Birte Marie pakkede intet ind. Slet ikke sin kærlighed

Birte Marie Jakobsen lyste op i et lokale og lod sig begejstre af livet. Selv da sygdom stjal hendes krop, mistede hun ikke sig selv

Selv da sygdom stjal Birte Jakobsens krop, var hun taknemmelig for det liv, hun havde fået.
Selv da sygdom stjal Birte Jakobsens krop, var hun taknemmelig for det liv, hun havde fået. Foto: Privatfoto.

Birte Marie Jakobsen kunne ikke lade være med at drage omsorg for andre, selv når det egentlig var hende, der havde mest brug for den.
 
Da hun gik på efterløn efter en lang karriere som sygehjælper, meldte hun sig straks som frivillig i Røde Kors og som besøgsven. Og da hun selv blev syg, fortsatte hun bare. Nok havde hun et dårligere helbred end den mand, hun besøgte, men det afholdt hende ikke fra at bage æblekager til ham og tale ærligt med ham om sygdom, liv og død.
 
Hun pakkede intet ind, hverken sine følelser eller holdninger. Hvis man mødte hende for første gang, kunne man slå sig på hendes bastante facon, og hun gjorde til tider sine børn pinligt berørte. Hendes søn husker tydeligt et spørgsmål, hun stillede ham, da han stod på kanten til puberteten: “Nå, har du så fået hår under armene endnu?”, lød det. Svaret var en rød ansigtskulør.
 
Hvis børnene kom for sent hjem til aftensmaden, der altid blev serveret klokken 17.15 – ikke et minut før, ikke ét minut senere – kunne de ikke vide sig sikre på at få ret meget mad den aften.
 
De var aldrig i tvivl om, at deres mor elskede dem. Da de endnu var små, holdt hun fri fra sit arbejde som sygehjælper hver anden uge, og når børnene kom hjem fra skole, havde hun lavet kage eller bagt brød. Hvis en af dem havde et hul i skoleskemaet på et par timer, kunne de finde på at cykle hjem, bare for at snakke og spise håndmadder med deres mor. Der var en grund til, at hun havde svært ved at holde vægten: Hun udtrykte sin kærlighed gennem mad.

Birte Jakobsen havde mødt sin mand til et nordjysk bal i slutningen af 1960’erne, og selvom de havde det med at stikke til hinanden, kunne ingen overse den kærlighed, der prægede deres ægteskab i 54 år. Det var Birte Jakobsen, der stod for det huslige arbejde og svang taktstokken i familien. Børnene husker, at deres forældre ofte var uenige om, hvilken rute de skulle følge på de talrige bilferier, men det var som regel mor, der fik sin vilje.
 
Hun elskede at være midtpunktet i selskaber, at sole sig i andres opmærksomhed og fortælle anekdoter. Og hun engagerede sig ivrigt i lokalsamfundet i Øster Doense, en landsby 10 kilometer nord for Hobro, hvor hun blandt andet instruerede og spillede med i flere dilettantstykker og revyer i sin fritid. Nok var det for sjov, men hun forlangte det bedste af sine medspillere.
 
Hun var rundet af traditionelle familieværdier og udtrykte ikke med det samme forståelse for, at hendes søn sprang ud som homoseksuel i en sen alder. Men hun blev glad for sønnens mand og tog ham kærligt til sig som sin svigersøn. Da hun blev syg, var det sidste, hun sagde til ham: “Nu er det dig, der skal passe på ham,” med henvisning til sin søn.

I en alder af 72 år fik hun konstateret psp, atypisk parkinson. Hun fik svært ved at gå og tale, hendes syn blev dårligere, til sidst var det en kamp bare at synke væske og mad. Sygdommen stjal hendes krop – men hun mistede aldrig sig selv. 

Hun sagde mindre end før, men når hun åbnede munden, lød hun som den ægtefælle, mor og bedstemor, som familien kendte. Trods smerterne var hun mild og kærlig og udtrykte taknemmelighed for sin mands omsorg og børnenes hjælp. Hun talte ærligt om sin sygdom og fandt trøst i sin kristne tro, nu hvor døden nærmede sig. Med sin søn og datter talte hun om, hvordan hun ville bisættes, og hun nynnede med på en af de salmer, der skulle synges i kirken: “Jeg så ham som barn med det solrige øje”.

Hendes mand forlod sjældent sin hustrus side, og det aldrende ægtepar viste en ømhed over for hinanden, som deres børn ikke havde set før. Når de aflastede deres far i en time eller to, gik der ikke mange minutter, før deres mor spurgte, hvornår hendes mand kom tilbage. 

Hun lærte sine børn at sætte ord på deres kærlighed, og de har lært deres børn det samme. Få dage før hun døde, sad Birte Jakobsens børnebørn ved hendes side og beskrev, hvor meget hun havde betydet for dem. “I ved jo godt, at jeg elsker jer,” lød hendes svar.

Hun var ikke mæt af dage eller træt af livet, men hun var træt af sygdommen, af at miste den livskraft, som hun før havde emmet af. Derfor sagde hun i begyndelsen af december nej til at få mad og væske gennem en sonde og gjorde sig klar til at dø. Hun tog sidste åndedrag natten før lillejuleaften, den 23. december, omgivet af sin mand og to børn. Hun blev 76 år.

Inden da havde hun spurgt sin datter og søn, hvad hun dog havde gjort for at få så kærlige og omsorgsfulde børn. De tænkte begge, at de bare var, som hun havde lært dem at være.