Det er et dramatisk detektivarbejde at lede efter sine forfædre

Slægtsforskning er blevet populært, særligt efter at mange arkivalier er kommet på nettet, og enhver med en computer kan søge løs. Fortiden er et anker, der måske bliver mere og mere uundværligt

Annette Kryh i den hvide skjorte med blomster har før tænkt, at slægtsforskning var en noget støvet affære. Men da hun arvede et skab fuld af dokumenter fra fortiden, blev hun grebet af lyst til at blive klogere på slægtens skæbner. Hun og hendes mand, Dan Kryh, brugte derfor en lørdag på et aftenskolekursus for at blive klogere på de offentlige arkivalier, man kan søge i online.
Annette Kryh i den hvide skjorte med blomster har før tænkt, at slægtsforskning var en noget støvet affære. Men da hun arvede et skab fuld af dokumenter fra fortiden, blev hun grebet af lyst til at blive klogere på slægtens skæbner. Hun og hendes mand, Dan Kryh, brugte derfor en lørdag på et aftenskolekursus for at blive klogere på de offentlige arkivalier, man kan søge i online. Foto: Michael Drost-Hansen.

Det er lørdag formiddag i Kolding, og otte mennesker har taget plads i et undervisningslokale. Klokken 10 begynder AOF-kurset ”Slægtsforskning for begyndere”, og flere har haft besvær med at finde en ulåst hoveddør, så de kunne komme ind på kursuscentret. Men nu er de her.

En ønsker at kunne give sine børnebørn et stamtræ i konfirmationsgave. En anden har arvet et slægtstræ fra sin mor, der går helt tilbage til 1700-tallets Tyskland, og hendes udfordring er at lære computeren at kende, så hun selv kan arbejde videre. Så er der et ægtepar fra Odense, som aldrig har beskæftiget sig med slægtsforskning før. Men oprydning i et dødsbo i familien afslørede et helt skab fuldt af tusindvis af dokumenter fra slægten. Nu er de gået i gang med at sortere og ordne og vil gerne lære, hvordan de kan fylde slægtens huller ud. Dem vender vi tilbage til. For der sidder også et ungt par. Kvinden er 23 år og oprindeligt fra København. Hun har hættetrøje og guldøreringe på og en smukt lagt eyeliner på øjenlågene. Hun ligner ikke umiddelbart arketypen på en, der gerne vil bruge sin lørdag på at lede i arkivalier.

”Jeg var nede ved min mormor,” fortæller hun de andre.

”Hun havde to messingplatter fra sin mormor hængende på væggen. De var fra 1800-tallet, og jeg var bare sådan: ’Øj!’.”

De senere år er interessen for slægtsforskning steget i takt med, at flere og flere dokumenter er blevet digitaliseret. Men hvordan gør man, og hvad skal det til for? Det er det, Kristeligt Dagblads udsendte er taget til Kolding for at blive klogere på. Det kan allerede nu afsløres, at det handler om at åbne døre til fortiden, og at man ofte må tage en dør ad gangen.

Det er ofte danskere, som er pensionerede eller på vej mod pensionen, der kaster sig over slægtsforskning. Fremtiden bliver mindre, og fortiden bliver større. Og mange får et ønske om at kunne give slægtens fortællinger videre til deres efterkommere. Men måske lidt mere overraskende viser det sig, at også unge i 20’erne og 30’erne er blandt dem, der bliver bidt af at finde ud af, hvem deres forfædre var. Det kan være, når de er flyttet hjemmefra og måske har fået børn, at de får øjnene op for ophavets og familiens betydning.

”Men det er jo et latent behov i os alle sammen at finde ud af, hvem vi er, og hvor vi kommer fra,” siger Michael Augustesen, der ejer firmaet Slægtens Historie, som sælger slægtsforskningsydelser.

”Jeg tror, at mange oplever en rodløshed i den hastigt foranderlige verden, vi lever i. Der sker meget hele tiden, og man kan få brug for noget at holde fast i. Og så er der også mange, der kommer fra splittede familier, hvor man måske ikke kender sin farmor, eller der er ting, der ikke er blevet talt om. Det kan anspore mange til at gå i gang med at lede efter medlemmer af slægten.”

