90-årige Astrid: Lad os gamle få en naturlig død

Det er ikke døden, men overbehandling Astrid frygter. Hun minder om, at man i gamle dage kaldte lungebetændelse for de gamles bedste ven

"Jeg er over 90 år og har trods diverse skavanker et godt liv, og jeg frygter heller ikke døden. Derimod kan jeg godt være bekymret for tiden op til døden," skriver Astrid til brevkassen. Genrebillede.
"Jeg er over 90 år og har trods diverse skavanker et godt liv, og jeg frygter heller ikke døden. Derimod kan jeg godt være bekymret for tiden op til døden," skriver Astrid til brevkassen. Genrebillede. . Foto: Adam Sund/BAM/Ritzau Scanpix.

Kære brevkasse

Tak for en altid vedkommende brevkasse. På mange områder kan jeg være enig med Karen Marie, som skrev i sidste uge blandt andet om ikke at frygte døden og i stedet se den som indgangen til fred og hvile.

Denne artikel er en del af en serie:

Spørg om livet
Gå til seriesiden

Jeg er over 90 år og har trods diverse skavanker et godt liv, og jeg frygter heller ikke døden. Derimod kan jeg godt være bekymret for tiden op til døden. Lægerne er blevet meget dygtige til at holde os i live, og de er nok også lidt nervøse for at blive kritiseret for ikke at gøre nok. Så det er vigtigt, at vi gamle taler med vores pårørende og gør dem klart, at de skal gribe ind, når behandlingen ikke har udsigt til et godt resultat og i øvrigt er for belastende.

I modsætning til Karen Marie går jeg ikke ind for aktiv dødshjælp. Det er der lidt for meget drama over efter min smag. Men jeg går ind for, at man får lov til at dø i fred, når tiden er inde. Lad mig dog dø af corona eller influenza, hvis det er det, der rammer mig. I gamle dage sagde man, at en lungebetændelse var den gamles bedste ven.

Det er et paradoks, at der finder så megen overbehandling sted, samtidig med at sundhedsvæsenet ømmer sig, og politikerne jamrer i et væk over alle os gamle. Lidt provokerende kunne man have lyst til at sige: Så lad os da dø af vores infektionssygdomme i stedet for at holde os i live, til vi får blodpropper og bliver demente og dermed dyre i drift.

Hvert dødsfald er ikke en katastrofe, men det kan en livsforlængende behandling nemt være.

Venlig hilsen

Astrid

Kære Astrid

Tak for dit brev. Vi synes, det er godt at få indlæg om et så eksistentielt relevant emne som døden fra mennesker i den modne alder. Det er også godt at læse, at man som dig kan se den i øjnene med sindsro og fred. Det er der noget trøsterigt ved. Når man er over 90 år, så er det ikke bare en teoretisk tilgang, man har, men en nærværende erkendelse, at døden kan være ganske tæt på.

Vi kan godt forstå, at man kan gå med mange tanker om tiden, inden man skal dø. At blive pludseligt eller tiltagende dårligere, svag og hjælptrængende og måske opleve, at tingene sker hen over hovedet på en, er ikke godt at tænke på. I stedet for at lide unødigt længe eller at blive overbehandlet, som du skriver om, vil man ønske, at man kan dø naturligt og inden for en kortere periode.

Vi skal ikke forsvare sundhedsvæsenet, men samtidig tænker vi også, at de har mange millioner kontakter med os borgere hvert år. Og rigtig mange af os får rigtig god hjælp. Når patienter kommer akut ind på hospitalet, kan det nogle gange være svært for den enkelte læge at vurdere, hvornår man har gjort det, man skal for at redde liv og lindre smerter – og hvornår man går over den nogle gange usynlige grænse, der kan handle om det, du skriver, at man behandler for meget og for længe. Hospitalet kender jo som regel ikke patienten fra før, og derfor vil man handle ud fra den aktuelle situation.

Vi tror derfor, at det er en rigtig god ting at få snakket grundigt og ærligt om disse emner med sine nærmeste, gerne igennem flere samtaler, så de kan være forbindelsesled til sundhedsvæsenet ud fra et indgående kendskab til den, det handler om. På den måde kan de bidrage og advokere for den, det gælder, på en værdig og god måde.

Sådanne samtaler med de nærmeste kan måske også være en god anledning til at tale med sine kære om ens forhold til døden og også om ens forhold til det liv, man har fået lov til at leve. Måske kan man få snakket om ting, som man er taknemlig over eller husker på en særlig vis, eller måske kan man få snakket om noget, som man har lyst til at sige undskyld for – eller måske andre lidt svære ting, som kan bo i hjertedybet.

Måske kan man også komme med gode ønsker for sine kære i forhold til det liv, de skal leve, når man ikke er her mere. Hvor man giver dem noget godt med på vejen. Man skal dog ikke pålægge de efterladte bestemte ting, som de skal efterleve uanset hvad.

Man er meget heldig, hvis man har mulighed og tryghed nok i relationen til at snakke ærligt og godt med hinanden både om livet og døden på en personlig måde. Gode samtaler om disse vigtige temaer har betydning på flere plan. Undersøgelser fra hospiceverdenen viser, at hvis mennesker får god lejlighed til dybe, gode samtaler enten med deres slægt eller med vise professionelle, så kan man reducere den smertestillende medicin betydeligt.

Vi håber, at du får lov til at dø en værdig og rolig død, når den tid kommer. Men indtil da håber vi, du må tage vare på det gode i livet, som du skriver, du har, trods diverse skavanker.

Mange hilsener