Ægte venner er decideret svære at komme af med

Når først man har besluttet sig for venskab, så klapper fælden. Og gudskelov for det, skriver journalist Simone Nilsson i klummen Fodnoter fra livet

"De er blevet hængende i årevis på trods af flytninger, ægteskaber, graviditeter, sygdom, min aversion mod at svare på deres beskeder i tide, som gør, at jeg nogle gange kommer til at ignorere dem i ugevis, og min manglende evne til at huske, hvornår deres børn har fødselsdag," skriver Simone Nilsson. Illustration: Simone Nilsson.
"De er blevet hængende i årevis på trods af flytninger, ægteskaber, graviditeter, sygdom, min aversion mod at svare på deres beskeder i tide, som gør, at jeg nogle gange kommer til at ignorere dem i ugevis, og min manglende evne til at huske, hvornår deres børn har fødselsdag," skriver Simone Nilsson. Illustration: Simone Nilsson. .

Min veninde kom med en idé, som jeg syntes lød fuldkommen hovedløs og uansvarlig. Så jeg gik selvfølgelig med til det med det samme.

Klokken var tæt på midnat, og vi befandt os allerede i en mørk tunnel under et jernbanespor et sted i den københavnske forstad Ishøj. Foran os rejste sig et hegn, som blokerede vores videre færd, og efter at have vurderet at det ville tage for lang tid at gå udenom, konkluderede min veninde, at det var smartest at kravle over. Det er nemmere sagt end gjort, når man lige har drukket tequila og er iført en stramtsiddende buksedragt, må jeg indskyde. Men det er den slags ting, man først ved efter, at man overmodigt er hoppet op på - og faldet ned fra - førnævnte hegn. Jeg landede på ryggen som en sæk kartofler, men mærkede ikke noget til det før dagen efter, så alt i alt vil jeg kalde ekspeditionen en succes. Vi kom videre og - i sidste ende - også hele vejen hjem.

Denne artikel er en del af en serie:
Fodnoter fra livet
Gå til seriesiden

Samme veninde måtte for nogle uger siden træde til over sms, da jeg måtte have hjælp til at tage min egen identitet op til revision. Det var gået op for mig, at jeg netop havde set tre film i træk med Jackie Chan i hovedrollen, og at jeg pludselig fandt Jackie Chan, en kinesisk stuntmand født i 1954, tiltrækkende. Hertil spurgte veninden, hvilket årti filmene var produceret i - for der er stor forskel på Jackie Chan i 2001 og Jackie Chan i 2022. Efter at have fået bekræftet, at alle de film, jeg havde set den aften, var fra starten af årtusindeskiftet, kunne hun trøste mig med, at “ja, Jackie Chan kunne bestemt noget dengang” og “du er ikke blevet skingrende vanvittig, bare rolig”.

Som jeg håber, det fremgår, er min veninde både en eventyrer, loyal og solidarisk, og jeg føler mig heldig over at have en som hende i mit liv. Og tænk sig, at hun endda skriver sig ind i en håndfuld af personer, som jeg har fået lov at kalde venner, og som er blevet hængende i årevis på trods af flytninger, ægteskaber, graviditeter, sygdom, min aversion mod at svare på deres beskeder i tide, som gør, at jeg nogle gange kommer til at ignorere dem i ugevis, og min manglende evne til at huske, hvornår deres børn har fødselsdag. Ja, jeg vil faktisk sige, at de på nuværende tidspunkt er decideret svære at komme af med. Som en anden veninde tidligere sagde som noget, der kunne opfattes som både et løfte og en trussel:

“Når man har kendt hinanden i mere end syv år, hører man sammen         f o r   e v i g t.

De er vidunderlige, og den eneste reelle forskel på dem er, at dem fra København tager mig med på bodega efter øl, mens dem i Jylland tager mig med på “Dolly’s på havnen” efter stegt flæsk med persillesovs.

Man bliver faktisk næsten helt stolt af den rift og de blå mærker, som hele søndag (og lidt af mandag.. Og nok også tirsdag) efter en bytur kan huske én på, at der er mennesker i ens liv, der lørdag nat vil trække én med ud på eventyr og gøre verden større. Mennesker, som kan minde én om, hvem man er, når man selv har glemt det. Som blidt kan spørge, om det mon ikke snart er på tide at skrive klummer om andet end døden og ekskærester (det skal man passe på med, hvis man ikke selv vil i avisen), og som altid sørger for, at man kommer (mere eller mindre) sikkert hjem. 

Simone Nilsson (f. 1990) er journalist og illustrator hos Kristeligt Dagblad. I klummen ”Fodnoter fra livet” skriver hun ikke om de store overskrifter, men forsøger at finde fodfæste i voksenlivet gennem en blanding af eftertænksomhed, humor og eksistentiel rædsel.