Bekymres du af fraværende børn, besværlige ægtefæller og kritiske svigerforældre? Dyk ned i brevkassens mange familieråd

Højtider som påsken kan være en katalysator for svære familierelationer. For hvordan håndterer man fraværende børn, besværlige ægtefæller og kritiske svigerforældre? Et kig i Kristeligt Dagblads brevkasse kan give svar. Her er nogle af de mest læste indlæg om familie

Siden 1999 har Jørgen og Annette Due Madsen svaret på læsernes dilemmaer i brevkassen "Spørg om livet". Her er nogle af de familierelaterede emner, der har optaget læserne mest gennem det seneste år.
Siden 1999 har Jørgen og Annette Due Madsen svaret på læsernes dilemmaer i brevkassen "Spørg om livet". Her er nogle af de familierelaterede emner, der har optaget læserne mest gennem det seneste år. . Foto: Leif Tuxen.

1. Merete savner sine voksne børn så meget, at hun græder om natten

"Jeg er ved at dø af sorg," skrev Merete sidste år i et rørende brev til Kristeligt Dagblads brevkasse. Hendes voksne børn ønsker ikke længere at have kontakt med hende, og fortvivlelsen over savnet påvirker hende så meget, at hun græder om natten. Selvom Merete har forsøgt at tale med dem og skrive breve, har hun en oplevelse af, at børnene ignorerer hendes forsøg på forsoning.

Men skal hun blive ved med at kæmpe eller "begrave" sine kære? Avisens brevkasseredaktører anbefaler i deres svar sidstnævnte, selvom det vil være "næsten ubærligt for de allerfleste".

Svaret blev kort efter sagt imod af en læser, der for 30 år siden mistede kontakten til sin datter. Man kan nemlig finde trøst i at følge sine kære på afstand, lyder det i hendes brev.

2. Min datter synes, jeg er egoist. Hvad stiller jeg op?

Relationen mellem forælder og barn går igen i et spørgsmål fra Helene, hvis voksne datter er sur på hende, fordi hun fravalgte at holde jul hos datteren. 

"Forleden eksploderede hun i gråd og råberi, og jeg kunne slet ikke komme til orde. Hun beskyldte mig for at være egoist og aldrig interessere mig for andre mennesker. Hun syntes ikke, at jeg spurgte, hvordan hun havde det," lyder det blandt andet i brevet.

Selvom man uanset alder har lov til at bestemme over sig selv og sin tid, kan det være en god idé for Helene at møde datteren på et andet plan, skriver brevkasseredaktørerne i et svar. Det kan nemlig være, at datterens vrede handler om flere ting.

3. Min mand har ikke lyst til sex. Hvad kan jeg gøre?

Hvad stiller man op, når sexlysten er større hos den ene part? Og hvad gør man med skuffelsen over, at ens partner ser porno? Det er spørgsmål, der også har optaget Kristeligt Dagblads læsere gennem det seneste år.

"Jeg føler det ydmygende hver gang at skulle bede om sex. Det betyder, at jeg nu selv ikke har den samme lyst til min mand, som jeg havde før," lyder det eksempelvis i et brev fra Gitta.

Dilemmaet blev besvaret, da brevkasseredaktørerne Annette og Jørgen Due Madsen talte om sex og intimitet i et afsnit af podcasten "Spørg om livet". Et af rådene lyder: Flyt samtalen om sex ud af soveværelset.

4. Min mand er rar og sjov, men jeg savner dybere kontakt

At parforhold til tider er hårdt arbejde, vidner også et andet af brevkassens mest læste indlæg om. 

Her skriver Benedikte, at hendes mand er generøs og morsom, men er dårlig til at tale om mere alvorlige og åndelige emner. Det efterlader hende med en længsel, som hun ikke ved, hvad hun skal gøre ved.

"For det første vil det være en god idé at opsøge en god psykolog, gerne med en certificeret efteruddannelse i emotionsfokuseret parterapi," lyder det i svaret. Hjælper det ikke, er der ifølge brevkasseredaktørerne to andre veje, Benedikte kan gå.

5. Min søster er ikke til at holde ud at være sammen med

At have søskende kan være både en gave og en forbandelse. Derfor læste mange med, da Ditte delte sin tvivl og frustration over sin søster med brevkassen.

Ditte ville ønske, hun kunne dele ting med sin søster. Men søsteren taler kun om sig selv og alt det, der går godt for hendes børn. Hun spørger aldrig ind til, hvordan andre familiemedlemmer har det. Skal Ditte opgive relationen?

"Fordi man er i samme familie og måske endda også er søskende, er det ikke sikkert, at man har eller nogensinde vil få et nært og givende forhold," skriver brevkasseredaktørerne. I deres svar lægger de blandt andet vægt på, hvordan Ditte kommer bedst videre

6. Min mand er død, men jeg sørger ikke

Én ting er at forholde sig til svære familierelationer gennem livet. Noget andet er at håndtere svære følelser i kølvandet på en nærtståendes død.

Mange læste med, da Beate henvendte sig til brevkassen, fordi hun ikke sørger over sin afdøde mand. Selvom hun har det godt i sit eget selskab og trives i sin nye enke-tilværelse, er der nemlig noget, der nager hende:

"Jeg prøver at huske de gode ting, vi havde sammen. Jeg er alene, men ikke ensom, har det bare godt i mit eget selskab og med selv at bestemme over mit liv. Er jeg så bare en stor egoist?" spørger hun.

7. Hvordan håndterer jeg mine kritiske og arrogante svigerforældre?

Hvad stiller man op med kritiske svigerforældre? Og skal man tage kampen med en passiv svigerdatter, som lader børnebørnene invadere hjemmet? Det er nogle af dilemmaerne i dette populære afsnit af podcasten "Spørg om Livet".

En af spørgerne er Maja, hvis svigermor er meget kritisk over for hende, mens hendes svigerfar er arrogant over for både Maja og hendes mand. I sit svar lægger Annette Due Madsen vægt på, at Maja forliger sig med, at hun ikke kan lave om på svigerforældrene:

"Hun bliver nødt til at tænke: “Jeg kan ikke lave dem om,” for det tror jeg er helt, helt umuligt. Men hun kan måske blive mindre sårbar, hvis hun er forberedt på, at det er sådan det er, og at hun ikke tager det dybt personligt," lyder det.

Alle har en familie. Den kan dog se ud på mange måder. I den kommende tid sætter Kristeligt Dagblad fokus på familien og dens betydning. Følg med i serien her