Historikeren: Vi vil gerne bevare troen på den sublime idrætsudøvelse

Jørn Hansen er professor emeritus i idrætshistorie ved Syddansk Universitet og beskæftiger sig med de samfundsmæssige og politiske aspekter ved OL. Han har blandt andet været med til at skrive bogen ”De olympiske lege – en kort verdenshistorie”.

Da mine forældre fik fjernsyn i 1956, var en af årsagerne, at de ville følge med i legene i Melbourne. Allerede dengang blev det bragt i fjernsynet. Jeg var seks år, så jeg husker mest flimmer. Mit eget personlige gennembrud som OL-seer fik jeg fire år senere, da der var OL i Rom.

Det, der for alvor står prentet i min hukommelse, er de danske sejre. Der var dansk medalje til kajakroere, og så var der jo det danske fodboldlandshold. Det såkaldte sølvhold, som tabte finalen til Jugoslavien. Jeg husker bedst den famøse semifinale, hvor Danmark vandt over Ungarn, som var et af de allerbedste hold dengang.

Helt frem til begyndelsen af 1980’erne skulle alle være amatører til legene, men i den østeuropæiske blok havde man indført begrebet ”statsamatør”. Det sjove ved Ungarn var, at hele holdet var ansat ved politiet eller hæren og var meget veltrænede i forhold til Danmark, som jo stillede med et amatørlandshold.

Så da Danmark vandt over Ungarn, var vi helt oppe at køre. Det var nyt, at Danmark var kommet så langt, så den aften skulle vi have hotdogs! Det var ikke så almindeligt at få derhjemme dengang, men den aften skulle vi holde fest. Og hovedparten af danskerne blev faktisk professionelle efter legene, da de blev købt af italienske klubber.

De Olympiske Lege giver os fortællinger om mennesker, som er i stand til at overvinde sig selv. I 1960 var der en afroamerikaner ved navn Wilma Rudolph, som vandt alle sprintdistancer, 100 meter, 200 meter og stafetten, selvom hun som barn havde haft polio. Før min tid kæmpede den danske dressurrytter Lis Hartel mod mænd i Helsingfors i 1952, og det har man talt om siden. Hun var lam fra knæene og ned, men vandt alligevel en sølvmedalje. Det er det, sporten kan.

I den olympiske sport taler man om centimeter, gram, sekunder. Sporten skal flytte grænser, man skal slå rekorder. Hver gang tænker man, nu kan det ikke lade sig gøre længere, og man har jo også haft store problemer med doping. Det er en af skyggesiderne. Men vi vil gerne lade os bedrage. Fascinationen af sporten er kolossalt stor, selvom man indimellem godt ved, man bliver ført bag lyset.

Da Ben Johnson slog rekorden i 100 meter sprint i 1988 i Seoul, var alle jo helt oppe at juble, indtil man så fik konstateret, at manden selvfølgelig var gennem-dopet. Det vidste man nok godt et eller andet sted, men vi er mange, der alligevel bevarer troen på, at den sublime idrætsudøvelse er ægte.

Det er jo de bedste idrætsudøvere, der er med. Det er det, der gør det fascinerende, når man godt kan lide sport. Ligesom man hellere vil se den kongelige ballet end amatører på en scene. Det siges ofte, at de fleste store fortællinger fra det 19. århundrede er døde. Liberalismen, socialismen, historien om arbejderbevægelsen. Men fortællingen om legenes forsøg på at overskride den hidtidige kropslige formåen fremstår stadig levende, hver gang der er OL.

For mig er der en særlig aura omkring atletikken. Det er ellers ikke en folkekær sport, men lige netop på det olympiske stadion er atletikdisciplinerne noget helt særligt. Man kan sidde åndeløs til sent ud på natten for at se, hvem der vinder stangspring eller en af løbedisciplinerne.

I år er der jo så den der forfærdelige tidsforskel, så jeg kommer nok til at følge med forskudt gennem medierne. Siden Montreal i 1976 har der været flere mediemennesker ved legene end atleter, så man kan følge med i alt.

