Ældre omfavner telefoner og iPads. Men de glemmer den gode opførsel og samværet

Normalt får de unge hug for at være fraværende og stirre ind i deres telefon. I dag kan det samme siges om den ældre generation. De ældres skærmvaner bekymrer både speciallæge og ekspert i takt og tone

Mobilen kan være en farlig sutteklud. Dens indhold er nemlig styret af markedskræfter, hvor menneskets opmærksomhed er den allermest eftertragtede valuta.
Mobilen kan være en farlig sutteklud. Dens indhold er nemlig styret af markedskræfter, hvor menneskets opmærksomhed er den allermest eftertragtede valuta. Illustration: Rasmus Juul

Når 74-årige Lisbeth Frank Jørgensen sidder sammen med sine venner, er dynamikken ved bordet anderledes end for bare nogle får år siden. Dengang mødtes de, snakkede og lyttede til hinandens historier. I dag fortæller de også historier, men det er med mobilen i hånden eller på bordet, og de svarer på beskeder, viser hinanden billeder og reagerer på notifikationer, mens de er sammen.

“Før kiggede vi jo ikke i vores telefoner, men det gør vi nu. Og hvis den ringer, bliver den taget med det samme, uanset hvor vi sidder henne. Nogle bliver siddende og snakker, mens vi andre sidder ved bordet. Så forstummer alt samtale,” siger Lisbeth Frank Jørgensen fra Egå ved Aarhus.

Ligesom mange andre ældre mennesker i Danmark bruger den østjyske pensionist en god del af sit liv i den digitale verden. Det er hendes børnebørn, der har vist vejen, og i dag ejer hun en iPhone, iPad, et Apple-ur og trådløse høretelefoner, og mens hun for bare et par år siden svor til kontanter, bruger hun i dag sin telefon og iPad til betale alt fra regninger til æg fra den lokale landmand.

Og så facetimer hun med sine børnebørn, tjekker aktiekurser, identificerer planter og sommerfugle med en app, lytter til podcasts, finder vej og taler i telefon i bilen, løser sudoku og er aktiv på Instagram og Facebook. Hun kan godt se, at det nye udstyr er en tidsrøver, men hun synes ikke, det er noget problem. Jo, for ungdommen, der nærmest er afhængige af deres telefoner, synes hun, men ikke for hende og hendes generation.

“Jeg har altid min telefon på mig, men jeg synes ikke, den begrænser mig. Den er et supplement. Og når jeg bruger for meget tid på min sudoku, tænker jeg bare, at jeg så må jeg bruge mindre tid i næste uge,” siger Lisbeth Frank Jørgensen.

Telefonen er en sutteklud

En søgning rundt på danske medier viser, at det netop er de unge, der som oftest står for skud, når det handler om sociale medier og smartphones: De er afhængige af at være online, glemmer at leve i nuet og opfører sig dårligt ude blandt andre. Men den ældre generation holder sig heller ikke tilbage. Kristeligt Dagblad har i forbindelse med denne artikel hørt en lang række historier om bedsteforældre, der sidder med telefonen fremme under aftensmaden med børnebørnene, ældre, der højlydt facetimer på biblioteket og i fitness-centrets omklædningsrum, en mor, der er forsvundet langt ind i tvivlsomme protestgrupper på Facebook, og ældre, der har lyd-notifikationer på alle apps og reagerer, uanset om det er et vigtigt opkald fra lægen eller et tilbud fra Matas.

Gitte Hornshøj, der er ekspert i god opførsel, hører til den ældre generation og er selv “en af dem”, der ifølge sin søn er på sin telefon rigtig meget. Blandt sine venner og bekendte har hun set forbruget af digitale medier stige markant under coronaisolationen, fordi smartphones og iPads var eneste mulighed for at kigge med i børn og børnebørns liv, men også åbnede op for såvel den store som den lille verden uden for boblen. Hun synes, at den ældre generation fortjener ros for at have lært så meget nyt, så hurtigt.

“Men det kammer over, når man altid skal have sin mobil fremme for at fortælle en historie og vise billeder. I gamle dage blev man inviteret ind i den pæne stue efter kaffen, og her blev fotoalbummet taget frem, så man kunne fortælle om ferien til Honolulu. I dag er vi jo ikke engang kommet hjem, før der ligger billeder på Facebook,” siger hun.

