Mathias Hammer: Det bedste er, at håbløsheden trods alt ikke har vundet

Brahms tyske dødsmesse er fuld af håb og forbinder en med noget eviggyldigt, siger Mathias Hammer, radiovært på DR

Mathias Hammer, født i 1982, er uddannet pianist og formidler klassisk musik på DR blandt andet som radiovært på P2.
Mathias Hammer, født i 1982, er uddannet pianist og formidler klassisk musik på DR blandt andet som radiovært på P2. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix.

Hvad er det værste ved denne tid?

I en tid med krig i Europa og klimakrise er der meget, der er "det værste". Men mest af alt er jeg deprimeret over det, som disse kriser er et symptom på, nemlig en øget polarisering mellem mennesker. Det værste er, at medmenneskeligheden, tolerancen og fællesskabet er udfordret. Jeg synes, vi optrapper konflikter, uanset om det er de militære eller dem på sociale medier, der flyder over med hadefulde ytringer og nedladenhed. Jeg synes, at uvenskab er kommet på mode på en måde, som jeg ikke bryder mig om. Det er mest åbenlyst på tværs af politiske skel, men man ser det også ved uddannelsesskel, mellem land og by og på tværs af generationer.

Hvad er det bedste ved denne tid?

Det er, at håbløsheden trods alt ikke har vundet. Det ser jeg bedst hos den unge generation. Jeg kommer meget på højskoler, hvor jeg oplever en ung generation, der ægte kerer sig om hinanden. De viser både tolerance over for og accept af forskelligheden. Det rører mig at opleve, at der er en særlig fællesskabsfølelse og iver efter at gøre verden til et bedre sted.

Denne artikel er en del af denne serie:
Her finder jeg håb

Hvordan påvirker krisen og uroen i tiden din hverdag?

Det fylder mig i høj grad med en følelse af afmagt og gør mig apatisk. Kriserne får mig til at indse, hvor lille jeg og ethvert individ er. Uanset hvad jeg gør, kan jeg hverken gøre fra eller til, når der er jordskælv eller krig. Den afmagtsfølelse er svær at komme uden om, og den fylder mit sind. 

Hvor finder du håb?

Det gør jeg i det nære og først og fremmest i mine børn. De er 11 år og en del af en generation, der rummer en stærk livsduelighed. Derudover finder jeg et enormt håb i kulturen og i den klassiske musik.

Hvad håber du på?

Man lyder næsten tossegod, når man siger det, men først og fremmest håber jeg på fred i verden. Samt på en genaktivering af medmenneskeligheden og tolerancen.

Hvad er det bedste råd, du vil give andre, der mangler håb?

Jeg tror, at det mest håbefulde, man kan gøre, er at mødes og lade sig møde og turde være ærlig og sårbar over for andre. Midt i håbløsheden kan man finde håb gennem samværet med andre mennesker. Jeg tror på, at udsynet, dannelsen og samtalen kan lede os videre. Det mest håbløse er derimod, hvis vi graver os ned foran skærmene og de sociale medier.

Nævn en bog, en film eller en anden kulturoplevelse, som har gjort indtryk på dig, og som kan give håb.

For nylig skulle jeg præsentere opførelsen af Brahms tyske dødsmesse, "Ein deutsches Requiem", ved en torsdagskoncert i radioen. Koncerten slog benene fuldstændig væk under mig. Værket er en poetisk bearbejdelse af at sørge og søge trøst. På den ene side er det dyster og alvorlig musik, men samtidig forbinder den en med noget eviggyldigt og håbefuldt.