Da min søster gav mig mine gamle fletninger, stod det hele helt klart for mig

82-årige Ingrid Pjedsted fra Præstø er pensioneret indretningsarkitekt og den syvende medvirkende i Kristeligt Dagblads serie om danskernes liv og værdier. Hun har haft tre mænd og ikke fået børn. Nu bekymrer hun sig for, hvad der skal ske, den dag hun ikke kan klare sig selv længere

Katten Felix fandt Ingrid Pjedsted, da hun boede i Thailand. Efter en bilulykke i 1970 tåler hun ikke stærkt lys går derfor både ude og inde med briller med farvet glas.
Katten Felix fandt Ingrid Pjedsted, da hun boede i Thailand. Efter en bilulykke i 1970 tåler hun ikke stærkt lys går derfor både ude og inde med briller med farvet glas. . Foto: Anne Kiib Larsson.

Hvad bekymrer du dig om?

Jeg er 82 år, og jeg ved godt, at man ikke lever evigt. Jeg har et stort hus uden for Præstø på over 200 kvadratmeter og får kun lidt rengøringshjælp og hjælp til haven. Jeg bekymrer mig om, når jeg ikke kan klare mig selv længere, hvad jeg så skal. Lige nu, hvor man igen ser en plejehjemssag. Det er simpelthen rædselsfuldt at tænke på, hvis man skulle ende sådan et sted.

Denne artikel er en del af denne serie:
Hvem er danskerne?

Jeg er også begyndt at rydde op i mine gemmer. For jeg har kunst, antikviteter, bøger og breve, som jeg har samlet, siden jeg var 15 år. Hvem skal have det? Jeg har skrevet testamente, men jeg har ikke børn eller børnebørn. Jeg har familie, men det er ikke sikkert, de vil have sådan noget. Mine veninder siger: "Det er jo ikke dit problem, du kan da være ligeglad." Men det er man jo ikke rigtig. Så jeg er begyndt at prøve at sælge lidt af det, men der sker ikke rigtig noget lige nu med den økonomi. Det bekymrer jeg mig jo også for – om vi ender i en storkrig, for så kan alt det andet jo være lige meget. Ja, det bekymrer mig lidt, hvordan det hele ender. 

Hvor er du vokset op?

Mine forældre er læreruddannede og boede i Charlottenlund, da jeg blev født. Siden flyttede vi først til Vejle, siden Try, så Assens, og så boede vi en del år på Samsø og til sidst i Rungsted – vi blev seks søskende i alt. Det var et godt hjem, et højskolehjem, og mine forældre var meget kulturelle. Men jeg følte mig ikke så godt tilpas, fordi jeg simpelthen ikke gad alle de søskende. Det er også årsagen til, at jeg ikke har fået børn selv, for jeg har haft børn nok, da jeg var barn.

Da jeg for to år siden fyldte 80, havde min søster en gaveæske med til mig. I den lå to af mine gamle fletninger. Jeg har nok været 13 år eller sådan noget, da jeg gerne ville klippes korthåret, men det ville min far ikke have. Men så var jeg på besøg hos min faster, der havde et drengehjem i Hellerup. Hun sagde "nu tager vi ned til frisøren", og så fik jeg klippet fletningerne af. Jeg tog dem med hjem i en æske, og min far blev stiktosset. Da jeg fik dem i gave for to år siden, stod det hele helt klart for mig. Min fasters drengehjem med spisestuen og sovesalene. De mange venner, jeg fik der, og som blev som fætre for mig.

Den orange sofa på Ingrid Pjedsteds kontor købte hun, da hun flyttede hjemmefra. Den er blevet ombetrukket mange gange.
Den orange sofa på Ingrid Pjedsteds kontor købte hun, da hun flyttede hjemmefra. Den er blevet ombetrukket mange gange. Foto: Anne Kiib Larsson

Hvad har du arbejdet med?

Som ung kom jeg i lære hos Havemands Magasin på Vesterbro i København – inden for herrelingeri. Og jeg gik også på handelsskole. Jeg mødte min tilkomne der i forretningen, og ham ville jeg gerne giftes med for at få en lejlighed, for jeg var 19 år og ville ikke bo med alle de børn derhjemme. Så fik jeg et kontorjob hos Esso, men efter ni måneder blev jeg sagt op, fordi alle mændene hele tiden sad nede på mit skrivebord. For jeg så brandgodt ud, det gjorde jeg! Jeg var sådan en lille smart pinupdame. Så arbejdede jeg med herrelingeri i Illum som førstedame i slipseafdelingen, indtil jeg søgte et job som indkomstassistent hos børne- og ungdomsforsorgen i staten, så jeg kunne få pension. Jeg blev uddannet indretningsarkitekt om aftenen de første år, og så har jeg altså været ansat i staten i 42 år.

Jeg indrettede skoler og institutioner og kom rundt i hele landet og fik lov at disponere over millioner. Det var et rigtig fedt job, jeg havde der. Men der var lidt problemer med mændene. Jeg ved ikke hvad, men de var helt vilde med mig, alle sammen. Det var frygteligt. Hvad jeg ikke har oplevet. Men jeg er altid kommet ud af det på en eller anden måde ved at snakke udenom. Når jeg i dag ser alt det med MeToo komme frem, ved jeg, at der ikke er nogen af de der damer, der lyver. Jeg ved, det er rigtigt, hvad de siger. 

