Birgit Willumsen pyntede op allerede i begyndelsen af marts. Da var hendes datter lige et smut forbi, og så kunne hun hjælpe sin mor med at hente kassen ned med påskepynt. Hendes to børn har forbudt deres 85-årige mor at kravle op på stigen og selv lede efter ting på loftet.
”Så det retter jeg mig selvfølgelig efter,” siger Birgit Willumsen og ser næsten ud, som om hun mener det.
Bagefter klippede hun forårsgrene i haven og hængte de guldbelagte påskeæg og påskeskaller fra Georg Jensen op, så solens stråler har fået noget at spejle sig i.
I stuen står også en buket påskeliljer og et bundt friske forsythiagrene, og Birgit Willumsen har da også allerede nu styr på, hvad hun vil servere for sine påskegæster, der kommer på besøg langfredag. For påsken er en vigtig højtid, siger hun og byder på kaffe og chokolade i sit hyggelige rækkehus i Harlev, lidt uden for Aarhus. Men højtiden har også forandret sig. For Birgit Willumsen har oplevet, at der med hver ny generation sker noget med påsketraditionerne.
”Da jeg var barn, mødtes vi til en kæmpestor familiepåskefrokost, hvor bordet var fyldt godt op med slægtens medlemmer, og påskedag var nok lige så vigtig i familien som juledag,” fortæller Birgit Willumsen, der også mindes, at de kristne påskeberetninger blev genfortalt derhjemme, og at kirkegang hørte både skærtorsdag og påskedag til.
Efter hun blev gift, skabte hun og hendes nu afdøde mand deres egne traditioner, da børnene nåede konfirmationsalderen. Og de indebar blandt andet et påskemåltid med lammekølle, en æggejagt i haven for de yngste i familien – og kirkegang. Men påskemåltidet havde nok færre gæster, end da hun selv var barn, siger hun, og i dag er det så næste generation, der har overtaget stafetten.
”Vi ses stadig i påsken, på et eller andet tidspunkt. Men ikke alle sammen på én gang. Med børnebørn, der også selv har stiftet familie, er der flere forskellige hensyn at tage i dag, og vi bor heller ikke længere så tæt på hinanden, som familien gjorde i min barndom.”
Påskemiddagen eller påskefrokosten ligger derfor ikke på samme måde fast, som den gjorde engang, fortæller hun. ”Så i de senere år er jeg derfor begyndt at fejre skærtorsdag i kirken, hvor der efter gudstjenesten serveres lammekølle i sognehuset, og hvor man på den måde er sammen, bare i et andet fællesskab,” siger Birgit Willumsen.
Et måltid for fællesskabet
Når Birgit Willumsen på den måde knytter måltidet sammen med oplevelsen af fællesskab, er det helt i tråd med en af pointerne hos professor emeritus i teologi og religionsvidenskab ved Aarhus Universitet Hans Jørgen Lundager Jensen. For måltidet er præcis det sted, ”hvor det mest fundamentale fællesskab udfolder sig”, siger han.
Det er da også i det lys, han ser højtidens traditioner. Med netop julemiddagen og påskefrokosten som tydelige eksempler på, hvordan vi måske nok mødes om maden, men på samme tid styrker vores fællesskab med hinanden.
I kristendommen er det netop også måltidet, som Jesus deler med sine disciple skærtorsdag, der cementerer deres fællesskab. Og det er dét fællesskab, man på samme måde bliver en del af under nadveren eller altergangen ved hver eneste gudstjeneste. Den romersk-katolske kirke kalder da også nadveren for ”kommunion”, der kommer fra det latinske ord for fællesskab ”communio”.
”Tænk på, at alle store højtider og fejringer som dåb, konfirmation og bryllup, ja selv begravelser, ofte har et måltidselement i sig. Det er her, man samles om bordet, som et fællesskab. Vi kommer jo til højtiden, festen eller familiemiddagen som individer med hvert vores liv og har gang i vidt forskellige projekter, men ved måltidet synkroniseres vi,” siger Hans Jørgen Lundager Jensen og uddyber:
”Ikke alene udfører vi de samme kropsbevægelser, når vi for eksempel tager kniven og gaflen og begynder at spise, der sker også en mental synkronisering under måltidet. Vi bliver opmærksomme på hinanden, taler om de samme ting, og på den måde går vi fra at have tankerne hvert vores sted til at bøje vores tanker mod hinanden.”
Hans Jørgen Lundager Jensen bruger begrebet resonans om det fænomen, som det fælles måltid muliggør. ”Vores tanker og følelser forstærkes og forøges i mødet med den anden, og det går begge veje. Der er med andre ord ikke tale om et ekko, men om en gensidig påvirkning. Og som grundlæggende sociale væsener er det netop dén resonans, der er med til at styrke ikke kun den enkeltes følelse af tilhørsforhold til fællesskabet men hele fællesskabets sammenhængskraft,” siger han.
Familiehistorier som nøgle
En del af netop denne følelse af sammenhængskraft har også at gøre med de fortællinger, der ofte kendetegner familiemiddagen. Hvor vi, måske endnu engang, hører om bedstefars oplevelser under Anden Verdenskrig, eller om dengang oldemor kun gik i skole hver anden dag. Faktisk viser amerikansk forskning, at de historier, som almindelige mennesker er allermest optaget er, netop er familiehistorierne. Og at de er indgangen til, hvordan vi overhovedet forstår os selv i den større historie som nationens eller verdens.
