Hørskjorten er knappet godt op, mindst fire knapper. En lille skov af grå hår kommer til syne på Henrik Qvortrups bryst og lægger sig henover det nederste af en blålig tatovering.
Han tager imod i sit sommerhus lidt uden for Kalundborg, siger goddag med en bjørnelab og viser om på terrassen, mens hans hustru, Nanna Qvortrup, går i køkkenet for at finde kaffekopper. Midt i en længere forklaring om, hvordan det kort før sommerferien kunne lykkes ham at miste sit kørekort, forsvinder han ind under en stor, sammenklappet parasol.
"...fortsætter lige, når jeg er kommet ud af den her," lyder det fra indersiden af sejldugen, mens den langsomt folder sig ud til et tag.
"Sådan!", siger han tilfreds.
Han smider sig ned i en havestol og skyder Birkenstock-sandalerne ind under bordet. Et par mørke solbriller beskytter øjnene. Han lægger nakken tilbage.
"Er det bare mig, eller er der noget lidt melankolsk over den her tid på året?"
I hvert fald er vejret lunefuldt. Men vi begynder i bagende sol, mens kaffe og digestive-kiks kommer ud.
"Tak, skat," siger Henrik Qvortrup.
De har kendt hinanden i to et halvt år. I foråret solgte de deres herskabslejlighed på Frederiksberg i København og flyttede op i sommerhuset, hvor der er bålsted og brombær, og hvor de har tænkt sig at blive, for nu.
Hun er 15 år yngre end ham og uddannet økonom, men har her i august taget hul på et nyt livskapitel og er begyndt at læse til præst. Kort tid efter, at de to sidste år blev viet i Frederiksberg Kirke, lagde Henrik Qvortrup et billede af deres sammenflettede hænder op på Instagram.
"Min hustru har besluttet at tage mit efternavn, hvor belastet det end måtte være. Hun må jo mene det. Og jeg er bare glad," stod der under billedet.
Terrier
Henrik Qvortrup er kendt som en af landets skarpeste politiske journalister og kommentatorer, bidsk og uforfærdet. Og ja, navnet kommer med en vis bagage.
Frisk i erindring hos mange er coronatidens pressemøder, hvor han fra første række agerede pitbullterrier over for regeringen, når nye tiltag blev præsenteret. Statsminister Mette Frederiksen (S) slog dog også hårdt tilbage mod netop Qvortrup.
"Nu er du jo, ved vi, eller det må vi i hvert fald forstå, utroligt klog," lød det sarkastisk, engang Qvortrup stillede et spørgsmål og senere i samme interview:
"Nu er det godt, det er mig, der er statsminister, og ikke dig."
Til hans navn klæber også en anden historie, dén om Se & Hør-sagen, der må siges at være én af de største danske medieskandaler nogensinde. I sagen, der handlede om overvågning af kendte og kongeliges kreditkort med henblik på at skrive saftige historier, blev Qvortrup som ansvarshavende chefredaktør for Se & Hør i 2014 idømt et år og tre måneders fængsel, hvoraf de tre måneder var ubetinget.
Efter i en årrække at have været ude af det gode selskab, vendte han i 2021 tilbage i en chefstilling, denne gang som chefredaktør på Ekstra Bladet. Et "drømmejob" kaldte han det selv, da han tiltrådte. Der gik kun et års tid, så var det slut.
Hvad laver han nu?
"Ja, det er sådan et underligt arbejdsbegreb. Meget svært at forklare børn," griner han i havestolen.
Han sidder ikke 8-16 på et kontor nogen dage, og meget af det, han laver, kan faktisk klares fra sommerhuset. To dage om ugen kører han ind til København. Klippene i kørekortet kommer af uforsigtighed på en strækning med en hel del forskellige fartgrænser undervejs. Inden for et halvt år skal han op til en køreprøve, og så er han forhåbentlig ikke længere henvist til den offentlige trafik.
Inde i byen laver han optagelser til flere ugentlige podcasts: "Borgen Unplugged", en politisk podcast, som han selv udgiver sammen med en anden garvet politisk kommentator, Lars Trier Mogensen. Derudover laver han mediepodcasten "Q & Co", som Ekstra Bladet udgiver. Og på kanalen DK4 har han et samtaleprogram, "Q-Cast" med undertitlen "Lad os tale om det".