Debutanten: Tænk dig, at sekunder kan ødelægge års forberedelse

23-årige Lærke Marie Olsen skal repræsentere Danmark i kampsporten judo ved OL. Hun har tidligere vundet junior-VM i 2018 og fået bronze ved European Open 2019.

Jeg var tre år, da min far tog min bror og mig ned til judoklubben i Gladsaxe (nordvest for København, red.). Vi boede egentlig i Hørsholm, men der var ingen klub, og judo, det var altså min fars sport. Der var et hold, de kaldte judomotorik, som mest handlede om at slå kolbøtter. Sådan husker jeg det i hvert fald.

Det var i virkeligheden ikke, fordi mit talent var specielt stort, og jeg var ikke en af dem, der bare vandt alle medaljerne, men jeg indså ret hurtigt, at hvis jeg virkelig trænede, så kunne jeg faktisk også slå dem, der måske var bedre end mig.

Jeg må have været 9 eller måske 10 år, da jeg opdagede, at en af de ældre piger i klubben var kommet på landsholdet. På det tidspunkt havde Danmark ikke været repræsenteret i judo ved OL i 20 år, men alligevel stod OL som det ultimative, man kunne opnå, for vi havde jo alle mødt Tommy Mortensen (dansk judokæmper, red.) og set hans kampe, og vi vidste, at han havde kvalificeret sig i 1988. Vi vidste, at selvom judo er en lille sport herhjemme, så er OL ikke umuligt.

Jeg husker for alvor OL i London i 2012. Jeg var 14 år og husker, at det var begrænset, hvor meget judo TV 2 og DR viste, så jeg måtte finde nogle af kampene på nettet.

I mændenes minus 60 kilo vægtklasse skulle en russer ved navn Arsen Galstyan møde japaneren Hiroaki Hiraoka i finalen. Jeg ved ikke, hvorfor den kamp gjorde så stort et indtryk på mig. Måske fordi de færreste regnede med, at Arsen Galstyan ville vinde. Han var underdog, men det er dét, judo kan bedre end nogen anden sportsgren. Grænsen mellem succes og skuffelse er så skræmmende lille. Du kan reelt vinde og tabe en kamp på 10 sekunder. Det er det bedste og værste – for tænk dig, at sekunder kan ødelægge års forberedelse.

Russerens sejr var en af de mest overbevisende, og så ovenikøbet mod en fra Japan – de er jo vant til at vinde alt, når det kommer til judo. Jeg tror, hans sejr gav mig en tro på egne evner.

Herfra blev det min drøm at komme til OL. Mine forældre var meget støttende, men ikke på den sportslige måde, som man ofte hører om, hvor alt handler om præstationer. De var støttende som forældre. Særligt min far kørte mig rundt til stævner i Danmark, Tyskland, Holland og Sverige, og hver gang jeg var blevet vejet, tog vi ud at spise. I Tyskland var det på en kæderestaurant, der hedder Vapiano. Ofte talte jeg om mine mål, eller hvor meget jeg ville vinde, og her kunne min far finde på at sige ”ro på”. At jeg nok skulle nå det hele, og at der også findes andre ting i livet end judo. Det tror jeg har været sundt for mig i den præstationskultur, jeg har befundet mig i.

Det er de færreste danskere, der ved, hvad judo er. Men det er ligegyldigt, for det smukke ved OL er, at vi pludselig ser alle sportsgrene, og at vi holder med Danmark uanset disciplinen, vi er repræsenteret i. OL er for de små sportsgrene – altså selvfølgelig ser jeg også håndbold og fodbold – men ved OL er mange små danske sportsforeninger og forbund repræsenteret. Judo en individuel sport, men folk skulle bare vide, hvor mange der står bag mig og har støttet mig i at nå hertil.

Jeg husker tydeligt, da den amerikanske gymnast Aly Raisman var med til at vinde guld i Rio de Janeiro i 2016. Der filmede kameraet ud på familie, venner, trænere og hendes støtter på tribunen. De var helt færdige og græd, for de vidste, hvad de havde ofret for at nå dertil. For mig viste de, hvad OL betyder.

