Alt, de ejede, gik op i røg: ”Det er kun tilbage i vores erindringer”

En har kvittet cigaretterne efter 64 år. En kæmper med mareridt. Og et ægtepar har fundet håb i tragedien. Alle så de flammer æde deres lejligheder i Vanløse, og nu leder de efter svar: Hvordan kommer man videre, når man har mistet sit hjem?

Den 25-årige socialpædagog Laura Tångberg Nord havde kun vikarvagter, før hun mistede sit hjem, men tog en fast stilling umiddelbart efter branden. "Jeg havde brug for struktur i mit liv, når alt andet var kaos." Bag det knuste vindue mellem de to altaner have hun før branden sit soveværelse.
Den 25-årige socialpædagog Laura Tångberg Nord havde kun vikarvagter, før hun mistede sit hjem, men tog en fast stilling umiddelbart efter branden. "Jeg havde brug for struktur i mit liv, når alt andet var kaos." Bag det knuste vindue mellem de to altaner have hun før branden sit soveværelse. Foto: Leif Tuxen.

Næsten hver aften de seneste to måneder har Laura Tångberg Nord sat sig foran sin computer og tastet nye ejendele ind i et dokument. Strømper og smykker. En sofa fra Ilva, en tyrkisk fodboldtrøje med autograf.

Dokumentet indeholder alt det, hun ejede indtil den 25. marts 2022. Og alt det, der forsvandt i flammerne, da hendes hjem på Grøndals Parkvej i Vanløse brændte som en af i alt 130 boliger.

Listen laver hun til sit forsikringsselskab, så hun kan få udbetalt en erstatning. Det kan lyde som rutinearbejde - en halv time hver dag, hvor hun graver i hukommelsen efter tabte ejendele, tager screenshots af deres aktuelle værdi og vedhæfter fotos af dem, hvis hun har dem. Men det kræver langt mere end som så.

“Hver gang jeg skriver en ny ting på listen, kan jeg mærke en tristhed tage over i kroppen. En følelse, jeg ikke kan rumme,” siger 25-årige Laura Tångberg Nord, der i januar blev færdiguddannet som socialpædagog.

“Nogle gange bryder jeg grædende sammen. Andre gange kigger jeg bare ud i luften. Det er virkelig uoverskueligt, og det ripper op i al den sorg, jeg prøver at bearbejde og glemme hver dag.”

Når hun kører på arbejde i bus 2A, passerer hun det nedbrændte lejlighedskompleks, som plejede at være hendes hjem. Hver gang forsøger hun at klemme sig ind i den modsatte side af bussen og kigge ud af vinduet, der vender væk fra murbrokkerne.

Jeg har tudet mig igennem sorgen. Det hjælper mig meget. At tude og at snakke om det

Lene Kristensen

Tidligere beboer

Altså indtil nu. For mens hun fortæller om ugerne efter branden i Vanløse, står hun og kigger op på anden sal og det, der engang var hendes soveværelse. Bag de smadrede vinduesglas er loftet og væggene kulsorte af sod. Mursten, rør og knækkede bjælker ligger i dynger, og over altanen er kun himmel: De to øverste etager er kollapset og styrtet ned i resten af bygningen. 

“Jeg føler en tomhed, når jeg kigger på det. En sorg. En magtesløshed. Det er ens hjem - men det er væk. Det er svært at være i. Ordene rækker ikke rigtig,” siger Laura Tångberg Nord.

Gråd som sorgterapi

Klokken var 13.47 den 25. marts, da alarmcentralen modtog anmeldelsen. Flammer var brudt ud i lejlighed 6A på Grøndals Parkvej i den københavnske bydel Vanløse, og vinden bar røgen forbi de øvrige vinduer som et mørkt varsel. 

Nogle timer senere var de fleste lejligheder enten ødelagt af flammer og røg eller fyldt med vand fra bristede rør. Ingen omkom, men pludselig stod 130 familier uden noget: Intet tøj, ingen arvestykker, intet hjem. Og uden svar på et helt simpelt spørgsmål: hvad nu? Hvordan kommer man videre, når man har mistet alt, man ejer?

