91-årige Tove har vænnet sig til livet på plejehjemmet: Her kan jeg opføre mig som en gammel kone

Hun er blandt de få plejehjemsbeboere, der stort set kan klare sig selv. Alligevel flyttede 91-årige Tove Jensen sidste år på plejehjem. Her får hun hjælp til at huske, når Alzheimer-sygdommen sætter hukommelsen på prøve

Hun keder sig aldrig på plejehjemmet, fortæller 91-årige Tove Jensen. I sin brune læderstol sætter hun sig gerne for at se lidt tv om eftermiddagen, ”og pludselig vågner man, og så er der gået to timer,” fortæller hun.
Hun keder sig aldrig på plejehjemmet, fortæller 91-årige Tove Jensen. I sin brune læderstol sætter hun sig gerne for at se lidt tv om eftermiddagen, ”og pludselig vågner man, og så er der gået to timer,” fortæller hun. . Foto: Leif Tuxen.

Når 91-årige Tove Jensen slår øjnene op om morgenen, kigger hun rundt i sit værelse og tænker som oftest den samme tanke: Jo. Jeg har det da godt her.

Hun ligger et øjeblik og ser hen på de mange fotografier, som hendes yngste datter har klistret op på den lave skillevæg ved siden af sengen i hendes hjem på det kommunale plejehjem Ryholtgård i Hellerup nord for København. Der er fotografier af familien, fra ferier de har været på sammen. Der er fotografier af de seks børnebørn og fire oldebørn. Og så er der et af hendes nu afdøde mand, Erland, som Tove Jensen tog afsked med for nu ni år siden, ”otte dage før han fyldte 90”, tilføjer hun.

Billederne hjælper hende med at huske. Og så får de Tove Jensen til at tænke, at hun er heldig med det liv, hun har levet, før hun igen lægger sig om på siden, lukker øjnene i og sover videre.

”Jeg står aldrig op før klokken 9,” fortæller hun.

”Det er et princip, jeg har med min krop!”. Hun griner. Det gør Tove Jensen i det hele taget en del. For selvom hukommelsen ikke helt er, hvad den har været, så fejler hendes humoristiske sans ingenting.

”Min mor sagde altid, at man kan sove, når man bliver gammel. Nu er jeg 91. Så vil jeg gerne have lov til at opføre mig som en gammel kone, og det kan jeg her.”

For fire år siden fik 91-årige Tove Jensen konstateret Alzheimers sygdom. ”Jeg ved jo godt, at det med alzheimer er noget med hukommelsen, og det med ikke at kunne huske, det er da lidt irriterende. Men Shanna (Tove Jensens datter, red.) har da op til flere gange sagt: ’tænk mor, at du kunne huske det!’ når jeg har fortalt en historie. Så mere påvirker den sygdom mig altså ikke. Det gør den virkelig ikke,” siger hun.
For fire år siden fik 91-årige Tove Jensen konstateret Alzheimers sygdom. ”Jeg ved jo godt, at det med alzheimer er noget med hukommelsen, og det med ikke at kunne huske, det er da lidt irriterende. Men Shanna (Tove Jensens datter, red.) har da op til flere gange sagt: ’tænk mor, at du kunne huske det!’ når jeg har fortalt en historie. Så mere påvirker den sygdom mig altså ikke. Det gør den virkelig ikke,” siger hun. Foto: Leif Tuxen

I artikelserien ”Livets sidste adresse” om tilværelsen på de danske plejehjem, der over de seneste måneder har været bragt i Kristeligt Dagblad, udgør Tove Jensens bolig her på Ryholtgård bogstaveligt talt den sidste adresse, Kristeligt Dagblad besøger i denne omgang. Her på 2. sal har hun boet siden marts sidste år. Og hun kan godt lide stedet, fortæller hun. I sin lejlighed fordelt ud på to rum og et badeværelse har hun ”plads nok at boltre sig på”. Maden på stedet er hjemmelavet, morgenbollen får hun serveret på værelset, så hun ”rent luksuriøst” kan spise den iført sin natkjole, og skulle Tove Jensen glemme noget vigtigt, ”så bliver jeg hjulpet på vej af personalet. De er simpelthen bare til UG med kryds og slange. Og så husker jeg det, jeg har glemt, til næste gang. Og så næste gang har jeg glemt det igen,” som hun med et smil siger det.

Cirka 85 procent – svarende til omtrent 35.000 af de knapt 41.000 ældre, der bor på plejehjem i Danmark – anslås at være ramt af en form for demenssygdom. For Tove Jensens vedkommende er det alzheimer, der er tale om. Diagnosen fik hun stillet for cirka fire år siden. Det er ikke, fordi den påvirker hende i slem grad, fortæller hun. Ikke udover at der er ting, hun ikke længere har så nemt ved at huske. Derfor sidder hendes yngste datter, Shanna, og svigersønnen, Jens, med ved bordet i Tove Jensens stue denne aften i januar, hvor Kristeligt Dagblad er på besøg. De skal hjælpe hende med at ihukomme de ting, som hendes alzheimer er skyld i, kniber for hende.