Så støvet en hobby er det ikke længere

I Kolding har en af kursusdeltagerne fundet strikketøjet frem. Underviseren, historiker Mads Storgaard Jakobsen, viser på en storskærm, at Rigsarkivet har en hjemmeside, der vejleder i, hvordan man kommer i gang med slægtsforskning. Det er Rigsarkivet, der indsamler, bevarer og tilgængeliggør den offentlige administrations arkivalier. Når slægtsforskning nok særligt tidligere har haft et ry for at være en støvet hobby, er det, fordi den reelt har været støvet. Man har skullet møde op på Rigsarkivets læsesale i enten Viborg, Odense, København eller Aabenraa for at kunne bladre i arkiverne. Men gennem de seneste 20 år har en omfattende digitaliseringsproces været i gang. Det er måske kun fem procent af arkivalierne, der er digitaliseret endnu, men de få procent indbefatter altså kirkebøger.

Kirkebøgerne indeholder oplysninger om fødte, konfirmerede, viede og døde. På Rigsarkivets hjemmeside kan man læse, at de ældst bevarede kirkebøger i Danmark er fra slutningen af 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet, og at de blev startet på biskoppers eller præsters eget initiativ. I 1645 og 1646 blev det et påbud, at alle præster skulle registrere døbte, viede og døde i sognet. Af de kirkebøger, der i dag er bevaret og indscannet, kan man online se næsten alle, der er mere end 50 år gamle – den beskyttelse skyldes et hensyn til privatlivets fred, og i forbindelse med andre dokumenter er tilgængelighedsfristen ofte på 75 år. Man kan dog søge om adgang til arkivalier, som endnu ikke er frit tilgængelige. Leder man efter sin oldemor, kan man altså ved at søge på fødselssognet finde frem til den eksakte kirkebog. Men nu er det jo ikke altid, man kender fødestedet eller fødeåret for en slægtning. Rigsarkivet har lavet et samarbejde med et amerikansk firma, som gør det muligt at søge i kirkebøger i perioden 1812-1918 i indtastet form. Her bladrer man så at sige ikke i en digital udgave af det enkelte sogns kirkebog, men kan søge på tværs af sogne i hele landet ved at indtaste for eksempel et navn.

Når kirkebøgerne er så interessante, skyldes det ikke kun, at man kan bruge dem til at finde slægtninge og få be- eller afkræftet deres fødsels- og dødstidspunkt. Ofte rummer de også andre interessante oplysninger, fortæller Mads Storgaard Jakobsen sine kursister. For eksempel står der, hvem et barns faddere er, og hvad deres arbejde er – det kan give en indsigt i, hvilken kreds af mennesker barnet har været omgivet af. Og så er der også et felt i kirkebøgerne til særlige kommentarer. Måske er et barn uægte, eller der kan være andre kommentarer, som præsten har ment var relevante at knytte til registreringen. Er man heldig, kan man i det felt finde god bonusinfo.

Mads Storgaard Jakobsen viser også et andet brugbart sted at søge, nemlig folketællingerne. Fra 1787 til 1970 er der med jævne mellemrum blevet lavet folketællinger i Danmark, hvor hver husstand er blevet registreret. I dag kan man også søge i dem online via Rigsarkivet. Tager man et par berømte eksempler, så kan man eksempelvis finde frem til komponisten Carl Nielsens husstand, som den så ud i 1870. Her er han fire år og det tredje yngste af i alt otte børn i husstanden. Man kan også se, at faderen ernærer sig som musiker. Søger man på Thorvald Stauning, kan man i folketællingen fra 1880 se, at han er seks år og eneste barn i forhusets lejlighed på tredje sal. At faderen er karetmager, og at familien også huser en enkemand på 75 år og en 33-årig ugift tjenestekarl fra Slesvig.

Børnebørnene skal nyde godt af det

Nu får kursisterne tid til at lede efter egne slægtninge. Ægteparret fra Odense, danske Annette og svenske Dan Kryh, har taget hver sin notesblok og en computer med til formålet. Og så har de også en hel del andre dokumenter med. Det var dem med dødsboet.

