Da folk omkring mig var mættede af at tale med mig om sorgen, gik jeg til præsten

Hvad sker der ved sjælesorgssamtalen med en præst, og hvad kan man tale om? Mette Korsgaard fra Ry i Østjylland, fortæller her om sin oplevelse

Mette Korsgaard er 41 år. Hun læser i øjeblikket til meritlærer og arbejder som lærervikar. Hun bor i Ry sammen med sin mand og deres tre børn.
Mette Korsgaard er 41 år. Hun læser i øjeblikket til meritlærer og arbejder som lærervikar. Hun bor i Ry sammen med sin mand og deres tre børn. Foto: Tor Birk Trads.

Jeg er døbt og konfirmeret, men jeg har været skeptisk omkring at få mine egne børn døbt. Jeg ville ikke pådutte dem noget. Men da et af mine børn skulle døbes, mødte vi en præst, der sagde, at man må være til stede i kirken, lige som man er. Med den tro man nu engang har. Eller ikke har.

Min mor døde på hospice i 2018 efter et langt kræftforløb. Så blev der meget stille. Jeg opdagede, at det var der, sorgarbejdet gik i gang. Min krop og mit sind begyndte at forstå, hvad der var sket, efter at jeg i lang tid havde været i overlevelsestilstand.

Jeg kæmpede med savnet. Jeg var vred over, at det var min mor, der skulle dø – og at mine børn skulle miste deres mormor. Og jeg havde en masse eksistentielle tanker, jeg ikke blev færdig med at tale om. På et tidspunkt var min mand og mine venner måske ved at være lidt mættede af at tale med mig om sorgen. Det kan være et tungt emne at blive ved med at bringe ind i hverdagslivet eller midt i en festlig sammenhæng. Og jeg følte mig ensom i det.

Jeg har aldrig vidst, at det var en mulighed at bede en præst om en samtale, og jeg kan ikke huske, hvordan jeg fandt ud af det. Men en eller anden må have fortalt mig det, for knap et halvt år efter min mors død, sendte jeg en mail til min lokale sognepræst. Jeg spurgte, om hun havde tid til at tale med mig, og hun svarede hurtigt ja, og om jeg kunne komme allerede i morgen.

Vi mødtes på hendes kontor. Jeg tror, vi sad på hver sin side af hendes skrivebord. På en måde mindede det om mine oplevelser med at være til psykolog. Men det var også anderledes. Hos psykologen får man typisk noget med hjem, man skal arbejde med. Her sagde jeg vist bare, hvad jeg tænkte på.

Der var særligt én oplevelse, jeg havde brug for at vende med præsten. Nogle timer før min mor døde, var hun meget nærværende. På et tidspunkt... man kan mene om det, hvad man vil... Men på et tidspunkt spurgte hun mig, hvad det var for en engel, der stod udenfor. Jeg vendte mig om og kiggede ud af de store vinduer, og jeg kunne ikke se noget. ”Det er nok også bare noget sludder”, sagde min mor.

Efter hendes død er det gået op for mig, at hun måske var mere troende, end jeg vidste. Vi har ikke som sådan talt om kristendom og tro i min opvækst. Det lyder måske lidt skørt, når jeg fortæller om den engel. Og jeg har været usikker på, om det er fjollet at sige det højt. Om det er lidt for hokus pokus? Men præsten sagde ikke, at sådan kan det ikke være. Hun gav mig en fornemmelse af, at hvis jeg oplevede det sådan, var det netop ikke fjollet eller forkert. Måske var det faktisk sådan, det var. For mig.

Men den her oplevelse gav mig efterhånden en tryghed, og gennem samtalerne, jeg havde med præsten, hjalp det mig også til at acceptere min mors død. At tænke på, at min mor måske er blevet hentet af en engel. Jeg har ofte snakket med mine børn om den engel, som hentede mormor. Det forstår de meget umiddelbart. Jeg tror heller ikke, de synes, det er fjollet.

Jeg støder nogle gange ind i min præst i byen. Og jeg kan egentlig godt lide tanken om, at hun er der. Hun har garanteret været der for mange andre end lige mig, men jeg føler alligevel, at jeg har en relation til hende. Jeg er begyndt at komme mere i kirken, siden jeg mistede min mor. Min tro er blevet mere nærværende, og kristendommen har større betydning. Og når jeg kommer i kirken, er præsten blevet mere vedkommende for mig. Hun er ikke bare en præst. Hun er en, der ville høre på mig. Og det gør mig tryg at vide, at hun stadig er der, hvis jeg skulle få brug for at tale med hende igen.