I den østsjællandske by Herfølge findes en lille skov. Er man ikke bekendt med beliggenheden, ville man formentlig aldrig opdage den, som den ligger her for enden af en snoet grusvej. Ved første øjekast ser den nemlig ikke ud af noget særligt. De 12 hektar, svarende til en femtedel af Fælledparkens areal i København, kan man overse på godt 20 minutter. Bevares, de høje bøge- og egetræer er smukke med endnu kun enkelte okkerfarvede efterårsplamager. Og dybere inde i skoven tilfører oktobersolen fyrretræerne en glinsende, kobberagtig toning. I skovbunden ses spredte svampe, et sted i trækronerne afbryder en fasan stilheden med sit skrig, og i bækken kan man på en god dag fange ørreder. Præsteskoven, som den hedder, er, som danske skove er flest: Lidt vild. Lidt tæmmet. Intet usædvanligt.
Når Kristeligt Dagblad alligevel er taget til Herfølge, skyldes det, at skoven har været udsat for en hidtil uset redningsaktion. På få måneder er det lykkedes lokale borgere at indsamle tre millioner kroner fra nær og fjern for at købe jorden fra egnens gods og på den måde undgå, at skoven blev fældet.
Deres kamp for at redde skoven viser samtidig en tendens, hvor borgere over hele landet i disse år kæmper for at bevare og beskytte lokal natur.
I 2018 afdækkede en kortlægning foretaget af forskere fra Københavns Universitet omkring 250 naturplejeinitiativer med borgere, der engagerede sig i alt fra kogræsserlaug til genopdyrkning af naturområder. Væsentligt flere end 10 år tidligere. Det, der engang hed lokal naturbeskyttelseskamp, er i dag blevet til klimakamp.
Og fortællingen om Præsteskoven viser, at det faktisk er muligt for en håndfuld borgere at tage et lokalt livtag med nutidens formentlig største krise – og samtidig redde deres skov.
En dag var skoven væk
Rygtet vil vide, at Præsteskoven fik sit navn, da en lokal præst i 1800-tallet benyttede brændet fra skoven til at fyre i præsteboligen. Det er i hvert fald dét, Camilla Nihøj har hørt. Hun står ved skovens indgang iført praktisk fodtøj. Noget af det bedste ved skoven, siger hun, er de selvtrampede og ofte mudrede stier.
”Tænk, at de er trådt af mennesker og dyr gennem hundredvis af år.”
Camilla Nihøj bor i et hus klos op ad skoven og udpeger træer og stier med en selvsikkerhed, som kun mennesker, der føler et vist ejerskab, besidder. Sagen er imidlertid den, at hverken hun, lokalsamfundet eller staten endnu ejer Præsteskoven. Ligesom 70 procent af landets skove er den privatejet og udlagt som såkaldt driftsskov – en skov, der på længere sigt skal fældes. Det er Vallø Stift, der ejer den og yderligere omtrent 4200 hektar skove og marker i det østsjællandske landskab.
Sådan har det været siden 1737, da kong Christian VI overdrog Vallø Slot til sin dronning, Sophie Magdelene, som oprettede et kongeligt frøkenstift for ugifte adelige kvinder. I dag, knap 300 år senere, løber der fortsat kongeligt blod gennem godsets årer, hvor dronning Margrethe fungerer som Vallø Stifts protektor.
Det var, da skovfogeden sidste sommer bankede på Camilla Nihøjs hoveddør, at hun fornemmede, der var noget i gære. Da hun og hendes mand to år tidligere var flyttet til Herfølge fra Køge, var det først og fremmest, fordi de havde forelsket sig i tanken om natur i baghaven. Siden har hun besøgt skoven dagligt.
Jeg er jo bare en helt almindelig fru Danmark uden forstand på hverken foreningsliv eller naturbeskyttelsesregler. Alligevel er det lykkedes os at redde en skov, der nu skal stå urørt til evig tid.
Skovfogeden forklarede, at der skulle ske ”lidt oprydning” i Præsteskoven. Camilla Nihøj undrede sig. Hvad skulle det betyde? Men nogle måneder senere fik hun syn for sagen. Som altid passerede hun og hendes mand en af godsets andre skove i bilen på vej hjem fra arbejde. Skideskoven, som den hed på grund af en nærtliggende rasteplads for lastbilchauffører, plejede at stå grøn og frodig, men i løbet af dagen var samtlige træer blevet fældet. Camilla Nihøj kiggede ud over over den golde skovbund med de oversavede stammer:
”Det er dét, der skal ske med Præsteskoven.”
Og ganske rigtigt – kort efter stod det klart, at 80 procent af Præsteskovens træer også stod til at blive fældet få måneder senere. For Vallø Stift var sagen klar: Det ligger nu engang i driftsskovenes natur, at træer før eller siden skal fældes. At tale godset fra det var formålsløst, og det var i det øjeblik, at Camilla Nihøj og naboerne til skoven indså, at der kun fandtes én løsning. Skoven måtte købes.