Gitte Hornshøj nævner sin søn, der er i 30’erne. Hun mener, at hans generation opfører sig bedre end de ældre med deres telefoner ude blandt andre. For eksempel er de bedre til at lade telefonen ligge i lommen eller tasken.

Dét er en af de ting, som ældre mennesker har sværest ved at huske. Og hvis du lægger telefonen på bordet, kan jeg ikke lade være med at tænke, om vores snak har en bagkant? Vi skal simpelthen lære at være mere, hvor vi er. Mobilen er jo blevet en sutteklud for de fleste,” siger hun.

De ældre er i en særlig risikogruppe

Mobilen er dog en farlig sutteklud. Alt dens indhold er nemlig styret af markedskræfter, hvor menneskets opmærksomhed er den allermest eftertragtede valuta: Ingeniørerne bag telefoner og de fleste apps gør alt, hvad de kan for at holde på dig, og det betyder ofte, at de fjerner alt besværet og i stedet gør det hele sjovt og nemt tilgængeligt.

Forklaringen kommer fra speciallæge og forfatter til flere bøger om digital sundhed Imran Rashid, der i dag er sundhedsfaglig direktør i virksomheden Lenus. Han beskriver den digitale aktivitet som en invasion af tankerummet, hvor andre bare fylder på og på, mens hjernen ikke gør andet end at reagere. Og det er særligt farligt for ældre, fordi udfordringer og besværlige handlinger er noget af det, der kan holde sygdomme som demens på afstand.

“Vi skal være opmærksomme på, at den åndelige føde er lige så vigtig som den fysiske, og det kan være vanedannende alene at leve af underholdning og fornøjelse. Det svarer lidt til at spise McDonald’s-mad, og det er måske ikke så svært at forestille sig, hvor dårligt det vil være for kroppen efter noget tid,” siger speciallægen.

For Imran Rashid er det ikke overraskende, at de ældre - ligesom alle andre - er kommet med på den digitale bølge, og heller ikke, hvis de senere års coronaisolation har forstærket tendensen. Mange ældre har god tid og måske også et større behov end de fleste for social kontakt, og netop dét behov ligger bag meget af det, vi foretager os digitalt. Her virker sociale medier umiddelbart som et godt alternativ til ensomhed og et inaktivt liv. Problemet er bare, at vi biologisk har brug for de stimuli, vi får fra andre mennesker.

“I gamle dage fik de fattige såkaldte 'slæbesild', hvor man trak en fisk henover brødet for at give brødet smag. Og min tanke er, om vi i virkeligheden skaber en form for 'slæbemennesker', når vi lever digitalt? Vi får noget, der minder om et socialt liv, men uden at det egentlige behov bliver adresseret,” siger Imran Rashid.

Det manglende samvær i vores individualiserede samfund er en af Imran Rashids største bekymringer. Han nævner sin egen familie, hvor hjemmet nogle gange kan føles som en transithal med fire mennesker, der bruger telefonen til at kommunikere med omverdenen og derfor ender med at leve hver deres liv – under samme tag.

“Udviklingen af sådan et samfund bliver accelereret af digitaliseringen, og det bliver vi nødt til at snakke om, fordi ensomhed er et stigende problem. Sat på spidsen kan man sige, at vi er materielt rige, men eksistentielt bliver vi fattigere og fattigere,” siger Imran Rashid.

Dog mener Imran Rashid også, at løsningerne er lige for næsen af os. Det handler om at mødes på kryds og tværs og om at indtænke social friktion i det, vi bygger og gør. Han nævner et projekt i Vejle, hvor de bygger børnehave og plejehjem på samme grund for at skabe nye fællesskaber.

Mens vi venter på de store indsatser, foreslår Gitte Hornshøj, at vi bliver bedre til at tale med hinanden om vores digitale vaner. Et af problemerne er nemlig, at langt de fleste af os er berøringsangste og hellere vil tage telefonen op ad lommen og kravle ind i vores egen digitale hule end at påpege andres forstyrrende brug.

"Men måske kan vi vende det til noget positivt og sige til hinanden: ‘Jeg er så glad for at være sammen med dig. Kan vi ikke bare tale sammen?’,” siger hun og fortsætter:

“Den bedste gæst. Den bedste kollega. Det bedste menneske. Det er det jo det menneske, der stiller spørgsmål og levende interesserer sig for sine medmennesker. Og dét lider: Det sunde, gode samvær, hvor vi virkelig viser, at vi vil hinanden. Det er det mest triste ved, at vi bevæger os på så mange flader,” siger Gitte Hornshøj.