Lyt til dette afsnit af "Liv & Sjæl - Det gode liv" ved at klikke på play-ikonet herover eller på din foretrukne podcast-app.
Uddrag fra podcasten:
Daniel Øhrstrøm: "Blev der talt om de svære ting, da du var barn?"
Annette Due Madsen: “Nej, aldrig. Der er en grund til, at jeg blev familieterapeut og psykolog. Haha. Det gjorde der ikke, og jeg savnede det rigtig, rigtig meget. Det var et stort savn, at der ikke var rum for at snakke personligt. Så bliver man alene, selvom man er en stor familie.”
Daniel Øhrstrøm: “Hvad bekymrede du dig om, da du var barn?”
Annette Due Madsen: “Jeg bekymrede mig meget om, hvordan mine forældre havde det. Og så var jeg ængstelig for skolen, men jeg var så god til at skjule det, at der aldrig var nogen, som opdagede, at jeg var ængstelig inden i mig selv, for jeg var også social. Allerede i sandkassen kan jeg huske, at jeg sad og var ensom. Jeg havde rottehaler. Fra jeg var helt ung, interesserede jeg mig helt vildt for det med familie. Jeg sagde til mine forældre, da jeg var teenager, at jeg synes, at de skulle gå i terapi. Det var slet ikke almindeligt dengang, så jeg ved ikke, hvor jeg havde det fra. Den opfordring blev der ikke fulgt op på.”
Daniel Øhrstrøm: “Hvad fik dig til at foreslå det?”
Annette Due Madsen: “De havde det ikke altid godt sammen. Det er jo ofte det, børn lægger allermest mærke til. Om de voksne har det godt og tager vare på hinanden. Så kan man sige at børnene ligger i læ. Når voksne har det svært sammen, så føler børn ofte ansvar og er på arbejde.”