I anden halvdel af 1989 var der mange nætter, hvor Birgit Olsson ikke kunne sove. De nætter trådte hun ud af sengen, gik ned ad trappen og lagde sig på en madras i stuen. Hun tændte for noget meditationsmusik og lå så der og bad til Gud.
"Hjælp mig til at få fred. Må jeg ikke godt få fred."
I løbet af tre måneder var hendes far død af en hjerneblødning, og hendes mor havde begået selvmord. Vreden, sorgen og skyldfølelsen holdt Birgit Olsson vågen – hun længtes efter at kunne slutte fred med det, der var sket.
Hun har sagt ja til at fortælle om et løfte, hun gav sin mor – fordi hun i dag ved, at der er grænser for, hvad man kan og bør love andre mennesker.
Birgit Olsson er i dag 72 år og bor sammen med sin mand gennem 43 år i deres lejlighed i København. Hun voksede op med sin bror og sine forældre i den nordsjællandske by Sorgenfri i den slags slaraffenland, hvor børn frit løb omkring og vidste, hvem på villavejen der stak lun leverpostej ud gennem vinduet om fredagen, hvor man kunne få hjælp til matematik, og hvor man gerne måtte ryge. Hendes far var guldsmedemester, moderen hjemmegående. Mens faderen var udadvendt og gerne midtpunktet i en fest, var moderen mere tilbageholdende, men lattermild.
Sin kristne dannelse fik Birgit Olsson ikke hjemme, men hos sin onkel, der altid bad aftenbøn med børnene, når de var besøg. Og hun voksede op med et gudsforhold præget af vished. Hun blev voksen, blev lærer og skabte familie med sin mand i midtsjællandske Tølløse.
Gå ikke fra mig
Birgit Olsson var 39 år, da hendes far en februardag i 1989 sank sammen i sit værksted. Han blev indlagt, og da Birgit Olsson ankom til sygehuset, stod det klart for hende, at han var ved at dø. Hun bad sine børn på 6 og 10 år sige et endeligt farvel til deres morfar. Og så betragtede hun sin mor i de timer, hvor faderens åndedræt efterhånden blev mere og mere ujævnt.
"Nej! Du må ikke gå fra mig, du må ikke gå fra mig!", husker hun, at moderen udbrød flere gange.
"Jeg tror godt, hun vidste, at hun ikke kunne klare sig uden ham. Hun var rædselsslagen," siger Birgit Olsson.
Da faderen var død, tog Birgit Olsson med sin mor hjem og holdt om hende resten af natten. Det samme gjorde hun natten inden begravelsen. Det var på dagen for begravelsen, at Birgit Olsson for alvor begyndte at bekymre sig for sin mor. For moderen bad hende om at bortskaffe en flaske cyankalium fra faderens guldsmedeværksted, som de begge vidste var dødbringende, hvis man indtog det.
I de efterfølgende par måneder oplevede Birgit Olsson sin mor krakelere mere og mere – hun blev mere fjern og mere ængstelig.
"En dag i sit køkken sagde hun: 'Du må love mig, at du aldrig indlægger mig på psykiatrisk afdeling'. Det sagde jeg ja til at love hende. For vi havde flere familiemedlemmer, som vi havde besøgt på lukkede psykiatriske afdelinger, og det ønskede hun ikke for noget i verden selv at opleve. Jeg havde også selv set filmen 'Gøgereden', og der var i det hele taget en ret stor antipsykiatrisk bølge i samfundet. Det var ikke noget svært løfte at give, for min egen oplevelse var, at psykiatrien var ad helvedes til."
I stedet kom moderen på venteliste til en sorggruppe. Og mens familien ventede på, at der ville komme en ledig plads, fik moderen det dårligere og dårligere. En dag havde hun spist bitre mandler, fordi hun vidste, at de rummede en lille mængde cyankalium. En anden dag havde hun fortalt et familiemedlem om sine overvejelser om at springe ud foran et tog. Hun fortalte også sin datter, at hun havde sat sig ud i sin bil med ønsket om at gasse sig selv ihjel, men havde fortrudt. Alt i mens følte Birgit Olsson sig mest af alt utilstrækkelig.
"Jeg var også virkelig irriteret på hende. Jeg havde små børn, der var i sorg over deres morfar, der var langt fra Tølløse til Sorgenfri, og jeg havde store opgaver på mit arbejde. Jeg ved faktisk ikke, hvordan vi kom gennem de måneder. På den ene side var jeg helt vildt bekymret, og på den anden side sagde folk, at hvis nogen truer med at begå selvmord, gør de det sjældent – det er oftere et råb om hjælp. Jeg så virkelig frem til, at hun ville få plads i sorggruppen, hvor der var professionelle tilknyttet."
Birgit Olsson og resten af familien forsøgte i mellemtiden at gøre alt, hvad de kunne for at støtte hendes mor.
"Alle ville jo gerne hjælpe hende, men det var, som om vi ikke kunne nå hende, og hun ikke kunne nå os. Som om det hele tiden smuttede fra os."
Hun husker for eksempel, hvordan hendes dengang seksårige søn en dag i afmagt smed sig i en vandpyt og råbte: "Se, mormor, hvad jeg kan!"
Birgit Olsson var ikke kun bekymret, hun var også rasende på sin mor.
"En dag råbte jeg til hende, at den eneste måde, vi kunne holde hende i live på, var ved at sove i hendes fodende hver aften. For jeg følte, der blev forlangt mere af mig, end jeg kunne klare."
