Alderdommen er blevet et projekt. Men alle er ikke inviteret

De realiserede sig selv i ungdomslivet og på arbejdsmarkedet, og nu vil de også gøre det som ældre. Idealet om den aktive, uafhængige alderdom er en fortælling om frigørelse for nogen – og nederlag for andre

"Nu skal alderdom fyldes ud med noget, der er inspirerende, opbyggeligt og godt. Vi skal dyrke vores interesser hele livet, helt i bund,” siger Marianne Levinsen, der er forskningschef ved Fremforsk – center for fremtidsforskning.
"Nu skal alderdom fyldes ud med noget, der er inspirerende, opbyggeligt og godt. Vi skal dyrke vores interesser hele livet, helt i bund,” siger Marianne Levinsen, der er forskningschef ved Fremforsk – center for fremtidsforskning. Foto: Rasmus Juul.

Monica Krog-Meyer tager en dyb indånding i telefonen. “Ved du hvad,” begynder hun. “Vi har haft nogle helt fantastiske vilkår i vores opvækst. Verden åbnede sig, vi tog ud i den, vi har deltaget i den, vi fik gode uddannelser, vi har brugt de uddannelser til at få de jobs, vi gerne ville have, vi har tjent penge, vi har brugt penge, og vi har sparet op.”

Hun taler om sin egen generation, de såkaldte babyboomere, der kom til verden fra 1946 til 1964. Det er en generation, der er præget af velfærdsstatens udbygning, af stigende velstand og forbrug, af individualisme, frihedstrang og opgøret med autoriteter fra 1968. De oplevede at have langt flere muligheder end deres forældre, og de forstod at udnytte dem. Eller som Monica Krog-Meyer siger: “Vi har kunnet udfolde os.”