Bjergbestiger om vandringens glæder: ”At være i naturen giver kontrast og perspektiv”

Søren Gudmann har vandret verden tyndt og besteget bjerge over hele kloden. ”Når man vandrer, får man hverdagen på afstand," fortæller han

Det er vigtigt for den 59-årige bjergbestiger Søren Gudmann at kunne dele store naturoplevelser med familien. Her ses hans søn på en vandretur i Rondane. Privatfoto.
Det er vigtigt for den 59-årige bjergbestiger Søren Gudmann at kunne dele store naturoplevelser med familien. Her ses hans søn på en vandretur i Rondane. Privatfoto. .

På en ø i Kattegat slår en familie et telt op. Bortset fra et par måger, der kredser under den blå himmel, er de alene. En sparsomt bevokset ødemark strækker sig, så langt øjet rækker, og i luften hænger en duft af enebær.

Når Søren Gudmann skal fortælle om sin barndom, spiller naturen en hovedrolle. Der er sommerferierne i Anholts ørken, og der er grusgraven nær barndomshjemmet, hvor han udstyret med et reb over skulderen og en hakke i hånden legede bjergbestiger.

Og så er der naturligvis tiden som spejder, hvor han for alvor fik øjnene op for at vandre. I dag har den 59-årige civilingeniør fra Horsens besteget bjerge over hele verden og tilbagelagt et ikke ubetydeligt antal kilometer iført vandrestøvler.

”At komme ud at gå en tur er en måde at slappe af på og lade tankerne flyve. Når man vandrer, får man hverdagen på afstand. Det kan godt være, man tænker på nogle af de ting, man skal klare derhjemme, men tankerne flyder mere frit. Det er meditativt.”

”Hvis det øser ned, sætter du mere pris på tørvejret, når det endelig holder op," fortæller Søren Gudmann om de kontraster, man mærker, når man vandrer. "Hvis du bliver sulten, mærker du for alvor, hvordan det hjælper at spise noget." Privatfoto.
”Hvis det øser ned, sætter du mere pris på tørvejret, når det endelig holder op," fortæller Søren Gudmann om de kontraster, man mærker, når man vandrer. "Hvis du bliver sulten, mærker du for alvor, hvordan det hjælper at spise noget." Privatfoto.

At vandre er også en måde at udfordre sig selv på. Det gælder især de stejle strækninger. Så er der kun nuet, siger han. Hverdagens stress træder i baggrunden og bliver erstattet af et fokus på det basale.

”Naturen giver kontrast og perspektiv,” siger han og tilføjer efter en tænkepause: ”Hvis det øser ned, sætter du mere pris på tørvejret, når det endelig holder op. Hvis du bliver sulten, mærker du for alvor, hvordan det hjælper at spise noget.”

Man behøver ikke at begive sig ud på de helt store ture for at mærke effekten, understreger han. Først og fremmest gælder det om at lægge mærke til omgivelserne, og hvad de gør ved én. Det eneste, man har brug for, er et regnsæt og et par sko, der er gået til. Så venter der store oplevelser forude.

Selv får Søren Gudmann stor glæde af at dele erfaringerne med sin hustru og deres fireårige søn. En vandretur i norske Rondane gjorde særligt indtryk.

”Det var efterår, og jeg kan huske, at jeg gerne ville se fjeldet, der bliver rødt, brunt og gult på den årstid. Da vi drejede rundt om et hjørne og blev konfronteret med det, ramte det mig lige i maven. Man kunne ikke lave det smukkere kunstigt.”

Han rømmer sig og tager en indånding. ”Det er også vigtigt for mig at kunne dele den slags oplevelser med min kone og min søn. Så snart drengen så fjeldet, begyndte han at gå målrettet i retning af det. Helt tillidsfuldt og uden at tænke på at få os med. Der tænkte jeg, at han måske havde mærket det samme som mig.”