Plan B: En folkeskov
Det er ikke, fordi Camilla Nihøj minder om en typisk naturaktivist. Selvom fodtøjet er praktisk, og jakken armygrøn, ligner hun snarere en kontoransat end en naturvejleder. Hun er oprindeligt fra Østerbro i København, hvor hun voksede op i et hjem uden synderlig interesse for naturen. Blandt andet derfor er hendes viden om flora og fauna – ligesom hos mange andre danskere – ret begrænset. På trods af det har hun de seneste måneder brugt al sin vågne tid på at kæmpe for at redde Præsteskoven.
Da det i vinteren 2020 stod klart, at skoven skulle fældes, kontaktede Camilla Nihøj godsets stiftsforvalter. Træerne, forklarede han, ville efter planen blive fældet i løbet af vinteren, men han lyttede til Camilla Nihøjs ønske om at købe skoven og gik senere med til, at Vallø Stift kunne udskyde fældningen til august i år, så borgergruppen i mellemtiden kunne skaffe de tre millioner kroner, Præsteskoven ville koste.
”’Tak,’ sagde jeg bare. Stiftsforvalterens fornemmeste opgave er at forvalte godsets økonomi bedst muligt. Vallø Stift plantede skoven for over 100 år siden, så de en dag kunne sælge træet. Det er ærlig snak. Så jeg takkede, fordi han ville give os en chance. Inderst inde følte jeg, at tilbuddet mest af alt blev givet af høflighed. Ligesom de fleste andre troede han nok ikke, at vi kunne skaffe pengene,” siger Camilla Nihøj.
En kold, smattet februardag nogle måneder senere stod Køge Kommunes borgmester, Marie Stærke (S), og et kommunalbestyrelsesmedlem fra Enhedslisten ved indgangen til Præsteskoven. De havde indvilget i at gå en tur med Camilla Nihøj for at høre om skovens skæbne og borgernes redningsaktion.
Borgerne håbede, at kommunen ville købe skoven og overtage driften. Et løsningsforslag, borgmesteren hurtigt fejede af bordet, blandt andet af frygt for at lignende borgerinitiativer i fremtiden ville kræve samme velvillighed. Afvisningen slog imidlertid ikke Camilla Nihøj ud, der i stedet gik efter sin plan B og spurgte, om kommunen ville støtte oprettelsen af en folkeskov.
”En folkeskov,” sagde Maria Stærke og tyggede på ordet.
Noget tid efter ringede borgmesteren. Køge Kommune ville umiddelbart gerne støtte oprettelsen af en folkeskov med 1,5 millioner kroner, såfremt borgerne lagde den anden halvdel og oprettede en forening, der skulle stå for driften af Præsteskoven.
Den perfekte krise
Som sagt så gjort. Kort efter etablerede Camilla Nihøj og en håndfuld borgere foreningen ”Herfølge Folkeskov Præsteskoven” med sloganet ”er skoven ejet af alle, så er den ejet af ingen”.
Konceptet var enkelt: for et beløb på minimum 300 kroner kunne private og erhvervsdrivende købe et skovbevis, der viste, de bakkede op om sagen, mens foreningen kunne bruge donationen til at købe skoven fri.
Planen var at gøre Præsteskoven til en såkaldt folkeejet, urørt skov. Det vil sige en skov, hvor driften er ophørt, og døde træer og stammer bliver liggende for at rådne og skabe en større biodiversitet. Ingen svævebaner, bålpladser eller mountainbikeruter. Bare skov med skov på.
Med klimaforandringerne har ønsket om at skabe urørte skove vundet indpas de seneste år. Sidste år vedtog regeringen og dens støttepartier eksempelvis en såkaldt natur- og biodiversitetspakke til knap 900 millioner kroner, der frem mod 2024 skal skabe næsten 75.000 hektar urørt skov – eller godt 6250 præsteskove.
Netop ønsket om at lade skoven i Herfølge være urørt bekræfter Anders Blok, miljø- og klimasociolog ved sociologisk institut på Københavns Universitet, i, at samfundets natursyn i disse år gennemgår en bevægelse, hvor flere går fra at tale ”om menneskets ret til naturen til også at indtænke naturens egen ret”.
”Vi er ved at bevæge os væk fra et altdominerende natursyn formet af vores landbrugs- og dyrkningshistorie med marker og driftsskove, hvor vores indre naturæstetiske billede bestod af endeløse hvedemarker. Nu handler natursynet i højere grad om naturpleje og biodiversitet, og helt konkret kan vi begynde at se det skifte æstetik, hvor smuk natur i dag indebærer rådne træer og en tættere bevoksning,” siger han.
I de seneste år har han forsket i såkaldte civile grønne fællesskaber i danske byer med flere end 10.000 indbyggere. Her har han blandt andet undersøgt, hvorfor flere borgere engagerer sig i græsrodsbevægelser, der arbejder for mere lokal naturbevaring og biodiversitet. Han understreger, at engagementet for naturbevaring og -beskyttelse har ligget danskere fra alle samfundslag og egne af landet på sinde i mange årtier.