Gæsterne har blandt andre talt Anders Lund Madsen, Hilda Heick og Signe Wenneberg. Det er første gang i sin karriere, Qvortrup prøver kræfter med den blødere ende af journalistikken.
"Jeg kan godt lide formen, hvor det handler om at få noget ud af mennesker. Hvor det ikke bare handler om at afsløre et misforhold mellem, hvad folk siger, og hvad de gør," siger han.
En del af det handler også om at lade verden se, at han kan andet end at være skarpretter.
"Forskellen fra nu og til for 15 år siden er nok, at dengang var jeg hamrende ligeglad med, om andre end mine nærmeste vidste, at jeg havde den der lidt blødere side. Jeg har været sådan hele tiden. Men jeg er heller ikke dummere, end at jeg da godt ved, at sådan er jeg ikke blevet oplevet."
Ukampdygtig
Han har mange grunde til at være glad for øjeblikket: Han kan lide det, han laver. Han er godt gift. Han har et sommerhus og seks børn plus Nannas to børn. Han er farfar til to børnebørn også.
"Jeg har det grundlæggende godt," siger han.
Det ventede "men" er, at han om en måneds tid fylder 60 år. Og det har overrasket ham, hvor meget den tilstundende fødselsdag rumsterer i ham.
"Det er lidt pinligt, men jeg har det faktisk ret svært med det," siger han.
"Når jeg er i mit melankolske hjørne, så kommer der sådan nogle meget... eksistentielle tanker."
Han kommer som regel hurtigt ud af det hjørne igen, men han opholder sig der mere, end han nogensinde før har gjort. Muligvis på grund af alderen. Muligvis på grund af eftervirkningerne af det, hans krop har været igennem det seneste halve år: først en hofteoperation, så en alvorlig infektion i operationssåret, der gjorde ham ukampdygtig i tre måneder, og til sidst en rask omgang nethindeløsning, der var tæt på at gøre ham blind på højre øje.
Hvad er det for tanker, der kommer, når du er i det hjørne?
"Det er jo nok det ubestridelige faktum, at man er over halvvejen. Det er tanker, der går på, om man så har udnyttet tiden godt, ikke?"
Nanna Qvortrup åbner døren ud til terrassen.
"Ej, nu lyder jeg, som om jeg står med den ene fod i graven," afbryder han sig selv.
Under bordet ligger den krølhårede hund, Vester, og putter sig. Den synes ikke, der er behov for en gåtur, men Nanna Qvortrup er uenig. Hun kalder hunden til sig.
"Tror I, det giver regn?", spørger hun.
Henrik Qvortrup ser op mod himmelen, der ikke er helt entydig.
"Neeej, vel?"
"Jeg tager chancen," siger Nanna.
Aarhusdreng
Henrik Qvortrup mistede sin far i januar. Han var sidst i 80'erne og havde været dement i fem års tid forinden sin død.
"I den sidste tid var han kun i glimt sig selv. Til hans begravelse sagde jeg det, jeg ved, der er mange pårørende til demente, der har sagt før mig: at jeg oplevede at miste i to omgange."
Henrik Qvortrup er født i 1960'ernes Aarhus i det, han kalder en "tryg middelklassefamilie" med funktionærforældre og to børn, han som det ældste. Hans far var i postvæsenet, hans mor var bankassistent.
Han var et "glad og tilfreds" barn. Måske lidt for tilfreds.
"Hvis jeg i dag skulle give en karakteristik af den dreng, så ville jeg sige, at jeg nok var sådan én, for hvem tingene kom ret let. Jeg vidste også godt, at jeg var godt selskab. I en ung alder var jeg én, der var interesseret i meget voksne ting, politik for eksempel."
"Forstå mig ret," siger han (hvilket han i øvrigt gør en hel del).
"Jeg var også en helt almindelig dreng, der spillede fodbold. Men jeg tror, at jeg nogle gange var ham der den lidt irriterende, lidt for kloge."
Henrik Qvortrups far holdt af at diskutere udviklinger i dansk politik og også af at analysere, hvordan det blev dækket i aviserne. Det var en stor glæde for ham, at hans søn kom ind på Journalisthøjskolen og kom til at arbejde med det politiske stof.
"Og en tilsvarende stor skuffelse, da jeg fik jobbet på Se & Hør," griner han, og trækker så i land.
