Amalie Næsby Fick havde forventet, at fertilitetsbehandlingen ville gå hurtigt. Måske ville det tage to-tre besøg i klinikken, tænkte hun, og så ville hendes kone blive gravid, og de ville blive mødre. Det endte med at tage halvandet år, før graviditetstesten var positiv.
I en periode måtte de tage fra København til Odense to gange om ugen, fordi ventelisterne i København var lange, og forventningsglæden blev gradvist erstattet af frygt, tvivl og - for hendes kone - mistillid til egen krop. Det var følelser, de ikke havde forestillet sig, de skulle have.
“Det kan virkelig være et enormt indgreb i et liv,” siger den 35-årige filminstruktør Amalie Næsby Fick.
“Der var mange flere valg, end vi troede, og hver gang det slog fejl, var det en kæmpe skuffelse. Det bliver sværere og sværere at hive sig selv op og tage håbet med ind i næste behandling. Og det kan virkelig dræne et parforhold, fordi man ikke nødvendigvis reagerer med de samme følelser, og fordi behandlingen kommer til at styre hele ens hverdag.”
Det er der måske ikke ret mange, der er klar over. Eller klar til at sætte ord på. Og det er udgangspunktet for “Skruk”, en Netflix-produceret komedieserie, som Amalie Næsby Fick har skrevet og instrueret sammen med Nikolaj Feifer.
I serien, der fik premiere på Netflix den 8. juni, møder man for eksempel manden, der grådkvalt antyder, at han og hans kone slet ikke skal sige til deres kommende barn, at de har brugt en sæddonor. Man møder kvinden, der er bekymret for, om hun bliver lige så meget mor som sin kone, der bærer barnet - og skammer sig over sine følelser. Og man møder hovedpersonen, den 37-årige fertilitetslæge Nana, der opdager, at hun kun har få æg tilbage, og i en brandert inseminerer sig selv med sin ekskærestes sæd.
Det er oplevelser, der er vigtige at forstå og tage alvorligt, siger Nikolaj Feifer, seriens anden hovedforfatter. Særligt i en tid, hvor problemet er stigende. Op mod hver fjerde par, der ønsker at få børn, oplever problemer med at få dem, og fra 2013 til 2019 steg antallet af reagensglasbehandlinger på fertilitetsklinikker med 47 procent, viser tal fra Danske Regioner.
“Den her serie handler ikke om det medicinske. Den handler om de følelser, de her mennesker går igennem, og som vi skal turde at snakke om i højere grad,” siger 40-årige Nikolaj Feifer.
Den sværeste beslutning
Fertilitetsbehandling kan føre til den største lykke, men også bristede håb - og nogle gange tragiske hændelser. Det ved Nikolaj Feifer om nogen.
Egentlig tog det kun ham og hans kone nogle få behandlinger at blive gravide. De skulle have en søn, og de besluttede, at han skulle hedde Eddie. Efter 20 uger var de til en scanning, der viste, at barnet havde flere kromosomfejl, hvoraf bare den ene betød, at han ville blive meget alvorligt hjerneskadet. De besluttede at afbryde graviditeten.
“Vi tog den hårdeste beslutning, vi nogensinde har taget,” siger Nikolaj Feifer.
Hans hånd ryster, mens han løfter sin kaffekop op til munden.
“Min kone fødte ham, og det var sådan en mærkelig oplevelse af, at i princippet lå han der og var død, men det virkede ikke sådan. Skellet mellem død og levende var ophævet. I den sindssyge situation, hvor ens barn er dødt, var der også noget smukt og kærlighedsfyldt, og vi var stolte af den her dreng.”
De stod nu i et dilemma. Skulle de kaste sig ud i en ny fertilitetsbehandling? Efter et forløb, der havde udviklet sig til et traume - og uden garanti for, at det ville ende lykkeligt næste gang. En dag sagde Nikolaj Feifers kone til ham, at det eneste, der ville give mening for hende midt i sorgen, var at prøve på ny. Så det gjorde de. Og i dag har de en datter på tre år ved navn Vilje.
Parret blev et markant eksempel på en generel tendens: at mange af de mennesker, der opsøger fertilitetsklinikker, slæber en tung bagage med sig. Om det så er en fejlslagen graviditet eller en skam over, at kroppen ikke fungerer.
