Det sker ikke sjældent, at sognepræst Inge Marie Kirketerp Hansen besøger eller får besøg af et menneske i sorg. Det kan være et menneske, der for nylig har mistet et familiemedlem. Og i nogle tilfælde kan det være, at det menneske siger:
”Det her må være Guds vilje.”
For nogle år siden ville præsten måske så have svaret noget i retning af:
”Hvad mener du med, at smerten og lidelsen kan være Guds vilje? Er det en Gud, vi kan have tillid til?”
I dag vil hun nok holde lidt igen. For hvis den, der lider, har en oplevelse af, at det er Guds vilje, må hun møde mennesket der. Som præst og sjælesørger betragter hun sig som en medvandrer for sine sognebørn. Er man på vandring sammen, er der ikke tale om en hurtigt overstået sprint. Man tager et skridt ad gangen. Og for at blive en bedre medvandrer, deltager den tidligere studenterpræst, nu sognepræst i Gjellerup ved Herning, i øjeblikket i en specialuddannelse i sjælesorg, der skal styrke hendes faglighed.
Når man går til sin præst for at få en fortrolig samtale – for at få omsorg for sin sjæl – har man måske inden da læst eller hørt, at præsten ikke er psykolog, men først og fremmest et medmenneske. En næste, der gerne vil lytte og tale med om livets store spørgsmål. Hvorfor ruster præsterne sig så samtidig fagligt til at yde sjælesorg? Og kan man professionalisere sig som medmenneske?
Hvad gør de andre?
"Synes du, at du som præst er klædt fagligt godt på til at varetage sjælesorgssamtaler?"
Sådan spurgte Kristeligt Dagblad i november sidste år danske præster i en spørgeskemaundersøgelse lavet af YouGov. 341 præster svarede på spørgsmålet. 84 procent af dem svarede ja, og en hel del skrev, at de havde videreuddannet sig inden for sjælesorg.
Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV) udbyder to specialuddannelser i sjælesorg - en for institutionspræster og en for sognepræster, og begge dele er blandt de mest populære uddannelser hos FUV. Sognepræsterne var forleden samlet i Løgumkloster til tredje modul i uddannelsen, som handlede om sorg, tab og fællesskab, og som var ledet af ægteparret sognepræst Helle Schimmell og sogne- og hospicepræst Ole Raakjær. Han fortæller, at efteruddannelse i sjælesorg er meget præget af, hvem kursuslederne er. For hver har de forskellige tilgange til den del af det folkekirkelige arbejde.
"Den grundlæggende tilgang for os har været at give præsterne en følelse af, at det er godt at være præst. At man kan byde på noget, som er særligt, når man møder mennesker der, hvor livet er svært for dem. Vi vil gerne have, at de går hjem fra kurset og tænker: Hvor er det godt, at jeg er præst."
Ole Raakjær er selv en af de store kapaciteter på sjælesorgsområdet i Danmark og har blandt andet i sin ph.d.-afhandling undersøgt, om hospitals- og hospicepræster fik udvandet deres teologiske udgangspunkt for den eksistentielle samtale - under påvirkning af en terapeutiseret kultur, hvor det enkelte menneskes udvikling og eget ansvar for egen lykke ofte er i fokus. Som tidligere beskrevet her i avisen konkluderede afhandlingen, at præsterne ikke mistede det kristelige udgangspunkt, skønt de havde det enkelte menneskes problemer og oplevelser for øje.
Hans eget fokus på sorg som noget, der ikke bare er den enkeltes problem, men som lever i og må gribes af fællesskabet, skinner tydeligt igennem programmet for det modul af specialuddannelsen, som blev gennemført i januar:
Ole Raakjær selv underviste i eksistentielle og teologiske perspektiver på sorg. Professor Niels Henrik Gregersen holdt foredrag om fællesskabet mellem døde og levende. Salmedigter Iben Krogsdal holdt oplæg om salmer som evighedsperspektiv til sjælesorgssøgende, og sognepræst Lone Vesterdal talte om kirkerummets betydning for den sørgende. For blot at nævne nogle af programpunkterne.