"Nej, hvis min far var skuffet over mig, så mærkede jeg det ikke. Mine forældre har faktisk støttet mig, stort set uanset hvad jeg lavede. Hvilket er ret utroligt, for de har stået model til meget."
"Jeg ved jo, at folk omkring dem har sagt: 'Det var godt nok trist med Henrik, at han kom så galt afsted.' Og måske var de enige i, at jeg var kommet galt afsted, men samtidig har de, overfor mig, udvist en grænseløs opbakning og loyalitet. Og man skal ikke tage fejl af, at så sjovt er det heller ikke at se sit barn hængt ud i alle medier. Men der har de ligesom altid bare sagt: 'Ja, sådan er det.'"
"Jo mere jeg tænker over det, jo mere rørt bliver jeg, egentlig."
Han var "ikke tæt nok" med sin far i de senere år, siger han. Det skyldtes til dels den fysiske afstand til faderens plejehjem i Aarhus.
"Og så må jeg ærligt sige, at når jeg så var der, så syntes jeg, det var svært. Det er svært at sidde med et menneske, hvor man føler, man taler til en væg. Min far kunne, i løbet af et besøg, spørge 50 gange: 'Hvor arbejder du nu?' Det havde jeg sindssygt svært ved at være i."
"Men så udsprang hans gamle jeg alligevel indimellem. Han har altid haft noget med Inger Støjberg, som han ikke syntes var nogen stor politiker, hvis man skal sige det pænt. Og man bliver jo glad, når man ser de glimt af ham. Men også trist."
Dryp, siger det på parasollen.
Dryp, dryp, dryp-dryp-dryp-dryp. Tunge regndråber vælter ned nu. Først trækker han endnu en parasol hen over havebordet. Så prøver han at få det til at gå væk ved at blive siddende, stoisk, i sin havestol. Men regnen er ligeglad.
Syndebuk
Interviewet må rykkes indenfor. Kort efter kommer Nanna Qvortrup og Vester tilbage fra tur, rimelig våde begge to. Hun kaster et blik ud på terrassen, løber ud og kommer tilbage med en tallerkenfuld gennemblødte kiks.
"Var det noget? De er overraskende gode," griner hun.
Indimellem, når Henrik Qvortrup ser andre mænd, der er 60, kan han tænke: Hold da op en gammel mand. Lige om lidt er det ham selv.
Som yngre forestillede han sig nok, at han ville være et lidt andet sted end der, hvor han er nu.
"I hvert fald i forhold til de faglige ambitioner. Der kan jeg sige; nogle af dem er opfyldt, andre ikke. Jeg har haft et tumultarisk karriereforløb. Der var det ene, alvorligste bump på vejen. Og så en regulær fyring. Det må siges at være to gange, hvor jeg, bang, er blevet væltet af hesten."
Med "det alvorligste" refererer han selvfølgelig til Se & Hør-sagen. Egentlig følte han, at karrieren var på skinner, da sagen kom for dagens lys i 2014, fem år efter han var stoppet som chefredaktør på ugebladet. På det tidspunkt var han ansat som politisk kommentator hos TV 2.
"Det ene øjeblik var jeg sådan én, der tonede frem i folks fjernsyn hver aften. Og det næste var jeg det største udskud i dansk journalistik," siger han.
Helt konkret er han dømt for at have været med til at iværksætte den ulovlige kreditkortovervågning og privatlivskrænkelse af kendte og kongelige, hjulpet på vej af den såkaldte "tys-tys"-kilde, en ansat ved betalingsfirmaet Nets.
Selvom flere blev dømt i Se & Hør-sagen, var det Henrik Qvortrup, der som ansvarshavende chefredaktør på tidspunktet for kreditkortovervågningen fik én af de hårdeste straffe. Han afsonede ved at bære fodlænke i tre måneder, og efterfølgende lagde han 200 timers samfundstjeneste hos Dansk Røde Kors.
I mere abstrakt forstand var straffen, at han blev ansigt på "branchens samlede presseetiske syndefald", som han siger det.
Han har ikke lyst til at forsvare sig.
"Det var kriminelt. Og det kan jeg jo ikke ændre ved. Og set i bakspejlet var det også himmelråbende naivt af mig, at jeg forsøgte at bortforklare det, dengang sagen rullede," siger han.
