Bente Klarlund: Forskningen er blevet min tilværelses kerne

Læge Bente Klarlund var skuffet over medicinstudiet, men fandt tilværelsens kerne som forsker

Bente Klarlund Pedersen er født i 1956, professor, overlæge og centerleder for Danmarks Grundforskningfonds Center for Inflammation og Metabolisme på Rigshospitalet. Hendes forskning kredser især om aktivitet og træning, forebyggelse og kroniske sygdomme.
Bente Klarlund Pedersen er født i 1956, professor, overlæge og centerleder for Danmarks Grundforskningfonds Center for Inflammation og Metabolisme på Rigshospitalet. Hendes forskning kredser især om aktivitet og træning, forebyggelse og kroniske sygdomme. Foto: Les Kaner.

Jeg var egentligt lidt skuffet, da jeg begyndte på medicinstudiet, for det føltes på mange måder som en videreførelse af gymnasiet, hvor det stadigvæk var noget med at læse, få karakterer og bestå eksaminer.

Men da jeg for første gang blev præsenteret for muligheden for at komme ind i forskningsverdenen, blev det et klart vendepunkt. Det var en kvindelig lektor, Bodil Norrild, der underviste os i herpesvirus, som nævnte, at hvis man var interesseret i forskning, så skulle man henvende sig til hende.

Jeg kom fra et miljø, hvor der ikke var nogen andre, der forskede, men jeg meldte mig og blev fuldstændig grebet af hele processen, hvor man kunne være med til at få en idé, få nogle resultater frem, skrive en videnskabelig artikel på baggrund af dem og få den publiceret.

Før det føltes alt, der ikke handlede om pensum, som spild af tid, men efter vendepunktet havde jeg ikke længere nogen tidsbegrænsning. Jeg havde lyst til at beskæftige mig med forskningen hele tiden, og jeg husker, at jeg i begyndelsen lavede forsøg, der strakte sig ud over natten, hvor jeg nærmest besvimede af anstrengelse, men hvor jeg også var meget lykkelig imens.

Jeg har også arbejdet som læge i mange år, og hvis ikke jeg havde fundet forskningen, havde jeg nok fortsat haft et mere almindeligt job med lægegerningen som indtægt, men i det job er der ligesom nogle opgaver foran en, som skal løses, og der er i et vist omfang nogle andre, som bestemmer, hvordan ens hverdag ser ud. Som forsker er det i stedet mig selv og mit eget drive, som tilrettelægger dagen. Jeg sammenligner det ofte med at være kunstner, fordi det kræver, at man er kreativ, og det er en meget usikker tilværelse, hvor man ikke kan regne med, at pengene er der. Men samtidig er der også en enorm frihed til at skabe sit eget liv. I dag er forskningen stadigvæk min tilværelses kerne, og selvom det er 40 år siden vendepunktet, føler jeg fortsat en enorm glæde og stolthed, når jeg ser, at den forskning, jeg har lavet, bliver publiceret og brugt af andre.