Sportsfotografen: Jeg elsker, at jeg kun har én chance

OL i Japan bliver sportsfotograf Lars Møllers sjette sommer-OL. Han har også deltaget ved vinter-OL, Paralympiske Lege og European Games, som er det europæiske svar på OL.

Jeg var ikke mere end seks år, da den amerikanske svømmer Mark Spitz vandt syv guldmedaljer i 1972 i München. Han var mit store idol dengang, og jeg husker lige så tydeligt, hvordan han poserede på forsiden af Sports Illustrated i sine amerikanske badebukser med medaljerne henover brystet. Jeg havde så aldrig nogensinde troet, at jeg skulle være med til det OL, hvor den rekord blev slået, men da Michael Phelps vandt otte guldmedaljer i Beijing i 2008, stod jeg der. Det er et stort privilegium at få lov at følge de største navne gennem deres karriere.

OL er en kæmpe oplevelse personligt, men fotografisk bliver det heller ikke større. OL er vildere end alt andet, fordi det kun foregår hver fjerde år. Det er så fedt, at man kan samle så mange atleter, som har trænet op til noget så længe, og så brænder de bare det hele af på én gang. Alle er spændt til bristepunktet, og det skaber et miljø af at være bedst mulig, og det gør det også for mig som fotograf.

Du står dér mellem 2000-3000 fotografer fra hele verden, og jeg synes, jeg er bedre, når jeg har været til OL. Det er nok den største fotografiske inspirationskilde, jeg nogensinde har oplevet. Jeg elsker, at jeg ikke kan sige ”hov, kan du ikke lige gøre det igen”. Du har én chance. Enten har du fået det gode billede, eller også har du bare misset det. Og du bliver høj af at få det rigtige øjeblik med hjem.

Jeg tog et billede i 2008, som jeg husker endnu. Det var bordtennisspilleren Michael Maze, der spillede mod en fyr fra Kroatien, som servede ved at kaste bolden tre-fire meter op i luften. Jeg opdagede, at hvis jeg gik op på deltagerpladserne, helt oppe under taget, ville jeg kunne fange Maze sammen med bolden, når den toppede i luften. I det allerførste skud, jeg tog, sad bolden lige mellem øjnene på ham. Det er det vildeste skud, jeg nogensinde har taget. Det er taget på 40 meters afstand, så hvis man regner på det, er sandsynligheden lig nul for, at den bold sætter sig på en lige linje mellem mit kamera til hans øjne. Det er sådan nogle billeder, jeg gerne vil tage.

OL kan bringe folk sammen. Det er lige meget, hvilken farve du har, hvilken politisk overbevisning, du har. Det betyder kun noget, om du er bedre end din sidemand. Alt det andet bliver sat ud af spil, fordi det er sport. Det kan jeg godt lide.

Et rigtigt godt eksempel var ved vinter-OL i Pyeongchang i 2018, da Nordkorea og Sydkorea blev enige om at gå ind under fælles flag til åbningsceremonien og deltage som ét land. Der var noget, der gik op i en højere enhed. OL fik bragt to lande sammen, som har ligget på kanten af krig i noget, der minder om 50 år. Legene fungerede nærmest som mægler mellem dem, så de efter OL rent faktisk begyndte at tale sammen igen. Der så vi, hvad OL kan, når det er allerbedst.

OL i Tokyo bliver mit sjette sommer-OL. Jeg kan ikke holde mig væk, jeg bliver helt kulret, når vi nærmer os, jeg skal bare af sted.

Jeg glæder mig til at fotografere de sportsgrene, jeg aldrig fotograferer i Danmark. Fægtning er for eksempel en undseelig lille sport i Danmark, men til OL er det en af de sportsgrene, jeg bare skal fotografere. Rammerne er helt anderledes. Der er altid kulsort omkring banen, og så er der lysspots på fægterne i hvidt tøj, så du ser ikke andet. Det giver smukke billeder. Du kan simpelthen ikke lave det samme på en rullemadras i en håndboldhal i Danmark. Til OL bliver det hele bare løftet op, op, op.

