Præcis klokken 17 aktiveres linket til de Anonyme Sexafhængiges (SAA) ugentlige onlinemøde. Af de fem, der er med fra begyndelsen, optræder kun to medlemmer med synlige ansigter. Det er atypisk i forhold til de øvrige anonyme fællesskaber, som Kristeligt Dagblad foreløbigt har besøgt. Måske skyldes det, at tabuet omkring sex- og pornoafhængighed er større end ved andre afhængigheder. Måske skyldes det avisens tilstedeværelse, påpeger et medlem.
De to synlige mænd er antageligvis i 30’erne. En af de resterende tre deltagere har sløret sit ansigt, så det eneste, man kan fornemme, er, at det er en mand med lys hudfarve. De to sidste har slukket deres videokameraer, og den ene optræder end ikke med fornavn. Det eneste, deltageren røber, er initialet G. Da denne G senere tager ordet, afsløres endnu en mandestemme. Kvinderne glimrer øjensynligt ved deres fravær. Og så alligevel. Kortvarigt, midt i mødet, logger en kvinde ind for blot nogle minutter senere at fordufte.
Dette er femte del i serien om anonyme selvhjælpsfællesskaber i Danmark. Her mødes mennesker, der kæmper med en afhængighed uge efter uge. Grupperne er selvstyrede, og vejen mod ædruelighed går hverken gennem medicinering eller professionel terapi. I stedet tager samtlige fællesskaber udgangspunkt i Anonyme Alkoholikeres såkaldte ”store bog”. En kanonisk skrift fra 1939, der gennem vidnesbyrd, 12 trin og traditioner introducerer medlemmerne for en åndelig ”højere magt”, der viser misbrugerne vejen mod et ædru liv.
Dagens SAA-program er som følger: Den første time gennemgår et medlem aftenens tekst, som han perspektiverer til sit eget liv. Dernæst er der lagt op til en såkaldt speak . Her vil medlemmet, som vi kalder Anders, dele sin historie med det formål, at andre medlemmer eller eventuelle nytilkomne kan finde ”styrke” og ”genkendelighed” i vidnesbyrdet.
I modsætning til eksempelvis Anonyme Alkoholikere og Anonyme Stofmisbrugere skal SAA-medlemmerne ikke nødvendigvis afstå fra at have sex. Deres ”ædruelighed” består i at få ”et sundt forhold” til sex, som de selv definerer. Gruppemedlemmer kan kæmpe med alt fra pornoafhængighed til pædofili. Diktafonen er tændt. Dette er Anders’ historie:
”Jeg har ikke forberedt mig. Men det behøver jeg heller ikke, for det her er min historie. Det eneste, jeg skal gøre, er at fortælle den, som den er, og så kan man lytte, hvis man har lyst. I SAA definerer vi jo selv vores afhængighed, og det, som jeg forstår som min afhængighed, er selvisk sex. Det er seksuelle handlinger, som jeg forsøger at få et kick ud af.
Det begyndte, da jeg var teenager, hvor jeg opdagede onani og porno. Det virkede egentlig godt for mig dengang. Jeg kunne lide det, og jeg tror faktisk, det gav mig den form for frihed, jeg længtes efter. Jeg tror, jeg følte et stort pres, og jeg havde det svært med mig selv og svært i relationer, men når jeg onanerede, var det, som om alle bekymringer forsvandt. Dengang var det ikke noget problem, men jeg oplevede gennem årene, at afhængigheden var progressiv. Det vil sige, at den blev værre og værre, og at jeg hele tiden måtte gå nye steder hen i min afhængighed. Det, der gav et kick som 20-årig, virkede ikke, da jeg var 22 år, og det, der virkede der, virkede ikke, da jeg fyldte 24. Sådan fortsatte det.
Gradvist skabte min afhængighed problemer. Først og fremmest var tiden, jeg brugte på selvisk sex, et problem. Det gik ud over mine sociale relationer og min uddannelse. Jeg kunne ikke studere. Progressiviteten betød, at jeg brugte mere og mere tid på afhængigheden, og at aktiviteterne – eller hvad man nu skal sige – blev mere og mere ekstreme. Sådan foregik det i lang tid, hvor jeg egentlig bildte mig selv ind, at jeg kunne lide det. Her springer jeg helt frem til en sommer for fire år siden. Det var en tilfældighed, jeg så en video uden relation til SAA, som beskrev, at onani og porno for nogle mennesker er en afhængighed. Det anede jeg ikke, men det var, som om jeg fik et klarsyn, og herefter besluttede jeg, at det måtte stoppe. Jeg indså, at mine handlinger var syge, og at onanien og pornoen ødelagde mit liv. ’Det her må stoppe,’ sagde jeg til mig selv, og for første gang længe følte jeg et håb for fremtiden.
Herfra begyndte en ny fase. Jeg opdagede nemlig, at jeg ikke kunne holde mig fra pornoen. Det var, som om min hjerne snød mig. Den bildte mig en løgnehistorie ind, som fortalte mig, at det er godt for mig at onanere. Typisk hvis jeg af den ene eller den anden grund havde en dårlig dag, sagde min hjerne: ’Anders, jeg ved, hvad løsningen er. Hvis du bare lige går ind og kigger på nøgne kvinder og fantaserer lidt, så går det hele. Det er der intet galt i.’