Spørger man 38-årige Inge Marie Kirketerp Hansen, der selv deltager på specialuddannelsen, er det afgørende for hende at mødes med kolleger fra hele landet for at tale om, hvordan de hver især griber sjælesorgssamtalerne an. Trods teologiske forskelle fremhæver hun en ærlighed og sårbarhed omkring en del af præstens arbejde, som jo ellers er defineret ved at foregå i det skjulte, fordi præsten har tavshedspligt.
Hun husker især en dag i andet modul af uddannelsen, hvor holdet havde besøg af en skuespiller. Skuespilleren spillede fire forskellige roller på skift, og præsterne skulle så skiftes til at sætte sig over for hende og samtale med den case, hun var. Der var en kvinde, hvis mand havde været hende utro, en mor, der havde mistet sit nyfødte barn, en mand med en dødsdom og en kvinde, hvis mand var død.
"Vi lærte utroligt meget af at se, hvor forskellige vi er, og hvor forskelligt vi oplever sådan en samtale," siger Inge Marie Kirketerp Hansen.
"Hvordan åbner og lukker man sådan en samtale? Hvordan klinger troen med? Får man introduceret den på en god måde, eller sender man folk væk skuffede over, at de ikke blev tilbudt en bøn eller lignende?"
Protokoller i en sønderjysk kælder
At man kan efteruddanne sig i sjælesorg i Danmark, er ikke en specielt gammel tradition. Det fortæller Lars Kruse, der er sognepræst i Herstedøster i Albertslund, og som ind til for nylig var lektor i sjælesorg på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.
"Sjælesorgen har altid været der, den begynder allerede i evangelierne. Men det var ikke før 1960'erne og 1970'erne i Danmark, at man begyndte at tale om sjælesorg som noget, præsten var forpligtet på, men ikke som sådan uddannet i."
Lars Kruse har været i kælderen under FUV's lokaler i Løgumkloster for at lede i arkiverne efter vidnesbyrd om, hvornår de første tiltag hen imod kurser i sjælesorg blev lavet. I 1980'erne kom der klare ønsker til det, der dengang hed Præstehøjskolen (i dag FUV), fra især hospitalspræsterne, der ønskede at blive klædt bedre på til at tale med folk.
"Så vidt jeg kan se i Præstehøjskolens bestyrelsesprotokoller, var man skeptiske over for at lave en uddannelse i sjælesorg, fordi man var bange for, at sjælesorgen skulle blive for terapeutisk."
Men i 1983 lavede Præstehøjskolen alligevel et 11 dage langt kursus i såkaldt pastoralpsykologi og sjælesorg, og interessen var stor. Den slags kurser fortsatte gennem 1980'erne. Det var blandt andre præsten og psykoterapeuten Bent Falk og den norske professor i sjælesorg Tor Johan Grevbo, som blev interviewet for nylig her i avisen, der underviste. I 1995 blev det første lektorat i sjælesorg oprettet på det daværende Teologisk Pædagogisk Center (i dag også FUV). Og i en periode har det også været muligt at tage en masteruddannelse på Københavns Universitet i sjælesorg.
Som noget nyt barsler FUV med en specialuddannelse i sorg og sorggruppeledelse lavet i samarbejde med Det Nationale Sorgcenter. Uddannelsen består af tre ugemoduler, hvoraf det første afholdes i maj i år, og interessen var så stor, at man ville have kunnet starte tre hold, hvis der havde været midler til det. Og så arbejder mange præster også med supervision, så de selv kan modtage sjælesorg eller sparre med en fagfælle, ligesom det er muligt at tage en supervisionsuddannelse, hvilket giver yderligere mulighed for at dykke ned i sjælesorgsfeltet. Supervisionsuddannelsen udbydes hvert 10. år, og i øjeblikket er et hold i gang. Når interessen er stå stor, kan man spørge, om ikke FUV burde udbyde endnu flere kurser og pladser? Lederen for uddannelse på stedet, Ulla Morre Bidstrup, peger dog på, at FUV er bevillingsfinansieret og ikke brugerfinansieret og derfor økonomisk begrænset.