Her over to måneder senere leder 80-årige Lene Kristensen stadig efter svaret. Hun befinder sig i en 110 kvadratmeter stor lejlighed et par kilometer fra branden i Vanløse. Hendes forsikringsselskab har genhuset hende, og hun har fået at vide, at hun kan blive boende i mindst et år her.

Da hun så røgen foran sit soveværelsesvindue den 25. marts, skyndte hun sig ud af lejligheden i en sådan hast, at hun kun nåede at tage strømpe på den ene fod. Hostende satte hun sig på en bænk på gaden og kiggede op på flammerne, der nærmede sig hendes hjem gennem otte år, og så begyndte hun at græde.

Det har hun gjort mange gange siden. Da hun lå vågen i sin datters lejlighed natten efter branden, da hun boede på Scandic Falkoner på Frederiksberg i de følgende 10 dage, når hun går ture i Vanløse, og nu hvor hun genfortæller det hele.

“Jeg har tudet mig igennem sorgen. Det hjælper mig meget. At tude og at snakke om det,” siger hun, læner sig tilbage i sin nye genbrugsstol. Tøjet, hun har på, er også nyt. Det er næsten alt i lejligheden.

“Jeg har i det hele taget tudet meget igennem hele livet. Jeg har mistet tre mænd. Jeg har snart ikke flere tårer tilbage.“

Lene Kristensen brød ud i gråd, da hendes datter satte familiefotos op på køleskabet i den lejlighed, hvor hun er blevet genhuset.
Lene Kristensen brød ud i gråd, da hendes datter satte familiefotos op på køleskabet i den lejlighed, hvor hun er blevet genhuset. Foto: Leif Tuxen

Men ikke alle tårerne er triste. Lene Kristensen brød også ud i gråd, da det lykkedes et par mænd fra skadeservice at få nogle af hendes værdigenstande ud af hendes lejlighed. Over tv’et i hendes nye stue hænger et par af dem: To abstrakte oliemalerier, som hun malede, da hun boede i Nibe og spejdede ud over markerne fra sit atelier. På et staffeli i den modsatte ende af stuen hviler et andet maleri, som hendes far har malet, og på spisebordet står en blomsterkrukke, som hun har arvet fra sin mor.

“Det betyder meget for mig, at jeg fik de ting med. Det er fra min barndom. Det er min egen historie,” siger hun.

I de første uger var hun lammet af tragedien. Hun lå i sengen og følte sig tom. En dag besluttede hun sig for, at det ikke kunne nytte noget, og siden har hun forsøgt at gøre sin nye lejlighed til sit hjem. Hun peger stolt på køleskabet, hvor hendes børn, bonusbørn og børnebørn smiler til hende fra printede fotos.

Glem afviklingen af livet

Bente Gauguin og Lasse Jakobsen fik intet med fra deres nedbrændte lejlighed.

“Ikke så meget som en bukseknap,” siger Lasse Jakobsen.

Eller jo, Bente Gauguins skriggule cykelhjelm kom med. Hjelmen tog Lasse Jakobsen på hovedet som beskyttelse, da han vågnede fra en middagslur under branden, åbnede hoveddøren og så, at de øvre dele af bygningen væltede ned i opgangen. 

Imens kom Bente Gauguin hjem fra en gåtur i nabolaget, så flammerne og frygtede straks, at hun ville miste sin ægtefælle. Det var først, da hun så ham ved siden af en brandmand med cykelhjelmen på hovedet, at hun vidste, han havde klaret den. Mens de andre beboere på gaden var lammede af chok, ramte en anden følelse ægteparret: lettelse. 

Vi var i en livsfase, hvor vi nærmest var i en afvikling, fordi vi er klar over, at vores livslængde ikke er så stor længere. Men nu må vi glemme afviklingen. Pludselig står vi en udviklingsfase, hvor der er nye opgaver, vi skal tage stilling til hver dag.

Lasse Jakobsen

Tidligere beboer

Da de byder på småkager i deres midlertidige lejlighed i Københavns nordvestkvarter, ligner de ikke nogle, der har fået ar på sjælen. Selv om de har mistet cirka 800 bøger, alle deres arvestykker og arkitektmøbler, omkring 40 fotoalbum og det hjem, de havde i 22 år.

