Det har været en intens rejse, og lige nu ser Rakel Dalsgaard Nielsen frem til, at rejsen slutter. De sidste syv mandage har man kunnet følge den 37-årige ejendomsfotograf og musikerkæresten, 29-årige Mikkel Andersen i programmet ”Først til verdens ende” på TV2. Her dyster de med fire andre par i et 50 dage langt forhindringsløb, hvor de skal rundt i Europa på et begrænset budget uden adgang til telefon og internet. Det var før jul, parret vendte hjem fra rejsen, men det er, som om rejsen først slutter for alvor mandag, når sidste afsnit af serien er vist.
I syvende og næstsidste afsnit så man Rakel Dalsgaard Nielsen og Mikkel Andersen købe togbilletter på banegården i den tyske by Aachen. De købte to enkeltbilletter til Hamborg, mens de skelede til uret. Hamborg var sidste stop inden København og en mulig sejre, der ville indbringe dem 250.000 kroner. I toget lænede de sig tilbage og smilede trætte til hinanden. Hvad seerne ikke kunne vide, var, at parret mange dage tidligere, i en pause uden mikrofoner og kameraer, var blevet enige om, at det vigtigste ikke var at vinde. Iveren efter at løbe af med sejren måtte ikke få dem til at slide på deres forhold.
At komme i mål som par er for Rakel Dalsgaard Nielsen blevet en fortælling om, at kærligheden er stærkere end tvivlen og sorgen - og om at blive overrasket af glæden.
”Det er en meget dyb kærlighed mellem os, som er vokset frem i stilhed på trods af min tvivl, som prægede vores forhold den første tid.”
Rakel Dalsgaard Nielsen var 23 år, da hun mødte den mand, hun troede, hun skulle følges med til verdens ende: Den 21-årige psykologistuderende Thomas Hermansen fra Korning i Østjylland. Hun bladrer i fotoarkivet på sin telefon og finder billeder af de to sammen.
”Han var min første kærlighed, og før jeg mødte ham, havde jeg ikke troet, at en forelskelse kunne være på den måde. Når jeg fik en sms fra ham, kunne jeg mærke det i min mave, og jeg kunne få sådan en uvirkelighedsfornemmelse: Tænk, at han var min kæreste.”
De var gode til at tale sammen, diskutere, grine og løbe sammen. De delte overvejelser om deres tro og deres tvivl, og gik de i kirke sammen i Aarhus Valgmenighed, hvor de havde vældig mange fælles venner. Da de havde været kærester i to et halvt år, var hun parat til at blive gift og stifte familie. Han var to år yngre og havde knap så travlt med at etablere sig.
Drukneulykken
Sammen med fem nære venner skulle han på en ferie til Norge. Dagen inden han rejste, aftalte kæresteparret, at han skulle have tid til at tænke over deres forhold, mens han var væk. Da de skiltes, var hun ked af det, men hun vidste, at hun inden alt for længe skulle se ham igen.
Tidligt torsdag morgen den 19. august 2010 blev Rakel Dalsgaard Nielsen vækket af telefonen. Det var Thomas Hermansens mor, som ringede. Tidligere den morgen havde politiet banket på hos familien i Korning og fortalt, at deres søn var savnet efter et forlis i Norge dagen før.
Når vi var sammen i kirken i tiden efter ulykken, var der flere, som sagde, at de havde fået trøstende ord fra Gud til mig i min sorg, men jeg ønskede ikke at høre fra Gud gennem andre. Jeg bad til Gud om hans hjælp, trøst og hans fred, og jeg oplevede lige præcis nul.
”Det var, som om min verden stoppede. Thomas' mor kunne mærke, at jeg var helt ude af den, og hun sørgede for, at mine forældre hentede mig.”
Ulykken i Norge trak overskrifter i norske og danske medier. Seks unge mænd var sejlet ud på fisketur. To var kommet i land. Rakel Dalsgaard Nielsen havde et stærkt ønske om at være tæt på ulykkesstedet.
”Det var så svært bare at sidde i Danmark og vente og vide, at Thomas ikke var fundet.”
I en blanding af panik og chok gik hun kort efter i gang med at arrangere en tur til Norge med nogle venner, men hun fulgte alligevel de norske myndigheders anbefaling om at blive i Danmark. Knap to uger efter ulykken rejste hun sammen med de øvrige efterladte til Mandal i Norge på en tur arrangeret af de norske myndigheder.
”Vi blev sejlet ud til stedet, hvor båden var kæntret og så den klippe, som de havde forsøgt at svømme til. Men det var mod strømmen, så de valgte at svømme ind mod kysten. Med mine egne øjne så jeg, hvor langt der var til kysten.”
”Det var godt, at der var overlevende, som kunne beskrive, hvordan det hele var forløbet. Den ene overlevende var kystlivredder, som havde fået skoene af dem og havde svømmet med Thomas og to af de andre. Han havde haft dem på slæb, til de var 50 meter fra kysten og troet, at de ville ses inde på land.”
Ude på havet holdt de efterladte en mindehøjtidelighed, hvor de blandt andet sang salmen "Til himlene rækker din miskundhed, Gud". Det, som står tydeligt for Rakel Dalsgaard Nielsen, er, at der blev kastet blomster på vandet.
