Selvfølgelig kan én enkelt dag ikke vælte læsset.
”Men regeringens forslag om at sløjfe store bededag og få os til at arbejde en ekstra dag om året er inde at røre ved noget helt fundamentalt: Vores forestillinger om, hvad der kendetegner det gode liv.”
Sådan siger Janne Gleerup, der er lektor ved Roskilde Universitet med arbejdslivet som forskningsområde. Hun peger på, at mange danskere, især efter coronapandemien, er begyndt at overveje, om de egentlig bare skal tilbage til det arbejdsliv, de havde før. Eller om det gode liv måske ser anderledes ud.
”Mange oplevede på en måde at ’falde ud af hamsterhjulet’ i en periode og havde pludselig mere tid sammen med deres børn. Arbejdslivet fyldte ikke længere det hele, og det har fået mange til at overveje, om man kan indrette sit liv på andre måder. Hvor man måske skruer ned for arbejdet og forbruget mod til gengæld at få et liv i bedre balance,” siger Janne Gleerup.
Hun mener, at det er i det lys, man også skal se den massive utilfredshed mod regeringens plan om at tage en fridag fra os og bede os om at arbejde endnu mere.
”Tiltaget hviler på en relativt mekanisk forståelse af forholdet mellem tid og produktivitet, som har sit udspring i industrisamfundet, hvor sammenhængen mellem arbejdstid og produktion af ’dippedutter’ lettere kunne beregnes. Men mange af nutidens arbejdsopgaver har slet ikke den karakter. Høj produktivitet kan i mange tilfælde lige så godt afhænge af, om arbejdsvilkårene understøtter opgaveløsningen og indeholder de pauser, hviledage og fridage, der sikrer restitution og arbejdsglæde, som kan være helt afgørende for de resultater, man skaber i arbejdet,” siger Janne Gleerup.
Dronningens og sognepræstens bekymring
At netop pausen, fridagen og helligdagen kan være af afgørende betydning for os, er også en pointe hos sognepræst Heidi Røn, der i en signatur i denne avis fredag den 13. januar skrev:
”I sin nytårstale i 2018 italesatte Dronningen sin frygt for, ’at eftertanken og omtanken bliver klemt og glemt’. Den samme frygt har jeg. Når tempoet øges, og pauserne mindskes, knækker mennesker. Børn, unge, voksne, gamle. Men hvad nu hvis, tænker jeg så. Hvad nu, hvis det i virkeligheden er pauserne, der binder det hele sammen? Hvad nu, hvis det er pauserne, turene i sommerhuset, formiddagen på sofaen, gåturen ved stranden eller timen på kirkebænken en helt almindelig ualmindelig fredag i maj, der gør, at vi tænker og arbejder bedre årets øvrige dage?”.
Et af tidens eksempler på, at flere er begyndt at tænke på pausens og fridagenes betydning for det gode liv, viser sig blandt andet i fænomenet quiet quitting. Hvor man som medarbejder godt nok ikke siger sit job op, men sørger for at lade arbejdet fylde mindre ved for eksempel at skrive møder ind i sin kalender, der i virkeligheden bare er selvvalgte pauser i løbet af arbejdsdagen.
Ønsket om en firedages arbejdsuge hører også til tidens tegn på, at mange mennesker ønsker at have en bedre balance mellem arbejds- og fritidsliv. Med mere tid og plads til det frie liv. Herhjemme har mere end 60 virksomheder indført en firedages arbejdsuge, og der kommer hele tiden nye til, fortæller Pernille Garde Abildgaard, der som direktør og stifter af firmaet Take Back Time hjælper virksomheder med at lægge arbejdstiden om.
”Efter regeringens udspil om store bededag fik jeg opkald fra syv nye virksomheder, der gerne vil høre mere om, hvordan man bedst indfører en firedages arbejdsuge. Så lidt provokerende kunne man sige 'nedlæg I bare store bededag, om nogle år vil vi alligevel alle sammen have fri om fredagen',” siger Pernille Garde Abildgaard.