”Vores interesse startede efter den 17. april,” fortæller Annette Kryh.

Det var her, hendes far døde, og da hendes mor er på plejehjem, skulle de rydde op i hendes forældres hus. De kastede sig over skabet og fandt fotos, breve, skrifter, avisartikler, skøder, boopgørelser fra forældrene, bedsteforældrene, morbroderen og morbroderens kones familier. Blandt andet er der på både mødrene og fædrene side lavet forsøg udi stamtræer, som Annette og Dan Kryh nu gerne vil gennemgå og tjekke efter selv, ligesom de vil udfylde de huller, de ved er der. Og de kan gennem dokumenterne se konturer af menneskeskæbner, som de har udviklet sig over årene, fortæller Annette Kryh.

Vielsesattester er blandt de mange originale dokumenter, Annette Kryh har arvet fra sine forældre og deres forfædre.
Vielsesattester er blandt de mange originale dokumenter, Annette Kryh har arvet fra sine forældre og deres forfædre. Foto: Michael Drost-Hansen

”Vi kunne godt tænke os at sortere og samle alle de her dokumenter på en måde, så vi kan formidle det til vores børnebørn. Vores datter har tidligere lavet en fotobog med hændelser i familien til min mor, som er dement. Og vi kunne tænke os at lave noget lignende. Så kan der til en person i slægten være knyttet et foto og måske en boopgørelse eller et skudsmål. Men vi er godt klar over, at det er et større arbejde.”

Hendes mand siger:

”I går aftes fandt du en ny kuvert med skøder og pantebreve og boopgørelser tilbage til din oldemor. Og på et tidspunkt spurgte vi hinanden, om ikke vi dog skulle have aftensmad, inden vi gik i seng?”.

Vær glad, hvis din forfar var kriminel

Interessen for slægtsforskning skyldes ud over digitaliseringen nok også tv-programmer som ”Sporløs” og ”Forsvundne arvinger”. Det vurderer Per Hundevad Andersen, der er næstformand i Danske Slægtsforskere. Foreningen, der med omkring 8000 medlemmer i dag er landets største på feltet, er resultatet af en fusion i 2018 mellem det tidligere DIS Danmark og Sammenslutningen af Slægtshistoriske Foreninger. Siden 2018 har foreningen oplevet medlemsfremgang.

”Men den stigning er ikke så sigende for, hvor mange der rent faktisk interesserer sig for det, for vores Facebook-side, Slægtsforskning, har over 24.000 medlemmer.”

I gruppen laves der i gennemsnit 20 opslag dagligt. Kan nogen mon hjælpe med at finde mere om Maren Jensdatter Smed, som blev født i 1797 i Snedsted? Er der en, der kan tyde de her tre gotiske bogstaver? Hvilke medaljer bærer min oldefar på dette foto? Det er spørgsmål som disse og mange flere, brugerne stiller og hjælper hinanden med at besvare. De leder i et hav af andre kilder, som er tilgængelige.

Foreningen har for eksempel lavet et specialbibliotek i Albertslund med værker om slægtslokal- og personalhistorie, og i øjeblikket er mere end 11.000 af titlerne digitaliseret, så man kan finde dem online.

For 20 år siden var der omtrent 20.000 årlige besøg på Rigsarkivets læsesal i København og lidt færre de andre steder, fortæller seniorforsker og arkivar på Rigsarkivet Jørgen Mikkelsen. I dag kommer der måske kun en tredjedel af det, men til gengæld sidder flere derhjemme, vurderer han.

Jørgen Mikkelsen tager rundt til slægtsforskningsforeningernes lokalafdelinger og holder foredrag om tilgængelige kilder, man kan bruge, hvis man gerne vil lære sine forfædre bedre at kende. Han fortæller blandt andet om fængselsarkiver, skattedokumenter og militære stamblade.

”Hvis man har aner, der har været i fængsel, skal man være rigtig glad, for der er tit rigtig mange informationer at finde,” siger han.

Helt tilbage til 1700-tallet findes der lister over indsatte i landets fængsler. Ofte kan man se, hvornår, hvor og for hvad de er dømt. Der vil også tit være et signalement.

