Det er sæson for host, harken, snøft og feber. I børnefamilien faldt vi som dominobrikker

Familiens etårige blev ramt først, og hun tog både forældre, bedsteforældre og gudmor med i faldet

Det er sæson for host, harken, snøft og feber. I børnefamilien faldt vi som dominobrikker
Foto: Kelly Sikkema/Unsplash.

“Nej, nej, nej, ikke igen!”, jamrede jeg mandag morgen i dyb frustration til min mand. Jeg var vågnet med den umiskendelige fornemmelse af kriller i halsen. Jeg rømmede mig i et forsøg på at kilde tilbage, rense halsen for sygdomsfornemmelse. Det hjalp ikke. Vi var ramt igen! Efter sølle 48 sygdomsfri timer var vi for fjerde gang på små 10 uger (!) blevet ramt af børnefamiliernes store forbandelse. 

Jeg havde haft mine bange anelser, da jeg gik i seng om aftenen. Vores datter var vågnet snottet om morgenen, men jeg prøvede på en måde på at ignorere det. Jeg var bare ikke klar til endnu en omgang med sygdom. Senest vores datter var snottet (tre uger forinden), faldt vi som dominobrikker. Forældre, bedsteforældre, gudmor og dennes kæreste røg alle med i faldet. Vores datter havde “duttet næse” med en ny ven på legepladsen. Det skulle vise sig at blive et skæbnesvangert møde. “Rød, spændt trommehinde med perforering. Du har mellemørebetændelse”, sagde lægen på akutmodtagelsen tørt til mig efter 14 dage. Jeg fik et “god bedring” og en recept til syv dages penicillinkur, der gerne skulle hjælpe mig på ret køl igen. Jeg var lige blevet penicillinfri op til weekenden, så det var frygten for tilbagefald, der var kilde til min frustration denne mandag morgen. 

Der er faktisk ikke det store at rapportere om, når hverdagslivet i familien har kredset om sygdom så længe. Næseskyl, næsespray, Panodil, saltvandsdråber, varmedunk til ørepine, halstabletter med bedøvende funktion, bløde lommeletter til løbende snuder. Om natten har vi alle vækket hinanden på skift til lyden af forkølelse: hosten, harken og snøft. Jeg har siddet i timevis i skrædderstilling midt i dobbeltsengen og halvsovet med et utilpas barn i favnen for at lette trykket fra snotten i hendes hoved.

Det er en både fysisk og mental udfordring at drage omsorg i døgndrift for sit lille barn, når man selv har allermest lyst til at blive under dynen og ringe efter sin egen mor. På grund af de lange nætter har min mand og jeg været utroligt trætte i dagens løb. Vi har slået ny rekord i at småskændes om alt fra ikke-eksisterende indkøb til bunkerne af tøjvask, og hvem der kunne få lov til at få en pause fra at lege med den syge, men dog mærkværdigt energiske, etårige. Vores overskud har været minimalt. Alt det, der normalt giver os energi, har vi ikke haft kræfter til at foretage os. Løbeskoene står og samler støv i skabet. Vores sociale aftaler er blevet aflyst på stribe. De hjemmelavede måltider har været udskiftet med hentemad.

Det føles uretfærdigt, at det er vores tredje “indstillede” efterår i træk. Først ofrede vi et efterår til coronarestriktioner, siden endnu et til barnefødsel og tiden derefter. Jeg havde set så meget frem til vores første rigtige efterår som lille familie, jeg trådte ud af en varm og lang sommer med en enorm energi. Det var nu, der var tid til fuldspækkede hverdage, til weekender med skovture, kastanjemænd, halloweenhygge, til årets første og eneste planlagte date, hvor parforholdet skulle være i centrum, babysitterne var på plads og bordet bestilt. Men nej. Dette blev alt sammen taget af forkølelsens kolde hånd. 

Til sidst var der ikke andre muligheder end den totale overgivelse. Overgivelsen til at sætte gearet ned endnu en gang og acceptere tingenes tilstand, selvom det langt fra passer ind i mine planer. Jeg har overgivet mig til, at jeg ikke kan løbe mine elskede ture, når mit immunforsvar er i bund. Nogle dage har skridttælleren på min telefon knap bevæget sig over 500. Jeg har overgivet mig til, at barren for en nærende frokost ændrer sig, når appetitten er lille, og barnet kun vil ammes og spise ostepops. Jeg har overgivet mig til, at jeg mange dage ikke er kommet ordentligt i tøjet. Først i overgivelsen fandt jeg en form for ro. En ro og vished i, at der er en tid til alting. Og vores tid skal nok komme! I mellemtiden – ønsk os da rigtig god bedring! 

Klummen "familieliv" skrives på skift af sognepræst i Gentofte Adam Garff, født i 1990 og far til to, podcaster Josephine Kuhn, født i 1993 og mor til en, og journalist Lise Kabell Søgaard, født i 1985 og mor til to.