Veteranen: Det er en udfordring at leve op til det, jeg gjorde som 19-årig

Efter deltagelser ved OL i 2008, 2012 og 2016 missede kajakroer René Holten Poulsen (32) dette års afgørende OL-kvalifikation og må følge med i legene fra Danmark.

Det, jeg bedst husker fra vores sølvmedalje i 2008, var ungarerne, som lå til højre for os. De lagde fra start, som om det var et løb på 500 meter og ikke 1000. Hvis jeg kiggede til siden, kunne jeg slet ikke se dem. Jeg måtte kigge lige frem. På et tidspunkt var de så langt foran, at hvis man kun filmede dem, ville man ikke kunne se andre. Jeg husker også tydeligt, da vi gik forbi dem, sammen med tyskerne. Tyskerne var bare stærkere end os de sidste 150-200 meter.

OL har fyldt utroligt meget i min kar-riere – på godt og på ondt. Det er stort at repræsentere sit land. Det var i Beijing, jeg skabte et navn for mig selv. Det har også været en stor udfordring for mig at skulle forsøge at leve op til det, jeg formåede allerede som 19-årig. Det betyder da noget for mig, at jeg ikke kommer med i år. Det gør ondt ikke at opnå sit mål. Men omvendt, så har jeg heller ikke lyst til at skulle afsted til OL og ikke ro på mit bedste. Jeg har underpræsteret de sidste to gange, jeg har været til OL, i London og specielt i Rio. Det har jeg ikke lyst til at opleve en gang til. Om det så er OL eller en eksamen, så vil du gerne kunne gå derfra og sige, det her var dit absolut bedste. Det er noget, ingen kan tage fra dig. Når du sidder på startstregen, så vil du bare være så hurtig som overhovedet muligt. Forskellen er bare, at til OL sidder fire millioner mennesker og kigger med, så det vil ændre din verden fuldstændigt.

Første gang, jeg selv så OL, var i 1996. Jeg sad i en sofa og så de jernhårde ladies vinde guld i håndbold. Det står meget klart i mit hoved. Det var i den periode, hvor de gjorde det rigtigt godt, så vi så alle kampene. For mig helt personligt var det især Anja Andersens temperament, der gjorde indtryk. Hun var ikke den polerede type, der bare rettede sig efter, hvad træneren sagde. Det kunne jeg se mig selv i allerede i den alder.

Nu er jeg ældre, og hvis jeg kommer med til OL i Paris i 2024, så er det 16 år siden, jeg var med første gang. Så tænker jeg på sådan en som den amerikanske svømmer Anthony Erwin, der blev olympisk mester på 50 meter fri i Sydney i 2000. Bagefter stoppede han med at svømme, han hadede sin sport indædt, så han tossede bare rundt, solgte sine OL-medaljer og kunne ikke noget som helst. I 2016 var han tilbage og vandt igen 50 meter fri som 35-årig. Han var den eneste nogensinde til at gøre det to gange og den ældste svømmer nogensinde til at vinde ved OL.

Det er noget, sporten har lært os: Vi som mennesker kan væsentligt mere, end vi tror, vi kan. Det er muligt. Det kan godt være, du bliver ældre, men du behøver ikke nødvendigvis blive en dårligere atlet. Og det gælder ikke kun sporten. Vi kan mere, end vi regner med, hvis vi gør det rigtigt.

OL kan noget særligt på grund af dets historie. Desværre synes jeg, vi er i en fase, hvor OL ændrer sig meget. Det går fra at være meget klassiske sportsgrene til at blive mere og mere et medieshow. Jeg synes, man skulle holde fast i noget af det mere traditionelle ved OL. Brydning er for eksempel ved at ryge af OL-programmet, og det kan godt være, at det ikke fungerer så godt på fjernsynet, men det er en af de ældste sportsgrene til legene, så den burde være med, hvis du spørger mig.

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke rigtig har set OL siden 2004. Jeg har ligesom stået der selv. I år skal jeg se med, og jeg vil stadig heppe på mine holdkammerater.