”Jeg synes ellers ikke, jeg døjer med noget. Jeg ved jo godt, at det med alzheimer er noget med hukommelsen. Og det med ikke at kunne huske, det er da lidt irriterende. Men Shanna har da op til flere gange sagt: ’Tænk mor, at du kunne huske det!’, når jeg har fortalt en historie. Så mere påvirker den sygdom mig altså ikke. Det gør den virkelig ikke.”

Nogle gange var det tungt

På Ryholtgård er Tove Jensen én ud af i alt 55 beboere, der har til huse i den fireetagers hvide bygning med de mange glaspartier. Til hver lejlighed hører to altaner, og fra Tove Jensens har hun udsigt over naturområdet Ryvangens Naturpark. Hun har også udkig lige ned til en børnehave, og hun holder af at se på de små størrelser tumle rundt i deres flyverdragter på den tilhørende legeplads.

”Så står jeg nogle gange derude, og så vinker de til mig, og jeg vinker igen. Det er da hyggeligt, ja. Jeg faldt hurtigt til her, synes jeg!”.

Trods sin sygdom hører Tove Jensen til blandt de få beboere på plejehjemmet, der næsten helt kan klare sig selv. Om morgenen, når hun føler for at stå op, kommer hun selv i tøjet. Hun børster sine tænder, reder sit hår og får kun hjælp af personalet til at påføre det plaster, hvorigennem hun får sin depotmedicin, der skal holde Alzheimers sygdommen bedst muligt i skak.

Alligevel blev behovet for en plejehjemsplads pludseligt påtrængende sidste år. Det var to fald i hendes tidligere lejlighed i Aalborg, der fik hendes børn til at indse, at tiden var inde. Trappen fra første sal og ned til gaden i hendes tidligere opgang havde i et stykke tid voldt hende problemer, og da Tove Jensen en sen aften ringede til sin datter, forvirret fordi hun ikke kunne finde sin egen seng, var smertegrænsen nået. En visitator kom på besøg, og hurtigt blev Tove Jensen godkendt til en plads på plejehjem. I 75 år havde Tove Jensen haft hjemme i Aalborg, men nu var tiden inde til at rykke mod København, hvor to af hendes børn bor og dermed bedst kan hjælpe hende.

”Jeg klarede mig ellers udmærket i Aalborg,” siger Tove Jensen selv.

”Men jeg var meget alene, for omgangskredsen faldt jo efterhånden fra, som man kom op i alderen, og mine børn boede langt væk. Så det var da tungt nogle gange. Alligevel havde jeg ikke tænkt så meget over det med plejehjem, før jeg fik at vide, at nu var der en plads. Og så blev jeg bange. Jeg tænkte, at jeg da heldigvis kunne nå at sige nej. Men det gjorde jeg gudskelov ikke.”

For hun har det godt her, understreger hun. Og hun gentager det mange gange.

”Mine børn har simpelthen gjort så meget for mig. Shanna og Jens spurtede rundt til alle plejehjem i hele København og omegn for at finde ét, jeg ville kunne lide, og det er lykkedes. De kender mig jo. Det er så heldigt for mig, jeg har de to røvere her,” siger hun og smiler mod datteren og svigersønnen.

Selv tøjet var lagt sammen

Da Tove Jensen flyttede ind den 1. marts sidste år, stod møblerne næsten præcist, som de havde gjort i lejligheden i Aalborg. Godt nok var pladsen lidt mere sparsom her, men altanen lignede den, Tove Jensen tidligere havde haft. Gardinerne var de samme. Malerierne på væggen og hendes brune læderstol, som hun tilbringer flere timer i om dagen, var også kommet med. Det var børnene og svigerbørnene, der havde sørget for det hele, inden Tove Jensen endnu havde set sit nye hjem.

”Jeg tænkte, der var meget hjemligt. Alt var sat på plads. Lamperne var installeret, selv tøjet var lagt sammen i skabet, og der var købt blomster,” siger hun.

Bortset fra en tæt veninde er der ikke rigtig noget, hun savner ved Aalborg, fortæller hun. Men hun kan nu godt lide at komme på besøg der. For et halvt år siden rejste hun helt alene ved hjælp af lidt assistance i lufthavnen tilbage til Nordjylland for at besøge veninden og for at genkalde sig gamle minder.

Det var tilbage i 1945, at Tove Jensen første gang kom til Aalborg med sin mor og lillebror. Familien flyttede fra Randers, hvor Tove Jensen 15 år tidligere var blevet født.

”Det var fattige kår, jeg kom fra,” fortæller hun.