Senere har jeg lært i SAA, at disse tanker er en form for subtil sindssyge, hvor min hjerne fortæller mig noget, som alle andre ville fortælle mig, er usandt. Men faktum var, at jeg troede på løgnen. Ikke nødvendigvis hele tiden. Jeg kunne sagtens gå en uge, hvor jeg svarede min hjerne igen og sagde: ’nej, jeg vil ikke!’, men til sidst gav jeg efter. Jeg kunne ikke styre det. Jeg kunne ikke bare onanere til porno i 10 minutter, som andre mennesker kan. Når jeg så porno, var det som at træde ind i en boble, hvor jeg mistede kontrollen over min adfærd og fornemmelsen for tid og sted. Det betød, at jeg brugte uanede mængder tid, men det betød også, at jeg gjorde ting, der stred mod mine værdier. Ting, som var til decideret fare for andre og for mig selv.
Ad omveje havnede jeg i SAA. Jeg vidste, at min adfærd var unormal, men det var først her, jeg lærte, at grunden til, at jeg ikke kunne kontrollere min lyst til selvisk sex, er, fordi jeg har en sygdom – en mental besættelse – og jeg indså, at jeg er fuldstændig magtesløs over for denne sygdom. Der findes ingen menneskelig løsning på mit problem. Jeg er ikke løsningen. Min viljestyrke er ikke løsningen. Heller ikke min viden. Og det samme gælder andre menneskers evne eller dygtige psykologers evner. Nej, løsningen lå i en højere magt større end mig selv. Jeg begyndte at arbejde med programmet. Jeg lærte at overgive mit liv til den højere magt, når frygten og vreden dukkede op i mig. Jeg noterede mine tanker, jeg delte dem, og jeg bad til Gud om at guide mig og fjerne min frygt og vrede.
Det virkede. I to år var jeg ædru og fri af selvisk sex, men herefter begyndte jeg at slippe taget. Jeg stoppede gradvist med at følge SAA’s åndelige principper, samtidig bildte jeg mig ind, at alt gik godt. Langsomt mistede jeg kontakten til min højere magt, og en dag kom min subtile sindssyge tilbage i hjernen. Den sagde: ’Hey Anders, du kunne da godt liiiige ...’ Og selvom jeg kæmpede i starten, gav jeg efter. Jeg endte med at sige: ’F ... det hele. F ... Gud. F ... SAA. F ... alt og alle. Nu vil jeg drugge mig lykkelig’. Da det var værst, onanerede jeg 22 timer i træk. Jeg sov ikke. Holdt kun pauser, når jeg skulle tisse. På et tidspunkt kom jeg i tanke om, at jeg skulle drikke noget. At mennesker kan dø af tørstmangel. Så jeg rejste mig, drak et par glas vand, så jeg kunne fortsætte.
Jeg befandt mig i et mørkt rum. Der var intet håb og intet lys. Jeg var helt alene. Men så en dag fik jeg tilsendt en tekst. Den kom fra en af mine gamle venner i SAA, som vidste, jeg var væk fra programmet. Hendes hilsen var som en lille sprække lys i mit mørke. Pludselig huskede jeg, at der fandtes en anden vej. Pludselig sansede jeg min højere magt – bare en lille smule. Jeg mærkede håbet igen og vågnede af min døs med en følelse af, at jeg var ved at dø af min afhængighed. Jeg måtte tilbage til programmet og fik en sponsor (en form for mentor, der er mere ædru end én selv, red.) og spurgte ham: ’Hvor hurtigt kan du få mig igennem de 12 trin?’. Jeg var desperat og villig til at gøre hvad som helst. Sponsoren sagde, at det var op til mig, og så gik vi ellers igang. Trin for trin overgav jeg mig selv på ny. Jeg begyndte at skrive, hvordan min vrede, frygt, uærlighed og selviskhed blokerede mig fra Gud. Jeg delte disse tanker med min sponsor, og jeg blev påny villig til at overgive mig fuldstændig til Guds vilje. Og så opsøgte jeg de mennesker, jeg har gjort fortræd. Jeg forklarede dem min situation, og hvor magtesløs jeg er over for min afhængighed, og jeg gav dem en undskyldning.
Jeg har ikke udadreageret siden. I forhold til mine første to år i SAA, så oplever jeg i dag en langt større ydmyghed over for, hvor magtesløs jeg i grunden er i det her liv. Hvor lidt jeg egentlig kan formå uden Gud, som jeg forstår ham. Jeg har indset, hvor åndeligt syg jeg bliver uden Gud. At jeg simpelthen forfalder til en ekstrem uærlighed og selviskhed og frygt og vrede, hvis ikke jeg fylder mit liv med min højere magt. Men jeg har også oplevet en ny, helt anderledes form for lykke. Jeg har været ædru i godt og vel 10 måneder. Jeg kæmper ikke længere, for jeg ved nu, at det ikke nytter. Jeg holder min højere magt tæt på mig. Jeg har erkendt, at det ikke er nogens skyld, at jeg har haft et svært liv. Det er ikke livets eller Guds skyld. Min vrede kommer indefra. Den er min egen, og jeg kan ikke gøre andet end at bede Gud om at fjerne den. Jeg accepterer, at jeg er bange, og beder Gud om hjælp til at glemme mine bekymringer. I dag kan jeg være lykkelig på en måde, jeg ikke kunne før. Pludselig kan jeg have en kæreste. Pludselig kan jeg have sex, der ikke er selvisk. Pludselig kan jeg opleve, at folk er trygge i mit selskab. Pludselig kan jeg indgå i relationer og sågar inspirere andre mennesker. Pludselig kan jeg føle fred.
Det var hvad, jeg havde at dele. Tak fra mig.”