Resultaterne af at gøre arbejdsugen kortere er nemlig meget positive, fortæller hun.
”Det viser sig, at produktiviteten stiger i de pågældende virksomheder. Så man når ikke kun det samme på fire dage, men mere end på de normale fem arbejdsdage. Derudover stiger trivslen, arbejdsglæden og det mentale overskud hos medarbejderne. Som en af de administrerende direktører for en af virksomhederne siger, så er fredagen i virkeligheden nu den vigtigste arbejdsdag om ugen, ’for det er den dag, vi har tid til refleksionen, tid til at finde løsninger og tid til restitution’,” siger Pernille Garde Abildgaard.
Tiden som vores vigtigste ressource
At arbejdet er kommet til at fylde for meget, er også baggrunden for gruppen Fællesskab for frisatte, som konsulentgruppen Human by Nature står bag. Gruppen mødtes for første gang fredag den 13. januar, og foreløbig er der sat fem fredage af til, at de kan være sammen i et par timer om formiddagen for at tale med hinanden om deres nye liv og deres fælles ønske om at bevæge arbejdslivet, samfundet og verden i en mere ”menneskelig retning”, som en af dem, Laura Trolle, formulerer det. De har alle det tilfælles, at de har sagt deres arbejde op. Uden at have et nyt.
36-årige Laura Trolle var indtil årsskiftet ansat som videnskabelig assistent på Aarhus Universitet, men valgte at sige sin stilling op, ”fordi jeg efterhånden følte, at jeg var et meget stort hoved og en lillebitte krop, der havde udliciteret flere af 'håndens gerninger' som for eksempel rengøring og indkøb. Jeg håber, at jeg kan bruge den her pause fra arbejdslivet på at finde frem til en mere bæredygtig løsning for mit og familiens liv,” siger Laura Trolle, der bor i Risskov ved Aarhus sammen med sin kæreste og parrets to børn på tre og fem år.
Før følte hun sig altid splittet. Når hun var på arbejde, havde hun dårlig samvittighed i forhold til sine børn, og derhjemme var der altid lige en arbejdsopgave, hun burde se på.
”For mig er tid min vigtigste ressource, og jeg ønsker at starte en dialog om alternativer til en 37-timers arbejdsuge. Det vil være forskelligt fra person til person, hvilken arbejdsmodel der passer bedst, og kan også være afhængigt af, hvor man er i livet. Jeg oplever, at det er den manglende fleksibilitet i synet på, hvad arbejdet er værd i forhold til fritidens værdi, der ikke tænkes ind i det her helt konkrete forslag om at strege store bededag,” siger Laura Trolle.
Hun er med på, at hun tilhører den privilegerede del af befolkningen, der økonomisk kan tillade sig selv at vælge arbejdslivet helt fra i en periode, ”men jeg mener, at vi bør være nysgerrige på, hvilken positiv effekt mere ro, nærvær, overskud med mere også kan have i et samfundsøkonomisk perspektiv. Måske betyder mere tid til andre ting end betalt arbejde, at vi på sigt for eksempel skal bruge færre udgifter på mental sundhed,” siger Laura Trolle.
Hun opfatter derfor regeringens regnestykke som udtryk for et reduceret syn på værdi og produktivitet.
”Det er, som om vi mangler et sprog eller en model for den værdi, mere fri tid kan give. Lige nu kan det virke, som om det er det, vi har økonomiske regnemodeller for, der får lov til at foreskrive, hvad vi betragter som værdifuldt i et samfundsøkonomisk perspektiv. Det er ganske enkelt vanskeligt at regne på, hvilken effekt 150 centimeter overskud eller ni liter lykke måtte have på den økonomiske bundlinje, men derfor skal vi jo ikke automatisk afskrive det som værende uden betydning,” siger Laura Trolle.
Den holdning deler nationaløkonom og tidligere overvismand, Niels Kærgård.
