Monica Krog-Meyer tager en dyb indånding i telefonen. “Ved du hvad,” begynder hun. “Vi har haft nogle helt fantastiske vilkår i vores opvækst. Verden åbnede sig, vi tog ud i den, vi har deltaget i den, vi fik gode uddannelser, vi har brugt de uddannelser til at få de jobs, vi gerne ville have, vi har tjent penge, vi har brugt penge, og vi har sparet op.”
Hun taler om sin egen generation, de såkaldte babyboomere, der kom til verden fra 1946 til 1964. Det er en generation, der er præget af velfærdsstatens udbygning, af stigende velstand og forbrug, af individualisme, frihedstrang og opgøret med autoriteter fra 1968. De oplevede at have langt flere muligheder end deres forældre, og de forstod at udnytte dem. Eller som Monica Krog-Meyer siger: “Vi har kunnet udfolde os.”
Det gør de stadig. Nu bare som ældre.
72-årige Monica Krog-Meyer, tidligere radiovært, blandt andet på Danmarks Radio, har skrevet om det i sin bog “Plusalderen”. Bogens præmis er, at hendes generation går helt anderledes til alderdommen, end deres forældre gjorde, de tager på et utal af ferier, dyrker motion og melder sig som frivillige i stor stil. Selv i det helt små giver det sig udtryk:
“Vi går rundt i det tøj, vi altid har gået rundt i. Vi bliver ikke sortklædte og kedelige, som man gjorde før i tiden, men går i moderne, farverige bluser og bukser. Man kan ikke længere se på de ældres tøj, hvilken alder de har,” siger Monica Krog-Meyer.
Man taler om det demografiske træk: at der kommer 125.000 flere borgere over 70 år og 160.000 flere over 80 år frem mod 2030, og at den øgede ældrebefolkning vil sætte velfærdssamfundet under pres. Men ifølge flere eksperter vil de nye ældre også gøre noget andet: De vil forandre alderdommen.
Det er de allerede i gang med, siger Marianne Levinsen, der er forskningschef hos Fremforsk – center for fremtidsforskning.
Hun skelner mellem de 68’ere, der er født mellem 1940 og 1954, og den generation, hun selv hører til, den såkaldte Jensen-generation, der er født mellem 1955 og 1966. De er rundet af forskellige tendenser – hvor 68’erne trådte ind på arbejdsmarkedet i opsvingets tid, ramte fattigfirserne Jensen-generationen hårdt – men opgøret med alderdommen som en afviklingsperiode er et fællestræk, mener fremtidsforskeren:
“Min svigermor var glad for, at hun ikke skulle arbejde og bare kunne hygge sig i hverdagen og trisse ned i Brugsen og hente varer. Men det er ikke nok for de nye og kommende ældre. De vil så meget mere. De har fået mange flere muligheder, mange flere valg, og når pensionsalderen nærmer sig, tænker mange derfor: Hvad skal vi nu vælge?”
Nutidens ældre svarer allerede på spørgsmålet ved at være frivillige i genbrugsbutikker, på skoler og i foreninger, ved at blive på arbejdsmarkedet, selvom pensionsalderen er overskredet, ved at dyrke de samme hobbyer, som de havde som unge.
Det er frigørende for nogle. Det er et åg for andre.
“Det er lettere at følge rutiner og traditioner, end det er at skulle opfinde sig selv. Nu skal alderdom fyldes ud med noget, der er inspirerende, opbyggeligt og godt. Vi skal dyrke vores interesser hele livet, helt i bund,” siger Marianne Levinsen.
“Alderdommen bliver et projekt – på godt og ondt.”
Ungt er godt, gammelt er skidt
På en måde har de nye ældre selv skabt den fortælling, de nu er underlagt. I 1968 gjorde de op med tidens autoriteter – fra professorerne på universitetet til forældrene i hjemmet – og de droppede at møde deres ældre medborgere med ærbødighed og respekt. De ældre blev ikke set som erfarne og indsigtsfulde alene på grund af deres alder. De blev snarere forbundet med noget gråt og støvet, med bedagede idéer, stivnet i traditionernes cement.
Det er et opgør, der i nogen grad hjemsøger generationen, nu hvor de selv er blevet ældre. De færreste ønsker for eksempel at blive set som "gamle".
“De kender altid nogle, der er 20 år ældre, end de selv er, og som jo derfor er de rigtige gamle,” siger Bjarke Oxlund, der er institutleder og professor mso ved institut for antropologi på Københavns Universitet.
