Arlie Hochschild toner frem på skærmen. Hun sidder ved en computer i USA, på et andet kontinent og i en anden tidszone. Journalisten er i Danmark, i Europa, og det er netop et møde af denne slags, Arlie Hochschild mener er afgørende, ”for det er jo netop det, der gør en forskel. At have en samtale og være oprigtigt interesserede i og nysgerrige på hinanden og den verden, vi lever i,” siger hun og skubber brillerne op i panden og kommer tættere på kameraet.
Netop dén tilgang indkapsler i høj grad den amerikanske sociolog Arlie Hochschilds tilgang til verden, til medmennesket og til sin forskning. Hun er professor emeritus ved University of California i Berkeley, og har altid været en ganske særlig sociolog. For mens andre forskere måske især studerer et område gennem data, rapporter og akademiske analyser, så tager Arlie Hochschild ud og møder de mennesker, hun er interesseret i at forstå: som den tidligere arbejdsmand i den kemiske fabriksindustri i Lake Charles i Louisiana, der i dag er arbejdsløs og ikke længere kan tage på fisketur og spise fisk fra søen på grund af de samme fabrikkers forurening. Eller manden i Kentucky, der engang var en stolt kulminearbejder, men i dag har mistet jobbet og fået at vide, at kul er beskidt, og som føler sig personligt ramt af beskrivelsen. Hver gang bruger Arlie Hochschild flere år i de områder, hun er optaget af. Hun lærer mange forskellige mennesker at kende og kan på den måde nærme sig en forståelse af folks livsvilkår, holdninger og værdier. Og helt overordnet kan hun konkludere, at det, der viser sig som politiske uenigheder, i høj grad bunder i følelser og dybe fortællinger om os selv og vores samfund.
Hun mener derfor også, at især medier og forskere som hende selv har en særlig forpligtelse til at opsøge folk, de måske ikke deler holdninger med, snakke med dem og lytte ordentligt til det, de siger – ”for det gør vi slet ikke nok”, siger hun. Selv oplever hun næsten altid en åben dør og masser af gæstfrihed, når hun dukker op som sociologen, der gerne vil tale med folk om deres liv, deres holdninger og værdier, ”for alle har jo et ønske om at blive forstået. Om at blive hørt og få mulighed for at fortælle deres historie. Og mange af dem har helt ret, når de anklager folk fra ’eliten’, fra storbyerne og venstrefløjen for ikke at interessere sig eller prøve at forstå dem,” siger Arlie Hochschild, der selv bor Berkeley halvdelen af året og i slægtsgården i Maine resten af tiden.
Ud af sin egen boble
I de senere år har hun derfor opholdt sig store dele af tiden i Louisiana, en af de fattigste stater i USA, hvor arbejdsløshed, fraflytning og massive forureningsproblemer hører til virkeligheden. Hvor demokraterne engang stod stærkt, men hvor republikanerne og især Tea Party-bevægelsen har vundet voldsomt frem.
I indledningen til sin bestsellerbog fra 2016 ”Strangers In Their Own land” (Fremmede i deres egent land) forklarer hun, hvorfor hun begyndte sine fem års studier i Louisiana i 2011:
”... jeg var blevet stærkt bekymret over en stadigt mere fjendtlig splittelse i vores land mellem de to politiske lejre.” Og derfor lød det blandt andet sådan, da hun bankede på døren til Mike Schaff fra den lokale Tea Party-bevægelse i området omkring Lake Charles i Louisiana: ”Jeg er fra Berkeley, Californien, er sociolog, og jeg prøver at forstå den voksende splittelse i vores land. Så derfor prøver jeg at komme ud af min egen politiske boble og lære folk at kende i din.”
Som hun beskriver det, så nikkede Mike Schaff, da hun sagde ordet ”splittelse”, så grinede han og sagde: ”Berkeley? Så er I jo kommunister alle sammen.” Og så lukkede han hende inden for.