I sin have har Ingrid Pjedsted fået bygget en voliere til sine to katte, Felix og Anton. Hun er bange for, at de bliver kørt over, hvis de går frit.
I sin have har Ingrid Pjedsted fået bygget en voliere til sine to katte, Felix og Anton. Hun er bange for, at de bliver kørt over, hvis de går frit. Foto: Anne Kiib Larsson

Det seneste job, jeg havde, var, da jeg skulle indrette Personalestyrelsens hovedkontor på Frederiksholms Kanal i København. Og i 2005 fik jeg fortjenstmedaljen. Da jeg blev pensioneret, ville jeg bo i Præstø, for der var ikke så dyrt, så jeg havde råd til at bygge et hus.

Hvem bor du sammen med?

Jeg har gennem livet haft tre mænd. I dag bor jeg alene. I 2008 flyttede min seneste mand og jeg til Thailand, hvor vi boede halvdelen af året. Efter tre år døde han desværre dernede. Jeg blev, men flyttede hjem i 2019. Og det var altså ret heldigt, for det var, da hele det med corona begyndte.

Hvilket samfundsspørgsmål optager dig mest?

Lige nu er jeg meget optaget af, hvilken regering vi får, jeg følger meget med efter det gyservalg. Og jeg er kommet i tanker om en tid for 21 år siden, hvor jeg selv var medlem af Venstres kulturudvalg. Spændende år, men jeg meldte mig ud af partiet, det var for beskidt for mig. 

Hvad bruger du din tid på?

Åh, åh. Åh, åh, åh. Jeg bruger meget tid på min computer. Jeg læser nyheder og ser helst ikke fjernsyn om dagen, for så kommer man jo ikke videre. 

Jeg går også til bridge og er med i en strikkeklub i Røde Kors. Og så har vi en Røde Kors-butik i Præstø, hvor jeg er en eftermiddag hver anden fredag. Det er altså en speciel oplevelse at være sådan et sted – jeg fatter ikke, hvor alt det tøj kommer fra. Jeg bliver så forarget over, hvor meget folk køber, for det vælter ind med ubrugte ting. Men så er det selvfølgelig godt, at det bliver solgt videre og delt ud.

Da Ingrids mand døde i Thailand, fik hun lavet tre bronzestøtter, som hun begravede hans aske under. Støtterne tog hun med hjem til Danmark.
Da Ingrids mand døde i Thailand, fik hun lavet tre bronzestøtter, som hun begravede hans aske under. Støtterne tog hun med hjem til Danmark. Foto: Anne Kiib Larsson

Jeg synes, det kan være svært at komme ind på livet af folk her på landet. Jeg har venner over hele Danmark og i udlandet og har selv boet mest i København og siden 11 år i Thailand. Der er masser af ting, jeg kan se og opleve hernede, men jeg savner lidt mine venner – og nogle af dem er desværre faldet fra og er døde.

Hvad er der altid i dit køleskab?

Jeg spiser ikke kød, så der er meget grønt og fisk. Og jeg laver ofte retter til flere dage, som jeg fryser ned. Men lige nu er der ikke så meget, for forleden var jeg så dum, at jeg svarede på en sms, det skulle jeg ikke have gjort. Så ringede jeg til banken, og den var god nok, der var nogen, der forsøgte at svindle mig. Så jeg fik lukket mit kort og min konto, før der var stjålet noget. Og nu venter jeg på, at der kommer et nyt kort. Og jeg sidder her uden penge, men fik lov til at låne 1000 kroner fra en i strikkeklubben. De går efter de gamle koner, de svindlere, og det må man så sige, at det er jeg også.

Hvad tror du på?

Jeg er meget realistisk. Jeg gider ikke gå i kirke, for jeg synes simpelthen, det er lidt kedeligt. Men om søndagen er der gudstjeneste klokken 10 i fjernsynet fra forskellige kirker, og det synes jeg er ret spændende. 

Hvad giver dit liv mening?

Oh, jeg har to katte. Og det er en meget stor glæde. Den ene, Anton, hentede jeg på internat i 2004. Den har været med i Thailand i mere end 10 år. Og i Thailand kom Felix til. Det er den mest vidunderlige kat, og jeg er sikker på, at han er min mand, der går igen. For han ter sig lige sådan. Fuldstændig. Så sød og kærlig.

Solbrillerne bruger Ingrid Pjedsted også indenfor.
Solbrillerne bruger Ingrid Pjedsted også indenfor. Foto: Anne Kiib Larsson

Hvilke danskere har du mest tilfælles med?

Det lyder måske lidt højrøvet, men det skal altså være nogle med en uddannelse, og som har nogle interesser. Nogle, man kan diskutere politik med. Alle dem, der snakker om deres børnebørn, interesserer mig ikke. Så nu har jeg meldt mig ind i en læsegruppe.

Hvilke danskere har du sværest ved at forstå?

Jeg kan ikke forstå dem, der jamrer. Alle dem, der siger, at mad er så dyrt. Det er bare, fordi de ikke er vant til at spare. For vi kan da ikke få det hele. Hvis man slår op i tilbudsaviserne, er der altså masser af billig mad.