Klokken siger 9.30 i smedjen, og pludselig får alle travlt. Et dusin herrer løsriver sig fra deres projekter og stimler sammen omkring et aflangt træbord i midten af lokalet. De knurrer lidt ad hinanden og åbner flaskeøl på fantasifulde måder, med linealer, mod bordkanten og sågar med en kost.
Ebbe Sønderhousen rejser sig fra sin stol og overdøver med nød og næppe sine venner.
“Vi skal huske at slukke for oxygenflaskerne. Sidste uge stod der en og sivede, fordi nogen havde glemt den,” siger han.
Poul Nielsen bryder ind: “Selv hvis du bare er ude at tisse, så skal du slukke den. Det er for dyrt!” vrisser han.
“Ja, især når man tænker på, hvor længe vi er om at tisse,” gnægger Karsten Rasmussen.
“Skål!”, råber Ebbe Sønderhousen.
Mændene har vidt forskellige baggrunde. Der er flere smede, en dyrlæge, to elektrikere. Men de har noget tilfælles. De hungrede efter et fællesskab, efter de trak sig tilbage fra arbejdsmarkedet, og de fandt det i “Ensomme gamle mænd”, en forening, der blev oprettet i 2007 under Ældre Sagen. Nogle af mændene mødes i et træværksted, de andre mødes i en smedje hver mandag og torsdag fra klokken 8 til 12, hvor de frembringer eller reparerer genstande for borgere, museer og lignende i Kerteminde.
Ifølge Den nationale sundhedsprofil, hvor de fem regioner, Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed har målt befolkningens sundhed, er ældre mænd mindre ensomme end jævnaldrende kvinder. Men følgerne for de mænd, der er ensomme, er mere alvorlige. For eksempel lever enlige mænd, der er i særlig risiko for at blive ensomme, i gennemsnit syv år kortere end mænd i parforhold.
"Mænd i ensomhedskriser er generelt dårlige til at passe på sig selv. De har en tendens til at drikke og ryge for meget og spise usundt," siger David Vincent Nielsen, ensomhedskonsulent i Ældre Sagen.
Det er vigtigt, tilføjer han, at forebygge det tomrum, der kan opstå i overgangen fra arbejdsmarked til pensionstilværelse. Ikke mindst for ældre mænd, der i højere grad end kvinder i samme generation har forbundet deres identitet med deres arbejde.
Det er mændene i smedjen ikke blege for at indrømme:
“Ved du hvad? Man skal være et skvat, hvis man ikke erkender, at der bliver et hul efter arbejdslivet,” siger 82-årige Poul Kingo under tophuen. Han er tidligere smed og føler sig åbenlyst hjemme i værkstedet, når han trisser rundt i træsko og nynner gamle danske sange højlydt. Selvom de andre beder ham om at holde mund.
Ebbe Sønderhousen på 67 år støder til samtalen.
“Hvad i alverden skal man bruge de otte timer om dagen, hvor man plejede at gå på arbejde, til? Man har ikke noget at stå op til, ingen kolleger at se. Det kan give en følelse af tomhed. Ensomhed,” siger han.
“Vi kalder os selv ensomme gamle mænd, men det er vi nu ikke," fortsætter Ebbe Sønderhousen. "Pointen er, at vi ikke er ensomme, fordi vi er her. Når vi kravler rundt på væggene derhjemme, siger konen: 'Så er det ud!'. Og så tager vi herned.”
Kammeratlige drillerier
Når man spørger mændene, hvad de får ud af at være i smedjen, falder svarene prompte. “Hygge,” siger et par af dem. “Kammeratskab,” siger nogle andre.
De hamrer, svejser og filer alle på deres projekter, men man fornemmer, at det er underordnet, hvornår de bliver færdige. Der er kun et programpunkt, der ikke står til at ændre: Når klokken slår 9.30, ringer mændene med klokken, og så sætter de sig på deres faste pladser omkring det aflange bord, drikker flaskeøl, Fernet Branca og Gammel Dansk. “Og generer hinanden,” som Poul Kingo siger.
Tonen er hård, bandeordene talrige. “Hvis du ikke kan lide at være her, kan du bare skrubbe af,” siger 77-årige Per Jørgensen til en anden smed. “De, der ikke er demente, er stokdøve,” siger Ebbe Sønderhousen om forsamlingen.
Ordene ser kolde og fjendtlige ud på skrift, men i munden på mændene bliver de på besynderlig vis lune.