Den 82-årige sociolog er en levende legende inden for sit fag. Men også bredere. Hendes bøger har igennem flere årtier givet et indblik i, hvad det vil sige at leve i netop den tid, vi befinder os i. Hvor netop tid i sig selv er blevet en afgørende faktor, og hvor arbejdet fylder mere og mere af den. Som undertitlen på en af hendes tidligere bøger, ”Tidsfælden”, indikerer: ”Når familien bliver arbejde, og arbejdet bliver familie”.
Også her foregik hendes forskning ude blandt dem, det hele handler om. Hun fulgte igennem tre år de ansatte på en stor amerikansk virksomhed – både når de afleverede børnene tidligt om morgenen, hastede ind på arbejdet, var med gennem hele arbejdsdagen og helt frem til børnene igen var puttet, og næste dag kun var få timers søvn væk.
Hendes seneste bog ”Strangers in Their Own Land” blev læst over hele USA og fik prædikater som ”øjenåbnende” og en ”must-read”, hvis man ville forstå, hvad der var ved at ske i det USA, der samme år valgte Donald Trump som præsident. Og hvor det blev tydeligt for enhver, at der gik et dybt skel igennem nationen – med jubel på den ene side og gråd eller dyb fortvivlelse på den anden, da Trump stod som sejrherre.
Overfladen og de dybe fortællinger
Siden bogen udkom i 2016, har Arlie Hochschild flyttet sit sociolog-blik mod Appalachia-regionen, og især i Kentucky, fortæller hun via videoforbindelsen. Hun er i gang med en ny bog og stadig optaget af den dybe splittelse, hun oplever i sit land. Og ser som et tydeligt træk mange andre steder i verden. Derfor handler hendes undersøgelser i dag ikke kun om at forklare og forstå splittelsen, men især om hvordan man forhåbentlig kan overkomme den, siger hun. Hvordan man kan bygge broer af empati, som hun kalder det.
Hun oplever, at splittelsen i USA er latent hele tiden. Og at den igen blev tydelig for enhver, da USA’s højesteret for nylig omstødte en afgørelse, der siden 1973 anså kvinders ret til abort som en føderal rettighed. Foran højesteret så man endnu engang fløjene i et splittet land, siger Arlie Hochschild og peger også på striden omkring det seneste præsidentvalg, som et tegn på splittelse. For der er stadig en stor gruppe amerikanere, der mener, at Trump blev franarret sejren, siger hun. De holder fast i, at demokraten Joe Bidens valgsejr er en stor løgn, uanset hvad fakta og vidneafhøringer afslører.
”Og på overfladen handler den her splittelse om demokrater versus republikanere. Om blå versus rød. Men jeg er interesseret i at finde ud af, hvad der ligger nedenunder og stikker dybere, og hvordan vi kan nærme os hinanden igen,” fortæller Arlie Hochschild. Og det er fuldstændig afgørende, at det sker, siger hun, ”for vi er virkelig i en krise. Og hvis jeg skulle sammenligne den med andre kriser i amerikansk historie, ville jeg pege på perioden efter Første Verdenskrig under den demokratiske præsident Woodrow Wilson, da der var nogle store udfordringer for demokratiet. Man slog ned på immigranter, på sorte og på pressen – og den anden store krise, jeg vil sammenligne med, er den amerikanske borgerkrig. Det er med andre ord de allermest alvorlige udfordringer i historien, som vi må sammenligne nutidens krise med,” siger hun.
Demokratiets krise og en stadig større opsplitning mellem ”folk” og ”elite”, ”land” og ”by”, ”højreorienterede” og ”venstreorienterede” er dog ikke kun et amerikansk fænomen, men en tendens man ser flere steder, uddyber Hochschild, ”og hvis jeg skulle komme med en historisk forklaring på de voksende skel mellem indbyggerne i mange af de lande, hvor vi dag ser en stigende grad af polarisering mellem befolkningen, så begynder der at ske noget omkring 1970, hvor globaliseringen bliver en realitet. For med den gøres nogle til vindere og andre til tabere.”
