Deres søn blev født alt for tidligt. Hospitalspræsten stod med dem i meningsløsheden

Hvem er man, når alt håb synes ude? Findes der en tro, og lever kærligheden i magtesløsheden? Ida Marie Auken og Peter Sindberg mødte en hospitalspræst, da deres søn kom til verden tre og en halv måned for tidligt

31-årige Ida Marie Auken og 44-årige Peter Sindberg har forskellige forhold til tro - både før og efter fødslen af deres søn, Halfdan. Men de er begge taknemmelige for, at hospitalspræsten dukkede op i deres liv, da det så mest håbløst ud.
31-årige Ida Marie Auken og 44-årige Peter Sindberg har forskellige forhold til tro - både før og efter fødslen af deres søn, Halfdan. Men de er begge taknemmelige for, at hospitalspræsten dukkede op i deres liv, da det så mest håbløst ud. Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix.

"Så bliver vi enige om, at vi er klar til at slukke hans respirator," siger Peter Sindberg. Han synker.

Det var vist været på ottendedagen efter Halfdans fødsel i december 2019. Hans forældre var blevet kaldt ind til en samtale med en læge og en sygeplejersker på neonatal-afdelingen, hvor deres søn var indlagt. De havde knap trukket vejret den seneste uge, og de ord, de havde hørte komme ud af lægens mund, var, at de skulle tage stilling til, om barnet fortsat skulle holdes i live for enhver pris. At de to store blødninger i hovedet, man havde fundet, kunne få afgørende konsekvenser for, om han ville få et godt liv. At de skulle beslutte, om hans respirator skulle slukkes. De fik den fornemmelse, at håbet var ude.

Ægteparret Ida Marie Auken og Peter Sindberg havde sendt lægen og sygeplejersken ud af kontoret. De havde grædt og talt og kigget hinanden i øjnene og var blevet enige: Halfdan skulle ikke tvinges til at overleve, hvis han ville få et lidelsesfuldt liv.

"Det er det, der er så vildt, ikke, " siger Peter Sindberg og er stille lidt.

"At man kan kommer så langt ud, at man kan tage den beslutning. Vi var ikke villige til at udsætte ham for alt muligt kun for vores skyld. Så kom de tilbage, og vi sagde, at vi var klar til at slukke. Og så sagde de: 'Nej nej nej, det er slet ikke der, vi er'."

Halfdan kom til verden tre og en halv måned for tidligt, da hans mor var gravid i uge 25. Han vejede 877 gram ved fødslen, og i det første lange stykke tid blev hans tilstand vurderet fra time til time. Hans forældre troede på den dag, otte dage efter hans fødsel, at de blev bedt om at beslutte, om hans respirator skulle slukkes nu. Men det var en misforståelse. Lægen havde forsøgt at forklare dem, fortæller de, at situationen var så alvorlig, at det kunne udvikle sig i den retning, at det ville være det eneste, man kunne gøre.

Men det var ikke der, de var nu, og det var ikke en beslutning, forældrene kunne tage - den var lægernes. Men forældrene følte sig fanget i, at de havde sagt så store og konsekvensfyldte ord. De havde taget den magt, de troede, de blev bedt om at tage - over deres elskede søns liv. Af kærlighed til ham, men det var skyldfølelsen, der væltede dem omkuld denne dag i december 2019.

Står man i krise eller sorg, kan man bede sin præst om en fortrolig samtale. Sjælesorg hedder det, men en stor del af danskerne får også sjælesorgssamtaler, når de møder præsterne på offentlige institutioner rundt om i landet. Ida Marie Auken og Peter Sindberg mødte netop en hospitalspræst, og i dag siger de, at de er præsten evigt taknemmelige for hendes evne til at håndtere deres sorg og smerte. Det er deres historie om tro, håb, skyld og kærlighed, der her fortælles.

Han skulle døbes. Hurtigst muligt

31-årige Ida Marie Auken og 44-årige Peter Sindberg mødte hinanden for nogle år siden. Hun er grafisk designer, han er arkitekt, og de flyttede sammen og ville skabe familie. Graviditeten gik godt, Ida Marie Auken var glad og fastholdt sine lange løbeture. Da hun var præcis fem og en halv måned henne i sin graviditet, fik hun pletblødninger. Hun tog fra hjemmet i Aarhus til sit arbejde i Herning, og da hun ringede til sin jordemoder for at bede om måske at blive tjekket hjemme i Aarhus om aftenen efter arbejde, studsede jordemoderen over, at Ida Marie Auken også havde plukveer. Så det blev arrangeret, at den vordende mor kunne blive tjekket på hospitalet i Herning med det samme. Da hun nåede ind på hospitalet, styrtblødte hun, fødslen var allerede i gang. Peter Sindberg blev kaldt til, og det var måske ikke før, deres søn kom til verden ved kejsersnit omkring klokken 16 den eftermiddag med et lille bitte skrig, at det gik op for dem, at det faktisk var et levende barn og ikke en abort, de stod midt i.

