Ann Hjort kæmpede hårdt for at blive gravid: ”Jeg var 37 år og havde prøvet alt”

Skuespiller Ann Hjort fandt troen på sin egen styrke, da det trods svære odds lykkedes hende at blive gravid

Ann Hjort er skuespiller og har medvirket i teaterforestillinger, revyer, film og tv. Hun er især kendt for rollen som Puk i "Nissebanden i Grønland" fra 1989 og bor i København.
Ann Hjort er skuespiller og har medvirket i teaterforestillinger, revyer, film og tv. Hun er især kendt for rollen som Puk i "Nissebanden i Grønland" fra 1989 og bor i København. Foto: Bo Nymann/Photographer Bo Nymann/Ritzau Scanpix.

Jeg blev gift som 21-årig, og vi talte om, at nu skulle vi også have nogle børn, men de kom bare ikke. Vi gik senere fra hinanden, og jeg nåede at have et par kærester, hvor jeg undrede mig over, at jeg ikke var blevet gravid. Da jeg var 30 år, sagde gynækologen:

"Jeg bliver nødt til at fortælle dig, at du nok ikke kan få børn.”

På grund af en underlivsbetændelse, som ikke var blevet behandlet ordentligt, var mine æggeledere faldet fuldstændig sammen. Jeg tænkte bare: nej, nej, nej. Det kunne ikke være rigtigt.

Jeg gik hjem og bed i gulvtæppet. Jeg tænkte, at mit liv var forfærdeligt. Men det gode ved at ligge ned er, at så kan man rejse sig op. Og det gjorde jeg. Da jeg havde filmet "Nissebanden i Grønland", blev jeg kærester med Finn Nielsen, der også var med i julekalenderen, og vi gik i gang med at forsøge at blive gravide. Jeg var igennem to operationer og fem reagensglasforsøg. Det er 120 hormonsprøjter i låret over nogle år. Det er æg ud af kroppen og æg op i kroppen. Det er en kæmpe indsats, som tærer på kæresteforholdet og livet. Men jeg blev ved. Jeg ville ikke finde mig i det.

Undervejs begyndte jeg også at blive lidt overtroisk. Jeg begyndte at gå til pendulering, at detoxe og alt det der. Og en morgen tog jeg en beslutning om, at nu ville jeg ikke længere slå mig selv i hovedet med, at jeg måtte have gjort et eller andet i et tidligere liv, som jeg nu blev straffet for. Så jeg stod op hver morgen og gik med min hund ned til vandet. Der stod jeg i den mest bredstående stilling, man kan stå i som kvinde, mens jeg tænkte:

“Jeg har lår som østrogen-siloer, hele min krop er fyldt med østrogen. Min livmoder er stor som en hoppepude, som fluepapir, og nu tager jeg alt ind.”

Jeg kan stadig lugte havsaltet. Jeg kan mærke varmen fra solen, da jeg stod der hver morgen i et par måneder. Og så blev jeg faktisk gravid. Jeg aner ikke, om det skyldtes detox eller en dygtig læge eller et æg, der ville igennem. Jeg ved bare, at jeg var 37 år og havde prøvet alt.

Det kan lyde, som om jeg pludselig blev religiøs på et eller andet plan. Det blev jeg måske også, for det tror jeg, man har brug for, når alt er medicin og sprøjter. Jeg havde brug for en hjælper. Om hjælperen er Gud eller noget helt andet, går jeg ikke så meget op i. Men jeg tror på, at min rituelle handling satte mig i forbindelse med noget, der er større end mig selv.

Min søn, Anton, er mit kæmpestore livslys. Selv nu, hvor han fylder 30 år til oktober, føler jeg et stort ansvar for ham. Jeg nyder at være ansvarlig for andre, og jeg tror, man bliver led og ked af kun at beskæftige sig med sig selv. Samtidig er drømmen om at kunne give kærlighed og omsorg jo også et ønske om at få det selv. Det kan man få fra familie, venner eller kærester, men kærligheden til ens barn er ubetinget og kommer tusindfold tilbage.

Når jeg mærker efter, var vendepunktet især glæden over at føle, at jeg tog magten over situationen. At jeg manifesterede så meget energi og kraft: Jeg ville. Og jeg tror, den vilje forandrede noget i mig. Jeg blev mere moden, og jeg turde stole på min intuition. I dag er den fornemmelse tidoblet. Jeg regner ikke med, at der kommer nogen og redder mig. Livet er mit ansvar, og det føler jeg mig godt tilpas i.