Groft sagt kan man beskrive det på den måde, at med globaliseringen forsvinder mange arbejdspladser væk fra det lokale område. Industrien flytter sig alt efter, hvor arbejdskraften, forsyningerne og distributionen er billigst. Og mange rykker væk fra de afblomstrende lokalsamfund og ind til byerne, får en uddannelse, specialiserer sig og bliver på den måde attraktive i det post-industrielle arbejdsmarked, der opstår.
”På den måde får man så en gruppe, som jeg vil kalde dem, der er 'left behind' (de efterladte, red.). Dem der ikke flytter, ikke får en BA (en bachelorgrad, red.), måske mister arbejdet og i det hele taget bare ser, at udviklingen, fremskridtet rykker et andet sted hen. Netop deres følelser af henholdsvis såret stolthed og skam er helt afgørende for at forstå grobunden for et voksende had til eliten og til regeringen. Det gælder alle steder, hvor vi ser den her tendens. Og det var netop de følelser, som Donald Trump talte til. Men vores opgave må nu være at række hen over de her ’dybe fortællinger’ om os selv og hinanden, så uforsonligheden ikke bare får lov til at vokse.”
Æren, der forsvandt
De dybe fortællinger, eller ”deep stories”, som Arlie Hochschild kalder dem, er meget forskellige hos amerikanerne. Alt efter om man hører til gruppen af ”de efterladte” i landområderne eller den akademiske elite, hun selv er en del af. Hvis man kort skal karakterisere den dybe fortælling blandt de folk, primært hvide, midaldrende mænd og kvinder, Hochschild mødte i Louisiana og nu Kentucky, så handler den grundlæggende om en tro på den amerikanske drøm. En tro på, at det lønner sig at arbejde hårdt, og at det er bedst at kunne klare sig selv – det føles nærmest skamfuldt at bede om hjælpe fra det offentlige. Samtidig er familien, kirken og de traditionelle værdier dem, man skal pejle efter og have respekt for.
Men mange af disse mennesker oplever, at de står alene tilbage med den dybe fortælling eller livsforståelse. Som en af kvinderne fra Louisiana forklarer det til Hochschild, så ”føles hendes del af Amerika som et lille modigt værn imod et nationalt tidevand.” Der er med andre ord ingen ære forbundet med at leve et hårdtarbejdende og "traditionelt" liv længere, og det opleves, som om andre "kommer foran i køen”. Som Hochschild beskriver deres oplevelse: ”Sorte, kvinder, immigranter, flygtninge, sorte pelikaner (truet dyreart, red.) – alle er de kommet foran dig i køen. Men det er jo folk som dig, der har skabt det her land.”
Efter følelsen af manglende ære, uretfærdighed og utryghed følger ofte en følelse af bedrag, forklarer Hochschild. Og så er det let at blive vred og søge sammen med andre mennesker, der føler lige som dig, siger hun. Følelser er med andre ord helt afgørende i det politiske landskab, og i både Louisiana og nu Kentucky har Arlie Hochschild mødt en række af de amerikanere, der føler sig ”left behind”. Og som sætter ord på den følelse af ”os” og ”dem”, som går igen begge steder.
”De tror, vi er dumme. At vi er uuddannede. De ser ned på os”. Sådan lyder det blandt mange, når de skal forklare, hvordan de selv oplever skellet mellem sig selv og den ”elite”, de typisk forbinder med venstreorienterede demokrater, der bor i de større byer. ”De andre”, der giver dem følelsen af at være ”fremmede i deres eget land”.
Som en af mændene siger: ”Vores regering er for stor. For grådig, for inkompetent, for korrupt, og det er ikke vores længere.”
”Jeg vil sige, at der er en bedrøvet stolthed over mange af de her mennesker. For engang var de, deres arbejde og holdninger anset som værdifulde – sådan oplever de det bare ikke længere. Og i dag føler mange af dem, at det er selve deres nation, der er blevet stjålet, og den tabsfølelse har en politiker som Trump været dygtig til at tale til.”
