Da Ellen Bødker Sørensen arbejdede som receptionist i Danmission, var der en ting, hun troede, hun aldrig skulle, når hun gik på pension: Hun skulle aldrig være frivillig i en genbrugsbutik.
Nu har hun været frivillig i godt 10 år.
Hver torsdag fra klokken 12 til 17 arbejder hun i Danmissions genbrugsbutik i den københavnske bydel Brønshøj-Husum, hvor hun sætter ting på hylderne, betjener kunder og står for regnskabet.
“Jeg kan bare ikke lade være. Det er en del af mig. Hvis jeg holdt op, ville jeg savne det meget. Det gør min mand i hvert fald - han var nødt til at holde op på grund af sit helbred,” siger 80-årige Ellen Bødker Sørensen.
"Jeg synes, jeg har en mission her.”
Hun er også grøn pigespejder, og selvom hun ikke længere tager med på teltlejre, hjælper hun med at afvikle arrangementer som frivillig. Som hun siger: "Jeg er spejder, og det bliver jeg ved med at være."
Over de seneste årtier er antallet af ældre frivillige steget markant. De seneste tal fra Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, viser, at 28 procent flere 67-årige og 43 procent flere 77-årige arbejder frivilligt i dag end for 20 år siden.
Seniorforsker Anna Amilon har en række bud på årsagerne: I dag er borgere over 65 år langt mere sunde, ressourcestærke og aktive, end de var for 20 år siden, særligt i årene efter at de har trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Sideløbende har idealerne om alderdom rykket sig i samfundet.
“Hvor der tidligere var en fortælling om, at man skulle bruge pensionisttilværelsen på at slappe af og nyde sin fritid, er idealet i dag, at man skal spille golf, se sine venner og deltage i samfundet. Det har mange mere overskud til at gøre i dag end tidligere,” siger Anna Amilon.
Idéen om at man skal gøre nytte, også efter arbejdslivet, har været i vækst siden 1990'erne. Det afspejler sig i de frivilligjobs, som pensionister søger mod: Flere er frivillige i børnehaver, arbejder som besøgsvenner eller engagerer sig i genbrugsbutikker.
"Vi kan se, at det sociale område er vokset mest. Altså frivilligjobs, hvor man virkelig kan føle, at man har gjort en forskel," siger Anna Amilon.
I praktik som pensionist
Det frivillige arbejde kan modvirke en følelse, der opstår hos mange efter arbejdslivet: Følelsen af at være sat ud på et sidespor i et samfund, hvor identitet i høj grad knytter sig til karrieren, og hvor kløften mellem aldersgrupper kan være stor. Det siger psykolog Kim Bonnesen.
"Vi har som mennesker brug for at engagere os i noget meningsfyldt. Når vi indgår i fællesskaber, der bygger på humanitære værdier og bidrager til sammenhængskraften i samfundet, føles det også rart på et individuelt plan. Det er basalt menneskeligt. Vi trives med at give noget til andre og betyde noget for andre."
Ifølge Anna Aamand, der er mangeårig ældrepsykolog i egen klinik, gør man også noget andet, når man engagerer sig i frivilligt arbejde efter pensionen: Man bygger bro mellem to livsfaser.
Hun kender flere mennesker, der er gået på pension, men sidenhen er gået tilbage på arbejdet. De glædede sig til at slappe af, se fjernsyn og læse bøger - alt det, de ikke kunne nå i et hektisk arbejdsliv - men friheden mistede hurtigt sin glans. Pludselig var det, som om stuen begyndte at runge.
“Når man for eksempel arbejder nogle timer om ugen i en genbrugsbutik, kan man se det som en form for praktik, hvor man finder sine ben i alderdommen. Man skal lære at acceptere, hvad man kan og ikke kan, og langsomt udvikle en ny identitet i den sidste fase af livet,” siger Anna Aamand.
Ældrepsykologen kender det fra sig selv. Hun er 69 år, men har kun delvist trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet. I stedet for at arbejde fem dage om ugen og holde fri de resterende to, har hun vendt kalenderen på hovedet, så hun arbejder to og holder fri fem dage om ugen. Det er hendes måde at holde fast i et fagligt engagement og øve sig i at blive ældre. Nyde at livet går langsommere uden at trække tempoet helt ud af det.
“Det giver mig mere tid til at gå i dybden med ting, der fylder mig med værdi. Når jeg læser en bog, kan jeg fundere lidt mere over den, end jeg gjorde før. Og jeg kan opsøge nogle af de venner, jeg måske har forsømt under et travlt arbejdsliv,” siger hun.
“Der er selvfølgelig nogen, for hvem arbejdslivet er fysisk slidsomt, og som i den grad ønsker, at livet skal gå langsommere. Men for de mange, der er friske, når de træder ud af arbejdsmarkedet, tænker jeg, at det frivillige arbejde kan fungere som en meningsfuld overgang til en ny identitet.”
Frygter kun en ting
Ellen Bødker er ikke så frisk, som hun har været. For to år siden fik hun en blodprop i hjernen, der forstyrrede hendes syn i flere måneder, og hun har slidgigt i begge knæ. Når hun går op ad trappen fra butikkens kælder, holder hun godt fast i gelænderet og hiver lidt efter vejret, og hun kun kan ikke længere bære tunge kasser. Men hun har på intet tidspunkt overvejet at stoppe i butikken.
“Det har ikke slået mig ud af kurs. Måske ville andre blive bange, jeg ved det ikke. Jeg har ikke tid til at bekymre mig. Så det gør jeg ikke,” siger Ellen Bødker Sørensen.
“Min tro giver mig også en ro. Jeg tror på, at der er noget, der holder hånden over mig, og at Gud hjælper mig, hvis jeg har brug for det. Og jeg tror heller ikke, at det slutter med det her liv. Det kan jeg godt klamre mig til.”
Hun frygter kun én ting: at miste sin mand. Hun var ret upåvirket, da hun for nogle år siden selv blev opereret i hjertet, men hun var bævende nervøs, da hun sad hjemme i sin stue og ventede på nyt om sin mands bypass-operation.
“Jeg ønsker ikke at være alene. Jeg har en veninde, der lige er blevet enke, og hun har det så rædselsfuldt. Så hårdt tror jeg ikke, jeg får det, men jeg ved det jo ikke. Min mand og jeg har kendt hinanden i 60 år, og vi har været gift i 57 år. Vi har haft et langt liv sammen,“ siger Ellen Bødker Sørensen.
“Jeg ved jo ikke, hvordan jeg vil reagere. Selvfølgelig kunne jeg arbejde to dage i genbrugsbutikken, men det er nok tvivlsomt, om mit helbred kan holde til det.”
Ellen Bødker Sørensen kigger lidt rundt i butikkens kælder.
“Jeg ved i hvert fald, at jeg vil være i gang her så længe som muligt.”