De færreste ting varer evigt. Og det er vel også okay?

Selvom det nogle gange kan være en svær pille at sluge for journalist Simone Nilsson, bliver hun mindet om, at ting ikke behøver vare evigt for at have værdi

Illustration: Simone Nilsson.
Illustration: Simone Nilsson. .

Jeg har begået en fejl. En meget alvorlig fejl faktisk, pr. min egen målestok.

Åbenbaringen vedrørende min egen tåbelighed fik jeg, mens jeg stod og snøftede nostalgisk over et hul i en vej i min hjemby – et hul, som ingen har repareret, siden det blev lavet engang i cirka 1993. Det var mindst 15 år siden, at jeg havde stået på netop denne vej, og jeg havde næsten glemt, at den eksisterede. Men her blandt gammel hullet asfalt og étplansparcelhuse fra 70’erne tilbragte jeg en stor del af min barndom, for her havde min første bedste ven engang boet. Og pludselig stod jeg altså som en anden landsbytosse på en formålsløs gåtur og hilste på et hul i vejen, som jeg havde gjort det hver dag som barn, dengang verden bestod af Spice Girls-samlekort og sjippetorv, og hvor weekender føltes lange som ferier og ikke korte som frokostpauser.

Denne artikel er en del af denne serie:
Fodnoter fra livet

Barndomsbedstevennen har jeg ikke set i mange år, og udover at min gåtur afslørede min håbløst nostalgiske side, gav den anledning til lidt selvrefleksion (hvilket jo altid er ubehageligt). Før sommerferien udgav jeg en klumme med overskriften “Ægte venner er decideret svære at komme af med”, og heri består min alvorlige fejl. Formuleringen var en fortalelse – en skribents kådhed i jagten på en hurtig og effektiv overskrift. Og den kunne fejlagtigt give det indtryk, at det kun er relationer, der består, som er “ægte” – hvilket jo er noget forfærdeligt sludder. Hverken relationer eller ting behøver vare evigt for at have værdi.

Jeg medgiver, at det er en pille, der kan være svær at sluge i visse tilfælde. For eksempel har jeg selv siddet og sydet i raseri over en ekskæreste, som fra et sted højt oppe på en hest forsøgte at forklare mig, at vores tid sammen ikke havde været forgæves. Han forklarede, at han ville tage vores tid sammen og det, han havde lært, med sig ud i en fremtid, som jeg ikke skulle være en del af. "Føj!", tænkte jeg dengang. Men i dag må jeg indrømme, at han havde ret, og jeg skal på bedste hykleriske vis huske at nævne, at jeg også selv har efterladt og forladt relationer – romantiske som platoniske – med selvsamme indstilling. Værdien i at have kendt et menneske består, selvom venskabet ikke gør, og jeg bærer dem med mig – faktisk uanset om jeg vil det eller ej.

Ser du, hver gang jeg skal logge ind på en digital tjeneste, skriver mine fingre en gammel venindes navn som kodeord. I 10 år har jeg forsøgt at lave koden om, men det er umuligt for mig at huske andre koder end den, veninden har inspireret. Dertil er de eneste telefonnumre, jeg kan huske i hovedet udover min fars, numre til mine barndomsvenners forældres fastnet-telefoner, som ikke har eksisteret, siden de skiftede til mobiltelefoner i begyndelsen af 2000’erne. Hver gang jeg skal åbne en dåseøl, banker min pegefinger tre gange på den, for det har jeg lært af en veninde i gymnasiet.

Det er ikke de ting, jeg ubevidst holder fast i, som er værdien i sig selv. Men de viser, hvordan hvert bekendtskab sidder indgroet i mig, og jeg sender dem en tanke, hver gang spor efter dem viser sig i min hverdag. Jeg aner ikke, hvem personerne er i dag, om de er glade eller ulykkelige, levende eller døde. Men jeg elskede dem engang, og gør det derfor på sin vis stadigvæk. Og selv når jeg glemmer det, husker min krop det åbenbart for mig.

Så hermed en dybfølt undskyldning til dem – de gamle venner og elskere. Der skulle ikke have stået “ægte” venner i den tidligere klumme. Der skulle have stået “nogle“ venner. For hvis jeg havde taget mig tid til at tænke mig lidt om, ville jeg være kommet frem til, at alle relationer er "ægte", selvom de er forskellige, og selvom de ikke varer evigt. Det er der intet, der gør – altså varer evigt. Måske med undtagelse af hullet i vejen i min hjemby. For eftersom ingen har repareret det de sidste 30 år, kunne man være tilbøjelig til at tænke, at det kommer til at bestå længe efter, jeg engang selv er kradset af.

Simone Nilsson (f. 1990) er journalist og illustrator hos Kristeligt Dagblad. I klummen ”Fodnoter fra livet” skriver hun ikke om de store overskrifter, men forsøger at finde fodfæste i voksenlivet gennem en blanding af eftertænksomhed, humor og eksistentiel rædsel.