Avislæsning med dobbelt blik
Herhjemme har mange medier og kommentatorer også peget på netop følelserne som afgørende i den store opbakning til Inger Støjbergs nye parti Danmarksdemokraterne. Efter få døgn havde omkring 50.000 danskere givet deres støtte til partiet, der endnu ikke har et partiprogram. De tydeligste udmeldinger fra Inger Støjberg har handlet om at flytte fokus mere fra København og ud mod provinsen samt en stram udlændingepolitik.
Arlie Hochschild kender ikke til hverken Inger Støjberg eller det nye parti, men da hun hører om den store tilslutning, kan hun sagtens forstå, at partiet appellerer til mange. For det taler til folks følelser, og især til dem, der føler sig overset af ”eliten” fra hovedstaden eller måske bare generelt oplever, at det land, de engang kendte og var stolte af, er truet.
Når Arlie Hochschild skal forklare, hvad det så er for en dyb fortælling, hun finder hos demokraterne, hos de mere venstreorienterede, som hun selv tilhører, siger sociologen, at den ikke ser ud som den linje, hvor man står i kø for at leve det gode liv og realisere den amerikanske drøm, som hos de hvide højrefløjsrepræsentanter, hun har mødt i Louisiana og Kentucky.
”Det er mere en cirkel, som alle føler, de er en del af, fordi mange af dem enten selv er ansat i eller på anden måde er tilknyttet den offentlige sektor. Man er måske ansat på byens nye naturvidenskabsmuseum for børn, eller er arkitekten, der har tegnet det. Og man er stolt af at være en del af et system, der vægter børns kreativitet og bruger skattemidler på det. Samtidig er man mere internationalt orienteret, og det at være amerikaner er derfor kun en del af ens identitet.”
Hun siger selv, at hun i dag læser aviser med nye øjne, ”med et dobbelt blik”, som hun kalder det. For mødet med folkene i Louisiana og Kentucky har givet hende en forståelse for deres oplevelse og følelser omkring det samme land, som hun selv lever i, men opfatter på en anden måde.
Håb om flere empatibroer
Den amerikanske sociolog er derfor også fortrøstningsfuld, når det handler om fremtiden. For hun tror på, at de møder med folk fra andre ”bobler”, som hun selv har oplevet, også er mulige for andre – og at de generelt er vejen frem. Men Arlie Hochschild mener også, at møderne på tværs skal understøttes på et overordnet samfundsniveau.
”Jeg tror, at man skulle indføre et års borgertjeneste. Ikke militært. Men et år hvor unge mennesker fra nord og syd, øst og vest, mødes – så de lærer hinanden at kende og i fællesskab kan hjælpe med at 'make America great again'. Og derudover tror jeg på civilsamfundet, som har sat mange skibe i søen allerede, og jeg er overbevist om, at der vil komme endnu flere, hvor formålet er at bygge bro mellem folk.”
Et af eksemplerne på de empatibroer, Arlie Hochschild taler om, er ”The American Exchange Project” (det amerikanske udvekslingsprogram). Det findes i dag i 23 stater og går ud på, at gymnasieelever fra nord og syd besøger hinanden. Det var faktisk en af de unge fra Louisiana, der tog initiativ til programmet, fortæller Arlie Hocschild, der i dag sidder i bestyrelsen for programmet, ”og interessen til at deltage er der fra begge ’fløje’”.
Efter hun i 2016 udgav sin bog ”Strangers In Their Own Land”, fik hun et hav af henvendelser, og rigtig mange skrev tak for, at hun havde set dem, forstået dem og givet dem en stemme.
”Jeg fik blandt andet et brev fra en evangelisk missionær i Texas, som skrev, at jeg havde udført mit arbejde respektfuldt, og da jeg svarede ham, underskrev jeg som ’din ven fra Berkeley’. Og i dag er vi faktisk venner. Han sidder nu også i bestyrelsen for udvekslingsprogrammet og har samtidig sat gang i et hjælpearbejde for Ukraine, hvor både folk fra venstre- og højrefløjen samles. Han er i den grad en brobygger, og i dag taler vi ofte om emner, hvor vi ikke umiddelbart er politisk enige, men hvor vi lytter nysgerrigt til hinandens synspunkter, og måske begge to flytter os en lille smule.”