De kan slå dit græs, klippe din hæk og redde dig, når du bliver alene. Gode naboer skal man være glad for

Man kan være både heldig og uheldig med naboer. Journalist Tine Maria Winther føler, hun har været heldig, men hvilken nabo er hun egentlig selv?

De kan slå dit græs, klippe din hæk og redde dig, når du bliver alene. Gode naboer skal man være glad for
Foto: Christian Stahl/Unsplash.

”Skal jeg ikke pille lyskæden ned,” mumlede jeg lidt bekymret, da genboen gik i gang med at klippe min hæk. Jeg har en hjørnegrund i en forstad til København, hækken er høj, lang og består af stikkende gevækster, ingen ønsker at vide, hvad hedder. Men med et raskt ”nejnej, den ledning kan jeg da sagtens klippe udenom”, kløede genboen på.

Det lød lidt som en besværgelse, for den lyskæde er vitterligt filtret sammen med alt muligt i den hæk. Det vil sige var. For efter to minutter var den naturligvis klippet i en hel masse stykker. Jeg hujede med det samme, at det betød intet. Det gjorde det virkelig heller ikke, for jeg var ilde stedt, hvis jeg selv skulle bakse med vildnisset.

Nå men efter endt klipning stod hækken skarpere end nogensinde, og genboen samlede omhyggeligt ledningsstumperne sammen og tog dem med til Struer. Der skulle familien alligevel hen for at besøge hans forældre, og hans far har et loddeapparat i kælderen (I kan sige, hvad I vil, men jyder er da eksotiske).

Jeg protesterede højlydt over, at en stakkels mand i den anden ende af landet på den måde skulle udsættes for mit bøvl, men uden held og inden længe fik jeg kæden tilbage i et langt smukt stykke. Loddet sammen af en flink mand i det nordlige Vestjylland.

DET FIK MIG TIL AT TÆNKE på naboer som sådan. Nu kan man jo være både heldig og uheldig med dem. De kan larme (jeg havde engang en, der hed bas-Lassen på grund af de imponerende højttalere, han havde mast ind i sin lille lejlighed), de kan rode, de kan have grimme hække, de kan være bøvede, eller man kan selv være bøvet. Nemt er det som udgangspunkt ikke at bo op og ned af fremmede mennesker.

Men jeg har altså været heldig. Da jeg blev alene, sad den ene nabo få dage efter i min stue, uinviteret og uanmeldt, sådan som jeg hader det. Men han snakkede bare uanfægtet derudad: Om sin mor, der også havde mistet sin mand i en tidlig alder, og om hvordan det alligevel var gået alt sammen.

Min anden nabo insisterede nænsomt på at omrokere mit hjem, så jeg kan holde ud at være her, og hendes mand lærte mig at fylde vand på gasfyret. Da min græsslåmaskine brød sammen midt i det hele, kom bagboen trillende med sin og slog græsset. Og nu, hvor min ene killing (ja, jeg er blevet skør kattedame, hvad skal jeg ellers lave) er begyndt at stjæle ting fra naboen, skælder de den ikke ud, men henter forsonligt de tyvekoster, den har slæbt med hjem i sin have.

OG HVAD ER MAN SÅ SELV for en nabo!? Regnebrættet siger, at jeg ind imellem kører nabodatteren i skole, men hende kan jeg godt lide, så det er bare hyggeligt. Jeg passer også deres kat ind imellem. Og når bagboens er ude og rejse, står jeg klar derovre med et baseballbat, hver gang deres tyverialarm går. Hvilket den heldigvis altid gør uden grund, så jeg har ikke været nødt til at banke nogen endnu.

Men jeg spekulerer stadig lidt over, hvordan man kommer igen, når ens genbos far lodder ens julebelysning i en kælder i Struer. For det er da et imponerende naboskab.