Bertel Haarder: Der er jo intet ved livet, hvis ikke vi havde døden foran os

I takt med at lægekundskaben kan mere og mere, bilder vi os ind, at vi skal overleve for enhver pris, siger Bertel Haarder (V). Han mener, vi trænger til at forlige os med tanken om, at vi alle skal dø en dag

Bertel Haarder havde det svært dengang, man besluttede at sætte hjertestartere op på plejehjem. ”Hvorfor skal mennesker, der måske alligevel kun har kort tid igen, genoplives så hårdhændet?” siger han.
Bertel Haarder havde det svært dengang, man besluttede at sætte hjertestartere op på plejehjem. ”Hvorfor skal mennesker, der måske alligevel kun har kort tid igen, genoplives så hårdhændet?” siger han. Foto: Nils Meilvang/Ritzau .

For efterhånden mange år siden sad Bertel Haarder i et venteværelse på sygehuset med sin søn, Rasmus, der er mentalt handicappet efter en hård behandling mod en hjernetumor. I venteværelset sad også en kvinde, hvis barn var multihandicappet. Da venstrepolitikeren spurgte hende, hvad der var sket med hendes barn, fik han et svar, som han aldrig siden har glemt.

”Hun fortalte, at drengen havde ligget livløs 10 minutter på bunden af et svømmebassin. Lægerne havde været stolte, da de havde fået ham genoplivet, men det var tydeligt at se på hendes blik, at hun mente, at drengen i stedet skulle have haft fred. Så kan man komme og sige nok så meget, at ethvert liv har værdi, men til dem, der siger det, må man sige, at så kan de selv komme og passe de multihandicappede børn hele livet og hver dag opleve, hvor store deres lidelser er,” siger han.

Bertel Haarder fortæller om sin samtale med den ulykkelige mor, fordi han mener, at det er på høje tid, vi får talt om, at døden ikke altid er det værste onde. Da statsminister Mette Frederiksen (S) således for snart to år siden på et af sine første corona-pressemøder udtalte, at ethvert corona-dødsfald var ét for meget, rev det i ham. Han mente og mener stadig, at hun tog fejl.

”Jeg er glad for, at hun på sit sidste corona-pressemøde tog afstand fra den udtalelse. For vi er nødt til at komme frem til en erkendelse af, at det ikke altid er et mål i sig selv at udsætte døden,” siger han. 

Bertel Haarder mener, vi skal turde tale mere om døden. Vores egen og andres. Også når døden er tæt på.

”Vi skal turde tale om døden, når vi sidder ved vores kæres dødsleje. De har ikke brug for, at man taler om alt muligt andet. De har snarere brug for, at vi taler åbent og ærligt om det, der forestår. Gør man ikke det, fremstår døden netop som noget farligt,” siger han.

Han peger på de videnskabelige landvindinger som noget af forklaringen på, at vi i dag har svært ved at tale om og forlige os med livets endeligt.

”Vi har grænseløs tillid til sundhedssektoren og de hvidkitlede. Alt der kan, skal repareres, og døden udsættes. Men lægerne skal ikke altid redde liv. Det tror jeg faktisk også, de fleste er med på. Man kan jo standse behandling og lindre smerter – det er kloge læger dygtige til. Dem, som har lige så meget menneskeforstand som lægeforstand,” siger Bertel Haarder og pointerer, at han kunne ønske sig, at palliation blev prioriteret langt højere i sundhedsvæsenet

Selv har Bertel Haarder informeret sin familie om, at han ikke ønsker en genoplivning, når hans eget liv lakker mod enden.

”Den dag, jeg ligger og mest af alt bare sover tiden væk og har det skidt, så vil jeg bestemt ikke i tilfælde af et hjertetilfælde genoplives ved, at der sidder en eller anden oven på mig og smadrer mine ribben. Nej tak. Jeg havde det også svært dengang, man besluttede at sætte hjertestartere op på plejehjem. Hvorfor skal mennesker, der måske alligevel kun har kort tid igen, genoplives så hårdhændet?” siger han.

Vi mangler ifølge Bertel Haarder at inddrage flere perspektiver, når vi taler om døden. Et af disse kunne være det, som han selv finder i salmen ”Har hånd du lagt på Herrens plov”, som han lærte at holde af i sin skoletid.

”’…døden er jo kun et blund, som vi fra søvnen kende’," citerer han og fortsætter:

”Den salme har trøstet mig hele livet. Problemet for os er jo ikke at være døde – det er ikke det, vi er bange for. Problemet er selve processen, der fører til døden. Døden er en dramatisk del af livet. Men det ville da være værre, hvis ikke vi døde. Det ville være forfærdeligt at leve for evigt. Der er jo intet ved livet, hvis ikke vi havde døden foran os. Det er almindelig human logik, at vi elsker livet, fordi vi ser det på den baggrund, at vi skal dø en dag."

Bertel Haarder medgiver, at det kan være svært om ikke umuligt at udforme en måleenhed for, hvornår et liv ikke længere er værd at leve. Der vil være dem, der modsat ham selv, vil sætte pris på at udsætte døden så længe de kan, trods smerter og svigtende kropsfunktioner. Derfor er det også vigtigt, at vi får talt om den slags med hinanden, før vi står i situationen.

”Selv har jeg som eneste ønske at få en nådig død. Selvfølgelig er der også noget med værdighed. Livets afslutning kan være både unådig og uværdig. Men for mig er det vigtigere, at døden er nådig end værdig. For hvem bestemmer, hvor grænsen går mellem det værdige og uværdige,” siger Bertel Haarder.