Det var lillebror, der gav 19-årige Cecilie Rossau Gramstrup studenterhuen på i mandags. Efter tre år med afleveringer og eksamener på Ringkøbing Gymnasium var det slut.
Gymnasietiden skulle være festlig og fuld af oplevelser. Men i månedsvis blev den i stedet præget af hjemmeundervisning på værelset bag en computerskærm og aflysninger af fester.
"Jeg ved jo faktisk ikke, hvad jeg er gået glip af. Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle opleve, hvordan det var at gå i byen for første gang, fordi jeg lige var blevet 18 år. Og jeg troede, at jeg skulle på studietur med mine nye venner. Det hele blev ikke til noget," siger Cecilie Rossau Gramstrup, som er en del af den gruppe studenter, som er blevet kaldt "årgang lockdown".
En generation af studenter, som i løbet af deres tid i gymnasiet har oplevet en pandemi, krig i Europa og en klimakrise. Nu skal de ud at finde deres første fuldtidsjob, læse videre, rejse ud i verden eller noget helt fjerde. Men hvem er de danske studenter anno 2022, og hvordan har tidens kriser formet dem?
Et gymnasieliv foran skærmen
"Det er en generation af studenter, som er blevet ramt af den helt store globale klinge," siger Noemi Katznelson, som er professor og leder af Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet.
Faktisk kan hun ikke komme i tanke om noget lignende, fortæller hun og nævner netop coronapandemien, krigen i Ukraine og klimakrisen.
Man får hele tiden at vide, at gymnasiet er de bedste år i ens liv, og det er næsten med til at skabe et præstationspres over for ungdomslivet i sig selv
Og det er med cirkel omkring coronapandemien, som ifølge professoren slukkede mange unges forestillinger om, hvordan gymnasielivet ville blive. For ingen elever i de danske gymnasiers historie har oplevet noget tilsvarende. Og lige netop årgang 19/22 er en af dem, som blev ramt hårdest. For de nåede blot at gå i gymnasiet i et halvt år, før corona kom til Danmark, og politikerne på Christiansborg sendte dem hjem bag computerskærmen.
De kom af sted igen, men så var der en, der blev smittet. Hjem igen. Og sådan svingede pendulet, indtil virologerne for lidt over fire måneder siden kunne fortælle, at nu var vi ovre det værste.
Selvom det er svært at sige noget håndfast om, hvilke konsekvenser coronapandemien har haft bredt set, så er det et faktum, at den i lange perioder har forhindret eleverne i at mødes i skolen og deltage i sociale arrangementer ansigt til ansigt – og at det gik udover trivslen.
"Den overleverede fortælling om ungdomslivet i gymnasiet er, at det er en tid med sjov, frihed og forelskelse. En tid, hvor alt åbner sig. Så der er en kolossal kontrast mellem det forventede og det, der rent faktisk er sket," siger Noemi Katznelson, som mener, at de, der i disse dage bliver studenter, har "betalt ved kasse et".
For det handler ikke kun om at give afkald på gymnasiefester og byture. Det helt grundlæggende sociale fællesskab i klasserne blev der sat en stopper for.
"I forvejen er mistrivslen høj, og corona har sandsynligvis bare givet den et nøk opad - især for dem, der ikke har kunnet finde en plads i de sociale fællesskaber, som jo i høj grad er foregået uden for gymnasierne," siger Noemi Katznelson, som mener, at studenterne har misset flere trin af den sociale – og måske også faglige – dannelse.
Forkvinde i Danske Gymnasiers Sammenslutning, Alma Tynell, kalder det et kollektivt "fomo", en forkortelse for fear of missing out (frygt for at gå glip af noget).
"Man får hele tiden at vide, at gymnasiet er de bedste år i ens liv, og det er næsten med til at skabe et præstationspres over for ungdomslivet i sig selv. Under nedlukningerne har man slet ikke kunnet leve et ungdomsliv," siger hun, som selv blev færdig på gymnasiet sidste sommer.
"Det skabte en distance mellem os, og det gjorde det svært at falde tilbage i de sociale dynamikker, da der så blev åbnet op for samfundet igen," siger Alma Tynell.
Krisernes tid
Der gik ikke lang tid fra virologernes betryggende besked til krigens udbrud i Ukraine. Selvom Noemi Katznelson fra Center for Ungdomsforskning siger, at for eksempel Ukrainekrigen og klimakrisen er abstrakter, som endnu ikke har haft direkte konsekvenser for studenterne, ændrer det ikke ved, at mange unge fortæller, at de er bekymrede for fremtiden, når de bliver spurgt.