“Selvom der ikke er nogen døde børn i serien, er det en oplevelse, vi bærer ind i fortællingen. Vi vidste, at det var vigtigt at fortælle om de her følelser. Og vi vidste, at der findes både håb og sorg og frygt og skønhed i den her arena,” siger Nikolaj Feifer.
Skam blokerer samtaler
Nikolaj Feifer og Amalie Næsby Fick har været venner, siden de var i starten af 20’erne og mødtes på Aarhus Filmværksted. De var i fertilitetsbehandling samtidig, og de snakkede ærligt sammen undervejs. Amalie Næsby Fick fortalte om de opslidende rejser til den fynske fertilitetsklinik. Nikolaj Feifer delte historien om sønnen Eddie. Undervejs gik det op for dem, at deres erfaringer var vidt forskellige.
Som homoseksuel kvinde har Amalie Næsby Fick været en del af et miljø, hvor det var naturligt at snakke om fertilitetsbehandling. Det er den gængse måde at opnå en graviditet på, når forældrene har samme køn.
“Queer-mijøet er et lille miljø, hvor der er en ret stor viden. Så snart man bevæger sig ud af den cirkel, så synes jeg, der mangler viden og forståelse for, hvor invasivt fertilitetsbehandling kan være i et liv,” siger hun.
Hun kigger over på Nikolaj Feifer:
“Jeg har lært i vores samtaler, at der er stor forskel på miljøerne. Jeg har kunnet grine af de skøre situationer og snakke om de svære valg i et åbent og trygt rum, hvor jeg oplever, at man blandt heteroseksuelle par holder det mere inden for hjemmets fire vægge.”
Nikolaj Feifer nikker.
“Mange holder det hemmeligt i flere år. Man kan sagtens snakke med en ven om deres børn uden at vide, at de er et resultat af en fertilitetsbehandling,” siger han.
Det handler delvist om skam, siger filmmagerne. Når en mand og en kvinde dukker op på en fertilitetsklinik, er det ofte, fordi noget ikke er gået, som de forventede.
Men mange har et behov for at dele deres tanker og følelser. Det har Amalie Næsby Fick og Nikolaj Feifer erfaret, når de har fortalt om deres arbejde med “Skruk” og straks er blevet mødt af ærlige fortællinger om fertilitetsforløb. Som sprang proppen af en flaske fyldt til bristepunktet.
“Det kan føles, som om det vælter ud af mennesker på den fineste måde,” siger Amalie Næsby Fick.
“Det er vildt. Der har også været skuespillere og folk fra filmholdet, der har sagt, at de gerne ville være med til at fortælle historien, fordi de selv har været igennem et fertilitetsforløb. Vi har oplevet, at folk har haft en trang til at fortælle om det her,” siger Nikolaj Feifer.
Til kamp mod tabuet
Ifølge filmmagerne handler det om at føle sig set. At forstå, at det, man føler - og måske skammer sig over at føle - ikke er forbudt eller forkert. At valgene og dilemmaerne er svære. Det er faktisk hovedpersonens mål i “Skruk”, som er en fiktionsserie. Når hendes klienter deler deres tvivl med hende, lyver hun og siger, at hun har tænkt, følt eller oplevet det samme, som de går igennem.
Hun fortæller en kvinde, der er bekymret for sin ægkvalitet, at hun selv kun havde tre æg, da hun fik tvillinger. Og hun fortæller en mand, der er ked af ikke at levere sæd til sin kones graviditet, at hendes mand døjede med de samme tanker.
Amalie Næsby Fick og Nikolaj Feifer opfordrer naturligvis ingen til at lyve. Men de håber, at de kan få flere til at snakke åbent, ærligt og indfølende om fertilitetsbehandling og ufrivillig barnløshed. Det er en af årsagerne til, at de ikke har behandlet temaet i et snævert, gravalvorligt drama, men i en komedieserie med bredt sigte på verdens største streamingtjeneste. Nikolaj Feifer siger:
“Vi vil meget gerne invitere så mange som muligt ind i det her rum, hvor man kan få indblik i andres oplevelser. ‘Nu ved jeg, hvad Klaus fra regnskab gik igennem, da han var i et fertilitetsforløb. Jeg kan da godt forstå, at det var hårdt.’ Vi vil gerne være med til at løfte tabuet og udbrede de her samtaler.”