Birte Marie pakkede intet ind. Slet ikke sin kærlighed

Birte Marie Jakobsen lyste op i et lokale og lod sig begejstre af livet. Selv da sygdom stjal hendes krop, mistede hun ikke sig selv

Selv da sygdom stjal Birte Jakobsens krop, var hun taknemmelig for det liv, hun havde fået.
Selv da sygdom stjal Birte Jakobsens krop, var hun taknemmelig for det liv, hun havde fået. Foto: Privatfoto.

Birte Marie Jakobsen kunne ikke lade være med at drage omsorg for andre, selv når det egentlig var hende, der havde mest brug for den.
 
Da hun gik på efterløn efter en lang karriere som sygehjælper, meldte hun sig straks som frivillig i Røde Kors og som besøgsven. Og da hun selv blev syg, fortsatte hun bare. Nok havde hun et dårligere helbred end den mand, hun besøgte, men det afholdt hende ikke fra at bage æblekager til ham og tale ærligt med ham om sygdom, liv og død.
 
Hun pakkede intet ind, hverken sine følelser eller holdninger. Hvis man mødte hende for første gang, kunne man slå sig på hendes bastante facon, og hun gjorde til tider sine børn pinligt berørte. Hendes søn husker tydeligt et spørgsmål, hun stillede ham, da han stod på kanten til puberteten: “Nå, har du så fået hår under armene endnu?”, lød det. Svaret var en rød ansigtskulør.
 
Hvis børnene kom for sent hjem til aftensmaden, der altid blev serveret klokken 17.15 – ikke et minut før, ikke ét minut senere – kunne de ikke vide sig sikre på at få ret meget mad den aften.
 
De var aldrig i tvivl om, at deres mor elskede dem. Da de endnu var små, holdt hun fri fra sit arbejde som sygehjælper hver anden uge, og når børnene kom hjem fra skole, havde hun lavet kage eller bagt brød. Hvis en af dem havde et hul i skoleskemaet på et par timer, kunne de finde på at cykle hjem, bare for at snakke og spise håndmadder med deres mor. Der var en grund til, at hun havde svært ved at holde vægten: Hun udtrykte sin kærlighed gennem mad.

Birte Jakobsen havde mødt sin mand til et nordjysk bal i slutningen af 1960’erne, og selvom de havde det med at stikke til hinanden, kunne ingen overse den kærlighed, der prægede deres ægteskab i 54 år. Det var Birte Jakobsen, der stod for det huslige arbejde og svang taktstokken i familien. Børnene husker, at deres forældre ofte var uenige om, hvilken rute de skulle følge på de talrige bilferier, men det var som regel mor, der fik sin vilje.
 
Hun elskede at være midtpunktet i selskaber, at sole sig i andres opmærksomhed og fortælle anekdoter. Og hun engagerede sig ivrigt i lokalsamfundet i Øster Doense, en landsby 10 kilometer nord for Hobro, hvor hun blandt andet instruerede og spillede med i flere dilettantstykker og revyer i sin fritid. Nok var det for sjov, men hun forlangte det bedste af sine medspillere.
 
Hun var rundet af traditionelle familieværdier og udtrykte ikke med det samme forståelse for, at hendes søn sprang ud som homoseksuel i en sen alder. Men hun blev glad for sønnens mand og tog ham kærligt til sig som sin svigersøn. Da hun blev syg, var det sidste, hun sagde til ham: “Nu er det dig, der skal passe på ham,” med henvisning til sin søn.