Det er ikke fordi, jeg ikke glæder mig til påskefrokosten. Men måske kan vi i år tale om noget andet, end vi plejer?

Det er snart tid til den årlige familie-påskefrokost for journalist Simone Nilsson. Hun glæder sig til at se familien, men frygter påmindelsen om tidens gang og de sædvanlige samtaleemner, skriver hun i klummen Fodnoter fra livet

Ilustration: Simone Nilsson.
Ilustration: Simone Nilsson. .

Her er tre konstateringer, som har mere tilfælles, end man skulle tro: 1) Min kaffe er blevet kold, 2) Om et par dage skal jeg til familie-påskefrokost, 3) Skuespillere ældes ude i virkeligheden, selvom de karakterer, de spiller på film, forbliver fastlåst i samme alder og udseende til evig tid.

Alle tre ting er grusomme påmindelser om tidens gang. Føj. Måske er påskefrokosten ikke så tydeligt et eksempel, men den, og enhver anden sammenkomst, hvor man mødes med de samme mennesker med store mellemrum, er faktisk den værste af dem.

Denne artikel er en del af en serie:
Fodnoter fra livet
Gå til seriesiden

I min familie er rammerne de samme hvert år, samtalerne er mere eller mindre de samme, farven på servietterne er den samme, maden er den samme. Påskefrokosten er som en scene, der med faste kulisser står klar til at blive indtaget. Det er der selvfølgelig en form for tryghed over, bevares, men problemet opstår, når mennesker træder ind i rammen, for de er ikke længere de samme, og fordi der er gået så længe, siden man så dem sidst, er forskellen skræmmende stor. Så altså; min fars sild smager (heldigvis) af det samme, uanset hvornår han laver dem, men min fars hår, som man ikke troede kunne blive mere gråt, overrasker med en ny nuance af hvid hver gang, jeg ser ham.

Andre folks børn er faktisk de værste i denne sammenhæng, for i himlens navn hvor vokser de absurd hurtigt! Blink med øjnene og aflys en enkelt børnefødselsdag, og pludselig er du gået glip af 10 års udvikling. Det er den ultimative påmindelse om ens egen dødelighed: Et barn, der skyder i vejret, mens du lever i illusionen om, at du selv forbliver den samme. Jeg så et sted på internettet en person skrive, at vedkommende nu som voksen pludselig havde fået stor sympati med de voksne, man som barn ikke kunne udstå. Dem, som man ikke anede, hvem var, men som udbrød “GUD hvor er du blevet stor” og “jeg plejede at skifte din ble, da du var lille”. Man vidste dengang ikke, at man stirrede sin egen fremtid i øjnene.

Påskefrokosten er en særligt forræderisk størrelse, for når først man har haft et par sekunder til at forholde sig til sin fars nye hårfarve og nevøens nye højde samt bearbejdet det tilhørende eksistentielle traume, sker der noget, der næsten er endnu mere frygteligt. I stedet for at tiden farer videre til næste årti, hvilket man ellers godt kunne frygte, så går den i stedet pludselig i stå. Man fanges i en nådesløs fælde, en tidslomme. Her føles minutter som timer, og timer som år, fordi samtaleemnet rundt om påskebordet endnu engang falder på de af os, som måske har skiftet uddannelse (igen), som er arbejdsløse (igen) eller dem, som i mit eget tilfælde, er singler (igen).

Det skal ikke lyde som om, jeg ikke glæder mig til at se min familie igen, for det gør jeg virkelig. Virkelig. Jeg siger bare, at man måske kunne være lidt mere kreativ i tilgangen til borddamen, og ikke bruge påskefrokosten som en årlig statusopdatering. 

Simone Nilsson

Og pludselig har mennesker, der er meget yngre end dig, og hvis snotnæse man plejede at tørre, dengang de var under en halv meter høje og vraltede rundt på ben, de endnu ikke fattede, var deres, overhalet dig på livets landevej. Og de belærer dig om livets luner, og om hvordan “det nok skal gå alt sammen”, for det “gjorde det jo for dem”. Og man nikker, smiler og lader som om, man hører efter, for man elsker dem jo (jo, man gør), og de har sikkert ret (jo, det kan de altså godt have). Men man er alligevel den første, der rejser sig, når der skal tages af bordet, så man kan flygte ud i køkkenet for at tage opvasken, hvor ingen forhåbentligt følger efter. Alt det her er selvfølgelig et tænkt eksempel (jo, det er!).

Det skal ikke lyde som om, jeg ikke glæder mig til at se min familie igen, for det gør jeg virkelig. Virkelig. Jeg siger bare, at man måske kunne være lidt mere kreativ i tilgangen til borddamen, og ikke bruge påskefrokosten som en årlig statusopdatering. Hav lidt medfølelse med os ufrivilligt tidsrejsende og tænk gerne i alternative samtaleemner, der ikke får tiden til at gå i stå. Hermed nogle forslag:

  1. Er tid en social konstruktion? Diskutér. Læs eventuelt den her kronik om, hvordan tiden går hurtigere, jo ældre man bliver. Så er du godt forberedt.
  2. Den identitetskrise, som folk mellem 25-35 år går igennem lige nu, fordi de er splittet mellem at elske Harry Potter-universet og boykotte den seneste film herfra med Mads Mikkelsen i, fordi skaberen af Harry Potter, J.K. Rowling, er blevet en paria for sine transfobiske synspunkter (Dette er et potentielt farligt emne. Sørg for, at de dyre tallerkner er taget af bordet, før du bringer det op).
  3. Solsystemets mystiske 10. planet, som forskere endnu ikke har lokaliseret, selvom de er ret sikre på, at den findes.
  4. Dit mest bizarre mareridt om Putin og Ukraine.
  5. Er karrysild stadig en god idé? Eller er det på tide at pensionere dem? Diskutér. (Dette er også et potentielt farligt emne).

Mens I taler, kan I i øvrigt passende hjælpe hinanden til at huske at drikke jeres kaffe, mens den endnu er varm. God påske.

Simone Nilsson (f. 1990) er journalist og illustrator hos Kristeligt Dagblad. I klummen ”Fodnoter fra livet” skriver hun ikke om de store overskrifter, men forsøger at finde fodfæste i voksenlivet gennem en blanding af eftertænksomhed, humor og eksistentiel rædsel.