Sent om aftenen anden juledag var 91-årige Anna Fejerskov Lauridsen i færd med at parkere sin bil foran opgangen til sit hjem i udkanten af Svendborg. Hun var kommet hjem efter en hel dag til familiejulefrokost, da hun fik en pludselig indskydelse. Arealerne omkring den moderne boligblok, hun bor i, er fuldt oplyste til gavn for beboere som hende selv, så de altid kan finde sikkert hjem efter mørkets frembrud. Men det elektriske lys gør nattehimlen ovenover kulsort, og lige dér mærkede hun en ubændig lyst til at se på stjerner. Hun vendte derfor om og kørte mod parkeringspladsen ved landsbykirken i Egense tre kilometer væk, hvor hun kunne stå uforstyrret i det frostklare decembermørke med frit udsyn til himlen over sig.
”Der er jo stjernehimmel hver dag, selvom der er skyer. Det er helt fantastisk at tænke på alle de galakser, der findes derude og ikke mindst på den, vi har her,” siger Anna Fejerskov Lauridsen.
Den pensionerede sygeplejerske fra Svendborg mener selv, at hun er særligt heldig, og at hun er født med det, hun kalder et positivt livssyn – en nysgerrighed efter at opleve, hvad dagen og livet bringer og med en lyst til hele tiden at ville vide mere og opleve nye ting. Set udefra vil man måske sige, at hun er fuld af det, man kan kalde livskraft. Den kraft, der hos nogle mennesker skinner tydeligt igennem som en ukuelig energi og en lyst til at leve og udfolde sig.
”Livet er en gave og en opgave, og man kan altså ikke undvære at have opgaver at stå op til,” siger Anna Fejerskov Lauridsen, mens hun banker i bordet som for fysisk at slå fast, at det nok er det, der er hemmeligheden bag det hele.
”Jeg skal selvfølgelig passe mig selv og sørge for de daglige sysler, men så er der altid noget, jeg gerne vil, som jeg ikke har nået før. Jeg har mine børn og børnebørn, jeg interesserer mig for, men der er også altid noget, jeg gerne vil læse eller se og opleve. Jeg synes faktisk hele tiden, at jeg har for lidt tid, og det er nok godt.”
Om halsen bærer hun et rundt, gyldent smykke med kinesiske tegn i midten. Det fik hun af sin nu afdøde mand, der sejlede en tur som skibslæge på et ØK-skib til Østen. Tegnene symboliserer et langt liv med rigdom og mange børn, og smykkets profeti har vist sig at blive opfyldt. For Anna Fejerskov Lauridsen har både levet et langt liv og fået fire børn, 12 børnebørn og to oldebørn, og så kan man pr. definition også kalde sig rig, bedyrer hun.
Hænderne ryster, når hun skænker kaffe i blåmalet porcelæn ved spisebordet i lejligheden i den svendborgensiske boligblok. Rystelserne svinger lidt i styrke fra dag til dag, og denne formiddag må kaffekanden holdes helt tæt på koppens kant.
Men bortset fra denne aldersbetingede skælven har Anna Fejerskov Lauridsen trods et liv, der har varet en del længere end gennemsnittet, været forskånet for sygdom og skavanker.
Hun er ganske vist med egne ord blevet frygteligt langsom til alting, og af og til må hun ind at ligge i sengen for at strække ryggen lidt, men man kan jo trods alt ikke have haft og brugt en krop i mere end 90 år, uden at man kan mærke det, understreger hun og forsikrer om, at der ellers ikke er træthed at spore – og da slet ikke over livet.
”Man må prøve at se mulighederne i det, man har at gøre godt med, og det har jeg forsøgt at gøre hele livet. Jeg har oplevet, at man altid skal følge sine indskydelser og sin intuition, for vi har alle et indre kompas, der viser os den rigtige vej, når vi mærker efter.”
En sådan indskyldelse fulgte hun for eksempel en augustdag sidste år, hvor hun mærkede en lyst til at sige den jævnaldrende salmedigter Jens Rosendal tak for de mange fine salmer og sange, han har skrevet.
Derfor pakkede hun termokanden med kaffe og en flaske snaps i bilen og satte kursen mod Ballum ved Vadehavet, hvor digteren bor.
Ved ankomsten var han netop gået en tur og var ikke hjemme, fortalte den hjemmesygeplejerske, hun tilfældigt spurgte på parkeringspladsen ved byens kirke, men han kunne lide at få besøg, lød det, og Anna Fejerskov Lauridsen besluttede sig for at vente og udforske området imens. Kirken ville hun gerne se indefra, men den var låst, så hun måtte gå en tur på det nærliggende dige, hvor skæbnen ville, at hun faldt i snak med nyeste medlem af byens menighedsråd, som ganske vist ikke selv havde en nøgle, men telefonnummeret til en, der havde.
Kort tid efter var kirken låst op, og Anna Fejerskov Lauridsen udforskede dens mange kroge med lokalkendte guider, inden hun skråede over vejen og bankede på Jens Rosendals dør og bød ham på kaffepunch og en snak på bænken foran huset.
”Er det ikke fantastisk, at mennesker er sådan? Vi ved aldrig, hvilken virkning, det vi siger og gør, har på andre mennesker. Men jeg fortryder altså kun de gange, jeg ikke har fulgt min indskydelse om at tale med folk.”