Det føltes i de første dage som om, alt håb var væk, og så opdager man, hvor meningsløst det hele er, når der ikke er noget håb.

Ida Marie Auken

Han vejede 877 gram og kom i kuvøse. Samme aften blev de overflyttet til neonatal-afdelingen i Skejby og fik der at vide, at der var 50 procents chance for, at han ville overleve. Og hvis han overlevede, var der 50 procents risiko for men. Det gik op for dem, at grunden var forsvundet under dem.

"Jeg var ikke længere gravid, vi havde ikke et sundt og raskt barn, og vi skulle ikke hjem," siger Ida Marie Auken.

Det slog hende, at han skulle døbes, og det skulle være nu. Senere gik det op for dem, at mange andre forældre på afdelingen vægrede sig mod at få deres børn nøddøbt, for den beslutning er tæt knyttet til erkendelsen af, at man måske ikke får sit barn levende med hjem. Men de havde det omvendt. Alle kneb gjaldt, og Halfdan skulle have al den styrke og hjælp med, han kunne få. Det var der, de første gang mødte hospitalspræsten. Ida Marie Aukens far er præst, og han skulle døbe sit barnebarn, og hospitalspræsten lyttede til deres behov og satte bedstefaderen ind i, hvordan nøddåben kunne foregå med et barn beskyttet bag kuvøsens plastikvægge.

Næste dag, den 12. december 2019, blev Halfdan Auken Sindberg døbt af sin morfar, som forsigtigt stak en hånd ind i kuvøsen og puttede tre dråber vand på det lille hoved. Forældrene havde endnu ikke holdt ham i deres favn, og hverken de selv eller den lille del af familien, der var med, var i stand til at synge salmerne. To sygeplejersker havde mæle til det.

Hvem er man uden håb?

I de næste dage kom præsten på besøg hos familien dagligt - sådan husker de det i hvert fald. Lægerne og sygeplejerskerne tog sig af Halfdan. Hver dag var der nye resultater og prognoser, forældrene forsøgte at forholde sig til. Ida Marie Auken beskriver hospitalspræsten som en engel, der kom ind, satte sig og talte med forældrene.

"Vores familier var skræmte, chokerede og ulykkelige på vores vegne, og vi prøvede at tage vare på Halfdan og hinanden og vores familie. Men hun var rolig - måske fordi hun har set lidt af hvert," siger Ida Marie Auken.

Lægerne og sygeplejerskerne var der for dem, men selvfølgelig hovedsageligt for Halfdan.

"Men hun tog sig udelukkende af os."

Særligt for Ida Marie Auken, der er vokset op som barn af en grundtvigsk frimenighedspræst med alt, hvad det indebærer af jævnlig kirkegang og børnebibel på lydbog, vældede trosspørgssmål op i de første dage af hendes søns liv. Spørgsmål hun ellers aldrig havde taget stilling til.

"Det føltes i de første dage som om, alt håb var væk, og så opdager man, hvor meningsløst det hele er, når der ikke er noget håb."

Når præsten fortalte parret om skriftstedet fra Første Korintherbrev om troen og håbet af kærligheden - hvor kærligheden er størst af de tre, resonerede det i dem. For kærligheden til det lille liv var så omfattende, at den måtte bære - også i det bundløse. Helt konkret kom kærligheden til udtryk som en helende kraft for Halfdan. Efter fire dage kom han ud af kuvøsen første gang, og det blev rutinen fremover. Hver dag hjalp sygeplejersker med at tage ham ud med alle ledningerne og placere ham på sin fars eller mors bryst. Der lå han 10-12 timer om dagen de næste måneder, mens han voksede og blev stærkere.

Abraham og Isak på bjerget

Men kærligheden kom også til udtryk i den oplevelse, som Ida Marie Auken i dag kalder mere traumatiserende end selve fødslen - nemlig samtalen, hvor de troede, at de skulle beslutte, om de ville slukke Halfdans respirator. Forældrene følte sig i de dage plaget af den magt, de et kort øjeblik troede, de skulle tage over deres barns liv. Hvordan kunne de have sagt "sluk"? Det var en af de nætter, hvor Ida Marie Auken sad og malkede mælk ud, at en historie ved tre-tiden pludselig stod klar for hende. Om Abraham og Isak på bjerget.

"Tag Isak, din eneste søn, ham, du elsker, og begiv dig til Morija-landet. Dér skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om," siger Gud til Abraham i Første Mosebog.

Hun havde siden sin barndom ikke kunnet forstå den historie. Hvordan kunne man gøre sådan noget?

Psykologen sagde: 'Ja, løb da en tur, du skal gøre alt det, som kan gøre dig glad'. Men præsten sagde: 'Jeg synes ikke, du skal løbe nogen steder. Du skal blive her'. Hun hjalp mig til at acceptere, at jeg var et smertefuldt sted, som jeg ikke kunne flygte fra. 

