Som gymnasieelev i de alvorstunge fattigfirsere arbejdede jeg benhårdt på at blive en forknyt og kejtet nørd, som ingen rigtigt forstod. Jeg så frem til at skulle bo resten af mit liv i en tønde og være et miskendt geni, der ikke kunne begå sig med andre mennesker.
Det ændrede sig brat en varm sommerdag i ligkælderen under Panum Instituttet i København, hvor jeg som medicinstuderende havde undervisning i anatomi. I en stank af formalin og mellem store kar med parterede kroppe stod der pludselig en fantastisk kvinde og fik det til at sige klik indeni mig. Jeg er selv ved at brække mig over klichéen, men jeg følte øjeblikkeligt en form for kosmisk slægtskab. Og i et splitsekund blev der vendt op og ned på min patetiske selvfejring.
Vi skulle lære om en muskel i mandens pung, der hedder dartos scroti, og jeg mente, at den måtte være opkaldt efter en græsk brugtvognsforhandler. Alle kiggede på mig, som om jeg var idiot, men den smukke Kirsten var helt med på joken. Så stod vi og pjattede sammen, mens ingen andre forstod os, og det hele var bare en euforisk kærlighedsstorm. Vi var ved at falde om af grin, og det er vi stadig efter 35 år, hvor vi har fået børn og børnebørn.
Jeg indså, at jeg ikke var en eneboertype. At livet handler om relationer og kærlighed, sanselighed og seksualitet. Det blev også afgørende for min karriere. Jeg var voldsomt skuffet over medicinstudiet, fordi der ikke var nogen rigtige mennesker, men kun celler, væv og organer. Jeg var tæt på at droppe ud. Men til en forelæsning, kort efter jeg mødte Kirsten, stod der pludselig en lille mand i fløjlsbukser og fornuftige sko og sagde: “Mennesket først!” Det var Preben Hertoft, stifter af Sexologisk Klinik på Rigshospitalet. Jeg tænkte bare wow, ham vil jeg være. Og han blev mit faglige fyrtårn, til han døde i 2017.
Jeg er sikker på, at jeg ikke havde været modtagelig for Prebens lægepoesi, hvis ikke Kirsten havde foldet mine emotionelle antenner ud. Så havde jeg måske siddet på et fjernt institut og sprøjtet videnskab ud, men været en social analfabet. I stedet blev jeg mere uperfekt og kaotisk. Men også fyldt med livsglæde. Og uudslukkelig nysgerrighed.