Undersøgelsen med titlen ”The Presence of the Past. Popular Uses of History in American Life” er baseret på både kvalitativ og kvantitativ forskning og er en af de mest omfattende af slagsen, fortæller professor i historie ved Roskilde Universitet Anette Warring.
”Så selvom den er fra 1998, er den stadig banebrydende og viser, at på tværs af alle skel som køn, alder, geografi, race, social status med mere, så synes langt de fleste, at den vigtigste historie ubetinget er familiens. Og når de skal svare på, hvad de så mener, har størst troværdighed i forhold til viden om vores fælles historie, så får museerne en førsteplads, men de personlige beretninger fra bedsteforældre, onkler og tanter, er nummer to,” siger Anette Warring.
Og når netop de resultater er relevante at nævne i en artikel om højtidernes familiesammenkomster, peger Anette Warring også på endnu et resultat fra undersøgelsen, hvor forskernes spørgsmål lyder: ”Ved hvilke lejligheder føler du dig mest forbundet med fortiden?”. Her svarer langt størstedelen, at det sker ved familiesammenkomster.
”Familiens møder, ikke mindst ved højtiderne, har med andre ord en afgørende rolle som det lille erindringsfællesskab, hvorfra interessen for den store historie udspringer. Familiens sammenkomster er på den måde meget vigtige for vores følelse af forbundethed med den større sammenhæng, vi hver især også indgår i,” siger Anette Warring.
Erindringsfællesskab på tværs af generationer
At fejre højtiderne med familien og opleve det som en form for erindringsfællesskab harmonerer i den grad med forfatter Dy Plambecks erfaringer.
”Jeg husker det især fra min barndom, hvor hele familien mødtes hos min farmor og farfar. De havde begge et hav af søskende, og alle var samlet omkring bordet til påskefrokost. Det var her mellem karrysild og kryddersnaps, at man fortalte vores families historie og siden også selv fik mod til at fortælle, fordi det var et trygt rum at prøve sin egen stemme i,” siger Dy Plambeck.
”Selvfølgelig var der ikke altid enighed rundt omkring bordet, når fortællingerne blev fortalt. Alle familier skændes vel om, hvad den såkaldt rigtige historie er. Men genfortællingerne og forhandlingerne om dem er vigtige i forhold til det erindringsfællesskab, som man på den måde oplever at være en del af – og som rækker ud over den tid og det rum, man befinder sig i lige nu og her,” siger Dy Plambeck, der også kalder det at fortælle historier for noget helt fundamentalt ved det at være menneske – og som hjælper en til at finde ud af, at man hører til. Det bekræfter vores fællesskab med hinanden.
”Jeg elskede, når min mormor fortalte om gamle dage. På den måde fik jeg en forståelse for, hvordan mit lille liv på jorden hænger sammen med og indgår i noget større. Historiefortællingerne rundt om påskebordet med familien er en måde at få bekræftet, at man er til, og at vi hører sammen. Hele menneskeheden,” siger Dy Plambeck.
Som voksen og mor til to små piger har hun i dag ikke de samme påsketraditioner med det helt store familietræf til påskefrokost.
”Den tradition er nok forsvundet lidt med mine bedsteforældres død. Så er der andre traditioner, jeg holder i hævd, som at slukke alt lys lørdag aften og først tænde et stearinlys ved midnat, når påskedag oprinder og slukker sorgen. Eller at få besøg af påskeharen, der gemmer påskeæg i haven for mine døtre. Men den helt store flok er nok gledet lidt væk. Og det er selvfølgelig ærgerligt i forhold til den genfortælling, som jeg ellers tillægger så stor betydning, fordi den bekræfter det fællesskab, man er med i,” siger hun og tilføjer så: ”Men så er der jo stadigvæk julefrokosten.”
Aldrig status quo
Historieprofessor Anette Warring tror da heller ikke, at man skal se det som en stor forfaldshistorie for familien, at vi måske ikke holder så meget fast i alle påskens traditioner, herunder den store fælles middag med flere generationer samlet.
”For selvfølgelig sker der forandringer. Vi ser langt større diversitet i familieformer og måder at praktisere familiefællesskaber på. Men jeg er ikke overbevist om, at vi på den måde er vidne til en svækkelse af familien. Den er og vil stadig være helt afgørende for vores erindringsfællesskab og dermed vores fælles og individuelle identitet – det er sådan familier fungerer,” siger hun.
”Og hvem siger, at påskefrokosten eller det store fælles påskemåltid ikke kommer igen?”, lyder det fra teolog og religionsvidenskabshistoriker Hans Jørgen Lundager Jensen. ”Tænk bare på, hvordan halloween pludselig er blevet noget, vi fejrer herhjemme, og hvordan det har skabt fornyet fokus på allehelgen. Med de rette influencere, opslag og konkurrencer om det smukkeste påskebord, er det da ikke utænkeligt,” siger han.
Idéen er hermed givet videre.