Diagnosen var som at få nogle nye briller at se på mit liv med

Da forfatteren Manu Sareen var minister, havde han mange dårlige dage. I dag er han sendiagnosticeret med adhd og kan forstå, hvorfor jobbet tog så hårdt på ham

Da Manu Sareen, 55 år, for fem år siden blev sendiagnosticeret med adhd, var det som at få nye briller. Med diagnosen forstod den tidligere minister for Radikale Venstre bedre sin kreativitet og initiativrigdom, men også uroen og impulsiviteten, der har været svær at håndtere.
Da Manu Sareen, 55 år, for fem år siden blev sendiagnosticeret med adhd, var det som at få nye briller. Med diagnosen forstod den tidligere minister for Radikale Venstre bedre sin kreativitet og initiativrigdom, men også uroen og impulsiviteten, der har været svær at håndtere. Foto: Emil Hougaard/Ritzau Scanpix.

Fra min ungdom og langt op i 40'erne har jeg næsten haft flere dårlige end gode dage i mit liv, og jeg har undret mig over, hvorfor det var sådan, for jeg har haft succes med mange ting. Jeg har været 20 år i politik og været minister, været statsrevisor, haft en række jobs, holdt foredrag og skrevet 28 bøger, hvoraf nogle er blevet til film, og så er jeg far til fire dejlige børn, men jeg er også blevet skilt to gange. Jeg har virkelig undret mig over, hvorfor jeg havde det så svært. Jeg har brugt en del kræfter på at være irriteret på mig selv, fordi jeg er impulsiv og kom til at gøre ting, jeg ikke kunne overskue konsekvenserne af.

Det blev min redning, at vi tabte regeringsmagten i 2015. Dengang var jeg minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold, og inden var jeg i tre år kirke- og ligestillingsminister. I de år meldte jeg afbud til stort set alt socialt, og mange syntes, jeg var kedelig, men arbejdet som minister tog hårdt på mig. Da jeg ikke længere var minister, tilbragte jeg nærmest et år hjemme på sofaen for at komme mig.

Ved et tilfælde hørte jeg en podcast, hvor en voksen fortæller om at have adhd. Jeg husker, at jeg sad på en terrasse i Barcelona, mens jeg lyttede og genkendte mange ting fra mit eget liv i beskrivelsen af et liv med adhd. Da jeg havde hørt podcasten, skrev jeg straks til en privat praktiserende psykiater, hvor jeg fik en tid kort tid efter. En uge efter, jeg havde lyttet til podcasten, fik jeg diagnosen: ”adhd”, men jeg kunne ikke helt tage det til mig. For mig lød adhd som en børnesygdom, og voksne får jo heller ikke mæslinger og skoldkopper. Siden fulgte en fase, hvor jeg var ked af det, fordi jeg godt ville have haft diagnosen langt tidligere i mit liv. Diagnosen var som at få nogle nye briller at se på mit liv med, og jeg kunne langt bedre forstå min adfærd.

Når man står med en diagnose, skal man finde ud af, hvordan man bedst indretter sit liv, og her syntes jeg ikke, der var megen hjælp at hente. Jeg begyndte at søge viden og kombinerede det med at skrive en bog om at være sendiagnosticeret med adhd. Med adhd er der noget, som du kan virkelig godt, og så er der ting, man må beskytte sig mod. For min del betyder adhd'en, at jeg er sindssyg kreativ, initiativrig og kan hyperfokusere på det, som interesserer mig. Ulemperne er impulsiviteten, uroen, rastløsheden og trætheden, som overmander mig, fordi jeg møder verden med alle sanser åbne. Jeg hører og oplever alt og har svært ved at koncentrere mig og strukturere.

Det tog lang tid at justere vaner og justere medicinen, men nu, hvor jeg er 55 år, vil jeg sige, at jeg har flest gode dage i mit liv. Langt op i mit voksenliv har jeg kæmpet med at føle mig småforvirret, alene og utilstrækkelig, og derfor giver det super god mening for mig i dag at være coach for børn og unge med adhd eller add. I den her uge udkom min seneste bog "Der er alt for meget i mit hoved", hvor børn og unge fortæller om at leve med adhd, og det, som slår mig, er, hvor lidt hjælp der egentlig er at hente for børn og unge med adhd.