”Det nye er dermed ikke ønsket om at beskytte naturen, men at ønsket har fået vind i sejlene, fordi det falder sammen med de globale klimaforandringer. På den måde bliver et lokalt engagement for at redde en skov i Herfølge pludselig også et globalt engagement, som mange i resten af landet bakker op om, da de ønsker bedre miljø og større biodiversitet,” siger Anders Blok.
Aktivister på krigsstien
Først i juni – tre måneder før godsets tidsfrist udløb – blev foreningen officielt godkendt, så indsamlingen kunne begynde. Snart efter begyndte donationerne at strømme ind. Først og fremmest fra borgere og erhvervsdrivende fra egnen, men snart også fra resten af landet. Som Pia fra Jyllinge:
”Du kender mig ikke, men jeg har lige læst om din/jeres kamp for at bevare jeres skov. Jeg tror, I skal bede alle danskere om hjælp, hvis I skal nå at indsamle 1,5 millioner kroner. Jeg selv er fra Jyllinge og bruger ikke jeres skov – men for mig er det lige meget – vi har så lidt natur tilbage i Danmark, at vi alle må hjælpe med til at bevare det, vi har.”
Lone fra Helsingør kaldte initiativet ”fantastisk” og skrev, at hun ”håber, det vil brede sig til mange andre steder i Danmark”. Også vest for Storebælt greb folk til lommerne, som eksempelvis i Fynshav på Als, hvor Merete skrev: ”Jeg ’kom til’ at overføre 1600 kroner til jer. Er helt sikker på, at I får reddet skoven.”
Det var imidlertid ikke alle, der syntes lige godt om den dialogbaserede vej, foreningen var slået ind på. Og en dag modtog Camilla Nihøj en mail fra nogle miljøaktivister, der havde været med til foreløbigt at bremse et omdiskuteret byggeri på naturområdet Amager Fælled i København. De mente, at hun og foreningen burde droppe idéen om at købe skoven for i stedet at kæmpe for at få den fredet.
Aktivisterne vidste, at Præsteskoven var hjemsted for flagermus, isfugle og røde glenter, og nævnte, at dyrene var på EU’s liste over særligt sårbare og truede dyrearter. De tilbød deres hjælp, men Camilla Nihøj takkede nej. Hun følte, miljøaktivisterne var i gang med at skabe en unødvendig konflikt.
”Helt fra begyndelsen havde vi aftalt, at vi ville møde modstand med et smil i stedet for med vrede. Helt ærligt, hvis vi havde lænket os til træerne, så er jeg sikker på, at Vallø Stift havde fældet skoven som planlagt. Den slags gider de ikke. Ved Præsteskoven er det tankevækkende, at vi har kunnet være sammen om at bevare skoven. Alle – borgere, kommune og gods – har været velvillige og har indgået kompromiser,” siger Camilla Nihøj.
I Danmarks Naturfredningsforening fortæller præsident Maria Reumert Gjerding, at hun aldrig har været vidne til et forløb som det ved Præsteskoven. For hende er Præsteskovens redning fortællingen om et håb i en tid, hvor klimaforandringerne gør fremtidsudsigterne dystre.
”Klimakrisen kan være svær at få hånd om som menneske. Mange spørger sig selv: Hvad kan jeg personligt gøre for at hjælpe, og hvad nytter det? Her er den lokale natur håndgribelig, og her bliver initiativer som det i Præsteskoven noget af de vigtigste. For når borgere går sammen om at redde en skov, så har det ikke alene en lokal betydning for dem, der bruger den. Selvom Præsteskoven er en lille del i arbejdet for at begrænse klimaforandringer, så har engagementet en stor betydning på landsplan, fordi det kommunikerer et håb, som inspirerer andre. Præsteskoven viser, at almindelige borgere mod alle odds kan lykkes med at bevare naturen, hvis de mobiliserer sig og opsøger dialogen,” siger Maria Reumert Gjerding.
Den 24. august – en uge før godsets deadline og godt to måneder efter at indsamlingen var begyndt – modtog foreningen donationen, der bragte dem over de 1,5 millioner kroner. Samtidig godkendte økonomiudvalget i Køge Kommune enstemmigt forslaget om at støtte foreningen med et tilsvarende beløb.
Selvom papirarbejdet stadig mangler, føler Camilla Nihøj sig sikker: Præsteskoven er reddet. For første gang i Vallø Stifts knap 300 år lange historie har godset indvilliget i at sælge jord. Køberen: en håndfuld borgere fra Helfølge. Camilla Nihøj siger, at hun af og til kniber sig i armen:
”Jeg er jo bare en helt almindelig fru Danmark uden forstand på hverken foreningsliv eller naturbeskyttelsesregler. Alligevel er det lykkedes os at redde en skov, der nu skal stå urørt til evig tid. Hvis vi som mennesker skal kunne udholde tanken om klimaforandringerne, tror jeg, vi er nødt til at tro på, at vi kan gøre en forskel. Og Præsteskoven gør en forskel. Måske ikke i sig selv, men så som et symbol på håb.”
