Anna Juul åbner et hvidt, sprosset vindue og tænder en gul Camel. Hun sidder i den brede vindueskarm i sit køkken-alrum. Vintersolen skinner lavt ind på hende.
Nogle vil kende hende fra radioprogrammet "Den korte radioavis", hvor hun var fast satireskribent og optrådte som sit alias, forfatterspiren Veronika Katinka. Andre vil kende hende fra komedie-tv-serien "Min kamp" på DR 3, som hun skrev manuskript til og spillede hovedrollen i. Og så er der dem, der ikke kender hende endnu.
Men selvom hun kun akkurat er blevet 30 år, er hun allerede blevet en væsentlig stemme for sin generation. I sine bøger, på tv og på det sociale medie Instagram fortæller hun om at være psykisk syg. Om at være ensom i mørket, om at være psykotisk, manisk, depressiv, om at være stabil, om at elske. Om at være syg i et system, der, mener hun, paradoksalt nok overlader alt for meget ansvar til de syge og deres pårørende – som samtidig ikke har nogen magt til at ændre nævneværdigt på deres situation, mener hun.
Anna Juul har sagt ja til at fortælle om sit liv gennem tre nedslag – et afgørende vendepunkt, en ærgrelse og den mest meningsfulde begivenhed. Og vi begynder ved det afgørende vendepunkt, hun har valgt: hendes første indlæggelse.
Bispebjerg
Det var vist i 2018. Anna Juul var 26, og gennem et par måneder havde hun fået det værre og værre. Arbejdspres, og hvad der formentlig var en depression, havde udviklet sig. Hun var blevet selvmordstruet.
"Jeg mistede mere og mere grebet om virkeligheden og blev psykotisk. Til sidst tog min ekskæreste mig med på Bispebjerg. Og så puttede de mig derind," fortæller Anna Juul om at blive indlagt på den lukkede psykiatriske afdeling på Bispebjerg Hospital.
"Når man har oplevet det, kan man ligesom ikke gå tilbage igen. Det sidder i hvert fald stadig i mig. Selv om det var frygteligt og skete under virkelig triste omstændigheder, var det også første gang, jeg oplevede at blive taget seriøst i psykiatrien. Efter at have brugt 11 år på at få en form for hjælp og mest havde mødt 'tag dig nu lidt sammen', var det befriende, at der var nogle, der sagde: 'Du har nok brug for hjælp'."
Anna Juul har siden haft diagnosen skizoaffektiv, men er i øjeblikket i udredning og tror, at den rette diagnose nok nærmere er bipolar sindslidelse. Da hun første gang blev indlagt, havde hun ikke en erkendelse af sin sygdom. Hun var mest af alt forvirret over, hvor hun var.
"Og jeg følte mig også malplaceret, fordi jeg egentlig er – og jeg hader det ord – en ret funktionsdygtig borger. Jeg var indlagt med folk, hvor jeg tænkte 'hun kommer aldrig ud i samfundet igen'. Mennesker, der havde det ekstremt dårligt."
Anna Juul har masser af ressourcer. Hun har bibliotek og tagterrasse, langbord og Louisiana-plakat på væggen. Hun drejer på sit vippe-askebæger i stål, så asken ryger fra en rund skål ned i bunden.
"Jeg kommer fra en ressourcestærk baggrund, og jeg glemmer ikke at gå i bad. Jeg holder min lejlighed sådan nogenlunde ordentlig, og jeg har nogle relationer i mit liv. Og jeg tror generelt stadigvæk, der er misforståelser blandt folk om, at en psykisk syg er et menneske, der render rundt i badetøfler og morgenkåbe på Sankt Hans Torv og taler i tunger. Psykisk syge er jo ret meget mere end det. Og dét oplever jeg også, at systemet har svært ved at forstå," siger hun, mens hun læner sig ud over det ene knæ i sin skrædderstilling.
Men det var også på den lukkede, husker Anna Juul, at hun mødte en særlig sygeplejerske. Sygeplejersken kiggede ikke kun på symptomerne, men forsøgte også at forstå Anna Juul.
"Det var for eksempel hende, der foreslog, at jeg nok skulle fortælle mine forældre, at jeg havde selvskadet i 11 år, hvilket jeg var for kujonagtig til selv at gøre, så jeg fik hende til at gøre det. Jeg havde brugt 11 år på at skjule over for dem, at jeg havde det dårligt, fordi jeg havde de der oplevelser med ikke at blive taget seriøst. Så jeg tror, det var der, det for alvor gik op for mine forældre. Og hun forklarede dem, hvorfor det giver mening at være selvskadende – at det er et ydre udtryk for en indre smerte, og at det er en afhængighed, man kan få."
