Den første vejrtrækning og en verden til forskel

Det er 30 år siden, jeg blev mor. For første gang. Efterårsbladene lå spredt i græsset som en smuk mosaik i den park, vi gik tur i om formiddagen. Og om eftermiddagen var to blevet til tre, og selv de stærkeste røde og gule nuancer uden for fødegangen kunne på ingen måde måle sig med den verden af skønhed, der nu lå og kiggede på os. For første gang.

Det var i 1992. Og for nogle lyder det måske som en evighed siden, mens det for andre mere virker som et øjeblik. Men uanset oplevelsen af tid var det i en anden verden.

Ikke mindst var det tre år efter Murens fald og afslutningen på den kolde krig, som havde delt verden i to med atomare supermagter på hver sin side af det nu historiske jerntæppe, og en virkelighed, hvor folk på begge sider havde frygtet fingeren på den røde knap.

I 1992 var der håb om en anden verden, hvor opdelingerne efter Anden Verdenskrig i et øst og et vest var på vej til at blive historie. Med et Sovjetunionen, der var brudt endeligt sammen året før, og hvor der nu lød helt nye toner. Med løfter om selvstændige nationer, knapt så militære strækmarcher og en ny forfatning i Rusland.

Den 24. august 1992 blev Ukraine et selvstændigt land. Tidligere på året var Usbekistan og Moldova blevet medlemmer af FN, og mens overgangen til selvstændighed i manges ører lød forjættende, var vi i begyndelsen af 1990’erne også vidner til en borgerkrig i det tidligere Jugoslavien. I foråret 1992 blev også danskere sendt ud som fredsbevarende styrker til Kroatien. 

Om sommeren klædte vi os i rødt og hvidt, lærte at sige ”hutlihut”, da Kim Vilfort gjorde sig udødelig, da det danske landshold besejrede Tyskland i finalen, og outsidernationen kunne kalde sig europamestre i fodbold.

Det er 30 år siden. Nu er vi med landsholdet til VM. Denne gang i Qatar, hvor fodboldfesten ikke kan fjerne blodsporet af de migrantarbejdere, der har mistet livet i forbindelse med forberedelserne til verdensmesterskabet. 

Ukraines selvstændighed er også truet. Rusland invaderede landet den 24. februar i år, og igen oplevede vi europæiske flygtningestrømme – i en tid efter Murens fald, efter at håbet var blevet tændt om en anden og mere fredelig verden, hvor gamle fjendskaber havde mistet deres rod. Og hvor frygten for atomkrig derfor også burde høre fortiden til.

Nu er vi igen bange for den røde knap. Og for nye hårde skel og uhellige alliancer, der på ny opdeler verden i et dem og os, hvor håbet for den fredelige fremtid med ét igen synes længere væk. Meget længere væk end det gjorde den tirsdag i november for 30 år siden. 

Og så alligevel ikke. For mellemregningen er den afgørende fødsel: Lige netop den dag for 30 år siden blev min datter født.

Verden blev ny, da hun trak vejret første gang. Og det har den været lige siden. Nu er hver eneste dag fyldt med håb og med kærlighed til miraklet, til det allerstørste, der overhovedet finder sted i vores liv – og som sker hele tiden: hver gang et lille nyt menneske kommer til verden.

Et barn er født! Håbet lever. I hjertet.