Der er langt fra det livlige og larmende København til den lille stationsby Vig med godt 1500 indbyggere, der ligger i Odsherred på det nordvestlige Sjælland. Langt både kilometermæssigt og mentalt. Ikke desto mindre er det præcis den rejse, Maja Kielberg og Peter Fisker sammen med døtrene Neva og Ilia foretog for lidt over et år siden. Midt under sidste års corona-lockdown flyttede de efter et års jagt på den rigtige bolig ud på landet og ind i det 280 kvadratmeter store, hvide hus, der i dag udgør rammen om deres liv.
”Jeg har følt mig hjemme på Nørrebro i mange år. Men pludselig begyndte det at larme, og der var for meget beton og for få træer. Så prøvede vi at flytte til Ørestaden, hvor der var mindre beton og lidt mere grønt. Men det var slet ikke nok for os. Jeg ville gerne have planter overalt og høje træer. Ikke fordi vi selv skal være 100 procent selvforsynende, men at dyrke sine egne jordbær, mærke årstiderne skifte og ikke mindst have ro og god tid til fordybelse var det, der kaldte på os,” fortæller 36-årige Maja Kielberg fra familiens store stue-køkken-alrum, hvor døtrene på otte og fire år fremviser akrobatiske kunster i en lofthængt stofgynge.
Selvom udviklingen i Danmark går mod urbanisering, og de store byer er særdeles populære at bosætte sig i, er der dog også en mindre understrøm af folk, der i disse år ligesom Maja Kielberg og Peter Fisker søger den anden vej. Det fortæller Louise Byg Kongsholm, der er administrerende direktør i trendinstituttet Pej Gruppen.
”Det er mennesker, der vil have mere plads, mere ro og ikke gider bruge en halv til en hel time på at sidde i kø på vej til arbejde. Trenden har fået yderligere næring under corona-krisen, hvor mange har fundet ud af, at nethandel faktisk fungerer fint, at man sagtens kan arbejde på afstand, og at man måske i virkeligheden ikke er så afhængig af at bo lige ved siden af restauranter, museer og biografer. Man har opdaget, at det vigtigste i virkeligheden er det, der foregår på egen matrikel,” siger hun.
Louise Byg Kongsholm tror, at der efter corona-krisen vil komme endnu flere, der fravælger det summende storbyliv til fordel for et langsommere liv på landet.
”Under corona har vi pludselig fået al den tid, vi gik og drømte om. Og vi har ovenikøbet fundet ud af, at det faktisk kan noget. Så nu skal vi have fundet en balance. Det handler blandt andet om at have råd til en bolig, hvor der er plads til hjemmekontor og til at folde sig ud, når hele familien er mere hjemme. Den slags bolig er ikke nem at finde i storbyerne, hvor man ikke får mange kvadratmeter for pengene. Men det handler også om, at vi ikke gider høre, når naboen trækker ud i toilettet, eller lugte, hvad underboen skal have til aftensmad. Vi vil have ro og plads,” siger hun og understreger, at det i høj grad er børnefamilierne, der tager flugten fra de større byer.
Et andet liv end det, de levede i København, har familien Fisker Kielberg i den grad også fået. Det behøver man blot at kigge ud ad den åbne terrassedør for at se. Ude på den store græsplæne hopper ni kække kaninunger rundt i en indhegning, mens deres langørede mor har taget flugten ud i haven for at få lidt ro fra sine livlige små. Ikke langt derfra passer en nybagt hønemor godt på sine nye kyllinger i en anden indhegning. Og kigger man længere væk, ud over den halvmåneformede hæk, der omgiver hus og have, ses et lille hjemmebygget træskur, hvor familiens nyeste medlemmer bor – tre alpakaer.
”Sådan nogle har jeg drømt om at få, siden jeg som ung rejste rundt i Sydamerika. Nu er de på en eller anden måde blevet symbolet på det liv, jeg drømte om, at vi skulle have herude,” siger Maja Kielberg, der er i gang med at karte ulden fra de nyklippede dyr.
De lama-lignende dyr er populære hos Neva og Ilia, der hjælper med at fodre dem hver dag og er med, når deres mor træner dem i at gå i snor. På sigt er det planen, at turister og andre interesserede kan komme og se dyrene og mod betaling få lov at gå tur med dem. Familien har også talt om, at der skal opstilles et stort tipilignende telt ude på marken, hvor dyrene går, og hvor man kan bage snobrød og måske endda overnatte. På den måde kan de spæde lidt til den ene indtjening, de har valgt kun at have. Maja Kielberg har således sagt sit job op for at hjemmeskole og hjemmepasse parrets to piger.