Mange fyldes med en følelse af, at tiden er knap
En undersøgelse fra universitetet i Bath i England, som blev omtalt i Kristeligt Dagblad den 21. januar i år, viste, at 39 procent af unge mellem 16 og 25 år af hensyn til klimaet tøver med at få børn. For en måned siden udgav Dansk Ungdoms Fællesråd en undersøgelse – godt nok blandt 18 til 30-årige – som viste, at 57 procent er bange for, at der udbryder en tredje verdenskrig.
Samtidig tumler de nye studenter gennem teenagelivets sidste etape, slås med forventningspresset fra sig selv og dem omkring sig, mens de har forsøgt at score en topkarakter til eksamen. Det er ikke sjældent, at der dukker undersøgelser op med overskrifter, som fortæller, at de unge mistrives, og at flere opsøger psykologhjælp.
De er en del af Generation Z, zoomerne, som de også kaldes. De "digitalt indfødte" født mellem 1995 og 2010, som er mere bekymrede for deres fremtidsudsigter end deres forældre, og som lever i det, der af nogle er blevet kaldt en perfekthedskultur.
Modsat i midten af 1990'erne, da Jonas Lieberkind blev student, er det en generation, som i højere grad føler et ansvar for at forbedre den verden, de lever i.
"Mange fyldes med en følelse af, at tiden er knap. Store verdensomspændende problemer har meldt sig, og de kan føle, at de i en eller anden grad skal tage stilling til dem, og at de har et ansvar for dem," siger han, som er lektor på Danmarks institut for pædagogik og uddannelse på Aarhus Universitet.
Reserveret engagerede
Selvom Alma Tynell fra Danske Gymnasiers Sammenslutning har svært ved at finde de positive sider ved hjemsendelserne under corona, har det ikke udelukkende været dårligdom. For nogle var det rart at slippe for de store sociale forsamlinger. Og måske har det, siger hun, samtidig har skabt en mere "robust og selvopofrende" generation.
"Corona ville have konsekvenser for de færreste af os, hvis vi blev smittet, så vi kunne godt bare have valgt at mødes og feste. Men det gjorde de allerfleste af os ikke, fordi vi gerne ville passe på andre mennesker i vores samfund. Det er et tegn på, at det også er en generation, som gerne vil tage ansvar – ligesom når vi taler om klima," siger Alma Tynell, forkvinde i Danske Gymnasiers Sammenslutning.
Det viser undersøgelser også, fortæller lektor Jonas Lieberkind.
"Den røde tråd i ungdomsforskningen har været, at ungdommen er enormt individualiseret, men rigtig meget peger på, at de ikke er det. For eksempel når det gjaldt om at tage hensyn til andre under coronapandemien, for den viste, at de unge holdt sig fra de sociale fællesskaber, fordi de ville beskytte andre," siger han.
Det er heller ikke nødvendigvis en dårlig ting, at mange unge kan føle et stort ansvar overfor det, der sker omkring dem. For det kan samtidig skabe et engagement, lyder det fra Jonas Lieberkind.
“Det kan godt være, de ikke melder sig ind i fagforeninger og partierne og går på barrikaderne. Men de er optagede af politik og især værdipolitiske emner," siger han, som godt nok også fortæller, at det er vanskeligt at måle det politiske engagement i forhold til eksempelvis ungdommen i 1990'erne.
"Den politiske interesse kommer især til udtryk, når de er sammen med deres familie og venner. Og mange unge tager i disse år stilling, for eksempel når det gælder klimakrisen," siger han.
Den nyudklækkede student Cecilie Rossau Gramstrup står ikke og flager foran Christiansborg i protest. Men hun er politisk interesseret, og når det gælder den offentlige transport i Ringkøbing-Skjern Kommune, så har hun klare holdninger.
Men lige nu fylder det ikke meget. I løbet af gymnasietiden har hun sparet både penge og forventninger op. Så efter sommeren skal hun på højskole mellem Jelling og Vejle, hvor hun i hvert fald ikke kommer til at savne at have nogle at være omkring.
"Forventningerne er tårnhøje. Endelig kan jeg komme et sted hen, hvor alle er, fordi de vil. Og til et sted, hvor der ikke er nogen konkurrence".