Da jeg i november 2018 blev ramt af en blodprop og mistede mit sprog, fik jeg at vide, at jeg ikke skulle regne med at komme til at formidle igen. Jeg var på det tidspunkt politisk redaktør på TV 2 og besluttede, at jeg ikke ville give op. I den første tid kæmpede jeg vildt og blodigt for at komme tilbage til der, hvor jeg var før. Ikke kun for at bevise at jeg kunne, men også fordi jeg syntes, at jeg skyldte at gøre op med noget af den galskab, jeg havde oplevet både journalistisk og ledelsesmæssigt på TV 2. Det var trods alt den, som havde gjort, at jeg nær havde mistet livet.
Men det største vendepunkt var ikke selve blodproppen. Dét kom først året efter, hvor jeg igen måtte ned og vende.
Et par uger efter blodproppen havde jeg haft en dialog med min dengang 11-årige søn om, at vi skulle til USA, når jeg var klar. Det havde jeg bokset med at få stablet på benene, og i efterårsferien året efter kunne jeg, mine to børn og min nu ekskæreste rejse til New York.
I ni dage udlevede vi den drøm, vi havde haft om at opleve USA sammen. Det allersidste, vi skulle nå, var at besøge Frihedsgudinden. Det var en meget lummer dag, hvor jeg godt kunne mærke, at jeg var rundt på gulvet og ekstra presset, og da vi stod dér for foden af Frihedsgudinden, dejsede jeg om med voldsomme kramper. Omkring mig fik paramedicinere fragtet mig ind i soklen på Frihedsgudinden og gik i gang med at behandle, mens der udenfor blev afspærret et stort område. Jeg kom til bevidsthed ved lyden af rotoren på den helikopter, der var landet foran Frihedsgudinden, og ved lyden af min søn, der på formfuldendt engelsk forklarede lægen, at jeg før var blevet ramt af en blodprop. Den oplevelse glemmer jeg aldrig: at vågne dér og se mine børn, som havde været så katastrofalt meget igennem, nu stå fattede og tale på et andet sprog med en læge om, hvad de kunne gøre.
Jeg lå fastspændt på båren og kiggede ud på armen af Frihedsgudinden, da helikopteren fløj mig væk. Imens blev min familie fragtet med politibåd over Hudson-floden, så de kunne møde mig på hospitalet i New Jersey. Der var jeg indlagt nogle dage på grund af det, der viste sig at være et epileptisk anfald.
Det var først dér, jeg besluttede, at jeg måtte have ro. Jeg havde følt mig så dårligt behandlet af TV 2, der ikke tog ansvar for arbejdsmiljøet, at jeg siden blodproppen havde været drevet af, at de ikke skulle slippe af sted med det. Men nu kunne jeg se, at selvom blodproppen havde været voldsom, så havde jeg ikke rigtigt forstået det, når jeg blev ved med at tro, at jeg kunne alt muligt.
Jeg havde en oplevelse af, at en eller anden forsøgte at fortælle mig noget med blodproppen i 2018, men at jeg var nødt til at få et hug mere med epilepsianfaldet i 2019, før jeg kunne fatte det.
Jeg måtte ligesom ned og bide i græsset igen, før jeg indså, at jeg var nødt til at finde en bedre balance. Det med balancen er en evindelig og daglig søgen, som jeg stadig er ved at finde mig selv i.
Sådan en oplevelse bliver man jo nærmest religiøs af. Hvem var det, der gerne ville fortælle mig noget? Det har ændret noget ved min tro. Jeg er opvokset i et kristent frikirkemiljø, men havde som voksen meldt mig ud af folkekirken, fordi jeg var meget uenig med nogle præster, der ytrede sig i medierne. Siden blodproppen har jeg gået og grublet over dét med troen. Og tidligt på sommeren i år skrev jeg et nyt brev til min kirke om, at jeg havde fortrudt udmeldelsen.
Nu finder jeg noget håb i budskabet om, at der er noget, der er større end mig. At der er en mening med livet, som jeg måske ikke forstår. Da jeg meldte mig ud, følte jeg, at jeg var urørlig og kunne det hele, fordi jeg havde så meget succes. Men de der hug med blodpropper og epilepsi har givet en refleksion, som jeg ikke havde før, og som jeg har savnet.