Hvor er det synd for dig
I Kristi himmelfartsferien det år var Birgit Olsson taget i sommerhus med sin mand og børn og nogle venner. Hun havde ikke givet sin bror eller mor besked om, at hun var taget af sted. Hendes mand havde imidlertid taget en bipper med, så hans arbejde kunne komme i kontakt med ham, hvis der opstod et behov for det. Men det var først på vej hjem om søndagen, han kunne se, at der var kommet en masse bip til ham. Så de holdt ind ved en telefonboks, og Birgit Olssons mand steg ud af bilen og ringede op. Bippene viste sig at komme fra Birgit Olssons bror. Da hendes mand satte sig ind i bilen til familien igen, sagde han:
"Nu har din mor taget sit eget liv."
En af de følgende dage ringede Birgit Olsson til det behandlingssted, hvor moderen havde stået på venteliste til at komme i sorggruppe. I sit raseri sagde hun til den medarbejder, der tog telefonen, at nu kunne de godt stryge moderen fra ventelisten. For nu var hun død.
"Senere i mit liv har jeg tænkt, at det godt nok var synd for den, jeg ringede og sagde sådan til, for det var ikke deres fejl. Men på det tidspunkt tænkte jeg bare 'nu skal de have'. For jeg syntes ikke, systemet havde tid til at hjælpe hende i tide."
Birgit Olsson besluttede, at hun efter begravelsen ville fortælle sine elever i 2. klasse i skolen, hvad der var sket.
"Min svigermor var død året før, min far var lige død, min svigerfar lå for døden, og nu var min mor også død. Jeg kan huske, at jeg følte mig hekseagtig – og at jeg var bange for, om det på en eller anden måde var mig, der var årsagen til, at folk døde omkring mig. Men så var der en af eleverne, der heldigvis sagde: 'Nej, hvor er det synd for dig, de dør alle sammen omkring dig'. "
Birgit Olssons stemme tykner.
"Det var stort, ikke. At et barn på otte år siger sådan noget."
Et vilkår at bære skylden
Birgit Olsson var vred på sin mor, men hun var også tynget af skyld. Det var det, hun lå og tænkte på om natten i stuen, når hun ikke kunne sove.
"Jeg har på det seneste tænkt på, om min skyldfølelse havde været mindre, hvis jeg ikke havde holdt mit løfte til hende om ikke at få hende indlagt. Men jeg tror det ikke nødvendigvis. For den skyld, der er hos efterladte efter et selvmord, er bare enorm uanset hvad. Og når jeg fortæller min historie er det også for at sige, at der meget hurtigt skal tages hånd om folk, når de bliver forpinte og psykisk syge – at ingen skal stå alene med det."
I dag oplever Birgit Olsson, at moderens død ikke på samme måde som tidligere er det mest definerende for hendes egen livshistorie. Der har været andre sorger og glæder undervejs. Og i dag er der mest glæder. For nylig har Birgit Olsson været på pilgrimsvandring. Dagligdagen er fuld af yoga, tango og mindfullnessgudstjenester. Weekenderne bruge hun med sin mand i deres sommerhus i Havnsø ved Sejerøbugten. Og tilværelsen fyldes af samvær og gode samtaler med familien og vennerne.
I årene efter moderens selvmord gjorde Birgit Olsson mange ting for at bearbejde oplevelsen. Hun var til drømmetydning og kunstterapi, besøgte shamaner og deltog i vejrtrækningskurser. Og det var faktisk midt i en vejrtrækning på et kursus, hun en dag i år 2000 oplevede, at hun nu kunne tilgive sin mor. Men har hun tilgivet sig selv?
"Det troede jeg faktisk, jeg havde. Men det er gået op for mig, at skyldfølelsen ikke er gået væk. For tiden har jeg det sådan, at hvis jeg siger det mindste forkerte til et andet menneske, tæver jeg mig selv med dårlig samvittighed over, om jeg dog ikke kunne have formuleret mig på en anden måde. Jeg tror, det bunder i min mors selvmord."
Mange har med kærlige intentioner sagt til Birgit Olsson, at hun ikke skal føle skyld.
"Og skylden er jo et tabu i vores tid. Man skal endelig ikke føle skyld, man er fritaget fra den. Men hvad stiller man så op, hvis man alligevel føler sig skyldig? Jeg tror, skylden er et vilkår, som jeg må bære."
Men der er også en styrke i det, oplever Birgit Olsson. Hun er i stand til at se døden i øjnene uden rædsel. Og det er gået op for hende, at der er grænser for, hvad man kan og bør love andre mennesker.
"Forleden bad et ældre familiemedlem mig om at love hende, at jeg aldrig ville sende hende på plejehjem. Jeg sagde: 'Det lover jeg dig aldrig', og så fortalte jeg hende om det løfte, jeg engang gav min mor. Jeg tror, man skal være varsom med at give den slags løfter. For det kan få konsekvenser for en selv og for andre, man elsker, som man måske ikke kan se i det øjeblik, man giver et løfte."
Spørgsmålet er så, hvordan man håndterer den skyldfølelse, som måske vil følge en resten af livet.
"Man kan sige, at Jesus bærer skylden for os. Og der har jeg det lidt sådan, at tja, det gør han måske, men jeg bærer den altså også selv. Men jeg kan meditere og bede. Og tro på, at det letter."
Har du selvmordstanker, kan du kontakte Livslinien på 70 201 201.