Jørgen Mikkelsen sammenligner forskning i et bestemt menneskes skæbne med at lede efter den anden ende af et garnnøgle. Man har fat i den yderste snip af garnet og får en ny oplysning, som man kan bruge til at rulle nøglet en anelse mere ud. Jo flere oplysninger, man får, desto mere kan man rulle ud, og desto tættere kommer man på nøglets midte.

”For hvis man så for eksempel kan se, at den og den er blevet dømt på den og den dag i 1896, så kan man bestille den pågældende retsprotokol for at læse om selve retssagen. Man kan også gå til politiets arkiver, hvor akten ofte også vil ligge. Og så findes der fra 1867 også et internt blad i politiet med oversigter over indsatte, løsladte og efterlyste. Det var Københavns Politi, der trykte det og sendte det ud til landets andre politikredse – først to gange om ugen og siden på alle hverdage. Det er en forgænger til det centrale kriminalregister, der findes i dag.”

Politiets Efterretninger, som bladet hed, er digitaliseret med navneregistre frem til 1930 og kan findes på Københavns Stadsarkivs hjemmeside.

Sandheden kan vise sig at være en anden

Den største trend inden for slægtsforskning er muligheden for at få lavet dna-test, fortæller Per Hundevad Andersen, næstformanden for Danske Slægtsforskere. Det er der nemlig rigtig mange, der gør brug af, og derfor kan man matche med andre rundt om i verden.

”Med dna-test kan man efterprøve sit slægtstræ. Hvis du finder en anden på eksempelvis netværket Myheritage, som du deler dna med, og som også har din tipoldemor i sit stamtræ, er det efter alt at dømme rigtigt nok, at i begge er efterkommere af den kvinde. Hvis du derimod har en tipoldemor til fælles med en anden person, men I to ikke deler dna, så er der god grund til at få det set efter i sømmene, for sandsynligvis er der en af jer, der ikke er efterkommer af den tipoldemor.”

Per Hundevad Andersen fortæller, at dna-metoden er til at regne med, når det handler om at finde ud af, om man har dna til fælles med andre personer. Men man skal være noget mere kritisk i forbindelse med bestemmelse af etnicitet via dna-test.

”Hvis du får et resultat, der viser, at du er 25 procent engelsk, 50 procent nordisk, 20 procent germansk og 5 procent portugisisk, kan du ikke bruge det til ret meget. Eksempelvis har stort set alle danskere dna, der ligner det dna, man har i England – på grund af vikinger og andre relationer.”

Slægtsforskning er ikke nødvendigvis uproblematisk. Og det er der to grunde til, siger Per Hundevad Andersen.

”Det første problem er, at du kan risikere at se sandheden i øjnene. Der findes masser af eksempler på folk, der har fundet ud af, at deres farfar for eksempel var en anden, end de troede. Så den risiko skal man indstille sig på.”

Det andet problem er, at de gode muligheder for at dele stamtræer via internettet betyder, at der også er stor risiko for at løbe ind i fejlkilder.

”Hvis man kaster sig over slægtsforskning uden at have ordentlig styr på metoderne og kildekritikken, kan man tage fejl. Og der findes masser af stamtræer online, som er det rene vrøvl. Hvis man ikke er kritisk over for det, kan man risikere at komme til at kopiere et arbejde, andre har lavet, som ikke har hold i virkeligheden.”

Kartoffeltyskeren, der kom til Rusland

Hvis man finder et stamtræ over sin slægt, som andre har lavet, bør man altså gå det efter ved brug af eksempelvis kirkebøger og folketællinger.

Det er næsten til at blive helt svedt ved tanken om alle de arkivalier, man kan gå på opdagelse i. Dem, der ikke orker at gøre det selv, men som gerne vil blive klogere på deres slægt, køber sig sommetider til det. Michael Augustesen er en af dem, der udarbejder og sælger slægtsbøger. Alle forespørgsler er individuelle, men baserer sig på, at man kan købe 12, 25 eller 40 timers forskning i sin slægt, som så ender ud i en bog med navneregister og henvisning til de kilder, der er brugt, samt kopier af kilderne. Michael Augustesen, der tidligere arbejdede i 38 år som blandt andet bygningsansvarlig for Novo Nordisk, har for 11 år siden skabt forretning på sin hobby sammen med sin hustru. De bruger blandt andet kirkebøger, folketællinger, godsarkiver, skoleprotokoller og bedømmelser af konfirmander, når de forsøger at skabe karakterer ud af de navne, de undersøger for deres kunder.