”Vi havde lejet os ind i et hus, hvor vi havde stueetagen, og så boede der et ældre ægtepar ovenpå. Min far havde arbejde, når der var arbejde at få. I byen var et sted, hvor mandfolkene kunne gå hen og stille sig i en klynge om morgenen. Så blev der udpeget nogle stykker, og så var der arbejde til dem den dag. Min mor arbejdede på et rebslageri, Randers Reb. Og jeg husker, hvordan min bror og jeg stod ude og så hende komme nærmere på cyklen ved fyraften. Vi råbte: ’Mor kommer, mor kommer’!”.

Som ung kom Tove Jensen selv i arbejde på en tekstilfabrik. Det var her, hun mødte Erland Jensen. Maskinmesteren. En dag fulgte han hende hjem fra arbejde, men han var en ordentlig mand og sov ikke hos hende de første par gange, for der skulle holdes på formerne, som hun siger.

”Det var en dejlig mand, jeg fandt der,” tilføjer hun. Og bliver rørt. Både ved tanken om Erland, men også ved tanken om det liv, der er levet. De tre børns opvækst. Tiden, hvor hun gik hjemme med dem, og de 22 år, der senere fulgte, hvor hun arbejdede i hjemmeplejen. Nok er den tid blot én, Tove Jensen nu kan se tilbage på, men minderne varmer, og fotografierne på den halve skillevæg minder hende om dem. Og ensom, det føler hun sig ikke, siger hun. Ikke siden hun kom til Ryholtgård.

”Jeg var heldig at komme til et godt bord inde i spisesalen. Vi har det meget hyggeligt, synes jeg. Der er fire udover mig. Og de to af dem kan ikke spille kort, men resten af os sætter os sammen og spiller bridge. Hyggeligt er det i hvert fald. Og der er næsten ikke noget sladder i krogene. Jo, en smule, men det kan vel ikke undgås.”

En sukkermad til aftenkaffen

På Tove Jensens stuebord står en ganske lille vase med årets første spæde forårsblomster. Erantis. Det er datteren, der har taget dem med, for de dukkede op i overfladen af mulden, da hun gravede i haven. Tove Jensen viser dem glad frem. Hun elsker de varmere årstider, og blomsterne minder hende om, at lunere tider er på vej. Men selvom januars lave temperaturer ikke ligefrem byder til det, sker det alligevel indimellem, at Tove Jensen går sig en tur udenfor. Ofte i selskab med en af etagens ældre beboer, en kvinde på 98 år. Det bliver sjældent en lang tur, men Tove Jensen sætter pris på den friske luft, og så sætter de to sig ofte på bænken nedenfor plejehjemmet og ”nyder det hele et øjeblik”.

Tove Jensen keder sig aldrig på Ryholtgård, fortæller hun. For hun sover en del, og så har hun også sit mangeårige abonnement på avisen Nordjyske, der skal vedligeholdes og læses. Om eftermiddagen er der ofte mulighed for at deltage i højtlæsning i fælleslokalet. Her er der en 10-12 stykker, der møder op. Nogle lytter, mens andre vist sidder og sover, fortæller Tove Jensen. Selv deltager hun i det meste, der foregår på stedet, men højtlæsningen springer hun ind imellem over.

”For jeg glemmer jo med det samme igen, hvad der er blevet læst, og så kan man gå og spekulere over det. Og det er der jo ikke meget smart ved.”

Demenssygdommen har hun tilfælles med flere andre beboere. Det med sygdom er dog alligevel aldrig noget, de taler om, når de sidder omkring bordet, siger Tove Jensen. Til gengæld taler de om hverdagens gang. Og om vind og om vejr.

”Og så taler vi en hel del om håndbold lige nu. Og hvad vi skal have at spise, og hvad vi fik i går, ha!”.

Hvad fik I så at spise i går?

”Ja! Ha! Ved du hvad, det har jeg glemt,” siger hun.

”Men det plejer at være ganske udmærket. Hjemmelavede gammeldags hverdagsretter. Er der noget, jeg ikke kan lide, så lader jeg det stå, og det har jeg nok også bedre af, haha! Men jeg plejer at få min sukkermad til aftenkaffen. Den er jeg så godt nok blevet snydt for de seneste par dage. Det må jeg lige have mindet dem om.”

Ved spørgsmålet om hvad Tove Jensen glæder sig til, der skal ske i den nærmeste fremtid, bliver der stille ganske kort. Til påske skal hun på tur med familien til Norge, hvor hendes søn er flyttet op med familien, fortæller hun så.

”Det bliver spændende at se, hvordan de er faldet til deroppe. Det glæder jeg mig meget til. Men derudover ved jeg det ikke. Eller jo,” siger hun.

”Jeg glæder mig til foråret. Til sommer. Og til at blive solbrændt igen.”

Hør journalist Benedikte C. Rasmussen læse artiklen op på k.dk/lyd eller i Kristeligt Dagblads app