Charlotte Rørth: I de små byer er det nok bare at være til

Hvad har Skørping og Midsomer i Inspector Barnaby til fælles? De er et billede på fællesskabet i de små byer, hvor livet handler om at eksistere sammen, mener Charlotte Rørth

Charlotte Rørths har siddet portrætmodel til "Rebilds bedste portrætmaler" i Skørping, og oplevelsen føltes som at være med i et afsnit af Barnaby.
Charlotte Rørths har siddet portrætmodel til "Rebilds bedste portrætmaler" i Skørping, og oplevelsen føltes som at være med i et afsnit af Barnaby. . Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

I lørdags var jeg med i ”Midsomer Murders”.

Ja, I ved, den tv-serie med chief inspector Barnaby, der har været sendt on and off (mest on) på Danmarks Radio siden 1998.

Den serie, der kan give noget, der nærmer sig en religionskrig, hvis man åbner en samtale om, hvorvidt den nye John Barnaby, der overtog efter fætteren, Tom Barnaby, overhovedet er sin rolle værdig.

Jeg mener klart nej og kan endog finde på at slukke, hvis det er ham, der optræder. Og det selvom et afsnit kan være lige præcis det, jeg længes efter. Det skal være på flow-tv, sorry, men der er ting i mit liv, der ikke må forandres. Ikke mange, men Barnaby er en af dem.

At sidde i sofaen og høre John Nettles præsentere sig som ”Tom Barnaby, Causton CID” får mit blodtryk helt ned, og når kameraet panorerer hen over de engelske hække og lave hegn og afslører blåregn og roser, er jeg hjemme.

Jeg er ikke ene om at have det sådan. Det er netop en del af glæden. Så da jeg i lørdags sad på den græsklædte markedsplads i svinget over for stationen i Skørping, kunne jeg med sindsro vide, at de andre rundt om mig forstod, hvad jeg mente, da jeg udbrød:

”Jeg er jo med i Barnaby!”

Jeg sad i en lænestol op ad bagvæggen på en af tre hvide sommerpavilloner sat op til dagens konkurrence, ”Rebilds bedste portrætmaler”. I bedste tv-stil stod otte voksne og fire børn med deres staffelier klar til at gå løs med at tegne eller male portrætter af os tre, der sad med varmende plaider over knæene og skuttede os lidt i de vindstød, der kom, når vejret skiftede fra sol til regn.

Kunstnerne kom med taburetter, kitler og kasser med pensler og tuber og satte paptallerkenerne i brug som palletter. De smurte lærrederne til først, småsnakkende. Senere tog koncentrationen til. De gik to skridt bagud og lagde hovedet på skrå for derefter at gå tæt på lærredet og stirre hen på mig på samme tid.

”Altså, den hage,” sagde den ene.

”Din hals driller,” sagde den anden.

”Din næse er godt nok flot,” sagde den tredje, mens den fjerde skældte ud på sig selv.

I de fire timer, jeg sad der, havde jeg god tid til at være tilpas. Og det var jeg.

Efter ikke at have været sammen med ret mange i mange måneder sad jeg her omgivet af lutter gode folk sat i stævne af nogle, der havde haft overskud til at arrangere eftermiddagen. Ikke for at tjene penge eller få prestige, men for at give andre nogle gode timer.

Ikke i Midsomer, men næsten.

”Om lidt kommer skriget fra den, der finder den myrdede,” afbrød jeg højt min milde tankegang, og de malende begyndte at grine.

I fællesskab.

Det er det tema, der går igen i serien. Fællesskabet. Næsten hvert afsnit har en sammenslutning som den i lørdags. Nogle, der maler, sætter teater op, spiller musik, laver en byfest. Den slags liv, der findes så meget af i de mindre byer. Den slags liv, der handler om at eksistere sammen. Være til. Være rar.

Gode folk, jeg kendte fra før, hvor vi boede i nærheden, kom hen og hilste, købte kage og kaffe og lod mig klappe deres vidunderlige hunde, og jeg smilede og smilede.

Smilede over at sidde midt i den rolige snak mellem mennesker, der ikke ville hverken mig eller hinanden så meget andet end bare godt. Ikke mange ord, men bare en udveksling af en grundlæggende konstatering: Det er godt, at du er til.

Det var de bedste timer. Bedre end tv.

Og malerierne? De blev gode. Allesammen.