Bjarke Oxlund taler om en decideret revolution, hvor ældre holder fast i deres individuelle særpræg og gør op med det billede af alderdommen, han husker fra sin barndom i 80’erne – af en grå masse, der dårligt kunne skimte deres velmagtsdage i bakspejlet. Man taler i dag om den tredje alder, den aktive alderdom, hvor man har friheden og helbredet til at realisere sig selv. Gerne på en måde der ikke er aldersspecifik, men ekkoer det liv, man havde som ung; ved at udleve sin seksualitet i en sen alder, ved at dyrke fysisk krævende idræt eller ved at deltage i aktivisme.
“Den succesfulde aldring består af det sunde og aktive. Vi hylder ældre mennesker, der er i formidabel fysisk form, bestiger bjerge og gennemfører ironmen og – vigtigst af alt – kan klare sig selv. Den vellykkede alderdom er en, hvor man er uafhængig hele vejen igennem,” siger Bjarke Oxlund:
“Det har faktisk gjort det illegitimt at gennemleve en alderdom, hvor man har brug for pleje, og det gør det svært overhovedet at have en debat om værdighed i ældreplejen, fordi vi har nogle værdisæt, der betoner uafhængighed, og som gør, at hjælpen i sig selv opfattes negativt.”
Ifølge fremtidsforsker Marianne Levinsen er det ikke en opfattelse, der er på retur i hendes generation – altså blandt dem der for manges vedkommende fylder 70 år i årene frem mod 2030:
“Vi er bange for at være afhængige af andre. Det der med at skulle passes og plejes det er skrækken for mange,” siger hun.
Efterladt på perronen
I så fald er det en skræk, der bliver til virkelighed for de fleste. Sygdom og skavanker, tab af venner og familie er et uafværgeligt livsvilkår, som alle vil opleve på egen krop, bare de lever længe nok. For nogle sker det langt tidligere end for andre.
Det er en pointe, som forskerne er enige om: i takt med at babyboomerne gør op med idéen om alderdom som afvikling og bliver ved med at opfinde sig selv i livets efterår, vil kløften vokse sig større mellem de privilegerede og de udsatte ældre. Mellem dem, der er sunde og raske, og dem, der er syge og svage. Og mellem dem, der har meget, og dem, der har lidt.
“Det er ikke gratis at gøre det, man har lyst til. Det kræver en god økonomi. Der er nogle seniorer, der har rigtig mange penge i dag, men har man ikke en stor pension eller en stor sum sparet op i boligen, kan man få følelsen af at blive efterladt på perronen,” siger Marianne Levinsen.
Per Harboesgaard Jensen, der er professor i arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet, taler om, at den højtuddannede middelklasses normer har sat sig i hele samfundet. Vi er gået fra et velfærdssamfund til et arbejdssamfund, hvor mange finder deres identitet i deres beskæftigelse – og også forventes at arbejde længere og mere end tidligere.
Det er fint for den voksende andel af ældre, der er sunde og raske og faktisk har lyst til at bidrage på arbejdsmarkedet. Spørgsmålet er, om de mindre privilegerede kan leve op til samfundets forventninger.
“Vi skærer alle over én kam. Når pensionsalderen stiger, gælder det jo for alle. Det skaber en socialt betinget ulighed, fordi der er så store forskelle på, hvor hårdt ens arbejdsliv har været, og hvad ens helbredstilstand er,” siger Per Harboesgaard Jensen.
Til gengæld er den ensidige forestilling om det grå ældreliv ved at blive nedbrudt, netop fordi de nye ældre er mere aktive, velhavende og raske end tidligere. Og fordi de ikke vil finde sig i noget.
“Det har de jo aldrig gjort,” siger Per Harboesgaard Jensen. “Og de vil heller ikke finde sig i den stigmatisering, der ligger i at blive gammel. De her idéer om at ældre ikke kan lære nyt, at de ikke er produktive, at de ikke kan huske, de stereotypier er allerede på tilbagegang, fordi de ældre modbeviser dem.”
Monica Krog-Meyer oplever stadig et sammenstød mellem fortællingen om alderdom i samfundet og de liv, som ældre faktisk lever. Nogle gør oprør mod fordommene, men der er også mange, der tager dem til sig.
“Når jeg siger, vi er privilegerede og heldige, er der mange blandt publikum, der tænker. Gud ja, det har jeg glemt at tænke på. Vi har mulighed for at lære noget nyt, vi har mulighed for at rejse, vi har mulighed for at gøre en masse,” siger Monica Krog-Meyer:
“Vi har i det hele taget haft nogle vældigt gode vilkår, der gør, at mange har fået dét ud af livet, som de har ønsket. Hvorfor skulle vi ikke være tilfredse?”.