Værdien i et svært liv
Når de, der elsker hende, spørger, hvorfor hun bliver ved med at stille op i debatten om psykiatrien, siger hun, at det er hun jo nødt til. For psykiatrien fungerer ikke, er hendes klare oplevelse. I tv-programmet "Debatten" på DR 2 tog hun for eksempel stik hjem i oktober, da hun påpegede den sociale ulighed, der er i psykiatrien, når hun må bruge 5000 kroner om måneden på terapi – penge, hun sådan set hellere ville bruge på "cigaretter eller andre fede ting", som hun tørt konstaterede. Penge, som andre uden de samme ressourcer som Anna Juul slet ikke har.
På et mere eksistentielt plan mener hun, det er et problem, at psykiatrien – som hun ser det – handler meget om at få folk til at overleve.
"Det er også vildt vigtigt, men der er mindre fokus på faktisk at få folk til at leve. At få folk til at føle, at der er en værdi i deres liv. Og mit eget politiske projekt er at sige, at der også skal være plads til mig og andre i samfundet i de perioder, hvor vi ikke er funktionsdygtige. At der også er værdi i et liv, der er svært."
Den 13. januar udkommer hendes nye bog, "Superskurk". En bog, hvor hun afstår fra at være det, hun kalder den glade krøbling, som er kommet ud på den anden side af et sygdomsforløb. Det er hun nemlig ikke. I stedet fortæller hun om livet i mørket inde fra mørket – og også om livet i lyset inde fra lyset.
Arbejdet med "Superskurk", som er foregået i en periode, hvor Anna Juul har været indlagt en del af tiden, har fået hende til at indse, at hun er færdig med at leve sit liv på pause, indtil hun får det godt igen.
"For jeg synes egentlig, jeg har et ret meningsfyldt liv. Jeg tror ikke, jeg vil kalde det godt. Men heller ikke dårligt. Når jeg har det dårligt eller er syg, er det jo stadigvæk mit liv. Og jeg er træt af, at livet skal reduceres til de gode øjeblikke. For det gør på en måde alle de gange, hvor jeg ikke har haft det godt, til en fiasko. Og hvis man begynder at vende det indad. At man er en fiasko. Så får man det jo endnu dårligere."
Det kan faktisk være ubærligt at tænke på, at succeskriteriet må være at have det godt, mener hun. Det er også derfor, Anna Juul for noget tid siden sagde nej tak til at støtte en kampagne for en organisation, der gerne ville ud med budskabet "Stop mistrivsel". Selvom hun ønsker trivsel for alle, kan man også føle sig efterladt i mørket, hvis man oplever, at mørket som koncept er blevet noget, der skal stoppes.
"Der er bare sådan et helt overdrevet fokus på at have det godt. Hele selvhjælpsindustrien og idéen om, at hvis du bare arbejder nok med dig selv, så kan du overkomme alting. Det der med, at svaret ligger i dig."
Anna Juul orker det ikke.
Utroskab
Anna Juul er også blevet bedt om at slå ned på en fortrydelse i sit liv, og det, hun fortryder mest, har ikke med sygdom at gøre. Det er, hvad hun selv kalder kujonagtig adfærd. Og det skete kort før den første coronanedlukning i 2020.
"Jeg endte med at være min ekskæreste utro. Jeg har egentlig ikke sådan en vildt voldsom aversion mod folk, der er utro. Folk har altid gjort det hele tiden. Men jeg synes, det var en helt vildt ufin måde at slutte et forhold på."
Hun havde sort samvittighed både over for sin ekskæreste og vedkommende, hun havde været utro med.
"Det er på en måde noget af det værste, der er sket i mit liv. Men det har også bragt mig et helt vildt rart sted hen siden."
Og dermed lander vi ved det tredje nedslag i Anna Juuls liv. Hun er nemlig blevet bedt om at pege på det mest meningsfulde, og det skete få uger efter bruddet.
Odense
"Det er ikke, fordi jeg synes, at Odense er en specielt meningsfuld by. Men det var der, jeg mødte min forlovede," fortæller Anna Juul.
Håret ryger ned foran øjnene, askebægeret bliver vippet.
