DBU's formand: ”Vi håbede, at vi kunne skille det politiske og det sportslige ad”

De værdier, som de vestlige fodboldnationer forbinder med sig selv, bliver udstillet som hule i Qatar. Det gør ondt – også i sofaerne

Pressens blik var rettet mod formand for DBU Jesper Møller (tv.) og fodbolddirektør for DBU Peter Møller (th.) efter pressemødet under fodbold-VM i Qatar i onsdags.
Pressens blik var rettet mod formand for DBU Jesper Møller (tv.) og fodbolddirektør for DBU Peter Møller (th.) efter pressemødet under fodbold-VM i Qatar i onsdags. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Jesper Møller, DBU’s formand, havde følelserne ude på skjorten, da han for første gang i længere tid udtalte sig til medierne på et pressemøde i Qatar i onsdags. Han pillede hektisk ved sin kuglepen og talte i opskruet tempo, mens han kritiserede det internationale fodboldforbund, Fifa, og afviste at støtte præsident Gianni Infantinos genvalg.

“Hvorfor sidder jeg her først nu, kan man spørge? Fordi vi håbede, at vi kunne skille det politiske og det sportslige ad,” forklarede han.

Det kunne DBU ikke. Det står tindrende klart efter den første uge af VM-slutrunden i Qatar, en sportsbegivenhed, som ørkenstaten er mistænkt for at tilrane sig ved hjælp af korruption. Siden har migrantarbejdere arbejdet med at opføre fodboldstadioner under slavelignende forhold og med utallige dødsfald til følge (6500 ifølge den britiske avis The Guardian). 

På et af de stadioner spillede Danmark tirsdag 0-0 i åbningsopgøret mod Tunesien, men debatten i de danske medier og stuer handler stadig om noget andet: om de syv landshold, herunder Danmark, der droppede et regnbuefarvet anførerarmbind med budskabet “One Love”, efter at Fifa truede med sportslige sanktioner; om TV 2-journalisten Rasmus Tantholdt, der blev afbrudt af sikkerhedsfolk i Qatar midt under et live-indslag; og senest om nyheden om, at dagligvarekæden Rewe har trukket sig som sponsor for det tyske landshold.

Som fodbolddirektør Peter Møller sagde på onsdagens pressemøde, næsten bedrøvet: “Det var lige før, det kom bag på mig, at der var kamp i går, for jeg synes, fokus har været på alt andet end fodbold.”

DBU og alle andre må efter slutrunden i Qatar én gang for alle opgive idéen om, at man kan adskille sport og politik. Det siger Lykke Friis, der er direktør i Tænketanken Europa: “Den mur er endegyldigt revet ned,” lyder det.

Når kontroverserne i Qatar vækker så stærke følelser, skyldes det ifølge Lykke Friis også et sammenstød mellem værdipolitik og realpolitik. Vi lever i en tid, hvor langt flere tager stilling til udenrigspolitiske emner af værdipolitisk karakter, blandt andet som følge af krigen i Ukraine. Og værdierne opgøres ofte i absolutter: Er du for eller imod, at Vesten skal stå skulder ved skulder med Ukraine?

Problemet er bare, at de krystalklare, følelsesladede værdier ofte støder sammen med mudret realpolitik, i en verden hvor magtbalancen bevæger sig østpå i retning mod Kina, og hvor de vestlige lande har gjort sig afhængige af mange af de autokratier, de gerne vil sige fra over for. Tyskland har for eksempel indgået en langsigtet aftale om gasleverancer fra Qatar.

“Lynhurtigt bliver spørgsmålet, om det ikke er hyklerisk at boykotte VM i fodbold, når man sidder i sin varme stue i Düsseldorf opvarmet af gas fra Qatar. Det er noget af det, der gør, at sindene kommer i kog,” siger Lykke Friis. 

Ydmyget foran skærmen

Det gælder både de tyske og de danske sind. Ifølge Esben Schjørring, politisk redaktør på Altinget, gør slutrunden i Qatar ondt på flere vestlige fodboldnationer, fordi den udstiller en bristet illusion. 

I årene efter Murens fald i 1989 var Vesten gennemsyret af en tro på, at demokratiet og de liberale værdier havde sejret, og at man kunne udbrede værdierne til lande i andre dele af verden ved at handle med dem, indgå internationale aftaler og spille fodbold på deres stadioner. Men virkeligheden har tilbagevist fortællingen. Blandt andet med migrationskrisen i 2015, med den amerikanske tilbagetrækning fra Afghanistan i 2021 og med Ruslands invasion af Ukraine. 

Nu tør europæiske landshold end ikke at bære et anførerbind med budskabet om, at seksuelle minoriteter skal have samme rettigheder som andre borgere. Hvorfor? Fordi Fifa har truet med et gult kort til anføreren – eller i værste fald en karantæne.

“Det bliver udstillet, at vi har taget fejl, og at vi har været naive. Vi bliver udstillet i vores afmagt,” siger Esben Schjørring.

Når slutrunden i Qatar gør særligt ondt, skyldes det ifølge Schjørring, at landsholdet ikke kun er et fodboldhold – det repræsenter også den danske folkeånd. DBU står selv bag fortællingen: “En del af noget større”, lyder forbundets slogan. Landsholdet er mere end resultaterne på banen, det er den danske idræt og de værdier, der binder os sammen i fællesskaber, det er faderen, der træner sin søn og hans venner en frostkold tirsdag i november.

I Qatar giver værdierne pludselig bagslag, fordi DBU ikke kan leve op til dem. Efter det målløse opgør mod Tunesien udtalte landstræner Kasper Hjulmand, at han havde det “svært som menneske”.

“Jeg kan godt sige, at jeg går rundt om mig selv og har svært ved at finde mig selv i det her (…). Vi har et slogan, som hedder ‘En del af noget større’, og lige nu er jeg ikke sikker på, om jeg er en del af noget, jeg kan lide,” sagde landstræneren.

Det samme ubehag rammer også den enkelte dansker foran skærmen, siger Esben Schjørring. Fordi de ikke bare har heppet på landsholdet, de har også heppet på de værdier, det stod for.

“Det bedste, vi tror om os selv, har vi villet finde på banen i vores landshold. Og lige pludselig ser vi det bedste ved os selv blive udleveret, udstillet og ydmyget, og det kan vi selvfølgelig ikke lide. Fordi vi føler, det er os, der bliver ydmyget,” siger Esben Schjørring.

“Og hvis vi alligevel ser VM-kampene, efter at Qatar har udstillet vores værdier som hule, er vi så også selv hule? Er det til syvende og sidst et spejl af vores eget hykleri som enkeltmennesker?".

I ”Ugens samtaleemne” belyses et emne, som har optaget mange de senere dage. Hvad fortæller emnet om tiden og vores måde at være mennesker på?