I udkanten af Torino i det nordlige Italien bor en pensioneret munk med dårlige knæ, åreforkalkning og nedsat nyrefunktion, hørelse og syn, men med mod på at starte forfra. Det er den 79-årige Enzo Bianchi. Han er grundlægger af klosteret i Bose – et vigtigt økumenisk mødested for katolikker, ortodokse, protestanter, jøder, medlemmer af orientalske trossamfund, agnostikere og ateister – som han blev bortvist fra i 2020 efter en pavelig inspektion.
Stedet opstod på en symbolsk dato, den 8. december 1965, som også markerede afslutningen på Det andet Vatikankoncil og dermed indledningen på en ny epoke, hvor den katolske kirke skulle åbne sig og gå i dialog med andre trosretninger. På den dag slog Bianchi sig ned i en forladt landejendom nord for Torino og gjorde sig efter eget udsagn til ”ekspert i ensomhed”. I de følgende år knyttede han forbindelser til franske og græske munkeordener og fik følgeskab af katolske, ortodokse og protestantiske munke og nonner. Klosteret har især haft betydning for den økumeniske dialog mellem den katolske kirke og den ortodokse kirke, men også givet mange kunstnere og akademikere rum til fordybelse. Problemet opstod, da Bianchi i 2017 lod sig pensionere som prior, men stadig fyldte så meget, at hans efterfølger ifølge pavens udsendinge ikke kunne lede stedet.
En vanvittig forhåbning
Kristeligt Dagblad har opsøgt Bianchi for at tale om en hans mange bøger, "La vita e i giorni" (Livet og dagene), som er skrevet kort inden bortvisningen fra Bose. Det er en bog om at blive gammel, hvor påsken spiller en særlig rolle. Genopstandelsen modsvarer ældre menneskers glæde og forundring, når de trods alderens skavanker formår at rejse sig efter et fald eller en sygdom. For kristne bliver modet til at rejse sig og fortsætte inspireret af troen og bekræfter denne. Det handler om troen på, at død og sorg kan overvindes.
”Er det en vanvittig forhåbning? Men altså det er et håb, der fødes af troen og næres af overbevisningen om, at vi har levet noget, der varer for evigt: kærligheden,“ siger han.
Bortvisningen fra Bose betød, at Bianchi boede i en lånt lejlighed i Torino, da Italien for to år siden lukkede ned som følge af pandemien:
”Det var et chok, og jeg var bange for at gå til grunde. Jeg besvarede ingen telefonopkald i seks måneder, fordi jeg græd så meget. Men lidt efter lidt fik jeg hanket op i mig selv. Jeg var nødt til at være tro mod mig selv og mit kald. Så besluttede jeg at starte forfra.”
Han formåede til sin egen overraskelse at rejse penge til at købe et hus, som ligger i næsten landlige omgivelser få skridt fra Po-floden og ved foden af Superga-højen. Her har han indrettet en køkkenhave og kunne have tilbragt et roligt otium. Men senere på året flytter han efter planen ud på landet for at genoptage sit kald.
”Man kan selvfølgelig ikke lave det samme to gange. Men jeg vil leve i fællesskab med andre. Hvis der er andre, der vil leve sammen med mig, må den erfaring ikke gå tabt. Når jeg ikke kan længere, kan de andre bare fortsætte. Det håb må vi give videre. For hvad er livet, hvis man trækker årerne ind og giver op? Vi skal sige ja til livet og dermed også til døden. Men først når den indtræffer, ikke ved at give afkald.”
Fortrængning af alderdommen
I sin bog kritiserer Bianchi en udbredt tendens til at fortrænge alderdommen. Der er kommet større afstand mellem generationerne, som sjældent bor sammen. Således er alderdommen blevet til noget unaturligt, man hverken vil kende til eller forberede sig på. Så stadig flere er ikke rustet med andet end klichéer om evig ungdom, når den fysiske svækkelse indfinder sig.
”Vi er trådt ind i en epoke, hvor alderdommen varer længe, uden at vi har forberedt os på den. Så mangler mange gode grunde til at leve videre. Meningen med alderdommen kan ikke være, at den skal være en anden ungdom, for det er umuligt. Det er en regression, når gamle siger, at de føler sig unge.”
De ældre må have et indre liv i konstant udvikling og finde modet til at ældes, mener han. Forberedelsen til alderdommen handler om at finde sit eget tempo, dvæle ved naturen, lytte til de andre og betragte deres ansigter, siger Bianchi:
”Rynkerne er romanen om en persons indre liv. Rynkerne og tårerne fortæller alt det, vi ikke formår at sige til hinanden. I rynkerne kan man læse, hvilket liv en person har levet.”
Næste år i Jerusalem
Bianchi fortæller om den tiltagende ensomhed blandt gamle, som han har iagttaget under sine besøg på egnens hospicer og plejehjem. Men alderdommen handler om at give dagene mere liv og ikke livet flere dage, insisterer han. Det er en livsfase, der konstrueres i fællesskab med andre, så den gamle stadig kan ”føle sig som en del af en karavane, hvor ingen er alene”. Således tillægger Bianchi tilberedningen af påskens festmåltid med egne afgrøder særlig stor betydning, fordi man ved at dele god mad med andre bekræfter og styrker fællesskabet.
”I påsken fejrer man, at jøderne forlod Egypten, og at Kristus genopstod. Alle os og alt det skabte vil genopstå. Det er en eskatologisk fest, der er projiceret ud i fremtiden, og som giver håb. Jeg vil fejre det, der ligger foran mig. Det har givet jøderne den kraft, som ligger i deres historie og deres håb for fremtiden. Ved påsketid siger de: ’I år er vi her, næste år er vi i Jerusalem’.
Men vores liv skal også genoplades med fremtid. Hvorfor genopstod Kristus? Det var ikke blot, fordi han var Guds søn. Han genopstod for, at kærligheden ikke skulle gå tabt. Det er et budskab, som vedrører alle mennesker. Det betyder, at Eros har besejret Thanatos. Kærligheden har slået dødsdriften. Derfor fejrer vi påsken. For dødens sande modsætning er kærligheden.”