Hun var taget på værtshus i Odense den sidste weekend før første nedlukning sammen med sin ven. Og der mødte hun hans ven – den polske kunstner, hun siden forelskede sig i, og som hun i dag er forlovet med. Hun skammede sig over, at det skulle ske igen så hurtigt, men i dag kan hun se, at det nok var det smadrede hjerte, der havde åbnet sig.
"Vi var begge to sådan lidt emotional wrecks (følelsesmæssige vrag, red.), da vi mødte hinanden," siger hun.
Nedlukningen tvang dem til hurtigt at beslutte sig for, om de ville være i hinandens sociale bobler. Det ville de, og det er de stadig. De bor sammen i lejligheden på Frederiksberg ved København.
"Jeg vil ikke give min forlovede ansvaret for, at jeg er landet et mere… jeg skulle til at sige 'stabilt' sted, men jeg synes egentlig ikke, jeg er stabil. Men det meningsfulde i vores relation er, ud over at jeg elsker ham virkelig højt, at jeg i mødet med ham kom lidt af med den der forestilling om, at man kan redde et andet menneske, eller at et andet menneske kan redde en."
Nej, succeskriteriet er ikke længere at blive fikset eller at fikse.
"Men at vi kan være sammen og have nogle forskellige issues (problemer, red.) hver især."
Anna Juul er uddannet manuskriptforfatter, og hun siger, at hvis hendes liv var en film, ville hun blive ramt af psykisk sygdom og gå utrolig mange prøvelser igennem, før hun til sidst overkom sygdommen. Hendes ekskæreste ville have forladt hende, hvorefter hun gennem en proces ville lære at åbne sit hjerte, møde sin nuværende forlovede og blive renset og reddet.
Sådan er livet som bekendt for de færreste. Ingen er kun ond eller god, og livet viser sig at være mere cirkulært, end det er en lineær udviklingshistorie. Sumpen dukker op igen. Hjertet bliver varmt igen. Anna Juul håber mindre og mindre på at blive rask eller forløst på andre eksistentielle måder.
Derfor beder hun i den nye bog sine kære om at stoppe med at håbe. Det lyder trøstesløst, men hun gør det for at blive sat fri. Ikke til at acceptere sygdommen, for hvorfor skulle man det. Men til at forholde sig til, at det nok er sådan her, hendes liv er: medicin, Bispebjerg, kærlighed, humor.
Når hun bliver skudt i skoene, at hun bruger humor som en forsvarsmekanisme, tænker hun i øvrigt, at det da sådan set er rigtigt, men det er også en af grundene til, at hun er i live.
"Så jeg er sådan lidt: 'Gider du da godt holde kæft med, at det er et problem?'. Hele livet er én lang forsvarsmekanisme!".
Passivt håb
Mens andre holder sig til håbet, er håb for Anna Juul blevet symbol på en passiv venten på en udefrakommende frelse. I bogen beder hun i stedet sine kære om at begynde på at tro. Tro på, at Anna Juul er en kat. For hun har en fornemmelse af, at hun har ni liv. I hvert fald oplever hun, at hun har brugt de første fire, at hun igen og igen er landet på benene efter frie fald.
Men hvad tror hun selv på?
"Ikke Gud. Tror jeg ikke. Eller jeg kan bare ikke lige overskue tanken om himmelen og helvede. Det ville være lidt sent for mig at gå i gang med at arbejde på at komme op i himmelen, for jeg har ikke været Guds bedste barn."
Hun smiler ikke, men man fornemmer humoren bag ordene.
"Det kommer til at lyde meget holistisk og sukkersødt, men jeg tror helt vildt meget på kærlighed. For kærligheden er jo vildt underlig. Hvor kommer den fra? Hvis man tror, at kærlighed er det samme som Gud, så tror jeg måske på Gud."
Hun tænker sig om og siger så noget, der nærmest lugter lidt af forkyndelse.
"Jeg tror faktisk, og nu kommer det her til at lyde endnu værre, men jeg tror faktisk helt vildt meget på mig selv. Jeg tror på, at jeg har en plads i verden. Jeg tror på, at mit liv er meningsfuldt og værdifuldt, bare fordi jeg er her og har været det, siden jeg blev født. At min værdi ikke afhænger af, om jeg får en nobelpris. Det fjerner noget pres fra at skulle levere hele tiden, om det så er stor kunst eller nye samfundsborgere. At det egentlig er godt nok bare at være her. Og at alt, hvad jeg gør herfra, er noget, der lægges ovenpå."
Har du selvmordstanker, kan du kontakte Livslinien på telefon 70 201 201.