Ida Marie Auken

"Nu tænkte jeg pludselig: Det er jo det, jeg er udsat for. Jeg kendte ingen, som havde været udsat for det her, og jeg følte mig ekstremt ensom. Men her var der en historie, der, selv om det ikke fuldstændig var det samme, blev til en krog, jeg kunne hænge min erfaring op på. Jeg tror ikke engang, jeg fortalte det til dig, Peter," siger hun og kigger på sin mand, der sidder ved siden af hende ved spisebordet i hjemmet i Aarhus.

"Jeg fortalte først om det til en af vores samtaler med præsten, for jeg fornemmede, at hun havde sprog for det. Vi talte om, hvor meningsløst det kan være at tro, man skal træffe sådan et valg, men at det er en del af livet. At når jeg havde været parat til at gøre det, var det ikke ensbetydende med, at jeg ikke elskede ham eller ikke ville ham det bedste. Det var en beslutning truffet ud af uselvisk kærlighed, det var en fornemmelse af at være klar til at slukke sin egen drøm for sit barns skyld."

Du skal ikke løbe nogen steder

Under indlæggelsen talte parret også med en psykolog, og Ida Marie Auken husker, at hun både fortalte psykologen og præsten, at hun havde lyst til at tage sine løbesko på, løbe en tur og bare løbe lang væk.

"Jeg husker det sådan, at psykologen sagde: 'Ja, løb da en tur, du skal gøre alt det, som kan gøre dig glad'. Men præsten sagde: 'Jeg synes ikke, du skal løbe nogen steder. Du skal blive her'. Hun hjalp mig til at acceptere, at jeg var et smertefuldt sted, som jeg ikke kunne flygte fra," siger Ida Marie Auken og peger på, at den erkendelse ikke nødvendigvis er let at nå frem til for mennesker i dag.

"Vil man tabe sig, går man i fitnesscenteret, vil man have styr på sit hoved, går man til psykologen. Og grundlæggende lever vi i en tro på, at vi er vores egen lykkes smed, og at det meste kan fikses," siger Ida Marie Auken.

Men sommetider er der ikke så meget at gøre. Sommetider er man tvunget til at befinde sig i magtesløsheden.

"Der gik lang tid, hvor vi frygtede for hans liv. Samtalerne med præsten hjalp mig til at slutte fred med, at uanset hvad udgangen på det blev, var det for det bedste for Halfdan. Uanset hvad ville det være, fordi der var nogen, der holdt hånden over os."

Under et roligt lys

Da det nærmede sig jul i 2019, og præsten skulle på juleferie, kom hun ind til familien. Hun satte et lille led-lys hos dem sammen med sit telefonnummer. Så de kunne ringe, hvis der var noget. Og da det blev juleaften, tog Ida Marie Auken og Peter Sindberg i Vor Frue Kirke i Aarhus. Uden deres søn, som var på afdelingen, og det var fuldkommen surrealistisk, men blev også en oplevelse, Peter Sindberg ikke glemmer.

Han er ikke religiøs, men kulturkristen som så mange andre, og for ham har oplevelserne på Skejby ikke haft noget specifikt med Gud at gøre. Men at tale med præsten og siden sidde der i kirken og lytte til koret, fyldte ham med en ro. Den har han stadig i dag, når han træder ind i en kirke, og parret blev da også gift i Vor Frue Kirke på deres søns et års fødselsdag i 2020.

For Halfdan lever. Det gør han selv opmærksom på denne eftermiddag i Aarhus, hvor der lyder knirk inde fra soveværelset. Han har været hjemme i dag, for han har lidt stive lunger på grund af sin for tidlige fødsel og sit lange respiratoriske forløb og har derfor været på Skejby i morges for at få suget lidt slim ud til podning for bakterier, der kom med en forkølelse. Han har sovet en lang lur, og Peter Sindberg henter ham og bjørnen Fiffi med ud i stuen, da han er vågnet.

Halfdan er to år, han har så vidt vides ingen men, og lægerne har sluppet ham. Han bliver glad og genert over at have fået besøg af en fremmed gæst, der har optageudstyr med og sågar en kuglepen, som man kan klikke på og tegne på bordet med.

Imens fortæller forældrene, at de aldrig nåede at tage afsked med præsten, som fulgte dem i de tre og en halv måned, de var indlagt. For de blev udskrevet midt i første coronanedlukning, og det hele foregik lidt anderledes i den tid. Men de glemmer hende ikke.

Gæsten har medbragt en erantis til Halfdan, snuppet på en skrænt. Nu står den i et æggebæger med vand, og Halfdan kigger nærmere på den, mens hans far laver frokost klar til ham.

Digteren Ole Sarvig skrev i sit digt "Forårsskibet" fra 1942, at krokus og vintergæk og gul erantis på Herrens bud stiger som det sunkne land Atlantis. At forårsbebuderne står samlet som bitte folk i skoven - under det høje lys foroven.

Halfdan kigger nærmere på erantissen, griber æggebægret og tømmer det i et drag.

Hør journalist Thilde Thordal Andersen fortælle om arbejdet med denne og andre artikler om sjælesorg i denne uges podcast.