Dommen var hans livs første store nedtur. Men selvom den anden store nedtur, da han for halvandet år siden blev fyret som chefredaktør på Ekstra Bladet, var mindre alvorlig, tog den hårdere på ham. Måske fordi chefredaktørjobbet havde føltes som den ultimative blåstempling.
"Efter Se & Hør-sagen var der noget kampagtigt i mig. Jeg havde en lyst til at vise dem. Alle dem, der sagde, at de var så meget bedre end mig, men som jeg godt vidste lavede alt muligt. Det var en kamp at få krabbet sig tilbage, men jeg gjorde det, fordi jeg havde det der drive, et ærgerrigt behov for at komme helt tilbage."
"Men da jeg blev fyret på Ekstra Bladet var det mere bare sådan... be my guest," siger han, sukker og og slår ud med armene.
"Jeg orker ikke at kæmpe mere."
Bedrevidende
Hvem er Henrik Qvortrup? Hardhitter, hård hund? Polemiker for enhver pris? Er billedet af hans person efterhånden så fastnaglet i danskernes bevidsthed, at det bliver svært at ændre på? Måske. Og måske er han selv ude om det.
"Nogle gange kan jeg jo ikke lade være," siger han.
Som nu for eksempel under den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyjs besøg for nylig. Så kunne man på Henrik Qvortrups Instagram-konto se et billede af nogle fjoget smilende danske ministre, der kæmpede for at få taget billede med præsidenten. Ledsaget af en svirpende billedtekst til de politikere, der havde brugt dagen "med tungen langt ude af halsen for at få del i lidt Zelenskyj-fame".
"Det var bare så himmelråbende ulækkert. Så kan jeg mærke den der trang til at gå til stålet," siger han.
Opslaget fik ganske mange likes og kommentarer, noterede han sig.
"Men så er der også én, der i kommentarsporet lige skal skrive: 'Jeg er sjældent enig med Qvortrup, men lige her...'. Og så bliver jeg bare sådan, åååårh nej. Tænk, at folk føler, de ligefrem skal undskylde for at være enige med mig."
Det er langtfra det værste, der er sagt om ham. Der var for eksempel Naser Khader, der i Qvortrups tid som chefredaktør på Se & Hør kaldte ham et "svin".
Og måske har Henrik Qvortrup også dyrket det lidt, det image som én, folk elskede at hade. Hvis han skal prøve at spore, hvor det image blev grundlagt, så er det noget, der begynder ved den lidt selvtilfredse Aarhusdreng. Ham, der lige kan få sat en diskussion på plads med en ulideligt bedrevidende kommentar.
"Så længe, jeg kan huske tilbage, har det lidt været sådan, at når jeg åbnede munden ved et bord, så blev det ret hurtigt til en folkeafstemning for eller imod Henrik."
Det fik et ekstra nøk med stillingen som Anders Fogh Rasmussens spindoktor i 2000'erne. Dengang det begreb var nyt og lidt farligt. I tv'ets ramme så man altid Qvortrups hoved på Foghs skulder, siddende dér som en lille, kronraget djævel.
"I det tilfælde, at det er en dyd for en rådgiver at holde sig i baggrunden, var jeg en dårlig rådgiver," griner han.
"Og jeg har altid ment, at den framing af mig også var godt for den, jeg fremstod som. Men jeg kan mærke, at jeg i stigende grad bliver træt af at skulle leve op til det image."
Det er nok alderen, siger han, der klichéfyldt, som det er, har gjort ham mildere stemt. Og mere melankolsk.
"Den der dreng... Han var fuldstændig ligeglad med, hvad folk syntes om ham. Men sådan er det ikke længere. Nu er jeg ikke tilfreds med, hvis det kun er fire-fem mennesker omkring mig, der ved, at jeg i bund og grund er et rart og ordentligt menneske. Det er måske selvoptaget, men jeg har lyst til at vise det til flere."
Forgængelig
Da Henrik Qvortrup i foråret skulle have anden halvdel af en ny hofte, gik operationen umiddelbart godt. Glad selfie på Instagram fra sygesengen. Men siden fik han en alvorlig stafylokok-infektion i operationssåret, som gjorde, at han var hospitalsindlagt i alt "halvanden rædselsmåned". Og dertil kom et par måneder på heftig penicillin.
"Jeg fik jo lov at komme hjem, men skulle stadig have forbinding skiftet flere gange om dagen og medicin intravenøst."