“Vi har prøvet at få det hele vendt til optimisme og finde nogle positive træk ved situationen,” siger Lasse Jakobsen.

“Måske hjælper det, at vi er to. Vi har hinanden,” siger Bente Gauguin.

De er henholdsvis 80 og 77 år gamle, og nu står de et sted i deres liv, de troede, de aldrig skulle befinde sig igen. De skal skabe sig et nyt hjem fra bunden. Og det er ikke kun skidt, siger Lasse Jakobsen.

“Vi var i en livsfase, hvor vi nærmest var i en afvikling, fordi vi er klar over, at vores livslængde ikke er så stor længere. Men nu må vi glemme afviklingen. Pludselig står vi en udviklingsfase, hvor der er nye opgaver, vi skal tage stilling til hver dag. Det sætter faktisk nogle positive tanker i gang, skønt det samtidig er irriterende,” siger Lasse Jakobsen.

Lasse Jakobsen tog Bente Gauguins skriggule cykelhjelm på hovedet, da han flygtede fra flammerne. Parret er taknemmelige for, at de overlevede. “Måske hjælper det, at vi er to. Vi har hinanden.”
Lasse Jakobsen tog Bente Gauguins skriggule cykelhjelm på hovedet, da han flygtede fra flammerne. Parret er taknemmelige for, at de overlevede. “Måske hjælper det, at vi er to. Vi har hinanden.” Foto: Leif Tuxen.

Bente Gauguin er også splittet. På den ene side glæder hun sig til at indrette et nyt hjem i Vanløse, når ægteparret flytter ind i en stor lejelejlighed over indkøbscentret Kronen. En lejlighed, som forsikringsselskabet betaler det meste af - parret betaler det beløb, de lagde hver måned på Grøndals Parkvej.

På den anden side aner de ikke, hvad fremtiden bringer. De ved ikke, hvor længe de kan bo i deres kommende lejlighed. Dertil kommer, at det vil tage mellem to og tre år og koste op til 300 millioner kroner at genopbygge det nedbrændte lejlighedskompleks på Grøndals Parkvej, vurderer F&P, en brancheorganisation for forsikrings- og pensionsselskaber. Og det er lang tid for et ældre ægtepar.

“Vi ved ikke, hvad der kommer til at ske på Grøndals Parkvej. Hvis de bygger det op igen, kan det da godt være, det ikke når at blive færdigt, før vi ligger tre alen under jorden. Det må vi indse. Og det er lidt underligt at tænke på,” siger Bente Gauguin.

Rygestop efter 64 år

25-årige Laura Tångberg Nord har lagt sit liv om på grund af branden. Egentlig havde hun tænkt sig, at hun skulle nyde den frihed, der hører til at være ung - uden børn og faste forpligtelser. Hun ville rejse ofte, besøge sine venner i Tyrkiet og holde fri, når hun havde lyst. Derfor undlod hun at søge en fast stilling som socialpædagog, da hun blev færdiguddannet i januar, og tog i stedet en tjans som vikar.

Kort efter branden skrottede hun planerne og lagde sin hverdag om: Hun søgte en fast stilling på sin arbejdsplads og fik den.

“Min hverdag var meget flyvsk inden branden. Jeg fik brug for struktur i mit liv, når alt andet var kaos.”

Hun har også brug for at lave noget, hver dag. Når hun ikke arbejder, forsøger hun at lave aftaler med sine venner, så hun ikke er isoleret i sin lejlighed.

“Når jeg sidder alene, bliver tankerne for overvældende. Jeg mærker det også, når jeg skal sove. Det er en slags medicin at holde mig beskæftiget.”

Krisepsykologen, som hun har fået gennem sit forsikringsselskab - ni konsultationer i alt - har hjulpet. Men hun mærker stadig “et sug i kroppen”, når hun hører sirener uden for sit vindue. Og hun har ofte mareridt om natten. Hun savner en base, hun kan kalde hjem. 

Hun og hendes bofælle fra Grøndals Parkvej er blevet genhuset i en ny lejlighed på Frederiksberg. Den er møbleret på forhånd. På væggene hænger der brochurer med instruktioner: “Sådan kommer du på internettet.” “Sådan virker tv’et.” Her må de bo i et år.

