Tina er socialrådgiver. En erfaren en af slagsen. Hun troede, at hun kendte livet i velfærdsstaten, også fra vrangsiden, da hun meldte sig som frivillig hos Livsliniens telefonrådgivning, hvor man forebygger selvmord og selvmordsforsøg. I de to år hun har arbejdet i rådgivningen, har hun tænkt en del over, hvor let liv forandres. Balancen mellem at have en umiddelbart velfungerende tilværelse og være på kanten af livet synes hårfin – som for den kvinde, hun talte med på en vagt for nylig. Kvinden ringede op, mens hun sad i sin kørestol med overtøjet på, martret af sorg, på vej til at køre den sidste tur.
”Fortæl mig, hvorfor jeg ikke skal tage mit liv.”
”Hvordan er du havnet i en så desperat situation?”, spurgte Tina, og så fik hun beskrevet, hvordan kvinden efter en ulykke havde fået sine ben sat af fra knæet. Med amputationen syntes hun, hun havde mistet sin værdi som mor. Tina sagde til kvinden, at hun ikke havde hørt, at forældreevnen sad i skinnebenene. Da de afsluttede samtalen, havde kvinden taget sit overtøj af. Hvordan det er gået kvinden, ved Tina ikke.
Sådan er det i Livslinien. Brugerne er anonyme, og når de ringer, taler de med en rådgiver, som kun præsenterer sig med fornavn. Men Tina ved, at hun fik sagt, at kvinden var velkommen til at ringe tilbage. Hos Livslinien ved man, at det er et godt tegn, hvis den selvmordstruede lover at ville ringe tilbage. At afgive det løfte til stemmen i den anden ende kan være med til at holde mennesker i live, viser erfaringen.
I 27 år har selvmordstruede danskere haft et nummer at ringe til: 70 20 12 01. Sidste år blev der besvaret 14.018 opkald af de frivillige rådgivere. Knap halvdelen af dem, som forsøgte at ringe, kom igennem. 18 timer i døgnet er rådgiverne klar til at tage telefonen, lytte, spørge og forsøge at skabe rum for refleksion og måske tænde et lys. Ofte er det afmagten og håbløsheden, som ringer. Kristeligt Dagblad fik lov at sidde med en aften, mens rådgiverne passede telefonerne.
Alkohol og piller
Livslinien har 200 rådgivere, der indgår i et vagtskema, som dækker alle årets dage, men efterspørgslen på samtaler betyder, at man altid er på udkig efter flere egnede frivillige. I aften er der fire rådgivere på vagt. To sidder på kontoret i Aarhus, og i det indre København har Tina taget plads i det ene samtalerum, og på den anden side glasvæggen sidder Lene med et headset i samtale med en ung kvinde.
”Der er ikke noget, som gør dig glad overhovedet? Hvornår begyndte du at have det på den her måde?”
Alle samtaler skal registreres i et skema: køn, alder og risikovurdering. Lene tilføjer, at den 18-årige er hjemmeboende. Hun har adhd og er på medicin. Og så selvmedicinerer hun sig. Lene har en måde at lytte på, som minder om socialrådgiveren og radioværten Tine Bryld. Lene, som er pensioneret sygeplejerske, kan tale en varme frem, og hun forstår at stille direkte spørgsmål. Mens den unge kvinde taler, skriver Lene stikord på et grønt stykke papir.
”Siden du ringer til Livslinien, skal jeg lige høre, om du har selvmordstanker?”.
”Det er ikke et særligt rart billede, du har af dig selv. Ved dine forældre, hvordan du har det?”.
”Nej, jeg kan ikke give dig en magisk løsning, men det er mange svære tanker, du går rundt med helt alene. Alkohol og piller er ikke den rigtige hjælp. Du skal gå til din læge. Det er første skridt. Du har brug for professionel hjælp. Vil du kunne acceptere det?”.
”Det er jeg rigtig glad for, at du vil tænke over. Og du er også velkommen til at ringe igen.”
Stilhed findes ikke i rådgivningen. Mens Lene gør registreringen af samtalen færdig, ringer telefonen: dingeling, dingeling, dingeling.
Det er lyden af at være på vagt, og Lene bruger et par minutter på registreringsarbejdet, inden hun tager sit headset på og siger:
”Livslinien, det er Lene.”
Hun er stille. Der er ikke nogen.
Dingeling. Dingeling.
”Livslinien, det er Lene.”
Og endnu en gang er der stille. Igen er røret lagt på. I rådgivningen kalder man opkaldene for "rørlæggere", som man kender på de fleste telefonrådgivningstjenester.
På den anden side af glasvæggen har Tina taget sit headset af. Hun spørger, om der er tid til, at de lige holder en pause ude i fællesrummet. Ingen er på vagt alene hos Livslinien, for rådgiverne har brug for hinanden.
Sønderjydens gråd
Tina har haft en lang samtale med en hyppig bruger. Hun taler sønderjysk og har en stor viden om klassisk musik, er vældigt begavet og vældigt lidende med flere selvmordsforsøg bag sig. Da Tina spurgte Lene, om de skulle tage en pause, havde Tina lige hørt kvinden græde sin lidelse ud.