Da farverne vendte tilbage
Tabet af kæresten fik betydning for Rakel Dalsgaard Nielsens kristne tro. Den tvivl, hun også havde talt med sin kæreste om, kom til at fylde mere.
”Når vi var sammen i kirken i tiden efter ulykken, var der flere, som sagde, at de havde fået trøstende ord fra Gud til mig i min sorg, men jeg ønskede ikke at høre fra Gud gennem andre. Jeg bad til Gud om hans hjælp, trøst og hans fred, og jeg oplevede lige præcis nul.”
Det blev også svært at være i den kirke, hvor hun havde følt sig hjemme sammen med sin kæreste. I kirken var hun langt fra ene om at være i sorg efter de fire unges død. Hun havde mistet sin kæreste, andre havde mistet en bror eller en nær ven.
”Jeg kunne ikke finde ud af, hvornår min sorg begyndte, og hvornår jeg var berørt over nære venners tab og sorg. Jeg begyndte at undgå at komme i de kristne sammenhænge, selv om det altid har været en vigtig del af mit liv.”
Hun havde samtaler med en psykolog, men hun fortalte hende ikke, at hun dybest set ønskede at være, hvor Thomas Hermansen var, og hun nævnte heller ikke, at hun var begyndt bevidst at gå over for rødt og krydsede veje uden at se sig for.
”De fleste nætter havde jeg drømme, hvor Thomas var så livagtig, at jeg næsten kunne røre ved ham. Drømmene gav mig svære morgenener.”
Mikkel er mit livs anden kærlighed, men Thomas vil altid være en del af min historie, og det har Mikkel været meget forstående overfor.
Det, som bar i den her tid, var familien. Hun var begyndt på markedsføringsøkonomstudiet i Aarhus, og hendes far kørte hende til studiet. Når hun havde brug for at tale eller bare græde, var hendes familie aldrig langt væk, og de kunne godt forstå, hvor svært det var for hende at gå ind i en tøjbutik med up-beat-rytmer og købe nyt tøj, fordi sorgen havde pillet kilo af hendes krop, og de kunne rumme, at hun blev ulykkelig over at se andre menneskers hverdagsglæde.
”Der var spor af Thomas overalt. Jeg boede i den lejlighed, hvor vi havde tilbragt megen tid sammen, og jeg løb ad de stier, hvor vi havde løbet, og kom forbi steder, hvor vi havde siddet. Mine forældre gav mig et virkelig godt råd efter måneder med knædyb sorg. De opfordrede mig til at rejse væk.”
Hun tog til Canada med sit snowboard, og en dag, hvor hun sad og så udsigten over det snedækkede landskab, var der noget, som blev givet hende.
”Det var en erkendelse af, at verden stadig var smuk. I lang tid havde livet ikke haft farver.”
Den anden kærlighed
Rakel Dalsgaard Nielsen var 25 år, da Thomas Hermansen døde, og 35 år, da hun mødte musikerkæresten Mikkel Andersen. I dag bor de to sammen i en lejlighed i København. De havde ikke kendt hinanden længe, inden hun fortalte om Thomas Hermansen. Som ung havde hun været sikker på, at Thomas Hermansen var det menneske, hun skulle have børn og dele sit liv med. I tiden efter hans død havde hun været taknemmelig for den store kærlighed, de havde delt, og hun så for sig, at det kunne være hendes lod at leve et liv uden en livsledsager. Hun nød livet med masser af rejser og udfordrende arbejdsliv og havde ikke travlt at etablere sig.
”Mikkel er mit livs anden kærlighed, men Thomas vil altid være en del af min historie, og det har Mikkel været meget forstående overfor.”
Da seerne første gang mødte parrene i ”Først til verdens ende” ved Svend Wiig Hansens enorme skulptur i Esbjerg, fortalte Rakel Dalsgaard Nielsen, at hun ville bruge rejsen til at finde ud af, om Mikkel Andersen kan være en god mand og god far. Det er hun sikker på, at han kan, men turen har ikke budt på lutter par-idyl. Også gnidningerne mellem parret er blevet skildret i programmerne. I de fleste vågne timer havde de mikrofoner på, så var der optræk til en konflikt, kunne tilrettelæggeren gribe fat i dem.
”På den måde er vi blevet tvunget til hele tiden at forholde os til hinanden og sætte ord på. Når jeg ser, hvordan de har klippet optagelserne, er jeg lidt ærgerlig. Det er en noget hård kant, de har lagt på portrætteringen.”
På nogle strækninger var der tid til samtaler med dybde, og de har blandt andet talt om tro.
"Samtalen blev vist klippet ned til et par minutter."
Rakel Dalsgaard Nielsen husker, at de sad på en bænk i Sevilla i Spanien, hvor hun prøvede at beskrive, hvordan det er, som om tilværelsen har tabt en dimension, efter at hendes tvivl er vokset, og hun er holdt op med at gå i kirke.
På rejsen talte de om, at hun gerne vil introducere deres eventuelle børn til kirken, fordi det var værdifuldt i hendes opvækst, og de talte om hendes behov for at kunne give taknemmeligheden retning. Efter Thomas Hermansens død blev det svært for hende at bede, men ligesom kærligheden i skikkelse af Mikkel Andersen er kommet ind i hendes liv, så tyer hun igen nogle gange til at folde sine hænder i bøn.
”Jeg lever med døren på klem til troen.”