”Det er selvfølgelig vanskeligt at værdisætte fritiden, men selvom den er vanskelig at måle, så spiller den jo en kæmpe rolle for folks velfærd. Og sådan har det været op gennem historien – i al den tid, hvor vi har haft overenskomstaftaler her i landet, har folk kæmpet for at få mere fritid,” siger Niels Kærgård.
Han mener, at vi mangler et forståeligt og præcist ord for den værdi, som netop fritiden giver os, men kalder den selv for ”velfærd” og er overbevist om, at en forøgelse af arbejdstiden for langt de fleste vil opleves som en forringelse af netop den velfærd.
”Derfor forekommer regeringens indgreb mod store bededag også som en meget kortsigtet løsning. Måske skulle man tænke længere frem og overveje, om mere arbejde nu også er vejen frem, set i lyset af nogle af vores øvrige udfordringer. Vi ved ikke, hvorfor de unge bliver stadig mere mentalt udfordrede og stressede – men det kan vi så åbenbart tænke over en anden gang,” lyder det fra Niels Kærgård.
At skrue op for tempoet er den gale vej at gå
”Det er, som om man siger ét og gør noget andet,” lyder kommentaren fra teologiprofessor ved Københavns Universitet Niels Henrik Gregersen.
”I sin nytårstale var Mette Frederiksen meget inde på vigtigheden af det gode velfærdssamfund med plads til alle og havde også særligt fokus på den mentale velfærd. Men nu vil regeringen så have os til at arbejde mere, og samtidig presser man for eksempel de unge på universiteterne ved at fjerne et studieår på kandidatuddannelsen,” siger Niels Henrik Gregersen.
Han mener, at man med den slags tiltag er inde at røre ved den dimension i livet, der ellers er med til at skabe ”fordybelsesresonans”, som han kalder det.
”Følelsen af at vi en gang imellem kommer i kontakt med noget, der er større og vigtigere end os selv, noget uden for os selv, forudsætter, at vi har plads til fordybelsen. Hvis vi derimod bare skruer op for tempoet og beder folk om at haste igennem livet, så er vi på gale veje. Så er vi inde at pille ved noget helt fundamentalt,” siger han.
Nu kan man så indvende, at regeringen jo netop ikke selv har koblet planen om at fjerne store bededag med en forestilling om, at det skulle gøre den enkelte arbejdstagers liv bedre eller dårligere. Begrundelsen handler derimod om, at vi alle må yde en ekstraordinær indsats i en krisepræget tid, hvor især krigen i Ukraine kræver flere ressourcer til det danske forsvar – og dem skal vi alle være med til at skaffe. Ved at arbejde en ekstra dag om året.
”Men helt ærligt. Kan det virkelig passe, at det er det mest opfindsomme forslag, den nye regering kan komme op med?”, spørger filosof Henrik Jøker Bjerre fra Aalborg Universitet.
”Man henter jo den ældste løsning i hele redskabskassen: at få flere til at arbejde mere. Regeringen præsenterer afskaffelsen af bededagen som et modigt tiltag og indrømmer, at det er upopulært, og i virkeligheden tror jeg, at det er netop dér, forklaringen ligger. For de viser, at de som ny regering kan stå sammen om et forslag, der får så meget modvind. Det viser handlekraft og bestyrker deres fællesskab,” siger Henrik Jøker Bjerre.
Som han ser det, burde der tænkes langt større og mere visionære tanker om, hvordan vi håndterer de kriser, vi står i.
”Men lige nu ser regeringen åbenbart kun en hammer i sin værktøjskasse og så en masse søm, der alle skal rammes af den hammer med krav om effektivitet, vækst og arbejdsudbud. Det er ikke kun dumt, det er også deprimerende. Og som Pernille Vermund fra Nye Borgerlige sagde i et radioprogram for nylig, så er det først og fremmest et åndsfattigt forslag. Der er ingen ånd, idé eller inspiration for nye veje at gå i forhold til de udfordringer, vi står over for. Det er blottet for visioner om et mere bæredygtigt liv, som ellers er det, mange mennesker i dag er allermest optaget af. Og hvor mere arbejde nok ikke altid er vejen frem,” siger Henrik Jøker Bjerre.