“Det er underligt. Vi bor med fremmede ting og møbler. Vi prøver at gøre det hyggeligt med nipsting og planter, men vi må ikke hænge noget på væggene,” siger Laura Tångberg Nord.

“Jeg vil gerne have mit eget sted. Og gøre det til mit. Købe det, jeg føler mig hjemme i. Bare sådan noget som at hænge gardiner op vil gøre en forskel. “

Hvorfor betyder det så meget?

“Det giver en tryghed at være i sit hjem. Det er der, man føler sig mest tilpas. Når man ikke har det, så er det svært at føle sig tilpas nogen steder.”

Også 80-årige Lene Kristensen har taget en livsforandrende beslutning efter branden. Faktisk tog hun den, en time efter de første flammer havde rejst sig.

Jeg synes, det er dødærgerligt, at vores hjem er brændt ned, men vi kan ikke gøre noget ved det, og det skal ikke ødelægge den rest, vi har tilbage af vores liv. Vi må lade livet fortsætte. Andet nytter ikke noget

Bente Gaugain

Tidligere beboer

Hun havde røget, siden hun var 16 år - i 64 år, og det var begyndt at sætte sine spor. Weekenden inden branden var hun indlagt på hospitalet med slem hoste. Da det gik op for hende, at hendes cigaretter lå i den brændende bygning, hun netop var flygtet fra, tog hun beslutningen: Hun skulle aldrig ryge igen. Det har hun ikke gjort siden. Lysten har end ikke meldt sig, når hendes datter har røget på Lene Kristensens nye altan. Selvom hun ingen hjælpemidler bruger. Hverken nikotinplastre eller -tyggegummi.

“Næ, tænkte jeg, en kold tyrker, det er det, jeg gør! Jeg drikker bare noget vand og spiser en gulerod i stedet. Jeg ved ikke, hvorfor jeg holdt op. Måske var der noget symbolsk i det. Men jeg er egentlig ret stolt af det.”

Humoren overlevede flammerne

For ægteparret Bente Gauguin og Lasse Jakobsen fortsatte hverdagen, som den plejede efter branden. Nærmest med det samme. Allerede mandagen efter branden holdt de middag i den spiseklub, de har sammen med nogle venner. De skulle have tilberedt maden i deres køkken på Grøndals Parkvej, men i stedet inviterede de på en lokal restaurant.

Bente Gauguin har endnu til gode at melde afbud til yoga, gymnastik og bridge, og Lasse Jakobsen indleder stadig hver dag med at løse en krydsogtværs i Politiken.

“Jeg synes, det er dødærgerligt, at vores hjem er brændt ned, men vi kan ikke gøre noget ved det, og det skal ikke ødelægge den rest, vi har tilbage af vores liv. Vi må lade livet fortsætte. Andet nytter ikke noget,” siger Bente Gauguin.

Deres humor overlevede branden.

“Jeg sagde til vores børn: 'I kan trøste jer med, at I ikke længere har noget at fordele, hvis vi dør om tre-fire år. Der er intet at rydde op efter os!',” siger Bente Gauguin.

Hun griner, men siger så:

“Alt med affektionsværdi er væk. Det er kun tilbage i vores erindringer.”

Tror I, minderne forbliver de samme, nu hvor genstandene er væk?

“Det er et sjovt spørgsmål. Det ved jeg ikke endnu. Hvad siger krøltoppen?”, siger Lasse Jakobsen.

Han nikker mod sin ægtefælle, der ser tænksom ud under det krøllede, hvide hår.

“Det ved jeg heller ikke. Du må spørge os igen om nogle år,” siger Bente Gauguin.

Lene Kristensen har heller ikke noget bud på, hvor hun befinder sig om nogle år. På et tidspunkt skal hun videre fra sin nye lejlighed. Hun ved bare ikke, hvornår. Og hvortil. 

Faktisk har hun slet ikke lyst til at tænke på fremtiden.

“Fremtid og fremtid. Jeg er 80. En ny mand skal jeg i hvert fald ikke have. Dem har jeg haft nok af. Jeg vil bare gerne have det godt.”