, og jeg flyttede til mit eget sted. Men jeg blev i byen. Man kan vel sige, jeg var groet fast.”
Hun fandt sig aldrig en ny mand, men ensom følte hun sig ikke. Da hun stadig arbejdede, var det som rengøringsassistent på Syddansk Universitet i Odense i dagtimerne, med forskellige småjobs i aftentimerne og som udkørende hjemmeplejer i weekenderne. Der var nok at se til. Og da hun gik på pension, fyldte hun hurtigt de ledige timer ud med komsammen med naboerne og lange gåture med sin nu afdøde labrador, Molly. I sit lille hus levede hun, hvad hun selv kalder en dejlig tilværelse, og det var der, hun håbede, hun skulle dø.
”Ja, det var et dejligt liv og et dejligt hus. Det passede lige til mig. Og jeg skulle ikke på plejehjem, tænkte jeg! Jeg havde hørt så meget og set en masse i min tid i hjemmeplejen, og det var vel nok det værste, jeg forestillede mig, der kunne overgå mig. De sad jo der fra morgen til aften og havde tisset i bukserne, og ... Nej, jeg ville gerne klare det selv. Men det fik så en brat afslutning.”
Sat til opbevaring
En utæt hjerteklap og efterfølgende hjertesvigt har gennem 10 år voldt hende problemer. Først var det benene, der drillede. Hanne Larsen plejede at holde sig i gang med en daglig gåtur på seks kilometer, men den måtte hun snart droppe. Indkøbene klarede hun stadig, for her kunne hun støtte sig op ad vognen, og skulle hun på biblioteket, kørte datteren gerne med for at finde de rigtige bøger. Både læsningen og abonnementet på Fyens Stiftstidende måtte hun dog give op på, efterhånden som hendes syn blev svækket. Og i takt med at hun blev dårligere gående, kom hun også sjældnere ud.
”Det gik jævnt ned ad bakke fra da af. Jeg begyndte at få mad udefra, og det var sådan set godt nok, men det var jo ikke sådan, jeg helst ville have det. Der var ikke noget, der var let mere. Og så faldt jeg. Sidste gang, det skete, faldt jeg, da jeg skulle ud i baghaven og hente purløg, og jeg kunne ikke selv rejse mig. Jeg råbte og råbte! Men det har nok ikke været særlig højt. For der gik vel små 40 minutter, før naboen fik øje på mig og sprang over hegnet. Det var heldigvis ikke koldt, men det var da grimt at ligge der.”
I 2020 begyndte indlæggelserne. Hun døjede med vand i kroppen. Tre gange røg hun ind og ud af sygehuset i Svendborg, før døtrene blev enige om, at nu gik den ikke mere. Hun kom i februar i år på aflastningshjem, og her måtte hun vente et halvt år, før beskeden om, at der nu var en ledig plads på et plejehjem i Svendborg Kommune, landede i postkassen.
”Egentlig er jeg positiv af natur,” siger hun, ”men den tid på aflastningsstedet var streng. Det var ligesom at blive sat i en kasse til opbevaring. Man fyldte jo bare. Jeg havde ikke nogen af mine egne ting, og jeg gik sådan og håbede på det brev. Også selvom jeg var lidt nervøs for, hvad der ventede.”
Det bedste var hendes egen dyne
Hanne Larsens vigtigste ting fra sit tidligere hjem ankom til Ådalen, før hun selv gjorde. Det var døtrene, der havde sørget for det. Den støvgrønne sofa stod midt i stuen, og billederne af labradoren Molly hang allerede på køleskabet. Selvom hun havde svært ved at genkende sine egne ting i de nye omgivelser, føltes det alligevel straks mere rart at være der end på aflastningshjemmet. Og det bedste, fortæller Hanne Larsen, var endelig at kunne sove middagssøvn med sin egen dyne igen.
”Sikke en dejlig dyne, tænkte jeg. Der gik lidt tid, før jeg fandt ud af, at det jo faktisk bare var min egen.”
Det har taget lidt tid, men efterhånden kan hun godt se det. At det var bedst at komme på plejehjem. Både for hendes egen skyld og for døtrenes, der ikke sov roligt om natten ved tanken om deres mor alene i det tidligere hjem i Allested-Vejle.
”Jeg skulle godt nok lige vænne mig til det, men nu vil jeg sige, at jeg har det godt her. Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men jeg havde nok forestillet mig noget, der var meget værre,” siger hun.
”I hvert fald kan jeg ikke undvære den hjælp, jeg får. Det kan jeg godt se nu. Og jeg kender efterhånden de plejere, der kommer, og de er vældig søde. De snakker lidt om alting, og så går de igen. Og vi får hjemmelavet mad. Og omhu. Og rene håndklæder. Alt er sådan ... pænt og i orden. Det kan jeg godt lide.”
Ingen sten at bygge fremtiden på
Formiddagene på Ådalen flyver ofte af sted, fortæller hun. Det er her, hun ofte er med til dagens aktiviteter, som kan være alt fra julebagning til stolegymnastik. Eftermiddagene er straks værre. Hun keder sig en gang imellem, fortæller hun, ”men det er nok ikke helt til at komme udenom”. Efter frokost tager hun gerne en lur, og så hører hun en del lydbøger for tiden. Den æblegrønne CD-afspiller står på et bord ved indgangen til lejligheden, og personalet skal blot lige trykke på en knap, så er hun godt underholdt en times tid. Da det var varmere, brugte hun en del tid i sin kørestol ude i gårdhaven. Det er dog efterhånden ikke så tit, hun har lyst til at komme ud.
”Det er en sorg for mig, at jeg ikke kan gå en tur mere, og at jeg i stedet skal skubbes rundt. Nogle gange skinner solen, og så kunne det da være dejligt at kunne gå sig en tur, men det siger mig ingenting længere, når det er på den måde. Så vil jeg hellere være indenfor.”
Når hun er alene, sidder hun ofte ude på gangen og håber, at der kommer en anden beboer forbi til en sludder. Hun har dog endnu ikke fået tætte bekendtskaber, og hun ønsker som sådan heller ikke at få det. For ”de dør jo alligevel efterhånden”.
”Men vi har da indimellem nogle gode stunder, som vi godt kan se komikken i, og det er dejligt. Som her til middag, hvor Richard prøvede at sluge alle pillerne på én gang! Det var mere, end han kunne klare. Og så stod det jo ud over det hele med piller og vand, og personalet farede rundt, ha! Den pæne mand! Og så grinte vi! Det er jo sådan lidt sort humor, men det var da meget sjovt.”
Spørger man Hanne Larsen, hvad hun ser frem til i løbet af en dag, er det da også – ud over lydbogen – samværet med de andre beboere, hun nævner. Spørger man hende til gengæld, hvad hun ser frem til på længere sigt, tøver hun med at svare. Hun havde glædet sig til, at præsten skulle komme forbi plejehjemmet, men indtil videre har han aflyst begge gange. Ellers er der ikke så meget at se frem til, siger hun.
”Jeg tror bare, jeg godt kan lide at leve i nuet,” siger hun og understreger, at det altså ikke er, fordi hun er træt af tilværelsen.
”Nej, jeg ønsker ikke, at det skal være slut. Men jeg har jo bare ikke længere de samme sten at bygge mine forventninger om fremtiden på. Så er det lettere at lade være med at have nogen. Det er da lidt en mærkelig fornemmelse, ja.”
Hun holder inde i et øjeblik og trækker så på skuldrene.
”Men sådan er livet vel bare i sidste ende.”