Han får henvendelser fra hele verden. Han har for eksempel haft en kunde i Moskva, der gerne vil vide noget mere om sin fem gange tipoldefar, der var kartoffeltysker på den jyske hede, men rejste videre til Rusland. Og for tiden arbejder han på et projekt for en kunde i Brisbane i Australien. Hendes tipoldefar kom til Australien. Hun kendte i forvejen hans navn og vidste, at han var født omkring 1860, og at han havde forladt Hjørring som 17-årig. Nu har Michael Augustesen fundet ham på en passagerliste fra et skib, der ankom til Brisbane i oktober 1876, og han er i gang med at finde ud af mere.

”Jeg bliver jo så grebet af det. Og det frygtelige er rent forretningsmæssigt, at det godt kan være, vi har aftalt, at kunden køber 12 timer. Men jeg kommer alligevel til at bruge 15, fordi jeg synes, det er så spændende!”.

High on life

I Kolding er underviser Mads Storgaard Jakobsen ved at fortælle om, hvordan man så kan registrere og sortere i de oplysninger, man finder frem til. Der er gode gamle pen og papir, eller man kan sætte slægten op i et Excel-ark. Men hvis man får udbygget sit slægtstræ med mange informationer om den enkelte, kan det blive svært at holde styr på. Der findes en hel del internetplatforme, der kan bruges til formålet. Myheritage, Brothers Keeper, Ancestry, Familysearch og så videre og så videre. Eksempelvis er Familysearch ejet af mormoner – og trossamfundet er en kæmpestor spiller på markedet, når det gælder slægtsforskning, forklarer han. De forskellige platforme kan bruges på forskellige måder, og man kan vælge, om man ønsker at beholde sit stamtræ og sin øvrige research for sig selv, eller om man vil dele det virtuelt og på den måde muligvis komme i kontakt med slægtninge.

Kursisterne introduceres også til mediestream.dk, hvor der er adgang til alle danske aviser fra før 1921, og man kan søge i dem alle sammen.

”Wauw,” siger Annette Kryh til sin mand. Der må være guld begravet.

Underviseren nævner også kommunale og lokale arkiver, som kan være en hjælp, hvis man vil blive klogere på sine forfædres livsbetingelser. Men man kan jo også bare google. Det erfarer den 23-årige kvinde Ida Vangsø Andersen.

”Oh my God,” udbryder hun, og hendes kæreste kigger entusiastisk med over skulderen på hende.

Hun har googlet sin tipoldefars navn efter at have fundet ham i en kirkebog. Og som et søgeresultat er der dukket et stamtræ op over hendes slægt, der er lavet af en person, Ida Vangsø Andersen ikke kender. Stamtræet går helt tilbage til 1705, og ved at klikke sig tilbage gennem slægtsleddene får hun en formodning om, at det sjældne Vangsø-navn har sin oprindelse i Thy, hvor det ser ud til at være afledt af stednavnet Vangså.

”På min mors side er der kun mig, min mor, min moster og min mormor tilbage. Så hvis der er et andet familiemedlem langt ude, er jeg vildt glad.”

Underviseren er kommet hen til Ida Vangsø Andersen og kigger med på hendes computer.

”Det er jeg glad for – det er jo det, vi håber. At man kan sætte sig selv ind i en større sammenhæng.”

”Jeg er helt high on life . Er det ikke sindssygt, at der er nogen, der har sat sig ind i min families historie? Det kan jeg arbejde videre på.”

Klokken er blevet 15. Ida Vangsø Andersen, Annette og Dan Kryh og de andre kursister klapper computerne sammen og forlader kursuscenteret. Nu ved de, hvilken dør de skal bruge.