”Er du okay?”, spørger Lene.
Tina nikker. I registreringen af samtalen med kvinden, der brød sammen i gråd, har Tina skrevet, at det var en svær samtale, og det betyder, at hun i morgen vil få et opkald fra en af de ansatte i Livsliniens sekretariat og få mulighed for at tale episoden igennem. Tina strækker sig. Hun er klar til igen at tage plads i samtalerummet.
”Livslinien, godaften, du taler med Tina.”
"Hej Søren."
”Har du selvmordstanker nu?”.
Sørens ægtefælle gennem 23 år er flyttet. Hans ægtefælle har fortalt ham, at hun vil skilles.
”Det, jeg hører dig sige, er, at du er ramt. Du er i chok.”
”Du stod ved skinnerne og tænkte: Skal jeg gøre det? Hvad fik dig til at gå væk?”.
Han svarer, at det var tanken om deres to børn.
”Har du brug for noget hjælp her og nu? Jeg tænker psykiatrisk skadestue? Når man står i det kaos, du er i, kan man ikke se frem. Du har brug for noget, der kan holde dig fri af de myldrende, kaotiske tanker.”
Når man ringer til Livslinien, har man tit en oplevelse af, at ingen andre kender til de følelser, man gennemlever. De frivillige ved, at det letter, når de måske kan sætte ord på, hvad der sker i dem, der ringer.
"Taler I med andre, der har det ligesom mig?". Det er et spørgsmål, flere stiller, fordi de er ensomme og skammer sig over deres dystre tanker. Rådgiverne har et ringbind klar ved skrivebordet med lister over fællesskaber, som de kan foreslå brugeren at opsøge. Andre samtaler kan være konkret handlingsanvisende, som hvis de får et opkald fra et menneske, der i et selvmordsforsøg vælger at række ud efter hjælp. Så stiller de spørgsmål som:
”Hvor mange piller har du spist?”.
”Hvor har du skåret dig?”.
”Hvor er du? Jeg vil tilkalde hjælp, mens vi taler sammen, og det kræver, at vi bryder anonymiteten.”
De frivillige ved, at de skal bede brugeren sørge for, at hoveddøren er åben, så ambulancefolkene kan komme ind, og de stiller spørgsmål som:
”Kan du høre udrykningen?”.
"Kan du se ambulancefolkene?”.
Nogle gange ender den slags samtaler med, at en af ambulancefolkene tager telefonen og fortæller, at de nu har taget over.
Det skamfulde
”Livslinien. Du taler med Lene.”
Lene drejer sig og ser ud af vinduet. Her fra Havnegade kan man se lysene fra Vor Frelsers Kirkes tårn og et julepyntet Christianshavn. Årene som frivillig i Livslinien har lært Lene, at det er godt at lade blikket vandre i landskabet, når samtalerne er tunge. Men den her samtale er ikke tung. Det er en hyppig bruger, hun taler med: en kvinde med skizofreni, som jævnligt ringer og tror, hun er dronning. Generelt skal samtalerne helst ikke vare over en time. De tilbagevendende brugere er velkomne, men samtalerne skal være korte. Fem minutter kan gøre en forskel.
”Hvordan er det med selvmordstankerne?”.
”Hvad har du beskæftiget dig med i dag?”.
”Hvad skal du ellers lave?”.
”Rigtig god aften.”
De 15- til 29-årige er de mest hyppige brugere af rådgivningen – som den 25-årige, der nu har ringet. Tina har taget et rent, grønt stykke papir og noterer: Den unge mand er træt af at være træt. Han fik en hjernerystelse, da han gik ind i en glasdør. Siden ulykken har han ikke kunnet overkomme særlig meget, og han synes, det er svært at tale om. En af de ting, Tina ofte undrer sig over i samtalerne her på Livslinien, er, hvor svært mange har det med at dele deres problemer med andre, selvom de har en partner, familie og venner.
”Du er ensom. Ville dine venner vide, hvordan du har det?”.
”Er du bange for at belemre nogen med, at du har det dårligt?”.
”Har du talt med din læge om, hvordan du har det efter hjernerystelsen?”.
”Du har ikke bedt om et råd, men jeg kan høre, at du er indsigtsfuld og kan reflektere over dine følelser. Du kan sagtens sige til din kammerat, at du har brug for hans selskab. Når vi beder andre om hjælp, viser vi dem også tillid.”
Dingeling. Dingeling. Dingeling.
Fire timers vagt er til ende, og telefonerne får lov at ringe, mens Tina og Lene gør klar til at give samtalerummene videre til det næste hold af frivillige. Inden Tina og Lene tager deres overtøj på, går de ud til makulatoren i fællesrummet. De håndskrevne notater på de grønne ark fra samtalerne skal ikke læses af andre, men de håber, at samtalerne kan læses i de liv, de har berørt på aftenens vagt.
Har du selvmordstanker, kan du ringe til Livslinien på 70 20 12 01.