“Vi mobber hinanden i al venskabelighed,” siger 65-årige Karsten Rasmussen, der tidligere på året gik på Arne-pension, der er tiltænkt folk, der har mange og ofte fysisk hårde år på arbejdsmarkedet bag sig.
“Sådan nogle gamle mænd som os snakker jo ikke så meget om de svære emner. Vi sidder for det meste bare og driller hinanden,” siger Poul Nielsen. “Vi får nogle gode kammerater. Det er et dejligt samvær. Det betyder meget.”
Han siger ordene med en alvor, der virker uvant for ham. Måske er det derfor, at han få minutter efter bevæger sig igennem lokalet og giver sig i kast med at stikke til Preben Christensen og Torben Hansen, der som de eneste ikke laver smedearbejde, men bakser lidt med et strygejern og nogle ledninger.
“De er ikke smede, de er kun elektrikere. Du skal ikke spørge, hvad de laver. Du skal spørge, hvad de tror, de laver!”, siger Poul Nielsen triumferende.
“De er ikke elektrikere, de er ødelægtrikere,” indskyder Karsten Rasmussen, og Preben Christensen ryster på hovedet.
Preben Christensen var chef for et elektrikerfirma i 30 år. Hver dag satte han sig ind i sin varevogn og kørte ud til kunderne, hvor han fik en kop kaffe og en snak. Hans telefon ringede hele tiden, husker han. Da han gik på pension, holdt den op.
“Lige pludselig var der dødt,” siger han.
“Jeg snakkede selvfølgelig med min kone, men det er lidt noget andet. Jeg savnede værkstedssnakken. Derfor kom jeg herned. Der er et fantastisk sammenhold,” siger Preben Christensen.
Han kigger over på Torben Hansen, der i mange år var ansat i Preben Christensens firma, og nu står ved hans side i smedjen. Han er en mand af få ord, men han siger dette:
“Vi kan simpelthen ikke undvære det her.”
Alvor og tomme stole
Der er en mand, som de andre må undvære i dag. Per Jørgensen peger på en tom stol ved bordet, hvor en af hans venner plejer at sidde. Leif, hedder han. Han forklarer, at han er blevet opereret for grå stær og er ved at komme sig i sit sommerhus ved Vesterhavet. Det ved han, fordi han har ringet til ham.
“Vi skal være noget for hinanden,” siger Per Jørgensen.
Over telefonen forklarer Leif Salling, at han håber at vende tilbage til smedjen snart. Nok er han blevet opereret i øjnene, men for få dage siden blev han erklæret endeligt rask efter det kræftforløb, han var igennem for fem år siden. Han har overvundet den sygdom, der sidste år tog livet af hans kone.
“Du kan nok forestille dig, at samværet med gutterne betyder endnu mere, når man pludselig er alene. Bare det at de andre har ringet til mig, mens jeg har været væk, har betydet meget,” siger han.
“Man taler faktisk om næsten alt i smedjen. Det er jo sådan noget værkstedsjargon. Hvis du stikker snuden for langt frem, så får du et hak i den!”. Han griner i telefonen, så man ikke er i tvivl om, at han savner hakket i snuden.
Siden Ebbe Sønderhousen sluttede sig til fællesskabet, er fem af hans venner døde. Den seneste havde ikke fortalt, at han var alvorligt syg, og da han pludselig ikke var her mere, udløste det et chok i smedjen.
Han havde været i gang med at lave en globeformet holder til fyrfadslys, men nåede ikke at færdiggøre projektet inden sin død. Efter begravelsen besluttede Ebbe Sønderhousen at lave fyrfadsholderen færdig og give den til hans kone. Da hun kom ned i smedjen for at modtage den, havde mændene limet en kondolence fast til bordet foran den stol, hendes afdøde mand altid havde siddet på.
“Vi hjælper hinanden uanset hvad. Alle bliver fulgt til dørs. Så ved man jo også, at de andre vil være der for en, hvis ens eget helbred svigter,” siger Ebbe Sønderhousen.
Han har selv haft en blodprop i hjernen. Det er derfor, at han nogle gange hakker lidt i sætningerne eller lader til at søge efter ordene. Det afholder ham dog ikke fra at tale som et vandfald, griner han. Han kigger ind i smedjen, hvor Poul Kingo og Karsten Rasmussen først banker på en metalring, så holder den ind under flammerne, der rejser sig i midten af lokalet.
“Vi ved på forhånd, hvilken vej det går. Det her er et retrætested. Men vi kan ikke klage. Vi skal have det bedste ud af den tid, der er tilbage,” siger Ebbe Sønderhousen.