Da min mand døde, ringede Interflora på i dagevis. Måske vi burde øve os i ”at sige det” med andet end blomster?

Blomster er noget, vi giver hinanden ved enhver tænkelig lejlighed. Men i alle de andre tilfælde, hvor det nemmeste i verden er at stille med en buket, kunne man måske gøre sig mere umage, skriver journalist Tine Maria Winther

Da min mand døde, ringede Interflora på i dagevis. Måske vi burde øve os i ”at sige det” med andet end blomster?
Foto: Lysander Yuen/Unsplash.

Blomster er noget, vi giver hinanden ved enhver tænkelig lejlighed. Faktisk er det hele er et stort bytteri af værtindebuketter, kondolencebuketter, god bedring-buketter, studenter-, morsdag- fødselsdags- jubilæums- og mor-/barnbuketter. Sig det med blomster! Og det er da dejligt, ikke? Det er i hvert fald dejligt nemt.

Da min mand døde, ringede Interflora på i dagevis, og mit hjem blev forvandlet til en blomsterforretning med buketter i ”neutrale maskuline farver”, sådan som anbefalingen lyder i den slags situationer. Det er tanken, der tæller, mumlede jeg udmattet, mens jeg løb tør for vaser og satte dem i gryder, gulvspande og røjsere.

Indrømmet: Lige i forbindelse med dødsfald er det næsten umuligt at finde på anden visuel deltagelse end blomsterbuketter. Og tænk, hvis der slet ingen kom, det ville også føles forkert! Faktisk lykkedes det dog en enkelt at finde på et omsorgsfuldt alternativ. Han satte en hvid julerose foran døren, som jeg siden plantede på graven. 

Men i alle de andre tilfælde, hvor det nemmeste i verden er at stille med en buket, kunne man måske gøre sig mere umage. For hvad skal nogen på denne jord med 35 buketter til et jubilæum eller en rund fødselsdag? Og hvor mange værtinder synes, det er sjovt, at stå på hovedet i rodeskabet efter en vase, mens folk lige er kommet ind ad døren, hunden går amok og sovsen skiller?

Forleden blev et ungt par, jeg kender i Viborg, forældre. De bor i en lejlighed på 50 kvadratmeter, og det går fint, selvom den på grund af puslebord, barnevogn, tørrestativ og slyngevugge mere ligner en på 25. Men så ringede Interflora på døren, og man kan tænke sig til resten: 

”Hvor er drengen?!”

“Aner det ikke! Har du kigget bag blomsterne?”.

“Hov, nu ringer det på døren igen, det er nok flere buketter. Er der plads på puslebordet?” 

Her kunne man have "sagt det" med en sparkedragt.

Nu hvor jeg har skrevet mig varm, synes jeg også, man kan stille spørgsmålstegn ved de obligatoriske velkommen-i-virksomheden-blomster. Det eneste, man som nyansat ønsker sig, er at løfte sin del og være en del af holdet. Men så udstyres man med en buket, som resten af ugen signalerer det samme som yngstemandens badge nede i Brugsen: Ny i arbejde (spørg en anden). 

Er der forresten nogen, der ved, om det er god stil at tage velkommen-i-virksomheden-buketten med hjem? Eller om man skal lade den køre op og ned på hæve-sænkebordet resten af ugen, indtil den er så vissen, at man tør smide den ud? Den er trods alt fra chefen. 

Og hvad med buketten til kæresten og konen? Virker den efterhånden ikke lidt kønsrolle-fordomsfuld? Min lokale blomsterhandler, for eksempel, har en stor kridttavle stående uden for butikken, hvor der står: “Hvor sur er hun?”. Nedenunder er der så fire eksempler på buketter i forskellige prisklasser alt efter, hvor sur hun er. Er det stadig sådan, at mænd kvajer sig, og kvinder bliver gode igen, bare de får en kost? 

På den ene side er det altid nemmest at sende en buket. Det går man, som blomsterhandlerne formulerer det, aldrig galt i byen med. På den anden siden kunne man, hvis muligheden byder sig, udvide sproget lidt, og sige det med noget andet end blomster. Selvom det er et genialt slogan. 

Signatur er en klumme og skrives på skift af sognepræst Heidi Røn, journalist Tine Maria Winther, efterskoleforstander Rasmus Bro Henriksen og redaktør Kåre Gade