Depression rimer hverken på sommerland eller sårbarhed

I min optik burde vi tale meget mere om psykisk sygdom. Ikke i det skjulte. Ikke hviskende, som noget skamfuldt og tabuiseret, skriver Heidi Røn

Her ses rutsjebanen "Dragekongen", som Heidi Røn og familien stadig har til gode at prøve.
Her ses rutsjebanen "Dragekongen", som Heidi Røn og familien stadig har til gode at prøve. . Foto: Djurs Sommerland/Pressefoto.

Hvad rimer på depression? Ja, i hvert fald ikke Djurs Sommerland. Drengene og jeg skulle sidste sommer have været af sted. Vi havde set frem til den helt store rutsjebanetur i Dragekongen, og glædede os til at dykke med 85 km/t fra 30 meters højde. Så langt kom vi aldrig. Men vi dykkede alligevel. For det gør man. Falder i frit fald, når et familiemedlem er sygt og må indlægges. Og således gik turen denne gang altså ikke til det forjættede sommerland på Jyllands næse, men i stedet til psykiatrisk afdeling i Herning, hvor min søster var blevet indlagt med en depression så dyb som Marianergraven.

”Jeg var slet ikke klar over, at din søster var psykisk sårbar”, sagde en bekendt til mig en dag – næsten hviskende og med ansigtet i de helt forkerte folder. ”Psykisk sårbar?!”, fnøs jeg. Er der noget, man ikke er, når man er ramt af depression, så er det sårbar! Ja, jeg vil faktisk vove den påstand, at min søster er stærkere end stærk. Stærkere end mig og stærkere end de fleste. At udholde mørket, angsten og menighedsløsheden i lange perioder, det kræver altså sin mand m/k. Så psykisk sårbar, siger du. Nej, hun er alt andet end sårbar. Depression rimer ganske enkelt bare ikke på sårbarhed. Det gør det altså ikke. Uanset hvor meget du anstrenger dig og forsøger.

Da et andet familiemedlem for år tilbage blev ramt af kræft, var der ingen, der kaldte ham fysisk sårbar. Nej, tværtimod. Han blev kaldt en fighter. For det var han. Indtil døden. Ukuelig, stærk, modig. Nøjagtig som min søster også er det.

”Er der mon et hierarki inden for sygdomme og lidelser?”, tænker jeg nogle gange ved mig selv. Og det tror jeg faktisk, der er. Det er både ”pænere” og mere acceptabelt at have grå stær end tilbagevendende, smertende hæmorider. Det taler vi ikke så meget om ved middagsbordet. Og det er også lettere at kaste ud i plenum, at man lider af en autoimmun sygdom end af en psykisk sygdom. Ja, jeg vil vædde Spanien på, at det er sådan, det er. Og det er både ærgerligt og skammeligt.

I min optik burde vi tale meget mere om psykisk sygdom. Ikke i det skjulte. Ikke hviskende, som noget skamfuldt og tabuiseret. Men åbent. Og stærkt. For har man ikke selv mærket psykisk sygdom på egen krop og sind, kender man med garanti én eller flere, der har. En bror. En søster. Et barn. En forælder. En nabo. Mennesker, der ikke nødvendigvis er mere sårbare eller skrøbeligere end alle andre. Men som simpelthen bare er ramte. Som man som menneske tilfældigt kan rammes af alt muligt. Ja, måske vi alle faktisk er sårbare?

Min søster er for længst kommet op af sindets Marianergrav. Depressionen slap sit tag grundet dygtige læger og en effektiv ECT-behandling (elektrochok). Og i år er vi så i fuld gang med at tage den tabte sommer tilbage. Jo, det er vi. Vi tager revanche, og intet skal forsømmes. Vinen smager ekstra godt, synes jeg. Solens stråler føles endnu varmere, nætterne på terrassen synes endnu lysere, og latteren er højere end nogensinde. Jo, sådan er det. Sådan føles det, når en sommer skal indhentes på en sommer, og alt det tabte gives tilbage.

Vi ses på toppen af Dragekongen!

Signatur er en klumme og skrives på skift af sognepræst Heidi Røn, journalist Tine Maria Winther, efterskoleforstander Rasmus Bro Henriksen og redaktør Kåre Gade