”Et af kravene til det hus, vi ledte efter, var, at vi skulle kunne bo i det med kun én indtægt. Jeg var i gang med en ph.d. inden for katastrofeforskning på Københavns Universitet og troede, at jeg skulle blive ved med at arbejde meget og have en karriere. Men jeg kunne mærke, at jeg var nødt til at sige op – selvom jeg var virkelig glad for mit arbejde og stadig kan savne det. Det var en afvejning af, at børnenes barndom ikke kommer igen – den er lige nu og her. Det er ikke særlig sandsynligt, at jeg kan komme tilbage til min ph.d., men det er dog ikke komplet umuligt. Til gengæld er det umuligt at få børnenes barndom tilbage om 10 år,” siger Maja Kielberg.
Det er meningen, at Maja Kielberg på et tidspunkt skal arbejde igen – det vil hun gerne. Muligvis bytter parret også roller på et tidspunkt, så det bliver Peter Fisker, der i stedet står for hjemmeskolingen.
Otteårige Neva savner ikke at gå i skole, fortæller hun. For modsat i København, hvor bedsteveninderne drog i skole hver morgen, mens hun selv gik i skole hjemme hos sin mor, er der masser af andre børn i området, der hjemmeskoles ligesom hende. Det har været en uventet gevinst for familien.
”Da vi flyttede herud, kendte vi kun til én familie, der også hjemmeskolede. Men coronaen har gjort, at flere har taget et valg om at hjemmeskole. Så nu er vi faktisk 12 familier, der mødes på kryds og tværs i hverdagen. Jeg havde slet ikke turdet tro på, at der ville være så mange søde mennesker herude, som vi passer sammen med. Men selvom vi passer godt sammen, er vi samtidig alle meget forskellige familier, og netop det er vigtigt for os. Jeg havde selv tænkt, at hvis vi primært ville komme til at omgås mennesker, der ligner os meget, så måtte vi selv sørge for at opsøge noget andet. Blive besøgsvenner på et plejehjem og tage til Dansk Folkepartis landsmøder. Jeg er selvfølgelig godt klar over, at vi alligevel har meget tilfælles – det er for eksempel kun ressourcestærke forældre, der lige kan beslutte, at de vil tage børnene ud af skolen og hjemmeskole dem. Man skal kunne klare sig for en indkomst, for det er ikke noget, man kan få økonomisk støtte til,” siger Maja Kielberg.
Peter Fisker har under coronaen arbejdet hjemme frem for på Københavns Universitet, hvor han forsker i økonomi. Den arbejdsrytme satser han på at blive ved med at have i nogen grad, for det har fungeret godt for både ham selv og familien, at han har haft hjemmekontor.
”Der mangler også plads på universitetet, så på den vis passer det fint, og jeg oplever, at der er stor tillid til, at jeg får lavet det, jeg skal. Så jeg har slet ikke fået brugt stationen i Vig særlig meget, som ellers var et af kriterierne, da vi flyttede – at jeg skulle kunne komme let på arbejde med offentlig transport,” siger han.
Ofte har familien Kielberg Fisker ikke faste senge- og stå-op-tider. De står bare op, når de vågner, medmindre de har en aftale på et bestemt tidspunkt. Det betyder imidlertid ikke, at der er mangel på planer, for ugerytmen er rimelig fast. Mandag og onsdag er for eksempel faste dage til skovture med andre hjemmeskolefamilier, og tirsdag har børnene ofte legeaftaler, inden de går til deres nye hobby, ”cirkus”. Den måde at leve på har vist sig at passe rigtig godt til familien.
”Det er en meget anderledes ramme for hverdagen, som vi giver vores børn. En af årsagerne til, at det passer så godt til os, er nok, at vi er sådan nogle lidt nørdede typer. I løbet af en dag er der meget få afbrydelser, så man kan få lov at fordybe sig på mange planer. Hvis vi for eksempel er i skoven, kan børnene lege samme leg i timevis uden voksenindblanding og andre afbrydelser, end når vi forsøger at stikke en bolle i hånden på dem, så de får lidt at spise undervejs. Der er rum og ro til fordybelse og langsomhed, og det fungerer bare bedst for os som de mennesker, vi er. For andre familier kan det sagtens være noget helt andet, der fungerer godt,” siger Maja Kielberg.
For fem år siden var der ingen tegn i sol og måne på, at familien Kielberg Fisker i dag skulle bo på et husmandssted med tilhørende tre hektar jord, traktor i indkørslen og to hjemmepassede piger. De ved derfor, at man aldrig kan forudsige fremtiden, og at behov og drømme kan ændre sig over tid. Det betyder også, at de ikke på nogen måde føler sig stavnsbundet til deres hjem.
”For nu fungerer det virkelig godt at bo her. Men det er svært at forudsige, hvordan vi har det om fem år. Længes vi til den tid efter at bo på Nørrebro igen, så er det det, vi gør. Eller vi rejser ud på en længere rejse med børnene og world schooler dem – det har vi også en drøm om. Et roadtrip i Sydamerika, mens vil lejer huset ud. Det gad vi også godt. På den måde er ingenting udelukket på forhånd,” siger Maja Kielberg.