"Altså, på den ene side er det jo mekanik. Det gjorde jo, at jeg ikke kunne gå. Men... at skulle skiftes af en hjemmesygeplejerske i sin egen seng!".
Han græmmer sig.
"Det er ikke dødelig cancer, jeg har haft, det ved jeg godt. Men det er jo forgængelighed."
Og oveni kom så lige, før sommerferien, en nethindeløsning, der, hvis ikke den behandles hurtigt, kan ende med at gøre én blind. Han blev lynopereret og gik med sørøverklap resten af sommeren.
Og så bliver det pludselig lidt spændende at være i et relativt nyt parforhold, hvor man også gerne vil være attraktiv for den anden. Men faktisk, siger han, har parforholdet med Nanna i den tid, han var syg, været det allerstørste lyspunkt.
"Jeg er ikke verdensmester i at skulle være den sårbare. Men den store kærlighed er en, der, når det hele bliver hårdt, passer på en," siger han.
De mødtes på Instagram af alle steder, fortæller Henrik Qvortrup. Det var et halvt års tid efter hans skilsmisse fra moderen til hans fire yngste børn, at han så billedet af Nanna, siddende på en altan, han syntes at genkende fra en opgang, han selv havde boet i.
"Det var jo en rimelig oplagt indgangsreplik," griner han og vender sig mod vinduet. Det er holdt op med at regne.
"Jeg tror bare, jeg var åben overfor, at der skulle ske et eller andet nyt. Og godt."
"Skal vi?", spørger han med et nik ud mod haven.
Præstemand
Nanna Qvortrup kommer ud med en kande brombærsaft som erstatning for gennemblødte kiks og regnfortyndet kaffe.
Saften er presset af frugten fra weekenden, hvor "drengene", hendes to på 10 og 15 år og Henrik Qvortrups to yngste på 7 og 12 år, fire i alt, var hos dem og fandt beskæftigelse i at plukke bær. Drengene er der hver anden weekend.
Da hun er gået igen, siger han, at han er stolt af, at hun er begyndt at læse teologi midt i et ellers veletableret karrierespor.
"Hun er også blevet vågekone inde i Kalundborg."
"Ej, hun bliver sur, når jeg siger det, men jeg synes, det er så sejt."
Henrik Qvortrups farfar var præst i det samme landsogn på Mors i 42 år, fortæller han, og når man kom på besøg hos ham, bad man bordbøn.
"Jeg tror, Nanna bliver en mindre dogmatisk præst," smiler han.
Har du nogensinde selv haft brug for hjælp sådan... oppefra?
"Jeg har været derude, hvor jeg har tænkt: Nu er det vigtigt, der er nogle, der passer på mig. Og det er sket. Jeg forstår ganske udmærket, at man kan stå i en situation, hvor man har behov for mere end ens kone og ens venner."
Han tænker lidt.
"Et eller andet er der jo, som, når man synes, det hele ser sort ud, skubber én på vej. Og min fortolkning af begrebet Gud er nok en meget bred fortolkning. Men jeg kan virkelig godt både forstå og genkende fornemmelsen af at have brug for noget på en anden frekvens."
Hvad har du så gjort?
"Jamen, så har jeg talt lidt med mig selv," siger han og smiler underfundigt.
Nogle gange, når den kommer over ham, melankolien, drømmer han om at være 20 år igen og have den erfaring, han har nu. Så ville han tage den lidt med ro, rejse lidt mere, ikke have så travlt med at etablere sig.
Siden han var dreng, har han haft en hobby med at studere flyafgangstider, og han gør det også stadig på sin telefon. Ikke fordi han vil flygte. Men fordi der er noget fascinerende i flyenes lige linjer, afgang og ankomst.
Det er nok for sent, som tingene er, siger han og gestikulerer mod sig selv. Men fik han muligheden for det umulige, for at vælge om og ændre livsbane, ville han have uddannet sig til pilot.
"I sure stunder, så kan jeg godt drømme om at have en meget klart defineret opgave her i livet. Flyve fra a til b og så har man gjort det, man skulle."
Sådan er hans liv sjældent, men lige for i dag har han gjort det, han skulle. Mens Nanna plukker tomater til aftensmaden i forhavens højbede, rækker han hånden ud til farvel og bliver hængende på terrassen sammen med Vester.
Det ser ud til at holde tørt lidt endnu.