"Sjælesorg har i forvejen en stor plads i forhold til, hvad de fleste præster faktisk laver. Jeg kan for eksempel personligt undre mig over, at der ikke er flere, der efterspørger efteruddannelse i sådan noget som religionspædagogik, da de fleste præster underviser flere timer om ugen end de yder sjælesorg. Men fordi præstegerningen er et generalisthverv, vil der altid være brede efteruddannelsesønsker og nogle, der lægger mere vægt på noget end andet. Men da sjælesorg i forvejen står stærkt i vores uddannelsesudbud, kan jeg ikke love, at det bliver yderligere opprioriteret."
Men hvad skal det egentlig til for? Hvorfor skal man øve sig i at være en god næste?
"For mig er det meget vigtigt at blive ved med at dygtiggøre mig. Som teolog, som prædikant, men også som sjælesørger," siger Inge Marie Kirketerp Hansen.
"Som sjælesørger kan man arbejde med sin måde at stille spørgsmål på, hvordan man bruger stilheden, eller med hvordan evangeliet og også konkrete bibelske fortællinger inddrages. Ved at uddanne mig videre i sjælesorg er jeg blevet mere opmærksom på, at samtaler kan ændre sig, hvis jeg ændrer min tilgang til dem. At man som sjælesørger er med til at flytte det i en bestemt retning."
Hun har efterhånden 10 års erfaring som præst - de første fem var som studenterpræst, hvor sjælesorgen fyldte meget.
"Da jeg var nyuddannet, kunne jeg være bange for, hvad jeg skulle sige, hvis der kom nogen til mig og sagde noget særligt skrøbeligt. I dag giver min erfaring, men også min faglighed mig en ballast, der gør, at jeg føler mig rustet - også til de svære samtaler. Sorg, selvmordstanker, depression, liv, død, eksistens eller mistet tro. Det skal man kunne komme med til sin præst."
Det går ikke at leve den andens liv
Når præster efteruddanner sig inden for sjælesorg, er det grundlæggende for at kunne være deres næste til hjælp, siger Lars Kruse. Dertil kommer blandt andet, at det er frugtbart at blive opmærksom på den magt, man har som sjælesørger, og som man bør afholde sig fra at gribe ud efter for ofte.
"Jeg bruger tit det billede i undervisning, at vi i sjælesorgssamtaler sætter en skål i mellem os," siger Lars Kruse, der også er supervisor for andre præster. Han fortsætter:
"Jeg lægger en del frugter i skålen, og du kan også lægge nogle frugter der. Og så tager vi dem og smager på dem, og vi ser, hvad du kan lide. Du skal kun spise det, som giver dig næring. Det er sjældent mig beskåret at vide, hvad der er næring for den andens sjæl, men jeg kan godt byde ind. Og det kan godt være, jeg skal øve mig i at holde mig lidt tilbage, så jeg ikke overtrumfer og siger: 'Jeg er sikker på, at du skal spise æblerne'. For det er ikke mig beskåret at leve dit liv. Men jeg kan tilbyde en indsigt eller at gå sammen med dig."
Skønt nogle sognebørn nok stadig betragter deres præst som en autoritet, så er der alligevel sket en ændring. Det ser Inge Marie Kirketerp Hansen.
"Jeg oplever ikke, at jeg umiddelbart har en autoritet som præst for dem, som kommer til mig. I hvert fald ikke de yngre. Det er nok nærmere en autenticitet, som kommer i løbet af samtalen, når de fornemmer en professionalisme. At jeg kan noget," siger hun og afslutter:
"Det er enormt meningsfuldt at få lov til at være medmenneske på den måde. Det er det, man får lov til som sjælesørger: at være sammen med den anden midt i mørket og måske – måske bringe lidt håb med derind. Og nogle gange er bare det, at man oplever, at man ikke er alene med smerten, nok til at håbet kan komme til. Sådan er det nemlig med håb. Det har det med at snige sig ind mellem selv de mindste sprækker”.